Langfredag (2016)

mar 25, 2016

Denne side er set 1193 gange!

Lyt med her – desværre er mikrofonen for tæt på præstekjolen, så den “snakker med”:

      langfredag2016-1

Læs prædiken her
Udgangspunktet for min prædiken her i dag er:
Gud hader synden.
Gud hader synden, for han ved hvad synden gør ved os.
Den ødelægger os og vores verden. Bare et enkelt kig i avisen viser os med al ønskelig tydelighed

  • hvad synden gør ved os mennesker som individer,
  • hvad synden gør ved os som nation
  • og hvad synden gør ved os som menneskehed.

Det ser Gud også, og derfor hader han synden, for han elsker os, og hader alt det, der ødelægger os.
Der findes intet, der kan få Guds vrede til at flamme op i ødelæggelse, som synd.

Gud og synd kan ikke være sammen – så da Moses, der havde synd i sig, var i nærheden af Gud, så fik han ikke lov til at se Gud, for ingen synder kan se Gud og leve. Så hellig er Gud, at alt synd og al ondskab i nærheden af ham dør. Det fortæller os noget om hvor alvorlig synd er. Synd kræver altid død – Gud citeres i profeten Ezekiels bog for at sige: ”Den, der synder, skal dø” (Ez 18,4). Syndens løn er død – siger Paulus.

Synd er ikke bare noget, der skal tages let på, nej synd er majestætsfornærmelse mod den mægtigste konge, universtes herre. Er der en synd, så kræves der død – det kræver Guds hellighed og retfærdighed.
Synder du, uanset hvad, så kræver det, at nogen dør. Der findes ingen større eller mindre synder i den sammenhæng. Måske har synden større eller mindre konsekvenser for dine medmennesker, men prisen for en synd er det samme: Død.
I Hebræerbrevet er det endda sagt som en klar grundregel ”der finder ingen tilgivelse sted, uden at der udgydes blod” (Hebræerbrevet 9,22).

Den regel trådte allerede i funktion lige fra det første øjeblik, at der var noget, der hed synd på jorden, og Gud slog et dyr ihjel for at give Adam og Eva skindtøj på. Hvorfor det? De havde jo allerede deres tøj af blade… det blev vel ikke pludselig koldere af at de skulle ud af Edens have. Nej, bladtøjet dækkede kun deres kroppe, nu fik de det døde dyr, der kunne dække deres synder. For mig at se er det det første tegn på hvad Gud ønskede der skulle sker hele historien igennem helt frem til det sidste offer, Guds lam, der skulle bære verdens synd. Der er bestemmelser for ofre for enkeltpersoner, for familier ja, for en hel nation. Og til sidst her i Johannesevangeliet, Jesus som Guds lam. Det har altså igennem hele verdenshistorien været Guds måde at håndtere synd på: Et offer, der trådte i stedet for den skyldige.

Disciplen Peter siger det på denne måde, at
 ”på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt” (1 Pet 2,24).

Jesus døde ikke bare for min synd og for din synd, men han døde for hele menneskeslægtens synd. Hans opgave på jorden var den, at han skulle være syndbærer, der tog alt ansvar og al straf for al verdens synder, så vi kan stå ustraffet, rene og levende foran den evige Gud. Ved Jesu død er vi retfærdige og hellige i Guds øjne. Så når du engang dør, så skal du ikke dømmes af den levende Gud, for den straf tog Jesus på sig, da han døde.

Så hvad der skete på korset er meget mere end lidelse, skam, hån og død – det var Gud, der henrettede sin søn som
det ultimative, endegyldige og fyldestgørende offer for menneskehedens synder.
Gud har altid behandlet synden med et offer – og det gør han stadigvæk. Vi har også alter i vores kirker, men grunden til at vi ikke ofre dyr på vores alter her i Hobro kirke er ikke at det er primitivt. Nej den eneste grund er, at det sidste endegyldige offer allerede er bragt. Så hvad er det vi normalt har liggende på vores alter – og også i dag? Jo, vi har Jesu legeme og blod liggende – det endegyldige offer. Netop når det langfredag med temaet ”Jesus som Guds lam”, så synes jeg det er oplagt at have nadver – at få del på en konkret måde i det offer.

At være en kristen er at leve med udgangspunkt i dette endegyldige offer.
Vi taler om den gamle pagt og den nye pagt – Jesus er den store forskel mellem de to. Du sagde ja til den nye pagt, da du blev døbt, og da du tog imod i tro. Men udgangspunktet er ikke min tro! (Jo, jeg skal tro – men det er ikke udgangspunktet). Udgangspunktet er ikke min vilje og min evne til at gøre det gode!
Udgangspunktet er ikke, at jeg aldrig nogensinde må mærke tvivlen i mit sind.
Udgangspunktet er ikke at jeg aldrig synder.
Udgangspunktet for din frelse er det lam, som bærer verdens synd. Udgangspunktet er det ultimative, endegyldige og fyldestgørende offer for menneskehedens synder: Jesus Kristus.Og hvordan får jeg så del i det her? Hvordan bliver det her mit?

Jo, den eneste måde det her gælder dig på, er ved at du tror på det.
Det eneste, der kan redde dig fra Guds altopslugende vrede er at du tror på Jesus –
det eneste, der kan redde dig fra en evighed det sted, der er beregnet for djævelen og hans engle, er at du tror på Jesus og alene klamre dig til hvad han har gjort for dig.
Det er det eneste, der kan frelse dig.

Når du dør – og det kan ske hvornår det skal være – så vil du står foran den himmelske trone med den levende Gud foran dig og et liv fyldt med synd bag dig: Står du som en synder foran den retfærdige Gud – eller har Jesus allerede løskøbt dig, så du faktisk står hellig og retfærdig?

– Hvis du ikke har Jesus som din frelser, hvem skal så betale for din synd?
– Hvis du ikke tror på Jesus, hvem skal så skaffe dig ind i himmelen – tror du, at Gud laver en undtagelse for dig, fordi du ikke er så slem som de andre?

Syndens løn er død – og enten betaler du selv den pris, eller også har Jesus allerede gjort det.

”Jamen, der er præster, der prædiker om at alle bliver frelst” – de præster fejl og er blinde, for det de prædiker er løgn.

Der findes intet andet, der kan frelse dig, end troen på Jesus Kristus.
– Du vil ikke ønske at dø uden Jesus, men du behøver ikke dø uden Jesus.
– Du behøver ikke betale din gæld.
– Du behøver ikke lide din død.

”Se dér er Guds lam, der bærer verdens synder”.

Det lam, der bærer verdens synd. Det var det, der skete den dag, da Jesus døde på Golgatha for lidt under 2000 år siden. Hver eneste synd som er begået fra Adam og Eva syndede til du her i morges sendte nogle vrede tanker i retningen af din nabo – dem blev der betalt for dér på korset. De er tilgivet.

Jesu offer er hvad vi behøver for vores fortid, for vores nutid og for vores fremtid.

”Jamen det er da alt for let! Jeg må da gøre et eller andet. Jeg må da give et eller andet. Jeg må da være på en bestemt måde. Jeg må da gå en vis antal gange i kirke. Jeg må da… det her er da alt for let til at kunne være hele sandheden”.

Prøv forestil dig Jesus, der hænger på korset, med naglerne i hænder og fødder. Hans vejrtrækning bliver tungere og mere og mere vanskelig – han er ved at blive kvalt lige så stille. Han kan ikke holde sig oppe i armene ret meget længere. Prøv gentag dine ord nu. ”Jamen, det er da alt for let”. Prøv forestil dig, at du kan tage en stige hen og stille den opad korset, og så kravle op og hviske ind i den lidende Guds søns øre: ”Jamen, det er da alt for let”. Det er da for let??

Kan du gøre det? Kan du hviske det til Jesus: ”Jamen, det er da alt for let”? Det tror jeg ikke du kan, for det var ikke alt for let… det var hvad der skal til.

Tager man et forstørrelsesglas og samler solstrålerne et sted, så vil varme blive så intens, at vi kan starte et bål.

Al Guds hellige vrede var samlet som gennem et forstørrelsesglas og centrum for den vrede var en mand – Jesus Kristus på korset.

Og det hele er dit – det er bare et spørgsmål om at stole på ham, at tro ham. Og det er hvad jeg beder om, at vi må kunne, nemlig se hen på Jesus som Guds lam, der bærer verdens synder. Som bærer din synd.