En anmeldelse af bogen, The shield and the sword, skrevet af Ernle Bradford.
– men mest af alt en kort gennemgang af Johanniternes historie.

Bogen beskriver Johanniter-ridderordenens spændende historie fra deres grundlæggelse i forbindelse med korstogene og frem til den verdensomspændende katolske diakon-organisation, den er i dag.
Den kirkehistoriebog, som de fleste teologer læser i, nemlig Holmquist og Nørregaards historiebog om Oldtid og middelalder, levner ikke meget plads til johanniterne: 3-4 sider, som den skal dele med alt muligt andet. Og efter en beskrivelse af, hvordan den sidste kristne by faldt i Mellemøsten, så kommer der en lille fodnote: “Johanniterne drog først til Kypern, senere erobrede de Rodos, hvorfra de i flere Aarhundrede vedblev at føre Kampen mod Tyrkerne. Paa Reformationstiden mistede de Rodos, men fik i Stedet Malta. Større betydning havde de ikke længere” (s. 479). Det er desideret forkert!!

Grundlæggelsen
Bogen er også en historie om korstogene – og det klima af had, hævn og blodsudgydelse, der fulgte i deres spor. Begyndende med nedslagtningen af muslimer jøder og koptiske kristne i Jerusalem i 1099. Det var et virkelig blodbad – og vel havde ridderne fredskongens kors på deres bryst, men de havde Thors hammer i deres hånd (s. 19).

Før dette korstog havde en kristen munk, Broder Gerard, oprettet et hospital i Jerusalem i 1088 – altså før korstoget mod Jerusalem. At der var kristen i det muslimske Jerusalem vidner også om den tolerance, hvormed de muslimske regenter i landet behandlede anderledes troende.

Gerards rolle under angrebet på byen er omdiskuteret, nogle mener at han blev i byen, men mon ikke han blev sendt ud for ikke at have en femte kolonne i byen?! Og det var nok også godt det samme, for end ikke de koptiske kristne blev sparret, da kirkens sværd ramte byen.
Johanniterne blev grundlagt først og fremmest for at hjælpe – for at være de syge og de fattiges tjenere. “Members og the Order were enjoined to concider the poor as ‘our lorts whose servants we acknowledge ourselves to be” (s. 24). Den blev godkendt som orden af paven i 1113) med den hovedopgave at hjælpe folk, der var på pilgrimsrejse til Jerusalem med hospitaler og beskyttelse. Det siges, at der var bedre pleje i Jerusalem under Johanniterne end noget sted i Europa.

Efter Gerards død i 1020 kom ordenen længere og længere væk fra deres egentlig opgave i og med beskyttelsen blev en større og større del af deres virke – så den militære gren mere og mere tog over. De gik fra at være “Servants of the poor” og blev “Soldiers of Christ” (s. 25) – altså på linje med tempelridderne.

Da korstogenes tid sluttede med et stort nederlag og de sidste kristne besiddelser i Mellemøsten faldt, så røg grunden til Tempelriddernes eksistens, imens Johanniterne stadigvæk havde deres andet ben at støtte sig til, at være tjenere for de fattige og syge.  Men de havde ikke noget sted – holdt til i  Cypern. De slog sig sammen med en kristen pirat, og erobrede Rhodos.

Rhodos

Billederne her er taget i Maj 2016

Kunne man ikke bekæmpe muslimerne til lands, så måtte man gøre det til vands. De havde ikke styrke nok til at holde på de områder, som de angreb, så det blev til “hit and run”. Der var ellers optimisme i luften, da de lykkedes paven at samle til et stort nyt korstog, der igen skulle befri Jerusalem i 1365. Man lavede et overraskelsesangreb på Alexandria – tanken var at man kunne bruge den befæstede by som fodfæste til et angreb på og en befrielse af Jerusalem. Men der gik blodrus i hele foretagenet – selv om kongen, der ledte angrebet, forsøgte at styre angrebet, så endte det ikke bare med at kristne, jøder og muslimer blev slagtet eller taget som slaver, men hele byen blev plyndret – og ødelagt. Så det var ikke muligt at anvende byen som forsvarsværk til fornyet angreb på Jerusalem. Og desuden var krigsskibene nu fyldt med skatte og værdier, så dem, der var gået på korstog, havde nu mere lyst til at tage hjem til Europa med deres nyerhvervede rigdom. Korstoget opløstes.
Tryk avler modtryk – muslimerne gjorde som en direkte konsekvens af angrebet, en ende på det sidste latinske kongedømme i området, Cypern. Al handel med luksus-varer fra Mellemøsten stoppede. Man havde regnet med at det skulle blive begyndelsen på en nye tidsalder – men både muslimer og kristne stod som de store tabere bagefter.
Johanniterne drog tilbage til deres befæstede ø, Rhodos, og slikkede sårene. De vedblev dog deres nålstik-operationer ind i muslimske områder. Til sidst blev det for meget for den store nye sultan i Tyrkiet, Suleiman (Læs mere om ham her). Han belejrede øen – og fik til sidst Johanniterne i knæ. 
Johanniterne kæmpede bravt, men stod overfor overmagten denne gang. Den aldrende leder af Johanniterne, Stormester L´Isle Adam, modtog et tilbud om at hvis de overgav nu, så ville det være ærefuldt og de ville kunne forlade øen i fred med de ting og folk, de måtte ønske sig. De ville endda få skibe stillet til rådighed. Adam tog imod tilbuddet.
Suleiman var ikke noget barbar, men et civiliseret menneske, der behandlede den snart-slagne stormester med respekt. “It saddens me to be compelled to force this brave old man to leave his home” (s. 119). Sultanen skulle dog komme til at fortryde sin generøsitet.

Malta
Johanniterne var igen husvild. Karl den Femte i Spanien kunne godt se noget i at få Johanniterne i sin tjeneste – hvis de fik Malta og dens omkringliggende øer, så kunne de være et forsvarsværk for Italien. Stormesteren Adam modtog tilbuddet – selv om Malta bestemt ikke var Rhodos. Der var stenet og ufrugtbart – især de franske riddere brød sig ikke om øen, da den var dårlig til at dyrke vin på!! Men den havde muligheder for at kunne blive en god befæstning, så arbejdet blev sat i værk – ridderne lejede Malta for en falk om året, som de skulle give til kongen. 

Der var stor afstand mellem ridderne, der kom til landet og blev presset ned over lokalbefolkningen. Øen var bestemt ikke deres – som det blev med Rhodos. Og i hjertet på de fleste Johannitere var også ønsket om at komme tilbage til Rhodos. Afstanden til lokalbefolkningen skulle dog vise sig at blive dyr i længden for ridderne.
Da Johannitterne var på plads på øen, begyndte de igen deres angreb. Suleiman så sig derfor nødsaget til igen at sende sine skibe og sin hær mod Johanniterne – denne gang for at gøre det af med dem en gang for alle. Men også for at kunne bruge øen som et godt udgangspunkt for et angreb på det kristne Europa.

Malta stod som den sidste hindring for et stort angreb – så det var ikke kun Malta og Johanniterne, der stod foran deres endeligt – men hele det kristne Europa. De talmæssigt små Johanniter på Malta var virkelig på en opgave overfor den kæmpe store hær, der stod foran dem. Men deres fæstningsværk og deres kampvilje var stærk – og så kom også to gange, hvor de blev reddet af rent krigsheld. To gang kaldte tyrkerne deres tropper tilbage, fordi de troede, at nu var der kommet forstærkning fra Europa – den kom bare aldrig. Sidste gang der kaldtes til retræte kunne generalen ikke kalde til samling igen, så han måtte kaste håndklædet i ringen og afblæse angrebet for denne gang. I ly af mørket kom den ødelagte flåde tilbage til Konstantinopel. Suleiman var rasende:

“I see now… that it is only in my hand that my sword is invincible”. Han gav ordre til at forberede et nyt angreb året efter “one which I will lead myself against this accursed Island. And I swear by the bones of my fathers – may Allah brighten their tombs – that I will not spare one single inhabitant” (s. 166).

Det skulle vise sig, at dette var, imens ottomanerne (tyrkerne) var på deres højeste – Malta markerede vendepunktet. Man kunne se, at ottomanerne ikke var uovervindelig – de fik ikke deres Malta som åben vej ind til Europa.
Dette angreb skulle vise sig at være det sidste store fra tyrkernes side ind i vest-middelhavet. Et krudttårn i Konstantinopel eksploderede og gjorde stor skade på ottomanernes flåde – rygtet gik, at det var sket efter at spioner fra Johanniterne havde saboteret det – det kunne nu også godt være fordi man ikke havde en ret sikker omgang med krudt den gang. Resultatet var, at der aldrig kom et angreb året efter – og det var nok også godt, for Malta var bestemt ikke klar til at modtage endnu en belejring. Selv om pengegaverne og velviljen flød ind over øen.

Så når vores kirkehistoriebog siger, at Johanniterne ikke spillede nogen væsentlig rolle efter at de kom til Malta, så er det ganske enkelt forkert.  Man ved jo aldrig hvad der ville være sket, hvis Malta var faldet i hænderne på tyrkerne – men datiden var ikke i tvivl. Var Malta faldet, så ville ottomanernes greb om Europa være fuldendt. Dronning Elizabeth i England udtrykte det på den måde: “If the Turks should prevail against the Isle of Malta, it is uncertain what further peril might follow to the rest of Christendom” (s. 168). I det protestantiske England blev der beordret at alle kirker tre gange om ugen i tre uger skulle lovprise Gud for at Malta ikke var faldet. 

Slutningen?
Der var ikke ende på alt det gode, der flød mod Malta og Johanniterne. Selv indbyggerne på Malta, der ellers ikke var særligt venligt stillede overfor de aristokratiske Johannitere, glemte for en stund deres “fjendskab” med ridderne, der var blevet pålagt dem.
Øen blev genopbygget – hovedstaden, der blev opkaldt efter stormesteren, der byggede den op, Valletta, blev udstyret med de fornemste kunstskatte. Og Johannitterne blev mere og mere til en sekulær statsmagt på Malta – dog med stor distance ned til befolkningen. Den franske revolution gjorde et indhug i ordenen – men det var først, da Napoleons kæmpe store flåde stod udenfor Malta, at enden kom. Egentlig var den på vej mod Egypten, så det var ikke planlagt at tage øen, men på den anden side ville man heller ikke have, at den faldt i hænderne på englænderne.
Der var ingen kampgejst længere på øen – våbnene var ikke blevet brugt i 100 år andet end til ceremonielle ting – og krudtet var rådnet. Og befolkningen var også tiltalt af tanken om frihed, lighed og broderskab – så der var en femte kolonne i landet. Så da Napoleon blev nægtet at lade samtlige sine mange krigsskibe komme ind i havnene for at få vand, så sagde han: “Må jeg ikke få vand, så kommer jeg og tager det”. Det tog lidt over et døgn, så var øen besat – og Napoleon kunne komme i land, hvor han var 3 dage.
Han gik omkring og var imponeret over det kæmpe fæstningsværk i Valletta. I sine erindringer skriver han: “Malta was not able to withstand a 24 hour bombardment. Certainly it possed vast phyaical powers to resistance, but no moral strenght whatsoever” (s. 216).
Stormesteren og de johannitere, der ikke ville underkaste sig franskmændene blev fordrevet fra øen – de var hjemløse igen. Den russiske zar Paul den første, tog ridderne en smule under sine vinger, han var vild med alt, der havde med riddere at gøre – ja, han lod sig endda kårer som stormester af ordenen efter Maltas fald. Derfor mente russerne så, at det var deres ø, da nu fredsforhandlingerne skulle i gang efter Napoleons fald – det var der nu ikke ret bred enighed om. 
De kristne maltesere gjorde oprør med franskmændene, for de brød sig ikke om den ateisme, der kom i kølvandet på revolutionen. Så de tog gladelig imod England, da de kom og erobrede øen i september 1800- også selv om det var protestanter og de var katolikker. Malteserne ønskede derfor at komme ind under den engelske krone – og dette blev stadfæstet ved fredsforhandlingerne i 1814.

Cirklen blev sluttet
Men hvad så med Johanniterne? Var det tid til at lukke og slukke? Kunne man være riddere i 1800-tallet? Kunne man være en suveræn orden med diplomater og ambassader ude i verden uden et stykke land?  Ingen ville give dem husly – eller give dem et nyt stykke land, hvor de kunne slå sig ned. “The order in fact had largely become what it had so often been accused of being – an exclusive club of old Catholic noblemen living in the past” (s. 219).
Men det var ikke slut – man havde fået lov til at slå sig ned i et palads i Rom (hvor de stadigvæk har hovedkvarter). Derfra begyndte genopbygningen – eller måske rettere sagt:

Der vendte man tilbage til de grundlæggende dyder, hospitalsvæsenet og at være tjenere for de syge og fattige.
I dag er ordenen aktiv med ambulancekørsel i Tyskland og Irland, de er aktive i Afrika og de har mobile enheder, der flyves ud til steder, hvor der er nød og ulykker. De er mere internationalt anerkendt end de nogensinde selv på deres tidligere højdepunkt har været. De har diplomatisk forbindelse til mere end 100 lande – og er altså stadigvæk en suveræn orden. De kan i deres arbejde tale direkte til regeringer – hvilket andre humanitære organisationer ikke kan.
Her er deres selvportræt på Youtube:

Som en anden Fugl Fønix har den rejst sig fra sin aske – og er blevet stærkere end nogensinde før, nu dog uden dens militære gren, der er skåret helt væk.

Min vurdering

Jeg købet bogen her på Malta – men fik ikke læst den færdig. Der var mere ro, da jeg fik den med mig til Rhodos i år (2016). Men det er en spændende bog – godt skrevet, det er virkelig en god fortæller, der har sat sig for at fortælle en historie, der strækker sig fra 1080 og frem til i dag. Det er noget af en bedrift – også at han ikke har fortabt sig i en masse detaljer.
Så den kan varmt anbefales til alle jer historienørder, der gerne vil høre historien fra en lidt anden vinkel end normalt.