Mig og de andre: 4.-6. bud
”De ti bud – mig og de andre” sådan er overskriften, som vi har sat over vores gennemgang af 4.-bud til og med det 10. bud.
Indledning
Det er jo en gammel tradition, at man har valgt at dele budene op i to hovedafsnit, for Moses havde to tavler med budene. Så man har fra gammel tid sagt, at så var de 3 første bud på den første tavle, imens de sidste 7 bud var på den anden tavle. Slå vi op i slutningen af bogen Katekismus Updated, så bliver budene opsummeret af Jesus i det dobbelte kærlighedsbud: . Og det er måske ud fra denne naturlige opdeling, at man har sagt – vi skal have en del med budene om vores forhold til Gud, og så skal vi have en del med vores forhold til vores medmennesker. Og det har vi også i to stentavler.
Vi aner ikke om det har forholdt sig på den måde – det kan godt være. Men det kan også godt være, at budene 1-10 stod på begge tavler, sådan at man havde to identiske tavler, ”nåh.. og hvorfor skulle der være to identiske tavler, hvad godt er der ved det?” Jo, de ti bud er grundlaget for den pagt, som Gud sluttede med sit folk Israel, ja, med alle mennesker. Den blev lagt i pagtens ark og båret rundt i ørkenen og opbevaret i telt-helligdommen.
En pagt indgås af to parter. Vi kan se, når der er indgået en aftale om det er nationer, der gør det, eller om det er privat-personer, så bliver de forelagt to stykker papirer, som de begge skal skrive under på. De to stykker papirer er fuldstændig identiske, men når de nu skriver under, så får de hver deres kopi med dem, nu er aftalen trådt i kraft.
Jeg aner naturligvis ikke om det var sådan, men det er da en fristende tanke, at når det er sådan, når vi indgår aftaler og pagter med hinanden, hvorfor skulle det så ikke også være sådan, når Gud indgår en pagt med sit folk: To identiske tavler.
Der er selvfølgelig noget indlæringsmæssigt godt i at dele budene op på den måde med første tre bud først og så de andre. Men et er at det er pædagogisk og indlæringsmæssigt nemmere, men noget andet er om det så virkelig har været sådan. Det er jo egentlig lige meget, men måske egentlig endnu et eksempel på, at der er noget vi tager noget for givet, at sådan er det.. uden at vi egentlig har sat os ordentligt ind i hvad Bibelen egentlig siger. Her er det ligegyldigt, men andre steder er det straks mere farligt.
Og når vi nu snakker inddeling af budene, så vil jeg i morgen lige sige lidt om den lutherske måde at inddele budene på – det som ligger til bunds for den måde også Katekismus Updated, for det er heller ikke bare givet, at budene skal deles op lige netop på den måde… men mere om det i morgen.
Selve budene
Lad os med det samme kaste os over budene og læse dem. Og vi vil i første omgang læse originalstedet, nemlig 2 Mosebog 20,12-17. Det er side 73:
”Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
Du må ikke begå drab.
Du må ikke bryde et ægteskab.
Du må ikke stjæle.
Du må ikke vidne falsk mod din næste.
Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom”
Sådan lyder de sidste 7 bud i de ti bud – og jeg er næsten lige ved at spørger: ”Har I nogen spørgsmål?” Der er nok ingen af jer, der ikke umiddelbart forstår disse ti bud – de er jo korte og kontante. ”Du må ikke begå drab”… kan bedst forklares ved at du ikke må begå drab. Egentlig har jeg det lidt mærkeligt med at skulle gennemgå de ti bud, for de er jo faktisk lige til. En anden bibeltekst kan man gå ind vers på vers og f.eks. spørge hvad Paulus mener her eller dér – og tage de svære ting frem. Men de ti bud – ”Du må ikke begå drab”. Ligetil, så mine bibeltimer får nok mere karakter af en lang række associationer – hvad tænker jeg på, når jeg læser budet ”Du må ikke begå drab” – og hvordan ser jeg en relevans til vores liv i dag.
Poul Erik har fortalt i lørdags om hvordan budene stadigvæk gælder, og det har han såmænd ret i. For hvad vi har foran os er nemlig Guds standard for vores liv. Det er Guds lov – Guds moralske standard til at regulere menneskets adfærd. Det er ikke en menneskelig lov – vi vil gerne sænke standarden, som vi skal se, så har vi lovgivningsmæssigt bevæget os væk fra Guds perfekte moral og høje tanker med os. Men uanset hvad statsministeren siger om religionen i det offentlige rum, uanset hvad domstolene dømmer efter, så er det her Guds moralske standard til at regulere menneskets adfærd. Det er den almægtige Guds tanker med dig og mig.
Loven kom med Guds stemme talt til hans tjener Moses. Loven er uforgængelig. Tænk på hvor gammel den tekst er I sidder med, hvor mange mennesker, der har forsøgt at bekæmpe Guds ord, udrydde Guds ord – der er skrevet lærde afhandlinger i tusindvis af bind, der prøver at udslette dem, minimere dem, tage deres gyldighed fra dem.. loven er stadigvæk ved magt. Loven regerer som Guds uforanderlige moralske standard for at lede mennesket. Guds ord har overlevet det hele.. for Guds ord består til evig tid.
- bud: Ær din far og din mor
- bud: ”Du må ikke begå drab”