Forbøn for forfulgte – 2021

Denne side er set 14 gange!

Information
Sidste år havde vi forbønsgudstjeneste for forfulgte kristne den 1. marts – nogle af os var begyndt ikke at trykke hinanden i hænderne – for den dér Corona kunne vist godt gå hen og blive noget mere besværlig end vi troede. Lidt vidste vi, at vi et år efter stadigvæk kæmper med den.
Budskabet sidste år var nedslående: Forfølgelsen stiger i omfang – og det er også budskabet i år. 340 millioner kristne lever under en eller anden form for forfølgelse – det er 30 millioner flere end i 2019. Rapporter viser, at antallet af folk, der er døde for deres tro er steget med 60%. Tendensen til at forfølgelsens centrum rykker fra Mellemøsten og i retningen af øst ses også i 2020.
Da Corona lukkede vores kirker, så vi ikke kunne fejre påske i dem, da blev Corona årsagen til at kirker blev brændt i Nigeria. De kristne blev udpeget som grunden til at Allah straffede Nigeria. Corona betød en stigning af forfølgelsen, så der er rapporteret at der er dræbt 3450 kristne – især var det slemt i nedlukningsperioden fra april til september. Corona har lagt et nyt våben i hænderne på forfølgerne. I Asien er der rapporter om hvordan kristne bliver nægtet medicinsk hjælp, hvis de bliver syge. Corona har givet totalitære regimer en undskyldning for en øget overvågning og kontrol af deres borgere.
Igen er det kvinderne, der er de dobbelt sårbare. Ikke alene er kvinder ofte langt nede på rangstigen i sig selv i disse lande – de er ofte dårligt uddannede, dårligt betalt, hvis de har arbejde, men det bliver ikke bedre af at man er kristen. Bliver deres ægtefælle dræbt, så står de fuldstændig alene med så godt som ingen mulighed for at forsøge sig selv eller deres børn. I sidste uge læste jeg historien om Rose fra Nigeria – sidste år ved denne tid, rejste hun til lægen højgravid og fyldt med forventning om det ekstra liv, der skulle tilføjes familien bestående af mand, der var præst i landsbyen, og to døtre. Turen til lægeklinikken ville tage fem dage – og da Rose kom tilbage var det lige tids nok til at deltage i sin mands begravelse. Han var skudt af millitante islamister. Roses svigerfamilie beslaglagde alle familiens dyr, mad og alt andet af værdi – midt i hendes sorg stod hun tomhændet uden forsøger. Og så kom nedlukningen på grund af Corona – og lige som så mange andre, så mistede hun muligheden for at tjene penge til mad. Nedlukningen ramte også kirkens mulighed for at hjælpe Rose og hendes børn, så ofte gik de i seng uden at have spist. Regeringen kom med nødhjælp til landsbyen – men Rose og andre kristne blev afvist: Hjælpen var ikke til kristne. Hjælpeorganisationen Åbne Døre kunne heldigvis levere en hjælpepakke til Rose kort efter at hun havde født sin tredje datter. Jeg kan ikke lade være med at frygte for hvad der sker med disse 3 piger i et land, hvor der foregår tvangsægteskaber af helt unge piger, der bliver bortført fra deres kristne familier. En tendens, der også er steget i 2020.
Kvinderne er de dobbelt sårbare. Derfor vil vi I dag samle ind til Åbne Døre og deres arbejde for at støtte den forfulgte kirkes dobbelt sårbare, så vi kan hjælpe kvinderne til at bryde med vold, undertrykkelse og diskrimination. Hvis vi ikke hjælper dem, så ved jeg ikke hvem, der vil.

 

Prædiken
Billedet på jeres papir er et billede af Yucca brevifolia. Det fik et andet navn af mormonerne, der grundlagde deres by og tilflugtsted midt i en ørken, byen med navnet Salt Lake City i staten Utah. At grundlægge en by helt derude i ørkenen er vanvittigt. Som pejlemærker for senere mormonske pilgrimme brugte man disse ørkentræer, men de mormonske pilgrimme kaldet dem for Josva træer. Dels på grund af deres rolle som pejlemærker – den bibelske Josva førte jøderne ind igennem det forjættede land. Og dels fordi plantens form mindede dem om Josvas opløftede hænder i bøn til Gud, der hjalp dem i kamp. Disse træer overlever midt i den golde ørken på grund af deres kæmpestore netværk af rødder, der strækker sig i et kæmpe område og suger vand ud af jorden op i stammen. Rødderne holder træet i live og modstandsdygtig midt i ørkenlandet.
De 340 millioner kristne, der lever under forfølgelse, er desperate råb midt i ørkenen – det er som Josva-træer, der er ved at blive hugget om. I min korte gennemgang om 2020 kan det lyde som om ørkenen er ved at sprede sig overalt – der er heldigvis også lyspunkter. F.eks. i Sudan er loven om dødstraf for at forlade islam blevet afskaffet og der er garanteret religionsfrihed i den nye forfatning, der er blevet skrevet efter tre årtier med islamisk lov. Det er et første gode skridt for den kristne i landet. Men hverken i Sudan eller andre steder med hård forfølgelse ser man til politikerne efter hjælp. Som der står i Salme 121 i Det gamle Testamente: ” Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber”.
De gange, jeg har været på rejse og besøgte kristne, der lever under forfølgelse, så slår det mig, at jeg sjældent møder mismod hos dem. Jeg møder lidende mennesker, mennesker, der selv om det ikke ser ud til at der er håb forude for dem, alligevel aldrig er mennesker uden håb. De ved at de er i Guds hænder – de ved, at de kun lever og ånder, fordi Gud hjælper dem til det – fordi de er dybt forankret i troens tillid forgrenet dybt i Guds ord – ligesom Josva Træet med sit enorme rodnet suger vand til sig og overlever ørkenen. Og på den måde er de visere end os – for vi lever og ånder og er også alene på grund af Guds nåde, vi ser det bare ikke altid, fordi vi mener at det skyldes sundhedskort, demokrati, frihedslovgivning og andet menneskeskabt – men vi er lige så meget i Guds hænder og varetægt som Rose og millioner lige som hende.
I profeten Esajas´ Bog læser vi: ”nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke? Ja, jeg lægger vej i ørkenen og floder i ødemarken […] for jeg giver vand i ørkenen, floder i ødemarken, så mit udvalgte folk kan drikke. Det folk, jeg skabte mig, skal forkynde min pris” (Esajas 43, 19-21). Rapporterne fra 2020 viser ikke bare en voksende ørken, men også flere og flere Josva Træer – kirken vokser midt i forfølgelsen. Kristne i Kina føler sig forenede med hinanden som aldrig før, ”vi har en vækkelse i vores kirke selv midt i denne hårde forfølgelse”, fortæller en kinesisk præst. En præst fra Nigeria fortæller, at de ikke beder Gud om at han vil fjerne lidelsen fra dem, men at han vil give dem nåde til at kunne stå fast.
Og de står fast – men ikke fordi de selv er superhelte, men fordi de har en stor og trofast Gud, der midt i ørkenen skaber og opretholder liv. De er som Josva-træer med et stort rodnet – vi i den vestlige kirke er en del af deres rodnet, for vi hører sammen med den lidende kirke. Vores økonomiske hjælp og forbøn styrker og opmuntrer dem.
Jeg håber at forbønsgudstjenesten sidste søndag i februar ikke er eneste tidspunkt, hvor vi beder for den forfulgte kirke. Lad deres historie røre vore hjerter, så vi må bede for dem. At vi må være med til at skabe en flod i ørkenen og være med til at støtte Guds børn til at stå stærke for ham. Bønnen er det centrale. Hvis du ikke ved noget, så bed. Hvis du ikke forstår noget, så bed. Hvis du ikke formår noget, så bed. Hvis du ikke ejer noget, så bed.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *