Denne side er set 374 gange!

Jeg synes, at alle mine lærere i folkeskolen havde øjne i nakken! Man kunne ikke lave det mindste sjov i timen, uden at de kunne vende sig om og udpege den skyldige. Men to sæt øjne er vel en ret god egenskab for en lærer!

Men mon ikke også vi andre ikke-lærere har øjne i nakken? Om ikke andet, så mærker vi det, når vi står i januar og kigger ud over et nyt år – og så samtidig kigger tilbage. At se tilbage og kigge fremad, det er kendetegnet for januar – og også derfor måneden hedder januar. Navnet kommer fra den romerske gud Janus, der ifølge romerne var gud for al begyndelse. Han blev altid afbilledet med et ansigt på baghovedet, så han på en gang kunne se frem og tilbage. Januar er et godt tidspunkt til at se frem og tilbage på– se tilbage på 2004 og frem på 2005.

Lad os begynde med fortiden – for mange er det et skræmmende ord. Året i overblik kan bringe skyldfølelser frem igen. Sorg, savn, synder og dumme fejltagelser springer en i møde ved sådan et tilbageblik, så sådan et tilbageblik kan være lige så ”sjovt” som en tandoperation.

Men jeg vil opfordre jer til at gøre det alligevel – for den ene tings skyld: Nåde. Hvis du stirrer længe nok i din hukommelse, så vil du foruden at se alt det sorte også kunne se Guds fingeraftryk. Den finger, der har efterladt det aftryk, peger mod korset. Dér vil du finde total tilgivelse og genoprettelse, for Jesus er Gud for én chance til(og endnu en, og endnu en, og endnu…..). Lær af dine fejltrin og synd og kom videre – det er det apostlen Paulus levede efter ”Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus” (Filipperbrevet kapitel 3 vers 13-14).

Paulus var et menneske, der ligesom os kunne se tilbage på ting, han skammede sig over, men han vidste samtidig, at han var tilgivet for alt det, han havde i sin fortid. Fra tid til anden springer hans fortid op for hans øjne – det kan vi se i hans mange breve i Bibelen. Og hvad gør man så, når man pludselig bliver indhentet af en fortid, som med Guds tilgivelse virkelig skulle blive ved med at være fortid og ikke en ødelæggende del af ens nutid? Han kunne have dvælet ved det – brugt kræfter på det – sørge over det… eller han kunne endnu en gang rette blikket videre frem. Han kunne glemme det. Det er ikke et tip fra en med speciale i mentalhygiejne, men det er et tip fra en, der er specialist i Guds nåde. Specialist fordi han levede af den hver eneste dag. Takket være Guds nåde var han tilgivet, og takket være tilgivelsen kunne han rette fokus og kræfterne fra fortiden og mod fremtiden. Kan du også det?

Januar er også at se fremad. Se fremad – ikke med de latterlige nytårs-forsæt, der alligevel lider skibbrud, før vi når februar. Nej, vi skal se fremad på en måde, som ser hver eneste dag som en gave fra Gud. Som ser hver eneste dag som en ufortjent gave – og ikke som en selvfølge. Hver eneste ny dag er en ny mulighed for omvendelse. Er du endnu uafklaret om den kristne tro, så er hver eneste dag endnu en hånd, der er rakt ud: ”Kom til mig”. Hver eneste ny dag er en ny mulighed for at tjene. Bruger du tiden kun på dig selv, eller også på det medmenneske, der har brug for din hjælp? Hver eneste ny dag er en ny mulighed for at leve sammen med ham, der er livet – vores frelser. Lever du livet, eller er du bare i live?

Hver eneste ny dag er en ny mulighed for at lægge fortiden bag sig og strække sig mod fremtiden. Fortiden er en del af os, men tager den vores kræfter, så vi ikke lever i nutiden, så vi ikke tør omfavne fremtiden, så er den gal. Lev i tilgivelsen. ”Jeg glemmer, hvad der ligger bagude …..; jeg jager mod målet …..”, som Paulus skrev. Min fortid er tilgivet. Min nutid giver mening. Min fremtid er sikker.