Fastelavn (2004)

feb 21, 2004

Denne side er set 792 gange!

Den amerikanske forfatter Hellen Keller mistede 19 mdr. gammel synet og hørelsen. På trods af denne forfærdelige begyndelse på sit liv, fik hun tilkæmpet sig evnen til at tale, en universitetsuddannelse, tillærte sig tre sprog og talte blinde og døves sag på sin foredragsturner i hele verden.

På et tidspunkt blev hun spurgt, om det ikke var forfærdeligt at være blind. Til det svarede hun:

“Det er bedre at være blind og kunne se med sit hjerte, end at have to øjne, men alligevel ingenting se”.

Den blinde tigger kunne se med sit hjerte, imens Jesu disciple, der havde alle deres sanser i behold, var ude af stand til at se og gribe det, som Jesus fortæller om sin kommende død og opstandelse.

Jesus fortalte, at han var på vej til Jerusalem for at lide forfærdeligt og dø, men for så på den 3. dag at opstå igen. Det fortalte han lige ud af posen, men – fortæller evangeliet – “de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt”

Selv om der for os at se ikke skulle være det fjerneste at gå fejl af, så forstod de det ikke. Men en blind tigger ved vejkanten så sandheden om Jesus, og forstod hvem Jesus var, og så hen til ham i sand tro – så hen til ham bogstavelig talt med en blind tro.

Selv om vi måtte kender alt til kristendommen, så betyder det ikke, at vi ser dens betydning eller griber dens vigtighed. Det kan være, at vi kender hele historien om Jesu liv, død og opstandelse – og vi tror måske også på at det er sandt, men ser vi hvad det betyder for os? Er det blot en fortærsket historie, som ikke har nogen forbindelse til vores liv? Vi skal huske, at viden ikke er det samme som tro. Tro har at gøre med åndelig forståelse og et hjerte, der stoler på og hviler i Jesus, og det han har gjort.

At disciplene, dem, der burde være de første til at forstå Jesu ord, ikke kan forstå det, viser med al ønskelig tydelighed, hvor svært det er for mennesket at forstå Guds frelsesvej. Forstå, at kongevejen til himmelen fører gennem lidelse, gennem omvendelse og smerten i forsagelsen. Ingen kan af egen kraft komme til sand tro – vi kan ikke af egen kraft eller visdom komme til at tro på Jesus Kristus.

Det er alene den, som Helligånden åbenbarer ordet for, der kan modtage det i tro. Vi i os selv, er blinde, og kan derfor ikke forstå, hvad Gud har givet til os i Kristus – og hvilke planer han har med os. Vi kan have det hele lige foran os, men uden Helligånden kan vi ikke se det eller tro det. Kun ved Helligånden får vi et åndeligt syn, nemlig ægte uforfalsket tro.

Den blinde mand hører en masse mennesker komme forbi, og da han jo ikke kan se, hvem der kommer, og hvad der foregår, må han spørge. Da de fortæller ham, at det er Jesus af Nazareth, der kommer forbi, begynder den blinde mand at skrige som en besat. “Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!”. Det er desperat mands bøn.

Med denne bøn viser han, at han allerede har tro på Jesus – ordet Davids søn, er den titel, som jøderne brugte om Messias, den salvede konge. Den blinde mand havde sikkert hørt om Jesus og de ting, Jesus havde sagt og gjort – og han havde troet det, som han havde hørt. Hans øre var hans øjne!

At have set Jesus ville ikke have hjulpet ham til at tro på ham – for tro kommer af det, som høres, ikke af at se. Selv uden et fysisk syn kunne manden se, at Jesus var den lovede Messias, Davids søn. Ikke alene troede manden, at Jesus kunne helbrede ham, men han troede også, at Jesus var Kristus, der skulle komme og frelse sit folk.

Den blinde mands bøn er ikke særlig formfuldendt – den er ikke lang og pyntet med mange flotte ord, men alligevel har kirken taget denne bøn til sig. Vi har den mange steder i vores liturgi – Herre forbarm dig over os – eller vi kan endda bruge de græske ord “kyrie elesion”.

Med denne enfoldige bøn dør vores religiøse stolthed. Gud skal ikke imponeres med vores bønner, fordi de lyder religiøse, eller fordi de messes eller er liturgiske. Han skal ikke gøres tilfreds med vores bønner, fordi de er lange eller fordi vi har forberedt dem hjemmefra. Der er ikke noget, der virkelig fanger Guds opmærksomhed som denne lille beskedne bøn “Herre, forbarm dig over mig”. Her er det virkelig den arme synder, der råber til sin skaber og Herre. Dér ved siden af vejen er den kristnes position – som en, der ingenting har at give til Kristus, men som modtager alt af ham.

“Herre, forbarm dig over mig”.

Jesus får manden bragt hen til sig: “Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig?”. Jamen er det ikke oplagt – Jesus kan da lige så godt som resten af flokken se, hvad manden fejler, og hvad han derfor må have som sit ønske. Han kunne jo ikke engang selv finde Jesus, men måtte ledsages frem af mængden. Men han spørger alligevel!

Jesus ved, hvad du vil bede ham om inden du endda har formuleret bønnen. I forbindelse med et stort kristent internet-fremstød brugte man sloganet “Jesus er dig selv nærmest”. Jesus kender dine virkelige behov bedre end du selv gør det, men han ønsker alligevel, at du beder til ham – han ønsker at høre din stemme.

Jesus spørger manden her, for at han kan få mulighed til at udfolde sin tro i en specifik personlig bøn. Jesus vil også i dag gerne høre en specifik bøn fra dig. Han ønsker at høre med dine egne ord hvad der fylder i dit liv, hvad du tumler med af besvær og problemer – han ønsker at blive delagtiggjort i din glæde. Han ønsker, at du sætter ord på det hele, og siger højt, hvad du ønsker af ham. Ved at sætte ord på dine bønner, bliver de konkrete og fokuserede.

Bøn er en af den de primære måder troen udfolder sig på. Man har sammenlignet bønnen med troens åndedræt. Vi kan ikke leve mange minutter, hvis vi ikke trækker vejret – på samme måde med bønnen. Vores tro, vores sjæl dør, hvis den ikke får luft i bønnen. Tro uden bøn er en umulighed, for det er vores livline til Gud, vor far.

Da den blinde mand modtager sit syn, følger han efter Jesus og lovsynger og priser Gud, der har gjort store ting. Som han før var et bevis på den menneskelige svaghed, er han nu et bevis på Guds store kraft. Han er en omvandrende reklamesøjle for troen og for Kristus.

Vi, der også har fået vores åndelige syn igen, som kan se, hvad ikke-troende ikke kan se, vi skal også være en sådan lovprisende reklamesøjle. Ingen må være i tvivl om vores tilhørsforhold til Kristus.

Vi når ikke mere nu, men lad mig lige samle op på det, jeg har sagt nu:

1) At vide alt om Jesus er ikke det samme som at have tro. Troen kommer alene ved Helligåndens hjælp.

2) Den fattiges bøn “Herre forbarm dig over mig” er den kristnes favortibøn, som midt i den dybeste magtesløshed åbner op for Guds kraft.

3) Troen lader sig ikke tie ihjel, men vil altid komme til udtryk midt i hverdagen og trods modsigelse.

4) Og en af de måder den troen kommer til udtryk, er ved bøn. Bøn er den kristnes åndedræt – uden den dør troen. Bønnen er vores måde at tale med Gud på – og Guds måde at tale med os på.

Også i dag på tærsklen ind til fastetiden stopper Jesus op, og spørger: Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig? Hvad er dit inderste ønske – Jesus vil give dig alt, hvorfor så nøjes med noget småt – f.eks. en legemlig skavank? Vil du forandres? Vil du blive hel? Hvad ønsker du af Jesus? Og omvendt: Hvad ønsker Jesus af dig?

Gode Gud og himmelske far

Vi takker dig, at du har sendt din søn ned til jorden for at åbne vore øjne, så vi kan se dig. Så vi kan se dig og lovprise dig som vores skaber, opretholder og vores frelser.

 

Herre, vil du åbne vore øjne, så vi mere og mere må kunne se hvor rige vi er – at vi har en far i himmelen, der har faderomhu for os.