Kristi Himmelfartsdag (2009)

Denne side er set 952 gange!

Store mænd efterlader sig store ting – gå en tur igennem København, og du vil kunne tælle op til flere store og flotte bygningsværker med Christian den 4.s navn på. Eller tag en tur til Egypten og se de store pyramider – gravmæler over de store og mægtige faraoer. Store og indsigtsfulde mennesker efterlader sig tykke bøger og prægtige værker. C.S. Lewis med Narnia-bøgerne. Jules Verne med ”En verdensomsejling under havet” eller ”Jorden rund i 80 dage”.

Jesus – det største menneske i verdenshistorien – han  efterlod sig ingen spor. Han skrev ingen bøger eller små tekster.  Som en vagabond efterlod han sig ikke noget hus eller ejendele, som kan sættes på et museum. Han giftede sig ikke, slog sig ikke ned for at grundlægge en slægt – sådan som Dan Browns ”Da vinci –mysteriet” påstår. Vi ville faktisk ikke vide noget om ham, hvis det ikke var for de spor, som han efterlod sig i mennesker. Mennesker, der skrev det indtryk ned i Bibelen. Mennesker, der havde mødt Jesus og gik ud for at fortælle andre om ham. Ja, mennesker som i generationer har mødt Jesus i troen – og fortsat den store mission, som Jesus sendte sine disciple ud for at fuldføre på Kristi Himmelfartsdag: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet”. Gå ud og vær kirke – gå ud og vær mig. Hvor ville meget være lettere, hvis Jesus var blevet hernede – hvis han stadigvæk var her, synligt. Rejste rundt lige som paven og besøgte forskellige lande – og måske sidde i Jerusalem og så kunne vi valfarte ned for at få et blik af ham, når han kom kørende i sin Jesus-mobil. Vi kunne få afklaret en masse spørgsmål, som vi går rundt og skændes om. “Hvad mener du egentlig om det og det”. “Hvad mener du om dåben?”. “Hvad er din holdning til stamcelleforskning?”.

Men i stedet hvad har vi da…. vi har os selv. Vi har kirken – Guds rige er kommet nær…sagde Jesus. Vi var blevet lovet Guds rige, men vi fik Den danske Folkekirke. Vi har bare os… kirken, og det er bestemt ikke altid, at vi kan se at vi administrerer vort arvegods særligt godt. Da Jesus steg til himmels, gav han stafetten videre i vores famlende hænder… hvad stiller vi op med den stafet?

Mahatma Gandi er vel en af de mest respekterede ledere i den moderne historie. Selv om Ghandi var hindu, så beundrede han Jesus meget og citerede ofte ting, Jesus havde sagt, især fra Bjergprædikenen. Han blev på et tidspunkt spurgt, hvorfor han ikke blev en kristen, når han var så optaget af Jesus. Ghandi svarede:

”Jeg elsker jeres Kristus, men det er bare sådan, at der er mange af jer kristne, der er meget forskellig fra jeres Kristus”. Og han fortalte om hvordan han som ung jurist i apartheid-Sydafrika var blevet mere og mere tændt af kristendommen efter at have læst i Bibelen – han overvejede virkelig om han ikke skulle blive en kristen, en dag ville han tage skridtet og gik ind i en kirke for at deltage i en gudstjeneste. En fra menigheden trådte hen foran ham i døren ind til kirken:

”Hvad vil du her, nigger?”. 

”Jeg vil gerne ind til gudstjeneste”.

Manden svarede så: ”Der er ikke plads til niggere i vores kirke. Forsvind eller jeg får en af mine folk til at smide dig ned af trappen”.

Fra det tidspunkt, så bestemte Ghandi, at han ville tage det til sig fra kristendommen, som var godt, men han ville aldrig blive en kristen, hvis det var det samme som at blive medlem af kirken. Hvordan vi behandler andre mennesker siger mere om hvad vi tror på og hvad det betyder at være en kristen, end mange fine og flotte prædikener.

Selvfølgelig kan vi sige, at det foregår ikke i dag – det var jo i Sydafrika, og det endda for mange år siden. Sådan noget sker ikke i dag, da bliver alle hilst velkommen i kirken. Men det skal naturligvis være indenfor åbningstiderne, for det skal jo gerne gå ordentligt til alt sammen. Hvordan mon Ghazala Khan følte det, da hun og hendes kæreste blev smidt ud af en kirke, for nu var der lukketid. I husker hende sikkert – den unge 19 årige dansk-pakistanske pige, der var blevet lagt for had af sin familie, og flygtede fra den. Hun og hendes kæreste havde søgte ly i en kirke, for de var bange, da de var truet og forfulgt af familien. Men da kirketjeneren skulle lukke kirken af, blev de smidt ud af kirken. Få dage efter blev Ghazala myrdet. Jeg ville godt nok have en rigtig flov smag i munden, hvis det havde været mig, der havde smidt dem ud. Er det sådan, at vi behandler folk, der søger om hjælp i kirken?

Eller hvilket billede af kristne må de irakiske asylansøgere have, der søgte ind i domkirken i København? En menighedsrådsformand, der allerhelst bare vil have, at de smutter, for de er til besvær og vi kan ikke holde morgenandagt ordentlig, når de er her! En sognepræst, der er sympatisk over for deres sag, men synes, at løbet er kørt… Jeg synes det er dobbelt tragisk, at det sker i en kirke, som er smykket med Thorvaldsens Kristus-figur – Jesus, der står med hænderne bredt velkommende ud og så med en tekst under: ”Kom til mig”. Måske skulle man smække et skilt lige under ”Dog kun i kirkens åbningstider”

Jeg aner ikke om det er berettiget eller ej at irakerne skal tvangsudvises fra Danmark. Jeg aner ikke om de bare er nassere på vores samfund og land, eller om det virkelig er folk, der slet ikke kan vende tilbage til Irak. Og helt ærligt, det er slet ikke kirkens opgave at grave rundt i det, når de pludselig står i kirkerummet. Kirken skal ikke gå ind i politik – og det gider jeg heller ikke her på prædikestolen. Men om det er berettiget eller ej: Her kommer en gruppe mennesker og søger kirkens hjælp. Søger kristnes hjælp – og så skal kirken ikke tale om, at de ikke er velkomne. Så skal kirken ikke spørge efter om, om det nu er retfærdigt eller ikke at de skal sendes hjem, så skal kirken bare tage imod og hjælpe! Jesus har sendt os ud for at prædike evangeliet, og der er mange måder at prædike på – der er os præster, der bræger hver eneste søndag fra vores prædikestole, og så er der jer, der prædiker på den måde, vi behandler andre mennesker resten af ugen. For som sagt: Hvordan vi behandler andre mennesker, siger mere om hvad vi tror på og hvad det betyder at være en kristen, end mange fine og flotte prædikener.

Efter Kristi himmelfarts dag kan spørgsmålet ”Hvor er Gud, når livet gør ondt?” det kan besvares med et andet spørgsmål: Hvor er kirken, når livet gør ondt? … ja, det kan besvares med et tredje spørgsmål: Hvor er du henne, når livet gør ondt? Hvor er jeg henne, når livet gør ondt? For kirkens problem handler ikke bare om en københavner-kirkes reaktion overfor nødstedte mennesker – for jeg tror, at det bare er et udslag af, at vi som kirke har mistet vores identitet som de svages, udstødte og minoriteternes hjælper og værner. Et udslag af, at vi i store træk har glemt at være kirken, der forarger. Det er navnet på det, man kunne kalde Kirkens korshærs anden bibel – Haldor Halds lille bog. I slutningen af den bog skriver han:

”Kirken er en gave til verden, en åben favn, hvori alt, hvad der bærer menneskenavn, har lov til at gemme sig, uanset dets kvalitet eller mangel på kvalitet. Fra den lyser tro, håb og kærlighed som en gave fra Gud ned til verden, som uden ham altid er i fortvivlelse og på vej mod døden” (Haldor Hald, Kirken der forarger, s.97 .

 

Kirkens problem handler om, hvordan vi behandler mennesker, der har brug for vores hjælp. Hvordan du og jeg behandler mennesker, der på en eller anden måde er i en situation, hvor de har brug for hjælp, støtte, et venligt ord. Hvordan behandler vi og omtaler vi muslimerne, koreanerne, flygtningene, fremmedarbejderne, de homoseksuelle, de psykisk syg, alkoholikerne, dem, der er mærkelige og lugter… kort sagt: Hvordan behandler vi dem fra det dårlige selskab. Hvordan gør vi det? Hvorfor ligner vi ikke Jesus mere end vi gør? Hvorfor er vi ikke bedre til at udføre Jesu missionsbefaling?

Dagens tekst fortæller om, at Jesus bebrejder sine disciple deres vantro og hårdhjertethed. Mon ikke også at vores kirke i dag vil kunne falde ind under den samme dom. Måske endda vi selv ville falde ind under den dom: Vantro og hårdhjertethed? Men selv om disciplene blev bebrejdet, så siger Jesus alligevel i samme åndedrag: Jeg har en mission til jer. Jeg kan bruge jer – tag ud og prædik for hele skabningen. Tag ud og vær mine repræsentanter ude i verden.  Og de drog ud – og Jesus var med dem.

Så stor forskel er der ikke mellem os og så disciplene – for jeg tror også, at vi vil kunne blive brugt på trods af at vi falder i vantro og hårdhjertethed igen og igen. Han har udvalgt os til at være hans disciple – til at være hans repræsentanter dér, hvor vi er netop nu.

Det har altid været kirkens kendetegn, at den fornægter sin Herre… men det er vel heller ikke så mærkeligt, når den jo også er bygget på disciplen Peter, der fornægtede Jesus tre gange, da Jesus selv var alene og forladt. Men det har altid været Jesu kendetegn, at han så rejser sin kirke op igen, efter fornægtelsen og faldet. Han vil rejse os op og give os en ny start og en ny retning – men missionen er stadigvæk den samme: At prædike evangeliet med mund og med hånd – i tale og i kærlighedens gerning. Det er vi udvalgt til, også selv om vi faktisk er uduelige til det. Som vi skal synge om lidt:

Uværdig er jeg, Herre kær,
at høre til i rigets hær,
men du, som gav mig vennenavn
og tog mig kærligt i din favn,
giv du mig magt
at gå, hvor du har sagt!

Vi er bærere af det største budskab, der nogensinde har lydt i hele verdenshistorien – vi er sat til at være repræsentanter for universets hersker og Gud ikke bare ved at sige det rigtige, men også ved at gøre det rigtige, også selv om vi ikke dur til det. Men hvad gør det, at vi er svage, når vi har en Gud og en frelser, der er mægtig og som nu sidder ved Guds højre hånd og beder for enhver af os.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *