”De ti bud – mig og de andre” sådan er overskriften, som vi har sat over vores gennemgang af 4.-bud til og med det 10. bud. Indledning Det er jo en gammel tradition, at man har valgt at dele budene op i to hovedafsnit, for Moses havde to tavler med budene. Så man har fra gammel tid sagt, at så var de 3 første bud på den første tavle, imens de sidste 7 bud var på den anden tavle. Slå vi op i slutningen af bogen Katekismus Updated, så bliver budene opsummeret af Jesus i det dobbelte kærlighedsbud: . Og det er måske ud fra denne naturlige opdeling, at man har sagt – vi skal have en del med budene om vores forhold til Gud, og så skal vi have en del med vores forhold til vores medmennesker. Og det har vi også i to stentavler. Vi aner ikke om det har forholdt sig på den måde – det kan godt være. Men det kan også godt være, at budene 1-10 stod på begge tavler, sådan at man havde to identiske tavler, ”nåh.. og hvorfor skulle der være to identiske tavler, hvad godt er der ved det?” Jo, de ti bud er grundlaget for den pagt, som Gud sluttede med sit folk Israel, ja, med alle mennesker. Den blev lagt i pagtens ark og båret rundt i ørkenen og opbevaret i telt-helligdommen. En pagt indgås af to parter. Vi kan se, når der er indgået en aftale om det er nationer, der gør det, eller om det er privat-personer, så bliver de forelagt to stykker papirer, som de begge skal skrive under på. De to stykker papirer er fuldstændig identiske, men når de nu skriver under, så får de hver deres kopi med dem, nu er aftalen trådt i kraft. Jeg aner naturligvis ikke om det var sådan, men det er da en fristende tanke, at når det er sådan, når vi indgår aftaler og pagter med hinanden, hvorfor skulle det så ikke også være sådan, når Gud indgår en pagt med sit folk: To identiske tavler. Der er selvfølgelig noget indlæringsmæssigt godt i at dele budene op på den måde med første tre bud først og så de andre. Men et er at det er pædagogisk og indlæringsmæssigt nemmere, men noget andet er om det så virkelig har været sådan. Det er jo egentlig lige meget, men måske egentlig endnu et eksempel på, at der er noget vi tager noget for givet, at sådan er det.. uden at vi egentlig har sat os ordentligt ind i hvad Bibelen egentlig siger. Her er det ligegyldigt, men andre steder er det straks mere farligt. Og når vi nu snakker inddeling af budene, så vil jeg i morgen lige sige lidt om den lutherske måde at inddele budene på – det som ligger til bunds for den måde også Katekismus Updated, for det er heller ikke bare givet, at budene skal deles op lige netop på den måde… men mere om det i morgen. Selve budene Lad os med det samme kaste os over budene og læse dem. Og vi vil i første omgang læse originalstedet, nemlig 2 Mosebog 20,12-17. Det er side 73: ”Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig. Du må ikke begå drab. Du må ikke bryde et ægteskab. Du må ikke stjæle. Du må ikke vidne falsk mod din næste. Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom”   Sådan lyder de sidste 7 bud i de ti bud – og jeg er næsten lige ved at spørger: ”Har I nogen spørgsmål?”  Der er nok ingen af jer, der ikke umiddelbart forstår disse ti bud – de er jo korte og kontante. ”Du må ikke begå drab”… kan bedst forklares ved at du ikke må begå drab. Egentlig har jeg det lidt mærkeligt med at skulle gennemgå de ti bud, for de er jo faktisk lige til. En anden bibeltekst kan man gå ind vers på vers og f.eks. spørge hvad Paulus mener her eller dér – og tage de svære ting frem. Men de ti bud – ”Du må ikke begå drab”. Ligetil, så mine bibeltimer får nok mere karakter af en lang række associationer – hvad tænker jeg på, når jeg læser budet ”Du må ikke begå drab” – og hvordan ser jeg en relevans til vores liv i dag. Poul Erik har fortalt i lørdags om hvordan budene stadigvæk gælder, og det har han såmænd ret i. For hvad vi har foran os er nemlig Guds standard for vores liv.  Det er Guds lov – Guds moralske standard til at regulere menneskets adfærd. Det er ikke en menneskelig lov – vi vil gerne sænke standarden, som vi skal se, så har vi lovgivningsmæssigt bevæget os væk fra Guds perfekte moral og høje tanker med os. Men uanset hvad statsministeren siger om religionen i det offentlige rum, uanset hvad domstolene dømmer efter, så er det her Guds moralske standard til at regulere menneskets adfærd. Det er den almægtige Guds tanker med dig og mig. Loven kom med Guds stemme talt til hans tjener Moses. Loven er uforgængelig. Tænk på hvor gammel den tekst er I sidder med, hvor mange mennesker, der har forsøgt at bekæmpe Guds ord, udrydde Guds ord – der er skrevet lærde afhandlinger i tusindvis af bind, der prøver at udslette dem, minimere dem, tage deres gyldighed fra dem.. loven er stadigvæk ved magt.  Loven regerer som Guds uforanderlige moralske standard for at lede mennesket.  Guds ord har overlevet det hele.. for Guds ord består til evig tid.

4. bud: Ær din far og din mor

Jeg kan huske, da jeg boede hjemme hos mine forældre som bette, så synes jeg det fjerde bud var lidt træls – ja, sådan lidt bagstræberisk og gammeldags. ”Ær din far og din mor”… ja ja… ”Gå ud med skraldespanden”… ja ja… ”lav dine lektier”… ja ja… ”lad være med at vippe på stolen”… ja ja. For det første synes jeg at det lidt var en blankocheck, der gav mine forældre en masse rettigheder over mig: ”Ær din far og din mor”. Ikke at jeg har forældre, der lavede budet til en forklaring på hvorfor jeg skulle gå ud med skraldespanden eller ikke vippe på stolen, men det var træls med sådan et rimeligt åbent bud. Og så havde jeg også sådan: Var det virkelig nødvendigt med sådan et bud? Hvad er tanken bag budet? Egentlig, hvis man ser på buddet i sammenhæng med de øvrige bud, så står det midt i mellem budenes to hovedkategorier – med ”Mig og Gud”, som I havde fat på i lørdags. Og så i dag og i morgen ”Mig og de andre”. Man kan på den sige, at buddet danner en slags bro mellem de første tre og de sidste bud. Holder man dette bud, så er det også mere sandsynligt, at man vil holde de bud, der kommer derefter. Ligesom hvis man holder budet om at have Gud som gud, så giver det også styrke til at holde sig til de to øvrige bud. Jeg synes også at se, at når Gud har budet om forældre-ære her, så siger det også noget om hvor vigtig familien er. Hvor vigtig det er, at samfundets mindste enhed er i orden. Gud vil have, at vi skal prioritere vores familie. I forhold til de mellemmenneskelige forhold, så skal familien komme først.  Før Gud skabte kirken, så var familien dér. Før Gud skabte stater og lande, så var familien der. Familien er den mest basale og grundlæggende enhed i livet. Det er fundamentet for alle andre forhold. Hvad gør en nation stærk? Stærke familier. Hvad gør en kirke stærk? Stærke familier Lider familien, så lider samfundet. Lider familien, så lider kirken. Og Guds rettesnor og bud for at holde familien stærk og godt kørende er buddet ”Ær din far og din mor”. Budet er formuleret positivt – du skal ære – og fokuset er på børnenes ansvar, men da det nok er de fleste af os herinde, der er børn af nogen, så gælder det også os selv. Det fjerde bud siger, at børn skal ære deres forældre. Ordet ”ære” understreger, at der er tale om et menneske-menneske-forhold. Børneopdragelse er ikke dressur eller et slave-herre-forhold. Børn og voksne er begge mennesker, der er sat under samme Gud. Men forældrene har for en tid fået givet myndighed over barnet. Forholdet mellem børn og forældre er derfor ikke kendetegnet ved ordet lighed, men ved ordet ligeværdighed. En har sagt det på den måde, at forholdet mellem voksne og børn er en asymmetri mellem ligeværdige personer. Af de nytestamentelige formaninger fremgår det, at det fjerde bud  bl.a. handler om lydighed. Som der står i Efeserbrevet 6 vers 1: ”Børn, adlyd jeres forældre i Herren; for det er ret og rigtigt. ”’Ær din far og din mor”. (Ef 6,1). Lydighed er at gøre, hvad der bliver sagt. Der er ikke tale om en blind lydighed, som en hund har over for sin herre. Men om en seende lydighed, som svarer lidt til den, den troende har over for Gud. Den seende lydighed forventer, at der er en god begrundelse. Så en måde at ære sine forældre på er at adlyde dem. En anden måde at ære dem på er at vise dem respekt, eller som der står i 3. Mosebog 19,3: ”Enhver af jer skal have ærefrygt for sin far og mor”. Det betyder, at man ikke skal svare igen på en trodsig måde – eller give dem grimme øgenavne, bande af dem eller tale dårligt om dem overfor vennerne. Det er en forseelse, der ikke blev taget let på i det gamle Israel: ”Den, der forbander som far eller sin mor, skal lide døden” (2 Mos 21,16). Vel er det ikke noget, der bliver håndhævet i dag, men det ændre alligevel ikke ved den måde Gud ser på manglende respekt overfor forældrene. Som voksne kan man også ære sine forældre ved at spørge dem til råds. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi altid skal følge deres råd, for som voksen og flyttet hjemmefra, så er vi selvstændige. Så skal vi ikke i alle ting søge deres råd, men vi skal gå til dem, når det er passende. Når vores forældre bliver gamle, så ære vi dem ved at tage os af dem – lige som de tog sig af os, da vi ikke kunne tage sig af os. Jeg har hørt et gammelt ord, der sagde, at ”to forældre kan tage sig af 8 børn, men 8 børn kan ikke tage sig af to forældre”. Det er selvfølgelig sagt noget negativt, men måske er der noget om det. Det har naturligvis også noget at gøre med kultur – det har noget at gøre med hvordan vores samfund er bygget op. Havde vi kunne bruge powerpoint til at vise billeder her i det lyse telt, så havde jeg vist et lille udsnit af en udsendelse fra Det mellemkirkelige Råd. Den handler om to piger fra Kenya, der kommer til Danmark – og et af de kulturshok de får er i mødet med den måde vi behandler vores ældre familiemedlemmer på. En af dem siger. ”Det er dejligt at de har et godt sted at bo, men det er underligt. Jeg føler, at det ville være som at smide sin mor væk. Nu er hun gammel, hun kan ikke noget, og vi har travlt… Det er meget ukulturelt for mig. Jeg synes næsten, det er ondt… Er det en måde at vise kristendom på?”. Og nej…hun mente ikke, at det var en måde at vise kristendom på. Og vi kan jo selvfølgelig sige, at sådan kan man ikke stille det op her hjemme hos os i Danmark – og et er, at det måske ville gå, at bo sammen med sine forældre. Men bare tanken, at skulle bo sammen med sine svigerforældre. Men jeg synes nu problematikken er reel nok – er det en kristen måde at behandle vores forældre på, at sende dem på et plejehjem? Er det at ære vores far og mor? Vores forældre har mange behov, når de bliver gamle, som vi også godt kan dække, uden at de nødvendigvis skal bo i samme hus som os. En af dem kunne være selskab – det er nok noget af det værste, der rammer ældre folk: Ensomhed. Vi skal sørge for at vores egne forældre ikke lider af ensomhed på grund af vores uvillighed til at bruge tid med dem. Også fordi vi har brug for dem. Pigerne fra Kenya fortæller: ”Når mennesker er gamle, har jeg allermest brug for dem. De er en velsignelse. De har gode historier. Man får historier at fortælle”. Det sidste måde at ære forældre på, jeg vil fremhæve, er at ære dem ved at leve som kristne. Jeg tager nok ikke fejl, hvis jeg siger, at nummer 1-grunden til glæde hos forældre, er når de ser deres børn leve videre på den kristentro, som de selv lever på. Og det gør nok ikke noget hvilken retning og kirke de finder sig til rette i, men det der betyder noget er at de bliver engagerede disciple af Jesus. Selvfølgelig så er det sagt i en noget anden sammenhæng, men alligevel – Johannes skriver i sit sidste brev: ”Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandheden” (3. Joh 4). Der er intet, der piner kristne forældre mere end at se deres børn forsømme kirken og lige så langsom forsvinde fra Kristus. Men der er ingen større glæde end at vide, at dit barn har levende forhold til Jesus Kristus, og at han er Herre i deres liv. Så børn, hvis du vil ære dine forældre, så ær Herren og lev for Jesus alle dagene i dit liv. Men hvad gør vi som børn, hvis vi ikke har forældre, der er værd at ære? Hvis vi tværtimod har forældre, der har ødelagt os. Ikke bare ved seksuelle overgreb, men måske også ved bare at tilsidesætte os, ikke vise os den kærlighed, som vi som børn har behov for. Jeg har haft begravelser, hvor de voksne børn ikke kom til deres forældres begravelse af forskellige årsager. De kunne ikke vise dem den sidste ære. Kort sagt, hvad om du kan sige: ”Jeg ære ikke mine forældre, fordi mine forældre er ikke værd at ære”. For det første: Der er bare det, at buddet ikke lyder: “Ær din far og din mor, hvis de er værd at blive æret, hvis de fortjener det”. Nej – i denne sammenhæng: Desværre. Desværre står der ”Ær din far og din mor”. Ikke som et forslag, ikke som et debatoplæg, men som Guds evige lov. ”Ær din far og din mor”. Det er måske dit største kors at bære her i livet – forældre, der ikke er værd at ære. Indre Missions store formand, Christian Bartholdy siger sin bog om de ti bud: ”Der kan komme tider, hvor det fjerde bud kun kan opfyldes ved forbøn for ens fader og moder” (side 45 i Bartholdy: De 10 bud – dansk ungdom tilegnet). Jeg vil gerne vende mønten et øjeblik: Jeg vil nemlig påstå, at hvis børnene skal ære deres forældre, så er det også nødvendigt at forældrene viser at de er værdig til at blive æret. Naturligvis skal vi ære forældre, der ikke er værd at blive æret, men I forældre skal ikke gøre det svære for jeres børn, end det er i for vejen. Jeg vil gerne stille jer forældre spørgsmålet: Dine børn skal ære dig – det er deres pligt. Det er deres guddommelige pligt at ære dig, uanset hvordan du så lever dit liv. Spørgsmålet er så: Lever du på en sådan måde, at du er værd at ære på den måde, som dine børn er forpligtet til? Jeg ved ikke om I kender Hundeejernes bøn: ”Gud, gør mig til den slags menneske, som min hund tror jeg er”. I omskrevet form, så er det nok også den slags bøn, som mange kristne forældre beder: ”Gud, gør mig til den slags forældre, som mine børn har krav på”. Forældrenes pligter overfor deres børn er en helt anden sag – og det skal nok også tages op af en, der selv har haft frimodigheden til selv at kaste sig ud som far. Men også i budet her er der implicit krav til kristne forældre – og I, der er forældre kender dem sikkert også godt. Og I kender sikkert også følelsen af utilstrækkelighed. Kigger vi i Katekismus Updated til buddet, så peger Luther fra det lille fællesskab, familien, og så ud til deres store: Samfundet. ”Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ser ned på vores forældre eller mennesker, der har lovlig myndighed over os. I stedet skal vi elske, respektere og adlyde dem”. Det er naturligvis med Romerbrevet 13 i baghovedet – hvor Paulus skriver om at ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem” (Romerbrevet 13,1). Som en parentes kan jeg lige nævne at Romerbrevet 13,1-8 om forholdet til myndighederne faktisk er udeladt af tekstlæsningerne i Hellig 3 kongers-tiden. I den periode af kirkeåret er der ellers en nærmest fortløbende læsning af Romerbrevet, men lige netop Romerbrevet 13,1-8 har man sprunget over. Og grunden? Jo, tekstrækken blev ”opfundet” i en tid, hvor myndighederne voldsomt forfulgte de kristne, nærmest bogstaveligt med bål og brand. Og kunne man så i den forfulgte menighed hører ”de styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde” (Rom 13,3)? For de gjorde jo netop det gode som kristne, men blev alligevel forfulgt… eller set med deres øjne: Det var jo netop fordi de gjorde det gode, at de blev forfulgt.   Det er jo selvfølgelig sagt i en parentes, for det er jo helt andre temaer, der åbner sig op – som for eksempel om vi altid skal vise lydighed og ære overfor myndighederne. Skal vi altid følge deres påbud – må vi skjule udviste flygtninge? Må vi sætte os op imod dem. Skal vi læse budene om at underordne os myndighederne på en anden måde i dag, os der lever i et demokrati end den gang, hvor man levede under en Moses, en konge, en enemægtig og (i hvert fald på papiret) gudfrygtig konge?  

5. bud: ”Du må ikke begå drab”

I dette bud slår Gud fast, at al menneskelig liv er beskyttet af Gud, og derfor er der ingen…. Ingen, der har ret til at dræbe et andet menneske. I det fjerde bud fokuserer Gud på vigtigheden af at vi elsker dem, der er i vores nærmeste omgangskreds, vores familie. Vi skal elske dem vi hører sammen med. I det femte bud bliver radiussen udvidet, og Gud understreger vores ansvar for at elske alle dem vi hører sammen i den menneskelige race. Alle mennesker på jorden er forbundet med menneskehedens bånd. Vi hører alle til en stor familie uanset hvordan vi så ser ud – vi har fælles forfædre, vi har samme skaber.   Hvert eneste menneskeliv er skabt i Guds billede, har livsånde på grund af Guds vilje. Derfor skal hvert eneste liv behandles med værdighed og respekt. Al form for tagen et menneskeliv er forbudt om det er det overlagte mord eller det uoverlagte drab. ”Du må ikke begå drab” – det kan vi sikkert hurtigt få gennemgået, for det er jo rimeligt sort og hvidt. ”Du må ikke begå drab” – det er jo let nok: Du må ikke hverken med kniv, gift, pistol, økse… eller hvad man nu kan komme i tanke om, dræbe et andet menneske. ”Du må ikke begå drab” – du må ikke sætte dig ind i en bil med alkohol i blodet og kører af sted, for så sætter du andre menneskers liv på spil.  ”Du må ikke begå drab” – du må ikke køre hasarderet eller på anden måde imod færdselsloven, for er uheldet ude, kan du stå tilbage med et menneskeliv på samvittigheden. ”Du må ikke begå drab” – hvad med selvmord, er det drab på sig selv? Er det tilladt… er det en synd, som der ikke er tilgivelse for, fordi man ikke når at bede tilgivelse for det her i livet? ”Du må ikke begå drab” – hvad med at drikke sig ihjel.. ja, eller noget så simpelt som at ryge? Jeg har arbejdet som kirketjener i Christianskirken i Århus, og det var ikke småting, der blev røget derude foran kirken. Der kom så dejligt mange i kirke, at man jo lige kunne nå en smøg mellem altergangen og salmen efter altergangen. Hvis selvmord er drab på sig selv, er det så ikke også et langsomt forgiftningsdrab på sig selv at man ryger? At man langsomt nedbryder sin krop. Sætter man det på spidsen, hvad siger verset i 1. Korintherbrev så: ”Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham” (1 Kor 3,16-17). ”Du må ikke begå drab” – du skal hjælpe til hvor du kan, for at redde menneskeliv. Det er strafbart at lade et menneske ligge hjælpeløs og tilskadekommet. Man skal gribe ind, hvor man kan hjælpe. Jeg ved ikke om I har set filmen Hotel Rwanda, som handler om hvordan folkemordet i Rwanda fik lov til at løbe løbsk, imens FN stod og så til. FN-soldaterne var magtesløse, fordi resolutionerne ikke tillod dem at gribe ind.  Resultat: 800 tusind mennesker mistede livet på tre måneder. Overholdt vi som kristne stater budet ”Du må ikke begå drab”, når vi nu kunne have grebet ind? Og hvor er ”Du må ikke begå drab” i forhold til tragedien i Darfur, som foregår netop nu? Er det ikke bare en gentagelse af Rwanda? Havde vi ret til at gå ind i Irak og stoppe Saddam Hussein, var det en kristen pligt? Eller gik vi over grænsen i en uretfærdig krig?   Man kan ikke undgå at blive politisk, når man omtaler de ti bud, fordi buddene netop er så grundlæggende. Og når de nu er så grundlæggende, så rejser de spørgsmål, som går ind i mange forskellige sammenhæng, som vi normalt siger hører under politikken. F.eks.   ”Du må ikke begå drab” – hvordan kan det være, at vi ikke har dødsstraf i Danmark, når f.eks. Bibelen siger, at tager du liv, så skal du også miste liv? ”Den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker” (1 Mos 9,6). Er det ikke at tilsidesætte Guds lov på baggrund af humanismen? Lige som forældre har myndighed til at straffe ulydige børn, sådan har samfundet vel også ret til at straffe samfundets ulydige børn. Romerbrevet 13 igen: ”Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde” (Rom 13,4). Eller hvordan er dødsstraf i dag i forhold til buddet ”Du må ikke begå drab”? Vi kan aldrig være helt sikre – vi kan aldrig helt vide om den person er skyldig og derfor skal henrettes. Men hvad hvis alt – simpelthen ALT peger i retningen af en gerningsmand til f.eks. drab – der er INGEN TVIVL overhovedet: Det er geringsmanden. Er det så ok med dødsstraf… og hvis ikke: Hvordan argumenter du: Er det på Bibelens præmisser eller er det ud fra humanismens præmisser?   Snakker vi politik, så rejser spørgsmålet sig også, om hvordan ”Du må ikke begå drab” – rimer på ordet ”den frie abort”. Det går bare ikke! Er det fint nok at kæmpe for at få aborterne ned, fordi man har indset at abort er kommet for at blive? Eller skal man kæmpe for at den frie abort bliver afskaffet? For mig at se er en abort en for meget. Kommer vi så ikke tilbage til en tid, hvor ulykkelige piger måtte opsøge kvaksalvere med stikkepinde i en snusket baggårdslejlighed? Nej, forhåbentlig ikke! Og hvad er det også for et menneskesyn, der var herskende i et samfund dengang, som gjorde at unge piger følte sig tvunget til det? I stedet for at man kunne have et samfund, der tog sig af pigerne, der hjalp med barnet – også evt. med en bort-adoption efter fødslen. For uanset hvad, så er det et liv, der bliver afsluttet ved en abort – om barnet så er uønsket eller et resultat af en forbrydelse: Det er et liv, der bliver bragt til afslutning. Og så er der en masse etiske dilemmaer, som vi kastes ud i, i gråzoner… men det skal altid være med tanken i baghovedet, at abort er at slukke liv. Og ”Du må ikke begå drab”.   ”Du må ikke begå drab” – hvordan forholder det bud sig til selvforsvar? Eller hvis du kan se, at du kan redde et liv ved at slå et andet menneske ihjel, er det så et brud på ”Du må ikke begå drab”? Nej, det vil vi vel ikke mene at det er et brud på budet. Vi skal stoppe den usoignerede forbryder på vej med sin kniv mod sit offer. Uanset hvad, så skal han stoppes! Men hvad så hvis ham, der står med kniven ikke er en usoigneret forbryder, men et præsentabelt menneske, veluddannet menneske – en abortlæge? Der findes amerikanske kristne, der kristeligt blåstempler at dræbe abortlæger ud fra argumentet, at man dermed redder et andet menneskeliv, det ufødte barns.   Det er et forkert svar – men jeg kan nok forstå at spørgsmålet bliver rejst… også at det rejses ud fra buddet ”Du må ikke begå drab”. Men svaret er ikke et mord på lægerne. Det er rigtigt, at lægerne og sygeplejerskerne gør sig skyldig i mord, de gør sig skyldig i ikke at give et andet menneske muligheden for at leve. Vel er det os som samfund, der tillader det, men personligt overtræder de Guds lov ”Du må ikke begå drab”. Og de skal stå til regnskab for hvert eneste af de børn, hvis liv de har slukket i humanismens, klassekampens, kvindefrigørelsens, den seksuelle friheds navn…. eller hvorfor man nu har tilladt den frie abort. Men det er ikke os, der skal hævne: ”Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: ”Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde”” som Paulus siger i Romerbrevet (12,19).   Og imens vi er i den hvidkitlede sygehusverden, hvad så med eutanasi, eller som vi kalder det medlidenhedsdrab? Det, at man giver fred til et menneske, der slet ikke er nogen udsigt for? På hjemmesiden for foreningen ”En værdig død” – en forening, der arbejder for en lovliggørelse af medlidenhedsdrab, der kalder de det for ”Drab efter begæring” eller ”hjælp til selvmord”. Altså de er meget klare i deres beskrivelse af hvad de vil. Katekismus Updated sammenfatter de ti bud i det dobbelt kærlighedsbud: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke. Dernæst kommer: ”Du skal elske din næste som dig selv” (Mark 12,30-31). Vi skal altså elske vores næste som os selv! Er det næstekærligt at lade et menneske ligge i respirator, eller holdt kunstigt i live på en eller anden medicinsk måde – og dermed forlænge det menneskes lidelser? Er det næstekærligt at sætte en stopper for det liv eller er det næstekærligt at lade kroppen give efter lidt efter lidt? Budet er jo meget klart: ”Du må ikke begå drab”.   Men samtidig må vi sige, at den medicinske udvikling er så langt fremme, at vi kunstigt kan holde mennesker i live, som førhen var døde helt af sig selv tidligere. Vi er blevet bedre til at holde folk i live, men ikke til at give dem en fremtidsudsigt, men tværtimod bare en udsigt til at kroppen til sidste trods medicin og maskiner giver op. Og det rejser jo store etiske spørgsmål – er aktiv dødshjælp imod budet?  På den ene side ”jo det er imod budet”. På den anden side: Er det næstekærligt at blive ved med at holde dødens nådige lindring væk?   Er aktiv dødshjælp et brud på budet, hvad så med passiv dødshjælp? Det ikke at fortsætte en livsforlængende behandling? Ifølge den danske lovgivning er det tilladt med passiv dødshjælp, men det bliver det jo ikke automatisk mere kristent af, som vi jo ser med abortlovgivningen. Prøv hør en fortælling om passiv dødshjælp, jeg fandt på foreningen ”En værdig døds” hjemmeside. Det er en Lone Skov, der sidste år skrev:   ”For 4 år siden, da min farmor lå på hospitalet med kræft udbredt i hele kroppen og hvor hun vejede 30kg var hendes eneste ønske, at slippe for smerterne og få fred. Gentagne gange, bad hun min far og min onkel om at de skulle hjælpe hende, men vi kunne jo ikke gøre noget. Det var hårdt at se på, og jeg husker den dag da lægerne meddelte os at “vi kan jo fjerne hendes sondemad og drop, og så vil hun få en masse smertestillende. I løbet af 5 dage vil hun dø, da hendes hjerte så vil være for svagt”. De 5 dage var de hårdeste i mit liv, og jeg ville ønske at vi ikke skulle have set hende ligge og sulte sig ihjel. Derfor håber jeg at aktiv dødshjælp bliver lovliggjort”.   Det er passiv dødshjælp, som er tilladt i dag – og næstekærligt er det jo bestemt ikke. Vores medicinske kunnen skubber os hele tiden ud i den ene etiske overvejelse efter den anden. Skubber os hele tiden ud i at skulle forholde os til Guds bud på en anderledes måde.   Jeg er modstander af dødhjælp – også fordi jeg klammer mig til livet længere end jeg kan tillade mig det. Hvornår er en livsforlængende og livsopholdende behandling meningsløs, og hvornår er den ikke? Og det bliver jo heller ikke nemmere at tage stilling til de her ting, når jeg samtidig er så naiv, at jeg tror på en Gud for hvem intet er umuligt. Heller ikke helbrede et dødsstemplet menneske. Jeg er modstander af aktiv dødshjælp, for er det ikke en glidebane – hvor stopper det? Først er det de døende, dernæst er det måske de håbløst syge – hvem bliver de næste? Og godt nok er diskussionen nu om samfundet skal kunne tilbyde aktiv dødshjælp, men kunne vi tænke os en situation, hvor samfundet påbød aktiv dødshjælp… ”vi har ikke råd til at holde vedkommende i live længere”.   Jeg er modstander af aktiv dødshjælp, men jeg er en tøvende modstander. For jeg kan nok være modstander før jeg står i sådan en situationen. Jeg kan nok stå heroppe på talerstolen og være modstander, og så komme hjem til en sød og rask kone. Men hvad i det øjeblik det rammer mig eller en af mine kære? Hvad om jeg vågner i morgen og knap nok kan bevæge mig – eller trække vejret? Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke. Men jeg håber, at det at jeg har gjort mig tanker om det nu – kan give mig styrke, når jeg måske ikke tænker så klart. Jeg håber først og fremmest, at samfundet vil tage vare på mig, når jeg ikke selv kan. Jeg håber først og fremmest på at have en støttende familie, der vil sidde ved min side, holde mig i hånden, bede, når jeg ikke selv kan. For jeg tror ikke på aktiv dødshjælp, men jeg håber på en aktiv livshjælp. Eller som der står Katekismus Updated ”Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke skader vores medmennesker eller gør ham noget ondt.  I stedet skal vi hjælpe ham og vise omsorg for ham”.   Jeg håber på aktiv livshjælp, så jeg må få en værdig afslutning blandt dem jeg elsker. Vi skal ikke fælle den endegyldige dom over hinanden, og sende hinanden ud på den sidste rejse. Vi skal hellere give hinanden følgeskab til det sidste. ”Du må ikke begå drab” er pludselig ikke så sort og hvidt som det var i starten. Men stadigvæk er livet dyrebart – livet er uerstatteligt – livet er en gave fra Gud. Og vi skal værne om livet.   Afslutning Det er hvad jeg har til dag – resten tager vi i morgen. Det vi nåede i dag var to væsentlige bud: ”Ær din far og din mor” og ”Du må ikke begå drab”. Der kan vi virkelig se, at budene er givet ikke for at gøre livet surt for os, men for at beskytte os selv. Holder vi budene, så lever vi rigtigt i forhold til Guds evigtgyldige moralske standard for livet på jorden. Bryder vi budene… ja, så vil vi finde ud af at buddene stadigvæk står ved magt. Vi vil finde ud af at budene ikke bliver brudt – men det er os der bliver brudt og ødelagt. For loven er givet os for at værne om liv og beskytte os…. imod os selv og imod hinanden.  

DET VIL VI OGSÅ SE LIDT NÆRMERE PÅ I MORGEN: HVORFOR FIK VI BUDDENE OG HVAD SKAL VI SOM KRISTNE BRUGE BUDDENE TIL I DAG.