Martin Krasnik: De retfærdige

Denne side er set 908 gange!

Inden ferien fik jeg købt nogle gode bøger til læsning i sommerferien – en af disse er Martin Krasniks “De retfærdige”. Jeg kendte ikke forfatteren før, men han er åbenbart en kendt DR2 journalist fra Deathline. Men uanset hvad, så skriver han rigtigt godt – og denne gang om islamisterne. Som i en anden stafet har han rejst til England, Iran, Libanon, Pakistan og Saudi-Arabien for at finde frem til hvordan de politiske muslimer tænker og om vi overhovedet kan leve fredeligt sammen. Det var en spændende og sørgelig, men egentlig også uhyggeligt rejse i et helt andet tankeunivers, som så alligevel ligger tæt op og ned af den kristne.

Alt den tale, der har været, om Islams Gud og kristendommens Gud er den samme, synes jeg egentlig er absurd, for naturligvis er det den samme. Spørgsmålet er blot hvordan man ser på den ene Gud og hvilken vej man forsøger at gå for at komme til ham. Om det er Muhammed eller Jesus – om det er en profet eller om det er Guds egen søn. Som kristen vil jeg naturligvis holde mig til Jesus Kristus, og stille mig skeptisk overfor Muhammeds profetværdighed i og med at han levede i tiden efter opfyldelsen af alle profetier i Jesus (2 Kor 1,20) og der derfor ikke er brug for flere profeter.
Jeg har ikke brug for en profet, men jeg har brug for en frelser. Et sted i Koranen står der “Gud vil ikke ændre menneskers vilkår, før de ændrer hvad de har i sig selv” (s. 183). Jamen det er netop det, der er galt – jeg kan ikke ændre hvad jeg har i mig selv… aller højest til det dårligere. Jeg har brug for en frelser, der kan ændre det, der er i mig. Jeg har brug for at blive genfødt – få en ny start. Det kan jeg ikke selv klare – jeg har derfor brug for en frelser i mit liv. Vælger man Jesus som vejen til Gud, vil man ikke gå på en vej, der er bygget af mig selv, men en vej, der er Jesus. Derfor er islam ikke noget for mig – alene ud fra det grundlæggende, at jeg ikke kan, hvad Islam kræver. Jeg er ikke god nok, jeg er ikke hellig nok og bliver det heller aldrig!! Nå… tilbage til bogen. 
Konfliktpunkter
I læsningen af bogen kommer man ind på mange forskellige problemstillinger: 
a) Sahria contra demokrati
Islamisterne ønsker naturligvis Sharia-lovgivning og mange ser hen til utopia, nemlig et mønster islamisk land, der vil kunne virke som showroom for hele verden, der så automatisk vil få verdens befolkning til at udbryde “so ein Ding müssen wir auch haben”. Desværre for islam er der ikke nogen stat i verden, der lige nu kan påberåbe sig at være dette showroom selv om f.eks. Iran og Saudi-Arabien selv påstår dette. Der er noget galt med dem alle – i følge dem, der blev interviewet. Det der ofte mangler er en total dedikeret og retfærdig hersker.
Naturligvis er dette folkets vilje – at sharialovgivningen (der i den vestlige presse er hængt ud som et onde, men det er amerikans og zionitisk propaganda) skal i højtsædet, så de interviewede har intet imod at det bliver på demokratiets præmisser. For folk vil naturligvis stille det krav at have sharia – der bliver nævnt som eksempel en kvinde, der insisterede på at blive stenet for utroskab for på den måde renset at komme ind i “Himmelen” som en ret muslim. Hun blev overtalt til at trække sin tilståelse tilbage!!
Så Sharia-lovgivning af demokratisk vej – og skulle man være interesseret i det, så kan man altid stemme islamisterne væk igen, for det er folkets vilje, der skal gælde. Dog ikke hvis folket ønsker noget vederstyggeligt, f.eks. rettigheder til homoseksuelle. Og kvinder – hvad med deres rettigheder? 
b) Kvindeundertrykkende
Islam som kvindeundertrykkende?! Næ, hvor får I det nonsens fra? Det er den vestlige verden med dens kønsfokusering, der er kvindeundertrykkende. Og det på trods af at en unge pige på 15 år, der blev voldtaget af sin onkel og fætter. Hun fik tre års fængsel og 15 piskeslag på – en mildning af dommen på grund af hendes unge alder. Den oprindelige dom lød på 100 piskeslag og 10 års fængsel. Hvorfor blev hun dømt? Jo, hun blev dømt for hor – hendes onkel og fætter blev ikke dømt for voldtægt, “fordi hun som kvinde ikke kunne vidne for sin egen sag” (side 236). Og kvindernes tildækning og isolering er jo blot en beskyttelse af dem og ikke en undertrykkelse – og netop her vises det, at det er vesten, der er den kvindeundertrykkende part:

“Det er for at beskytte familiens liv. Din verden har vist os, at kvinders
og mænds verden skal adskilles, for hvis man blander kønnene, får man problemer.
Tiltrækningen mellem mænd og kvinder skal stoppes med en klar grænse, ellers får
det drastiske konsekvenser”…
“Vi kaster os ikke ligefrem over kvinderne på gaderne i København” prøver
jeg. “Men at tildække sig fuldkommen, hvad har det med naturlighed at gøre? På
mig virker det påtvunget”.
“Påtvunget. Siger du, at jeg tvinger min kone?”

“Det er da ikke tvang, når hun selv tror på det. Det er ikke politiet eller
myndighederne eller loven, der kræver det. Det er tro, hendes tro”
“Ja, eller jer mænd, der tvinger hende og andre kvinder” (S. 201″).

c) Kritiske ytringer om Islam
Men kan man tillade sig at være kritisk over for islam set ud fra en islamitisk synspunkt? – nu har vi jo lige haft Muhammed-tegningerne, men bogen er blevet til før dette, så der bliver grebet tilbage til Salman Rushdie og “De sataniske vers”. Selv om der ikke er noget nuværende islamisk showroom, men stykker af showrooms i forskellige islamiske lande, så er der ingen, der i bogen er i tvi om, at islam som lære er helt uden fejl. Det er vel ikke så underligt – det vil en kristen vel også påstå om kristendommen. Men hvordan så med kritikere eller folk, der i deres øjne er blasfemiske so Rishdie. En vestlig uddannet og lærd mand bliver udspurgt om det i slutningen af bogen – og siger uden at blinke, at han skal dræbes. Og argumenterer ud fra, at vi har haft det så hårdt med giftgas og ødelæggelser i Iran, men I i vesten bare så til – og nu forsvarer I så en, der har sviet profeten kone til. (se side 328). Altså egentligt ikke noget argument – blot at vi har haft det svært, så derfor skal I ikke fornærme os og vores religion eller beskytte den, der gør det.
 
Min vurdering
Det var et par stykker af de konfliktpunkter, der bliver taget op i bogen. Her til sidst en kort vurdering af bogen:
Som skrevet: Den er velskrevet – men jeg synes alligevel ikke, at jeg sidder med det gyldne overblik over hvad islamismen er for enstørrelse. Jeg er nok den type, der gerne vil have det skåret fuldstændig ud i pap og helst sat ned i et skema til sidst, for der er en masse holdninger til dette emne i bogen. En rigdom i denne bog er dens mangfoldighed, men hvor ville jeg ønske at der var et kapitel til sidst, hvor det forskellige holdninger blev holdt op overfor hinanden i stedet for at det bare slutter af med et gensynsmøde.

“På en eller anden måde er det godt at have en ven, jeg er så uenig med” siger
jeg til ham. Han griner. På en eller anden måde er det godt at have en ven, der
tror han er så uenig med mig” svarer han. Og så forsvinder han ned af trappen”.
(s. 330)

Men er man bedre end mig til at holde tungen lige i munden (dette skulle ikke være så uoverkommeligt), så er denne bog helt uden de store knyster.
Krasnik skriver levende og spændende – og så stiller han en masse spørgsmål, som man tænker “det kan han da ikke tillade sig at spørge om” – “Her går han virkelig over stregen”…. men han får så stillet de spørgsmål, som man sidder inde med overfor islam. Jeg vil overhovedet ikke tøve med at købe endnu en bog af ham – også selv om han har et helt andet ståsted en jeg selv (eller måske endda lige netop derfor!). Så den kan sagtens anbefales til at blive klogere – også på andre menneskers livsvilkår og historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *