Denne side er set 955 gange!

Leonard Ravenhill stiller ikke noget spørgsmål i sin titel: Hvorfor udebliver vækkelsen? – han kommer med et fingerpeg hvad denne bog ønsker at vise: Hvorfor vækkelsen udebliver – og hvad der skal til for at vi igen kommer til at mærke vækkelse i vor kirke og i vort land.
Ikke at vækkelse er at vi skal gøre noget i samarbejde med Gud – nej, for Gud ønsker ikke partnerskab med os, men ejerskab over os (s.42). Kun derved kan der skabes vækkelse, når vi er i hans hænder helt og fuldt. I det hele taget, når vi mennesker forsøger at hjælpe Gud, så ender det alt med katastrofer. Ravenhill bruger Abraham som eksempel, hvordan hans barn med slavinden Hagar blev stamfar til det arabiske folk (“We try to help God out of difficulties. Remember how Abraham tried to do this, and to this day the earth is cursed with his folly because of Ishmael” (s. 43)).

Vækkelse i kirken
Vækkelsen skal ikke først ske udenfor kirken, for at vækkelsen kan komme udenfor kirken, så er kirken selv nødt til at blive vækket. Og det må betyde, at kirken sover. “At the grim hour, the world sleeps in the darkness, and the Church sleeps in the light” (s. 49). I den sætning kan man tydeligt høre sangeren Keith Green (der var meget inspireret af Ravenhill). Green har en sang, der hedder Asleep in the light, hvor han synger:
“The world is sleeping in the dark,
That the church just can’t fight,
’cause it’s asleep in the light!”

Leonard siger det endnu voldsommere: “The tragedy of this late hour is that we have too many dead men ind the pulpits giving out to many dead sermons to too many dead people” (s. 20).
Leonard kommer med en masse tanker om hvad der kan holde vækkelsen borte fra os – men det svar, der hænger i luften hele vejen igennem bogen er: Vi beder for lidt.

Mere og mere bøn
Præster burde bede – ikke bare engang imellem, men to timer om dagen. “Yet ministers who do not spend two hours a day in prayer are not worth a dime a dozen” (s. 21) – for ingen er større end hans eller hendes bønsliv (s. 25). Det skal ikke ses som en plage, men som en gave. “True prayer is a time-eater” – i starten kan tiden snegle sig afsted, men “as the soul gets used to the holy exercise, time flies when we pray” (s. 89). Har du ikke tid til at bede så meget, så er det fordi du har mere travlt end Gud ønsker du skal have (s.137).
At bede er at bøje os for Helligånden og lade ham virke i os og gennem os (s. 133). Og det giver resultater: “Nothing do Satan og hell fear more than praying men” (s.85 – han har dog den fejlfortolkning, at Helvede er Satans rige og ikke Satans fængsel, som jeg ser det beskrevet som i Bibelen).
Satan har ikke noget imod at vi kender Bibelen, bare vi ikke beder – for at bede er at praktisere det, vi læser i Bibelen (s.89). Bibelen skal ikke forklares, den skal læses, troes og adlydes (s. 71).
Skal man vælge mellem at bede eller at prædike, så skal man vælge at bede – også selv om det måske ikke ses så tydeligt. Vi skal ikke blive forbavset, hvis nogle af dem, der får størst ros foran den himmelske trone, er ganske ukendte for os, for det de har gjort er at bede i lønkammeret (s. 133).
“Preacing… affects men; prayer affects God. Preaching affects time; prayer affects eternity. The pulpit can be a shopwindow to display our talents; te closet speaks death to display” (s. 20).

Prædikanten
En prædikant skal være salvet ellers kan han ikke prædike, så det rammer. “A sermon born in the head reaches the head; a sermon born in the Heart reaches the Heart… “Unction is Gods´s knighthood for the solier-preacher WHO has wrestled in prayer and tained the Victory (s. 20). I det hele taget: Læs side 20, der er en stærk tekst om det at være salvet til prædikant.
Det er et stort ansvar at være prædikant, og man får en desto hårdere dom (Jakob 3,1). Ravenhill forestiller sig, hvordan disse prædikanter står foran Guds trone og høre de dømte vende sig til dem: “Preacher, if you had had Holy Ghost fire, I should not now going to hell-fire” (s. 114). En grim replik, der i hvert fald rammer mig som prædikant. Det er ikke bare “for sjov” – det er alvorligt at stille sig op på prædikestolen. Ravenhill fortsætter: “We have a Cold church in a Cold World because the preachers are Cold” (s. 114). Denne generation af præster og prædikanter er ansvarlig for denne generation af syndere (s.112).
Man kan derfor ikke bare blive en prædikant sådan vupti – det tager lang tid. Ravenhill mener, at det tager Gud 20 år at skabe en prædikant (s. 110). Lige hvor han får det antal år fra, ved jeg ikke, men jeg tror, at der er noget om det. Gud skal arbejde med en – og det gør han bedst i det, som Ravenhill kalder for “Stilhedens universitet” (også side 110), hvor man kun har Gud og så sin Bibel.

Gråd
Man kan også kun prædike ret, hvis man har en nød for de fortabte – at man græder over de mange, der vil gå fortabt for evigt. “A preacher, however weighed Down with degrees and doctorates, has not gotten far unless he knows soul-bitterness over the sin of his day” (s.53). Tårer kommer først, når vi elsker mennesker. Paulus er et godt eksempel på kærlighed – “he developed the capacity og love… Poul loved his Lord. The he loved men… Pauls love carried him to the lost, the last and the leasts… Love like a mighty dynamo pushed him on to attempt great Things for his God” (s. 126).

Og dynamoen behøver ikke presse os til Tyrkiet eller et andet sted – lige udenfor vores dør venter der os en missionsmark. Men igen: Båret af kærlighed. Uden kærlighed kan vi ikke nå mennesker: “At the very doors of our churches are the masses – unwon because they are unreached, unreached because they are unloved” (s. 112)

Min vurdering
Det er en rigtig god bog, der ikke slipper en  – den er skrevet med passion og kærlighed… og så er den fyldt med stærke onliners, der provokerer. Nogle gange er det for tyk en provokation, men mange gange sidder jeg så alligevel tilbage og tænker: Han har jo ret.
Bogen er skrevet i 1959 – og det kan man godt mærke. Visse steder er der lidt smag af støv og mølkugler… ikke bare fordi de to store fjender tegnes op som værende den katolske kirke og kommunismen, men også på grund af bogens øvrige små billeder, som nogle steder ligger lidt langt væk fra os (f.eks. kan jeg ikke lige se det relevante i dag at man har et helt afsnit om “Det hvide snit” “the inhuman, devil-inspired surgery spawned by science” (s. 95).
Men når det er sagt – så er den båre af et ønske om at vækkelsen ikke længere må lade vente på sig. Og at den skal begynde her hos mig. Du skal ikke bare læse den for underholdningens skyld – for den vil gribe dig og forandre dig. Jeg vil give forlaget ret i at kalde den en klassiker om vækkelse. For på trods af mølkuglerne, så er den tidsløs.
Jeg glæder mig til at læse fortsættelsen “Meat for men”, som jeg har liggende her ved siden af.

“Forbide it, Almighty God! I know not what course others may take; but as for me, GIVE ME REVIVAL in my soul and in my church and in my nation – or GIVE ME DEATH” (s. 158).