Judas´ prædiken

Denne side er set 65 gange!

Jeg har tænkt mig, at vi skal kaste et blik på en af de personer i Det nye Testamente, som vi ikke hører så meget om… jeg har i hvert fald aldrig hørt en eneste prædiken eller en tale om ham – han nævnes altid lige i forbifarten, men ellers ikke. Og det selv om vi faktisk kan lære en hel masse af ham og hans eksempel. Ham jeg tænker på er Judas.

Andre Judas-er i NT
Og hvad er det så for en Judas, jeg tænker på? Ja, for der er faktisk mange, der hedder Judas i Det nye Testamente. En af Jesu brødre hed Judas – og der var rent faktisk to disciple, der hed Judas i discipelflokken – der var Judas, som også Jakobs søn, der også bliver kaldt for Thaddæus og så er der naturligvis ham, der hedder Iskariot – der for altid vil have efterordet “ham, der forrådte Jesus”. Ham, der for altid har forbundet navnet Judas med egenskaben forræderen.

Prædikede han?
Overskriften over min tale i aften er “Judas´ prædiken”…. nå, det kan være at du tænker, “jeg vidste ikke, at han prædikede” det gjorde han sådan set! Jeg vil her i aften vise, at han nok var en af de disciple, der prædikede den allerstærkeste prædiken, men på en helt anden måde end vi lige tænker os ordet prædiken.

Jeg vil her i aften ikke bruge så meget krudt på “Judas-evangeliet – I ved her for nylig dukkede et gammelt dokument op, der giver os en helt anden beskrivelse af Judas. At han slet ikke var forræderen Judas, men den Judas, der bare gjorde det, Jesus ville, nemlig fik ham udleveret til jøderne, så han kunne dø på korset.

Jeg har i denne uge har lejlighed til at læse Judasevangeliet igennem og jeg må nok erkende, at det føles lidt ligesom “Kejserens nye klæder” – det er virkelig et mediestunt, for medierne har fundet ud af at der er penge i det religiøse. Der har været talt så meget om det i medierne og så læser man det igennem – og tænker “er der ikke mere i det?”. Det er virkelig spændende at læse om det – for det giver en indsigt i en tidlig misforståelse af evangeliet og giver indsigt i en anden religion (vil jeg vove at påstå). Men set ud fra en præsts stilling, så blev jeg ret skuffet. Jeg havde regnet med at blive mere udfordret – at her skulle være et eller andet, der kunne ryste mig, men nej… det er simpelthen for langt væk det kristne budskab til at det kan være en udfordring.

Naturligvis er Judas-evangeliet ikke skrevet af Judas, for han døde omkring år 30, hvor Judas-evangeliet først er skrevet i år 150. Det er skrevet af folk, der troede at kroppen var noget syndigt skidt, der ikke måtte ødelægge den dyrebare ånd. Jesus siger til Judas “du vil ofre det menneske, som er min klædedragt”. Ånden har ikke noget at gøre med kroppen, så derfor skulle Jesu krop ofres. Der er langt fra Bibelen, der taler om at Gud så på det skabte og så at det var godt”. Gudsbilledet er et andet.

Billedet af Jesus er også anderledes. Han præsenteres som en mand, der griner rigtig meget af sine disciple, for de er godt nok langt ud!! Den første gang har griner af dem er på et tidspunkt, hvor de er ved at bede bordbøn – og disciplene undrer sig naturligvis, for hvorfor griner Jesus af dem. “Jeg ler ikke af jer. I gør ikke det af jeres egen vilje, men fordi det er på denne måde, jeres Gud vil blive prist”.

Jesus har ikke et intimt far-søn-forhold som i Bibelen, men han taler altid om “jeres” Gud og lægger dermed distance til ham. Den Jesus, der træder frem i Judas-evangeliet er ikke en, der kunne finde på at lære sine disciple at bede “Fadervor”, for Gud er som skaberen og opretholderen af jorden er ond. Så når du beder Fadervor viser du klart, at Judas Evangeliet ikke har noget på sig. Det er et interessant dokument, men så heller ikke længere.

Men det er ikke bare billedet af Gud og billedet af Jesus, der ikke er det samme som i evangelierne – nej, billedet af Judas er også meget anderledes.

 

Tavshed om Judas
Men hvad er det så for et billede af Judas vi finder i evangelierne?

Det første der slår en er hvor lidt der egentlig står. Det er jo lige før det ser bevidst ud, at han er forbigået. Det virker lidt som om at da Matthæus, Markus, Lukas og Johannes skulle skrive deres evangelier, så ønskede de ikke at skrive ret meget om ham. Der er ganske få ting om ham – og så det, at Jesus havde forudset, at Judas ville forråde ham og at hans forræderi var forudsagt i Det gamle Testamente. Ser vi på Paulus, der jo er den, der virkelig har bidraget med skrifter til Det nye Testamente, jamen så rør han aldrig emnet om Judas´ forræderi. Er det egentlig ikke lidt mærkeligt?

  • Er det fordi disciplene og Paulus så forræderiet som noget så skamfuldt, at de ikke ville berøre det ret meget?
  • Eller var det fordi at det var noget personligt for dem, fordi Judas havde været en af deres tætteste venner – ja, som en bror for dem, men at han alligevel forrådte Jesus? Det kan gøre ondt at se en ven vende sig imod en.

Men de er ikke fuldstændig tavse om Judas – rundt omkring er der små brikker, som vi i aften vil forsøge at få sat sammen til et billede af forræderen Judas – og hvad vi evt. kan lære af ham.

Lad os prøve først se på navnet “Judas”.

Navnet Judas
Førhen var navnet Judas et fint og godt navn, der betyder xxx. Det var et stolt navn – en af Jakobs tolv sønner fik navnet Juda eller Judas – og som ledte en af Israels tolv stammer. I historiebøgerne kan vi læse om en anden Judas, nemlig Judas Makkabæus, der i 164 før Kristus ledte et oprør og fik genoprettet templet. Han var en helt – og hver eneste år den 25. januar fejres denne dag af jøderne. Dagen, hvor Judas Makkabæus indtog templet i Jerusalem.

Og en af Jesu brødre – eller halvbrødre om man vil – fik som sagt også navnet Judas… der var ingen ting i vejen med at bruge det navn, tværtimod.

Og da Judas Iskariots forældre valgte navnet, så valgte de et af de navne, der var bedst at give et barn. Det var altså ikke noget navn, der hængte noget dårligt ved…. men det skulle denne Judas altså ændre på.

En pletfri Judas

Ikke fordi han levede sit liv, så alle kunne se, at ham her skulle man altså passe lidt på. Ja, det ser faktisk ud til, at han var den eneste af disciplene, der ikke havde et eller andet grimt med sig fra sin fortid. De fleste andre disciple, som vi kender til, havde et eller andet dårligt ry.

              Der var Matthæus, der havde været tolder.

              Der var Peter, der vist var en noget impulsiv hidsigprop.

Men sådan noget nævnes ikke om Judas – det er som om at ingen kunne sætte en finger på ham. Ja, så meget tillid havde flokken til ham, at han havde fået æren af at passe på de penge de havde samlet sammen… at han stak lidt til siden til sig selv – ja, det kunne de andre disciple jo så ikke se. Ingen anede noget om at Judas vist alligevel ikke helt var med, når det kom til stykket.

Ingen af dem peger på Judas, da Jesus siger, at en af jer vil forråde mig. Nej, de er travlt optaget med at skyde det væk fra sig selv – “det er vel ikke mig?”. Som om at det lå i dem alle, at de kunne finde på det… men ingen pegede på Judas: ”Er det Judas?”

Heller ikke, da han pludselig forlod selskabet skærtorsdagaften for, for altid at ødelægge det navn, der ellers var et æresnavn. Fra at være et heltenavn blev det forrædernavnet over dem alle. “Din Judas” – er blevet ensbetydende med “din forræder”.

Judas valgt af Jesus
Judas var udvalgt direkte af Jesus.

              Udvalgt som discipel til at forkynde evangeliet,

              udvalgt til at helbrede syge og udvalgt til at uddrive dæmoner. I Matthæusevangeliet 10,7 (s. 869) bliver de tolv disciple – inklusive Judas sendt afsted med ordene: “Gå ud og prædik: Himmerriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud”. Og Markusevangeliet fortæller os, at de gik ud to og to og helbredte mange dæmoner og de salvede mange syge med olie og helbredte dem (Markus 6,13). Judas var en af de tolv – han var en af dem, der blev sendt ud – og mon ikke også, at han har både helbredt nogle mennesker – måske endda uddrevet dæmoner fra dem.

Judas var håndplukket af Jesus – udvalgt til at rejse med Jesus – og lære Jesus at kende på nærmeste hold, men alligevel, så udnyttede Judas ikke den enestående mulighed han havde…. ja, det lyder helt tamt bare at kalde det for en enestående mulighed, for Judas var en ud af 12, der havde kæmpe muligheder.

Der er kun 12 mennesker i hele verdenshistorien, der har levet sammen med Jesus – i et så tæt forhold, hvor de spiste sammen, sov sammen og vandrede rundt sammen med den almægtige Guds søn. Judas var en af de tolv.

  • Der er kun 11 andre, der har hørt Jesus prædike som Judas gjorde.
  • Der er kun 11. andre, der har hørt Jesus bede, tale – som Judas han havde hørt.
  • Der er kun 11 andre, der har set Jesus gøre mirakler, som Judas gjorde.
  • Han er måske en af dem, der hjalp Lazarus af sine ligklæder, da Jesus opvakte ham fra de døde.
  • Judas har sikkert også set, hvordan enkens søn i Nain blev levende igen på vej hen til graven.
  • Judas har set hvordan Jesus kom gående på vandet og kaldte Peter med sig derud – og han har set hvordan Jesus stilnede stormen.
  • Judas så hvordan Jesus tog fem brød og tre fisk og delte det ud, så 5000 kunne få noget at spise.

Judas så alle disse ting på nærmeste hånd – han var en af kun 12 i hele verdenshistorien, der havde sådan en mulighed. Sikke dog en spildt mulighed – så tæt på, og så udnyttede han ikke chancen.

Jesus valgte Judas – ikke fordi Judas skulle forråde ham, men fordi Jesus også ville frelse ham. Jesus havde ikke brug for at Judas skulle forråde ham – for så havde vi skulle kalde Judas for Skt. Judas, for så var han med til at berede frelsen for os. Nej, Jesus valgte Judas som sin discipel af samme grund som han valgte dig, som sin discipel. Vi sang det lige før: “Han søgte mig i nåde, som gik på syndens vej”. Jesus døde også for Judas – selv ude i Getsemane kaldte Jesus Judas for sin ven.

Jesus valgt af Judas
Judas var valgt af Jesus – men Judas havde også valgt Jesus. Vi ved ikke hvorfor Judas valgt at være en af Jesu disciple. Judas er altid sat i forbindelse med det at være pengeglad – men jeg tror ikke, at det var derfor han blev en discipel, for Jesus var ikke rig. Han var en omvandrende rabbi, lærer, der levede af folks gavmildhed. Judas valgte Jesus – og blev hos ham også, da Jesus forargede nogle af disciplene, da han afslørede lidt af hvem han var.

“Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham. Jesus spurgte da de tolv: »»Vil I også gå jeres vej?« Simon Peter svarede ham: »»Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.«« Jesus svarede dem: »»Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv, og dog er en af jer en djævel?««  Han talte om Judas, Simon Iskariots søn; for det var ham, der skulle forråde ham, og han var en af de tolv.

Det sidste vender vi tilbage til…. men det vigtige her er, at Judas ikke var en af dem, der gik, men en af dem, der blev!! Jeg tror, at Judas blev ved Jesus, fordi han troede, at han var den lovede Messias – lige som de andre disciple gjorde. Jesus var den kommende konge – og måske har han lige som nogle af de andre disciple haft det håb, at han skulle blive nummer to i det nye Israel. Vi har jo de to Zebbedæussønner – deres mor opsøger Jesus og viser, at de tanker er med i flokken: “Sig at mine to sønner dér må få sæde i dit rige, én ved din højre hånd og én ved din venstre” (Matthæus 20,21).

Selv om Peter kommer med store ord om Jesus, så har han ikke helt forstået målet med Jesu liv. Selv efter Jesu opstandelse og lige inden hans himmelfart er de forvirret og regner stadigvæk med at Jesus skal være konge i Israel: “Herre, er det nu du vil genoprette riget for Israel” (ApG 1,6).

Og det er måske dér vi skal finde en af grundene til at Judas blev forræderen – for han var måske skuffet over Jesus. Han ville måske hjælpe det lidt på vej ved at sørge for at Jesus kom hen foran det højeste råd (sådan som vi ser det i Judas-evangeliet og i rockoperaen Jesus Christ Superstar) – det måtte jo være dér hele revolutionen skulle begynde.

Vi aner det ikke – men Satan udnyttede dette svage led og for i Judas. Også Peter blev brugt af Satan – på et tidspunkt forsøgte Peter at overtale Jesus til at droppe tanken om at dø, men Jesus vender sig mod ham og siger: “Bort fra mig, Satan”.

Forskellen mellem Peter og Judas? Peter var åben og talte – Judas gik stille med dørene – og det udnyttede Satan.

Den ufrelste Judas
For selv om Judas var så tæt på, så ser det ikke ud til, at han modtog Jesus – Judas blev aldrig frelst, han var fortabelsens søn, som Jesus siger i sin ypperstepræstelige bøn – og det er Johannesevangeliet 17,12 (side 980), at

              “ingen af dem gik fortabt, undtagen fortabelsens søn”.

Og i Johannesevangeliet 6,70 siger Jesus:

              ”Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv, og dog er en af jer en djævel?” Han talte om Judas, Simon Iskariots søn, der skulle forråde ham, og han var en af de tolv”.

Lukas skriver i Apostlenes Gerninger 1,25 (s. 987) om at den nye apostel efter Judas skulle overtage den      

              “apostelgerning, som Judas har forladt for at gå bort til det sted, hvor han hører til”.

Og det er nok ikke så svært at gætte sig til hvad det er for et sted, der er Judas´ sted – det må være helvedet. Judas blev aldrig frelst – man troede at alt var i orden med Judas – det kan endda være, at han har døbt folk. Det kan være, at han har prædiket omvendelse for andre, men han var “fortabelsens søn”.

Det er virkelig noget, der kan mane til eftertænksomhed – at han havde alle mulighederne. Han var betroet en masse opgaver, men han røg ved siden af alligevel. Vi hører hvordan Judas kyssede Jesus ude i Getsemane Have, så vidste soldaterne hvem, der var Jesus. Bogstaveligt talt kyssede Judas døren ind til himmelen, men alligevel gik han fortabt.

En god start er ikke det samme som en god afslutning
Og det er en af de første ting, vi kan lære af Judas: En god start er ikke det samme som en god afslutning. Vi kender ikke meget til Judas barndom, men der er ikke noget der taler imod, at han skulle have haft en god jødisk barndom – hvor han er blevet opdraget i den jødiske tro. Den har sikkert ikke været meget anderledes end de andre disciples barndom.

Det ved vi ikke noget om, men vi ved, at han havde en god begyndelse på sit liv som discipel – for han blev håndplukket af Jesus selv til at være en discipel. Han forlod

              sine venner,         sin familie,          sit arbejde for at være sammen med Jesus

og han gjorde sit livs investering, da han gav afkald på alt det… en fin start, hvor han også blev betroet en væsentlig opgave i flokken, som kassere for disciplenes penge. Han havde en god start, men han kom ikke i mål.

I har sikkert en eller flere historier i baghovedet om en, der startede som en god kristen, men langsomt gled væk fra troen. Bibelen er fyldt med historier om folk, der begyndte godt – men sluttede skidt. Tænk på Satan, der blev skabt som en af de højeste engle, men som siden vendte sig fra Gud og blev en djævel. Tænk på Israel under ørkenvandringen – de havde så mange tegn på Guds godhed, men alligevel gjorde de oprør. Tænk på Kong Saul – da han blev fremstillet som folkets første konge var det med ordene: ”Her ser I ham, som Herren har udvalgt Hans lige findes ikke i hele landet” – en mere flyvende start kunne Saul ikke have kunne ønske sig…. men vi kender sikkert alle historien om hvordan Kong Saul til sidst bliver afsat, fordi han ikke stolede på Gud. En god begyndelse er ikke lig med en god afslutning.

Bibelen advarer klart mod frafald. Jesus advarer om frafaldet (Matt.13,41) og det er måske endda det han kalder for at bespotte Helligånden… det, der ikke er tilgivelse for hverken her eller efter døden. Hebræerbrevet skærer det virkelig ud i pap for os, så det kan løbe ned af ryggen på os: ”Det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang har smagt den himmelske gave, dem som har fået Helligånden, og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, og som så falder fra, for de korsfæster selv Guds søn (igen) og gør ham til spot” (Hebr 6,4-6).

Jeg må indrømme, at det er noget af de værste ord, der står i hele Bibelen: At man når til et punkt, hvorfra der ingen vej er tilbage. Man har haft muligheden, men man har ikke udnyttet den og nu er der ikke flere chancer tilbage.

Indenfor flyvebranchen er der et ord, der hedder “point of no return” – punktet hvorfra der ikke er nogen vej tilbage. Det er et mærke på startbanen, som er et vigtigt signal til piloten. Piloten kan når som helst afbryde starten og stoppe maskinen hele vejen frem til det punkt – men når han ud over det punkt, så er han nødt til at lette maskinen. Han er nået ud til “point of no return”. Det ser også ud som om Judas på et eller andet tidspunkt er nået hen til point of no return – punktet, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage. Johannes fortæller om skærtorsdag, da alle spørger hvem, der vil forråde Jesus, »»Hvem er det, Herre?«« Jesus svarede: »»Det er ham, jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper.«« Så dyppede han brødet, tog det og gav det til Judas, Simon Iskariots søn. Og da Judas havde fået brødet, fór Satan i ham”. Der var ingen vej tilbage for Judas.

Tilbage i Det gamle Testamente finder vi salme 109, der er en meget svær salme at forstå. Det er en hård salme og den indeholder nogle af de forfærdeligste forbandelser overhovedet i hele Salmernes Bog. Mange har set det som en profeti om Judas – der står, hvis vi kigger på Salme 109 7-8 (s. 543). Det foruroligende i de vers er gemt lidt af vejen i den nye oversættelse af vers syv, hvor der står “hans anklage blev til en synd”. I den gamle oversættelse og i de engelske og tyske oversættelser, som jeg er stødt på, der står der: “Hans bøn blev til en synd”. Professor Buhl – en af de store GT-kyndige siger i sin kommentar til det vers, at “Fortvivelsen afpresser den ugudelige en bøn, som imidlertid er Gud en vederstykkelighed, fordi den kommer fra disse læber, og derfor kun yderligere forøger Guds vrede”. Tænk, at en bøn kan blive regnet for en synd! Hvis det her er Judas, så er han virkelig nået ud over “Point of no return” – og derfor er han en advarsel for os alle om at tage det let på frafald fra den kristne tro. Om at tage det let med ikke at udnytte de muligheder, som vi har her i Danmark.

At starte godt er ikke det samme som at komme i mål! Djævelen har god tid. Han har ikke noget imod, at vi har en flot start på kristenlivet, så længe vi bare ikke får en god slutspurt ind i Himmelen. Han har ikke noget imod, at vi kalder os kristne i begyndelsen af vores liv, så længe vi bare ikke er det, når vi lukker vores øjne i den anden ende af livet. Han har god tid – og kampen er umenneskelig… ja, Jesus stiller selv spørgsmålet: ”Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?”.

Judas´ liv er en prædiken om det at have en god start ikke er det samme som at komme i mål. At det at have en titel og en opgave inden for kristne kredse ikke er det samme som at man er med. Vi skal lære, at vi skal gribe muligheden, imens den er dér – for pludselig en dag har vi måske sagt nej en gang for mange og er nået ud over “point of no return” – punktet, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage.

Hykleri
Husker I den rige unge mand, der spurgte Jesus hvad han skulle gøre mere end at holde de ti bud for at komme i himmelen. Og Jesus så svarer: Du skal sælge alt hvad du har og gi det til de fattige. Og manden gik skuffet væk fra Jesus, for han var meget rig. Det kunne han ikke.

Jesus skuffede mange mennesker ved ikke at være, som de gerne ville have det. Hvis Judas var skuffet, så viste han det ikke i handling, men han blev hos Jesus.

Judas gav sig ud for at være noget han ikke var – han var en hykler. Han så ud til at være en af disciplene, men Bibelen fortæller os, at han var en djævel. Han gav sig ud for at være filantropisk og næstekærlig: Da Jesus blev salvet i Bethania blev Judas vred over, at Maria brugte en dyr salve til at salve Jesus med. Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?«« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den” (Johannes 12,5).

Igen kommer hykleren frem – det lyder jo fromt: Vi skal ikke ødsle med rigdommen, når så mange mennesker lider nød. Hans hykleri skal så bare dække over at han så kan få ravet mere til sig fra kassen, hvis de solgte olien. Judas var en hykler.

En hykler betyder en skuespiller. I de græske teatre havde skuespillerne masker på, når de spillede. Judas spillede skuespil – hvor Peter spillede med åbne kort og måske fik en på stoltheden af Jesus en gang imellem, så tror jeg, at Judas gemte sig bag en maske, som ingen havde gennemskuet. End ikke den anden disciple, der rejste ud for at prædike evangeliet. I husker nok, hvordan Jesus sender disciplene ud to og to…. der står ikke noget om at Judas blev gennemskuet, han spillede for godt – og måske troede han selv på det.

 

Judas´ liv er en prædiken om at vi ikke skal gå med maske – det fører ALDRIG til noget godt.

Et hårdt spørgsmål her i aften kunne være: Går du med maske? Er du dig selv eller spiller du skuespil? Man behøves ikke at være en Judas, fordi man går med maske… nej, man kan lige så godt også være en, der tvivler, men som ikke tør tale åbent om sin tvivl. Du behøver heller ikke at tvivle, men hvad så med den synd, som du falder i igen og igen, men som du ikke tør bringe frem for dine kristne venner eller en sjælesørger, fordi vi mennesker jo nu en gang er blufærdige. Men hvem tjener du med dit skuespil om at alt er i orden? Det kan godt være, at det ser ud til at være fornuftigt at spille skuespil på kort sigt for man taber ikke ansigt, men på langt sigt så vil vores skuespil ramme os selv. Hykleri betaler sig aldrig.

Jeg havde nær sagt: Heller en åben fornægter end en skjult fornægter. For det skjulte vil på et eller andet tidspunkt blive afsløret – hvor det åbne kan blive vejledt.

Judas – en mand med en lille synd (en lille synd er en synd for meget)
I den kirke, hvor jeg kom som barn var der en kordegn, der var virkelig flink. Han var så flink og rar. Jeg havde det som barn, at jeg kom og gik hos de fleste af dem, der boede i kvarteret dér midt inde i Odense – og jeg kom også dér hos kordegnen. Han byggede sit hus om – og jeg kan huske hvor flot han havde fået indrettet sin kælder til beboelse, en lang snoet trappe. Flot. Og de havde sølvbryllup og holdt en kæmpe fest – der var fyrværkeri… det var før Seest-ulykken, hvor sådan noget jo blev forbudt. Men det var fest og glade dage… og Kordegnen var også en vellidt mand – jeg kan huske han gik rundt med en tyrolerhat og vores naboægtepar grinede af ham, når han kom gående med sin tyrolerhat på arbejde – “du skulle ønske dig en tyrolerhat, for folk vil gerne ha´ nog´ at grine af”. Jeg kan stadigvæk huske ham gående igennem kvarteret med sin hat og sin lille taske med papirer i. Men en dag havde han altså ikke papirer i tasken, men et reb – han gik hen på kirkekontoret og hang sig selv. For han havde over en årrække snydt sig af kirkekassen til ombygning til sølvbryllup. Og det var gået godt lige indtil der var en revisor, der begyndte at stille spørgsmål til forskellige bilag. Ingen havde mistanke til ham ellers… men langsomt havde han malet sig op i et hjørne og den eneste udvej synes at være rebet.

Judas havde også malet sig op i det hjørne – og det var også på grund af de forbistrede penge.

Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?«« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den”

Og da Judas opsøger ypperstepræsterne siger han: “Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer” De talte tredive sølvpenge op til ham” (Matthæus 26,16).

“Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge – siger Kong Salomo i Prædikerens bog og fortsætter “den, der elsker rigdom, får intet udbytte af den” (Prædik 5,9).

“Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon”. (Matthus 6,24).

Penge i sig selv er ikke onde – selvfølgelig er de ikke det, men det er kærlighed til penge. Folk dræber for penge, familier går fra hinanden på grund af uenigheder om penge, man får fjender på grund af penge. Judas forrådte sin ven på grund af penge.

Det ser ud til at ALT drejer sig om penge her i verden. Først penge og så sandheden. Først penge og så Gud. Først penge – og så familien. Første penge og så tjenesten for Gud. Først penge og så moral og etik.

Bibelen fordømmer ikke rige kristne – eller kristne, der formår at tjene gode penge. Men den fordømmer kærlighed til penge…. og det er ikke bare fordi Bibelen skal holde os  nede, men fordi Bibelen vil holde os oppe og fast i troen. Paulus skriver “Kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen, og har voldt sig selv mange smerter” (1 Tim 6,10).

Judas´liv er en prædiken om ikke at lade synden komme ind i vores liv. Om det så er en nok så lille synd, som det er at rapse lidt fra kaffekassen, jamen så skal vi slet ikke lade den komme ind.

For Judas begyndte det med at han tog lidt af kassen, men hans lille synd voksede sig op til et stort monster, der ødelagde hans rejse med Jesus. Det skete sikkert stille og roligt – lige som kordegnen fra Odense, der tog lidt mere og lidt mere og til sidst ikke kunne styre udviklingen på anden måde end gennem et reb.

Vi skal simpelthen ikke lade Djævelen få et ben indenfor i vores liv – heller ikke bare for den ene gang skyld. Det kan se så uskyldigt ud – så småt ud, men som det skete med Judas kan det hurtigt vokse ske for dig også: Det vokser dig ud af hænderne – ud af kontrol.

Du skal ikke bare åbne den mindste smule op for begæret, synden – for det spreder sig hurtigere end du aner det. I Ordsprogenes bog står der “Frem for alt: Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet” (Ordspr 4,23). Frem for alt – vogt dit hjerte!!

Først er Judas et eksempel på en forspildt mulighed.
Den sidste ting, jeg vil hive frem i lyset af Judas er at han er et eksempel på en forspildt mulighed. Bibelen fortæller os, at vi mennesker ikke bare bliver dømt efter vores synder, men at vi også bliver dømt efter vores muligheder.

Matthæus 11,20-24: Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mæægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: v21 »»Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«

Når folk afviser at det alene er troen på Jesus, der frelser, så hiver de tit eksemplet frem: “Hvad med den lille afrikaner, der aldrig har hørt om Jesus?” “Hvad med folk i fjerntliggende byer i Indien, der aldrig har hørt om Jesus?”. Gud kan da ikke dømme dem – og Gud er jo kærlighed – og vi skal jo alle sammen være her.

Men jeg læser det her som: Muligheder afgør ansvaret – vi dømmes også efter vores muligheder. Ser vi på Judas, så vil han få en større dom! Fordi han var mere ussel? – nej, jeg tror ikke, at han var mere ussel end folkene i Sodoma. Men fordi han havde støre muligheder – han havde mere lys over tingene. Muligheder afgør ansvaret.

Sidste uge havde jeg bibelkreds, hvor vi snakkede sammen om de forfulgte kristne og snakkede om hvor forfærdeligt det må være ikke at have lov til at samles som kristne. Men vi sad også med en lidt flov smag i munden over at vi selv er så privilegeret – vi snakkede om hvordan vi bare kan sætte os hen i kirken eller missionshuset. Og det er i orden – men sætter vi pris på det.

Vi har mulighederne – vi er et land af muligheder. På nogle punkter har vi endda større muligheder end Judas havde. Han gik rundt personligt med Jesus, men vi har Guds skrevne ord. Vi har opstandelsen – Judas havde hængt sig selv inden det skete. Vi har kirker stående overalt, hvor vi kan høre Guds ord blive prædiket. Vi kan høre om Jesus i radioen, i fjernsynet og på internettet. Danmark er virkelig et mulighedernes land for dem, der ønsker at lære Gud at kende. Men jo større muligheder desto større ansvar – i en af Jesu historier siger Jesus, at vi skal bruge vores talenter. Vi skal bruge det vi har fået af Gud.

Bruger du den talent, der hedder, at bo i et kristent land? Eller er du ligesom Judas, der bogstaveligt talt kyssede døren ind til himmelen, men alligevel gik fortabt.

Du kan have været en del af den kristne menighed i hele dit liv, men så alligevel

Afslutning
Judas prædikede en af de største evangeliserende prædikener nogensinde – ja, han prædikede ikke sådan i almindelig forstand, nej, det var en dramatiseret prædiken. Det var ikke en tilsigtet prædiken fra Judas´ side for denne gang overgik Djævelen sig selv gennem en af hans tjenere, Judas Iskariot.

Hans liv prædiker at en god start ikke nødvendigvis fører i målet. At før vi aner det kan vi været nået til det punkt, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage. At man kan kysse døren ind til himmelen, men alligevel tilbringe sin evighed i helvedet.

hans liv prædiker, at hykleri rammer os selv hårdt

hans liv prædiker,  at vi skal udnytte de muligheder vi har – og vi skal udnytte dem i dag.

Og det skal ske nu – det skal ske i dag. Ingen steder i Bibelen står der, at Gud vil frelse dig i morgen eller om 14. dage eller når du får tid. Nej, det er i dag – det skal ske. Hebræerbrevet skriver “Om I dog I DAG ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde” (Hebr 3,15). Det kan godt være, at du bliver frelst i morgen, men du har ikke det løfte – du skal frelses nu. Nu er tiden inde – i dag er dagen. Jo flere gange vi siger nej – desto nemmere bliver det at sige nej næste gang og til sidst er vi nået over “Point of no return” – punktet, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage.

Bibelen fortæller os, at Judas Iskariot nu er i helvedet – stedet, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage. Du ved hvor han er nu – måske ved du også nu lidt om hvorfor han endte dér – lad hans liv være en prædiken – en prædiken, der peger ind til Jesus. Jesus, der bare venter på at forny os. Jesus, der bare venter på at kunne få lov til at drage os tættere ind til sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *