Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen:
Der er mange grunde til at jeg er glad for barnedåben og vil kæmpe for den. Dels tænker jeg at den er bibelsk funderet – lige som voksendåb er det. Det er ikke et enten eller – er du voksen eller teenager og ikke døbt og ønsker at bliver døbt, så er det ikke en hindring. Og du bliver døbt på lige fod med spædbarnet. Og her er grunden til at jeg er glad for barnedåben, fordi spædbarnet lettere kan være den passive modtager, som dåben kræver. Jeg skal ikke først ransage hjerte og nyre for at finde det rette tidspunkt, at nu er har jeg tro nok til at blive døbt. Nu har jeg forstået nok til at blive døbt. Nu har jeg indset nok i troens fantastiske verden til at jeg tør tage springet. For uanset om det er voksendåb eller barnedåb, så handler det ikke om hvad jeg kan, vil og tror, men det handler om Jesus – hvad han kan, vil og gør. Spædbarnet kan ikke noget, yder ikke noget og det vi tolker som tillid, er bare en passiv modtagen som endnu ikke er blevet skuffet. Og ve den far eller mor, der forsøger vi at skuffe den, så kan vi godt glemme at få noget søvn den nat.
Det barn, som Jesus en anden dag stillede imellem disciplene og sagde: For at komme ind i Guds rige, må I blive som det barn, er ikke et velfriseret barn på vej til søndagsskole med den fineste skjorte, nypudsede sko og sygekassebriller samt med alle de rigtige Jesus-svar på rygmarven. Nej, for mig er det her barn et 14 måneder gammelt barn, der vågner klokken 3 om natten og er tørstig – og rejser sig op i sin tremmeseng. Det barn skriger! Skriger indtil mor eller far kommer og stiller tørsten.

Barnet skriger lige som kvinden i dagens tekst: ”Forbarm dig over mig”. Vi vil faktisk sige, at kvinden fremturer og bliver ved og ved. Hun tager ligesom spædbarnet ikke et nej som et svar. Selv disciplene bliver irriteret over det: ” Send hende væk! Hun råber efter os”. Jeg tror det, de mener er: Giv hende nu hvad hun vil have – så får hun ret og vi får fred.
Men Jesus ønsker ikke fred fra kvinden – men fred til kvinden, den fred, der overgår al forstand. Og i stedet for bare at sende hende bort med opfyldelsen af hendes bøn, så gik han ind på noget, der ligner de stridssamtaler, han havde med farisæerne. Farisæerne og de skriftkloge havde dogmatikken på plads – havde ritualerne på plads og havde deres på det tørre, de blev sat på plads hver eneste gang. Kvinden her havde totalt misforstået dogmatikken, hun tilhørte et folk, som Gud helt fra starten havde pålagt jøderne ikke at slutte pagt med på nogen måde, for de var i deres åndelige korrupthed kun egnet til en ting: Føre den rettroende på afveje. Men midt i det mørke, som troen på en anden gud altid vil efterlade et menneske i, da så hun lyset fra Jesus og råbte som kun en febrilsk mor kan råbe: ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn!” Hun havde netop IKKE sit på det tørre – men var ude på dybt vand og råbte som barnet, der kræver et glas vand midt om natten. Og hun høre de mest fantastiske ord: Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.
Din tro er stor! Ikke din indsigt er stor, ikke din dogmatik er så stor, for hun har garanteret ikke vidst meget om Jesus, men fordi hun troede så meget i forhold til hvor lidt hun havde fået åbenbaret, så kaldte Jesus hendes tro for stor. Når hun råber efter barmhjertighed, så afslører det også, at hun ved, at hun intet fortjener. Hun havde den tro, der kan gribe Kristi velsignelse, for den indebær omvendelse, der kommer fra en dyb og oprigtig følelse af uværdighed. Og hun rettede sin tro det rette sted hen. Tro er kun noget værd, hvis det den retter sig imod er noget værd. Du kan have enorm tillid til meget tynd is og alligevel drukne. Du kan have meget lidt tillid til meget tyk is og være helt sikker. For at tro kan give mening og have kraft, så må den rettes mod noget troværdigt – som kvinden vendte sig fra sine afguder og så på Jesus. Tro ikke alene udelukker tanken om fortjeneste, den indbefatter også ideen om hjælpeløshed. I tro er jeg afhængig af en anden kan gøre det, som jeg ikke selv er i stand til. Hvis mit barn er syg, så kommer jeg op til lægehuset og indrømmer på den måde, at jeg ikke kan håndtere sygdommen og jeg udtrykker tillid til lægen. Der er ingen fortjeneste ved at ringe til lægen, men min tillid til lægen giver ham blot mulighed for at hjælpe. Det er tro – at give Jesus mulighed for at hjælpe.