Denne side er set 838 gange!

Når en general midt i en krig giver en ordre, så giver han ikke et debatoplæg eller til overvejelse, men til fuldstændig lydighed. Når Gud giver os de ti bud, så giver han dem ikke til debat eller til overvejelse, han giver dem for at du og jeg kan være lydige imod dem.

 

I går nåede vi kun to bud: ”Ær din far og din mor” og ”Du må ikke begå drab”. I dag skal vi se om vi kan nå de sidste 5 plus se på spørgsmålet: Hvorfor har vi kristne budene? Lad os først se på 6. bud.

 

  1. bud: ”Du må ikke bryde et ægteskab”

Jeg vil ikke gøre det store ud af det bud – og nej, det er ikke fordi jeg er bange for at tale om sex, men jeg er mere bange for at jeg ikke når at sige nok om de andre bud. Mange af de ting I berørte i går i jeres tema-eftermiddag med Erik Bang var også nogle af dem, jeg ville tage op nu. Så jeg ville også bare gentage mig selv.

Men lad os alligevel kort se på det.  Som alle de andre bud er dette også blevet fortolket til ukendelighed. Men egentlig er det kort og så enkelt, at man skal ville misforstå det, hvis man ikke forstår det. ”Du må ikke bryde et ægteskab”.

At bryde et ægteskab betyder at gøre noget, der slår ægteskabet i stykker. Gud ønsker at værne om familien og det gøres ved 1) at børnene får at vide, at de skal ære deres forældre og det gøres ved 2) at forældrene får besked på at de skal ære hinanden. Hold sammen!

Jeg hørte i nyhederne i begyndelsen af sidste uge, hvordan antallet af skilsmisser har været rekordlavt i 2005 og 2006, så det faktisk er det laveste siden 1999. De kloge hoveder i fjernsynet nævnte, at en af grundene til det dalende skilsmissetal er, at nu er man nået til en generation, som vil noget andet end det de har set før. At det er en modreaktion. Man har måske en større forståelse af at sætte selvrealisering til side, når man har børn, og at sætte én selv til side fordi man selv har oplevet hvor elendige forhold børn har det i en skilsmisse. Så på den måde er der jo en god udvikling i samfundet – man har på egen krop fundet ud af, at den, der bryder Guds bud egentlig ikke bryder budene, for de er der stadigvæk. Nej, man bryder sig selv oven på buddene.

”Du må ikke bryde et ægteskab”. Hvordan bryder man et ægteskab?

Jeg tror ikke bare det er utroskab og flirten, der kan ødelægge et ægteskab. Overfor hinanden, kan man ødelægge og i længden bryde ægteskabet, hvis man ikke prioriterer sit ægteskab højt nok. Hvis man sætter noget andet højere end ens ægtefælle – det kan være arbejdet, det kan være ens kammerater, ja, det kan også være ens børn.

Når man får børn, så betyder det ikke, at så skal ens forhold sættes på standby de næste 18 år indtil barnet er fløjet fra reden. Og så skal man så til at finde hinanden når igen, når børnene kan klare sig selv. Det er ikke holdbart! Børnene skal have den opmærksomhed som børn skal have, men det skal ikke ske på bekostning af ens ægteskab. Nummer 1 i ægteskabet er ikke børn, men det er fortsat hinanden. Man kan lige så godt vende den rundt og sige, at det kommer til at ramme barnet endnu mere, hvis man sætter barnet først og ægteskabet som nummer to, og så ægteskabet brydes på grund af dette. Eller hvis det måske ikke ligefremme brydes, at der så ikke er den atmosfære af kærlighed og respekt, der skal være i et ægteskab. Grundstenen i en familie er ægteskabet – har man et godt fundament dér, så står man også stærkere til at imødegå de kriser der måtte være med børn og resten af familien. Men lider fundamentet i mere eller mindre grad, så sender det fangearme ud til alle andre dele af familien og hiver det med sig.

Det er også her vi har en opgave som kristen menighed – at værne om familierne. For som jeg sagde i går: Lider familien, så lider kirken og missionshuset – men trives de, så vil det også have positiv effekt på kirke og missionshus. Vi kan hjælpe familierne ved f.eks. at stå klar som baby-sitter og børnepasning, hvorfor skal man have penge for det, hvis man kan yde det som en kristen gerning? Eller til møder i missionshus eller i kirken: Børnepasning dér, søndagsskole dér. Jo flere undskyldninger vi rydder af vejen for at familierne kan komme i kirke eller missionshus desto bedre. Så vi er med til at give familierne den platform for deres indbyrdes fællesskab.

 

Ved jaet ved vielsen har man sagt ja til at prioritere den anden højt, og at være dér når den anden har brug for det. ”Til døden os skiller….”.

Jeg nævnte det i går i forbindelse med aktiv dødshjælp, at jeg hellere ville have aktiv livshjælp. Jeg håber og tror, at min kone vil blive ved min side, hvis jeg bliver alvorlig syg…. Ligesom jeg håber og tror, at jeg vil blive ved min kones side, hvis hun bliver alvorlig syg. Aktiv livshjælp fra ens nærmeste, ens ægtefælle. At sygdom ikke bryder ind og bliver årsag til at ægteskabet ryger.

 

  1. bud”Du må ikke stjæle”.

Alle har en medfødt forståelse af at det er forkert at stjæle, men alligevel så er tyveri lige så almindelig som en ganske almindelig forkølelse en vinterdag. Man finder tyveri i alle samfundslag. De fattige stjæler fordi de ikke har noget, og de rige stjæler fordi de vil have mere. Der er derfor gyldne dage for sikkerhedsselskaber og vagtselskaber– for det er jo ikke bare kunderne, der stjæler i butikkerne, det gør de ansatte også. Jeg har læst om at sikkerhedsselskaberne taler om 10-10-80-reglen. Den siger, at 10% af de ansatte aldrig ville kunne finde på at stjæle 10% vil stjæle alt hvad de overhovedet kan. 80% vil stjæle, når de rigtige omstændigheder er tilstede.

Når en person tager noget, der ikke hører til ham, så viser han en manglende respekt for den private ejendomsret som Gud indførte.

”Du må ikke stjæle”. Når vi nu ser nærmere på det 8. bud, så vil vi også komme til en større forståelse af Guds syn på formålet og brugen af ejendele – og vi vil også se på hvad Gud forventer af os på det område.

Så lad os prøve at gå til budet på en lidt anden måde end den vi ellers gør. Når Gud siger: ”Du må ikke stjæle”, så ligger der i det, at mennesket har ret til en ejendom og til at bruge ejendommen. Det er en gudommelig givet ret for alle mennesker alle vegne. Gud har skabt verden og skabt mænd og kvinder til at eje og herske over jorden efter hans vilje. Og det kan han gøre, fordi han har skabt alt og derfor er det egentlig ham, der ejer alt. Gud ejer alt.

Det er hans verden, det er hans land, det er hans ejendele – som der står i Salmernes Bog: ”Jorden med alt hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren” (Sl 24,1). Gud ejer verden og alle dens beboere – alle os.

 

Når nu Gud ejer alle ting, så kan der ikke være nogen anden ejer end ham. Teknisk set, så ejer du og jeg ingenting – vi besidder ting og vi bruger ting, men det er Gud, der ejer dem. Så Gud giver os retten til ejendelene, men han giver os også et ansvar for at forvalte det rigtigt. Vi må ikke bare bruge vores ting som vi har lyst til, men vi skal bruge dem til at fremme Guds ære.  ”Enten I spiser eller drikker, eller hvad I gør, skal I gøre alt til Guds ære” (1 Kor 10,31) – som Paulus skriver. Det er en vigtig ting at have med sig, i vores forhold til de vi ejer. Vi skal bruge det for at fremme Guds ære, og vi skal ikke tage det fra andre, som han har givet til dette formål. Det giver også et andet forhold for os, når vi så mister tingene f.eks. ved tyveri – ”det har jo egentlig aldrig tilhørt mig”. Det gør, at vi ikke binder os til de ting, som vi har.

 

”Du må ikke stjæle” – heller ikke ved at snyde andre i handel. Man kan også stille sig selv det spørgsmål om det er tyveri, hvis man på vej ud af Netto opdager, at butikken faktisk har snydt sig selv ved at kræve mindre for en vare end den i virkeligheden koster. Vi skal nok gøre opmærksom på hvis vi bliver snydt… men er vi lige så hurtige den anden vej.

 

”Du må ikke stjæle” – du skal derfor betale hvad du skylder. ”Den uretfærdige låner, men betaler ikke tilbage, den retfærdige er barmhjertig og gavmild” (Sl 37,21).

 

”Du må ikke stjæle” – er det at stjæle at være doven på arbejdet? Tage en ekstra kaffepause, at komme sent på arbejde og tage tidligt hjem, ”så må det jo gå lige op”.

 

”Du må ikke stjæle” – er det at stjæle at kopiere musik og dele det med vennerne? Eller lade et computerprogram gå på omgang, så alle kan få glæde af det?

Her med kopiering af musik etc. der er reglerne noget forvirrende, men så få det hellere undersøgt om det nu er lovligt, før du gør det.

 

”Du må ikke stjæle” – du må heller ikke stjæle fra Gud. Det kan være, at I spørger; Kan man stjæle fra Gud – Malakias svarer: ”Kan et menneske bedrage Gud, siden I bedrager mig? I spørger: Hvordan bedrager vi dig? Med tiende og afgifter” (Mal 3,8). Giver vi ikke tiende til Gud, så stjæler vi fra Gud. Gud giver os alt hvad vi har, og han ønsker at få 10% eller mere tilbage til sig. Det er krævet af dig, hvis du ser på dig selv som en kristen.

 

Det kan være at du mener, at du ikke har råd til det, men du kan jo lige så godt spørge dig selv om du har råd til at lade være? Måske er netop det at du ikke giver tiende grunden til at du har en dårlig økonomi? Lige efter det i Malakias kan vi læse: ”Sæt mig på prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer” (Mal 3,10).

 

”Du må ikke stjæle”. En anden måde vi kan stjæle fra Gud er at nægte at give ham vores hjerter. Gud skabte dit hjerte for at han kunne være i det, for at han derfra kan styre og lede dit liv. Selv om vi gerne vil være selvstændige, så har vi ikke de evner, vi har brug for ham. Vi kan ikke selv styre vores liv, så derfor skal vi ikke holde vores hjerter, vores liv tilbage fra ham.

 

”Du må ikke stjæle” – en tredje måde at stjæle fra Gud på er ikke at bruge de talenter og evner vi har fået af ham. Jo, de fleste af os kan nok finde ud af at bruge dem på os selv og vores arbejde, men hvad med at bruge dem for Gud. I kirken. I missionshuset… eller hvor vi nu er tættest på at kunne bruge det vi har fået af ham…. Ikke for at vi skal have nogen ære af det, men igen: Vi skal bruge det vi har fået til at ære Gud. Som den katolske orden, Jesuitterne har som deres valgsprog: ” Ad Maiorem Dei Gloriam” – som betyder: ”Til Guds større ære”.

 

Heldigvis er Gud ikke som vi er. Han er ikke nærig eller grådig med det han ejer. Han er tværtimod generøs og givende, Han sparede ikke engang sit dyrebareste eje – sin egen eneste søn, men gav ham hen, sådan at vi kan blive tilgivet for at stjæle, og for at overtræde hver eneste andre af de bud vi gennemgår på de her dage. ”og I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom” (2 Kor 8,9).

 

  1. bud”Du må ikke vidne falsk mod din næste”.

Lad os se på det ottende bud: ”Du må ikke vidne falsk mod din næste”.

Prøv forestil dig, at du fik at vide, at jeg har haft en lille mikrofon sat på dig i al hemmelighed, og at jeg har optaget ALT det du har sagt i den forløbne uge.  Og det hele er optaget på denne stak CD-er, og dem skal vi nu lige høre et lille udpluk af.

 

Hvad tror du vi vil komme til at høre? Ville der være sandhed, kærlighed, venlighed, opmuntring, eller ville der være løgn, kritik og sladder?

 

Selvfølgelig er det bare et billede det med CD-erne, men der er dog det rigtige i det, at der er en optegnelse, optagelse eller hvad det nu er, af vores ord. Ikke bare ord fra den forgangne uge, men ordene fra hele vores liv. Alle de ord, vi nogensinde har udtalt – Jesus siger: ”På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt” (Mat 12,36).

Vi er så skødesløse med vores ord – ofte tænker vi ikke over hvad vi siger, men vi siger dem bare. Også uden at tænke på hvad det kan komme til at afstedkomme i den anden ende. I Folkeskolen grinede jeg og en af mine kammerater af et digt, som vi bare syntes var for latterligt…. Men det er bare blevet ved med at følge mig, og i dag synes jeg, det faktisk siger noget rigtigt. Det er kort og lyder:

”I vores samtales gade –  Kørte jeg frem for rødt”

Sådan er det med vores ord, pludselig overtræder vi et eller andet, pludselig siger vi et eller andet, men da er vi allerede ude midt i krydset uden en måde at komme tilbage på. Fejlen er begået, ordet er sagt, skaden er sket. ”I vores samtales gade kørte jeg frem for rødt”. I budet ”Du må ikke vidne falsk mod din næste” vil Gud lære os at elske vores næste med vores mund.

Når politikere er rigtig onde ved deres modstandere, så begår de noget, der hedder karaktermord. Men det sker ikke bare blandt politikere, men også hos… havde jeg nær sagt… ganske almindelige mennesker. Karaktermord er en betegnelse for bagtalelse og nedgøren af et andet menneske i en grad, så han eller hun i andres øjne mister anseelse og respekt. Så faktisk kan vi gøre større skade ved en person ved karaktermord, ved at pille ved hans ry og omdømme, end hvis vi direkte stjal hans ejendele. ”Et navn er mere værd en stor rigdom, at vinde yndest er bedre end at have sølv og guld” kan vi læse i Ordsprogenes Bog (22,1).

Når du står og hyggesladre lidt: ”Jeg ved ikke lige om det passer, men nu skal du lige høre…”. ”Jeg har hørt, at der var en, der så ham…” ”Nu skal du lige høre, men du har det ikke fra mig”. Du overtræder Guds 8. bud: ”Du må ikke vidne falsk mod din næste”

 

Tegneseriefiguren Homer Simpson siger et sted ”Det kræver to for at lyve. En til at lyve og en til at lytte”. I budet om ikke at vidne falsk mod sin næste, er også tanken om at vi ikke må lyve. ”Løgnagtige læber vækker Herrens afsky” står der videre i Ordsprogenes bog (12,22).

 

”Du må ikke vidne falsk mod din næste”. Vi kan lyve om Gud – f.eks. hvor mange præster findes der ikke i Danmark, der ikke prædiker Jesus som den eneste vej til frelsen, men at Gud har mange veje til sig? Det er en løgn. Nogle underviser, at Bibelen bare er en bog med ord om Gud og ikke ord fra Gud. At Mattæus-evangeliet siger mere om menigheden, hvor Mattæus skrev sit evangelium, end det siger om Jesus. Det er en løgn. Nogle underviser at Gud er for god til at tillade at nogle går fortabt i helvedet. Det er en løgn.

 

I stedet for at prædike løgn skal vi hellere vidne om hele sandheden… og det gælder ikke bare præster og forkyndere, men alle. Og det skal vi være klar til når som helst: ”I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerter og altid være rede til regnskab for det håb, I har” (1 Pet 3,15).

 

 

”Du må ikke vidne falsk mod din næste”. Vi kan lyve om os selv. Det hedder oftest ikke løgn, men hykleri – det er at lyve om hvem du i virkeligheden er. Hykleren forsøger at lyve sig kristentitlen på ved at komme i kirke, ved at putte penge i indsamlingsbøsserne eller ved at give en hånd med i kirken – for inde i er han fyldt med had, egoisme og stolthed. Eller deres hjerte er fyldt med begær og seksuelle lyster. Folk omkring hykleren kan nok blive narret, men Gud lader sig ikke narre. Du kan ikke lyve for Gud – han ser lige igennem dine løgne.

 

Det værste ved hyklere er dog oftest, at de selv tror på deres egne løgne – de har løget så længe, at de nu til sidst selv tror på deres løgn, at de faktisk ser dem selv som kristne. Ser dem selv som frelste. Det er det farlige. Hvis du tror du er skyld i den løgn, så bed Gud om at han må åbne dine øjne, så du kan vende om før det er for sent.

 

Inden vi tager de sidste to bud, så skal vi lige runde det positive i buddet. For vel siger buddet: ”Du må ikke vidne falsk mod din næste”, men det er så også en tilladelse og en invitation til at gøre det modsatte. Luther skriver som en forklaring: ”I stedet skal vi undskylde [vores næste], tale godt om ham og forstå alt i bedste mening”.

 

Som Paulus siger, så skal vi være sandheden tro i kærlighed – eller mere ordret står der: ”Sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus” (Ef 4,15).

Hvis vi bare kunne følge de instrukser, som det vers giver os, så ville dette fællesskab og det kristne fællesskab, som vi er en del af derhjemme, det ville virkelig blive forandret. Tal ikke – undtagen det er sandt. Tal ikke – med mindre det er talt i kærlighed. Hvis vi begrænser vores ord til dem, der er sande og kærlige, så ville denne verden måske blive et meget mere stille sted at leve… men det ville også være et meget bedre sted at leve.

 

Vores tunge er skabt for at prise Gud og til at tale sandt og godt om vores næste. Vores tunge er skabt ikke til at nedbryde hinanden, men til at opbygge og hjælpe hinanden: ”Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der høre det” (Ef 4,29).

 

  1. og 10. bud

Som så mange andre, så slår vi de to bud det 9. og 10. bud sammen – og ser man på indholdet af budene, så er det også det mest logiske at gøre, for de handler jo om det samme, nemlig forbud mod begær.

Kigger vi på inddelingen af budene, så giver det jo ikke bare sig selv, at det 7. bud handler om tyveri – selv om det jo giver en god huskeregel: Syv – du må ikke være tyv. Der er nemlig diskussion om hvorvidt det skal inddeles netop på den måde, som Martin Luther gjorde det. Der er traditionelt tre måder at gøre det på, og hver måde repræsentere forskellige opfattelser af hvad der er vigtigt i teksten. For ved at udvælge ti bud fra teksten udelader man oftest noget af teksten.

Der er den traditionelle kirkelige inddeling, som Luther fulgte, så er der den reformerte inddeling og til sidst er der den jødiske inddeling.

 

Hvis I spørger mig, så er den inddeling, som vi benytter os af, ret tvivlsom – og det kan man jo se af, at vi er nødt til her til sidst at dele noget op, som egentlig er en helhed, nemlig buddet mod begær. Og hvorfor have to bud her om et emne, hvis man så ikke har et bud, der forbyder at lave gudebilleder? Hvis det skal udgå….  Hvor er verset: ”Du må ikke lave dig noget gudebillede”? Jeg havde sagt, at hvis Katekismus updated virkelig havde været updated, så skulle det bud have været med, for det er stadigvæk aktuelt.

 

Jeg tror ikke at det betyder, at vi ikke må have et kors hængende hjemme på væggen eller et billede af Jesus som den gode hyrde.

 

En ting, der har utrolig meget vind i sejlene er ikoner. Billeder af helgener, af Kristus.. ja snart sagt alt indenfor kristendommen. Da Jesus blev fristet i ørkenen sagde han: ”Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene”. Du skal tilbede ham i ånden, og i sandhed ved tro ikke ved at kigge på noget. Hvis du er nødt til at kigge på noget for at huske på Gud, så er der noget, der mangler i dit liv. Gud vil ikke have, at vi bøjer os for noget andet end ham. Han vil ikke have, at der er noget, der kommer i mellem ham og os. Jeg læste en artikel i Kristeligt Dagblad, hvor en præst i Sønderjylland sagde om ikonerne, at de repræsenterer ”den guddommelige tredjepart som forener mig med mit medmenneske”. Et billede kan aldrig repræsenterer den levende Gud – det kan være et vidnesbyrd om vores forhold til Gud, hvis vi har sådan et hængende. Det kan være en måde at vi fylder os med Gud hele tiden ved det vi ser i vores hjem – i stedet for en rockstjerne eller et naturbillede. Men lige så snart billedet repræsentere noget, lige så snart at jeg har brug for billedet for at få en bestemt stemning, så er der noget galt, det er et åndeligt sygdomstegn. Hvis Jesus Kristus er i dit liv – Kristus i dig – så er det nok. Så har du har ikke brug for noget billede, du har ikke brug for nogle ikoner du har ham. I dit liv, i dit inderste.  Men hele den problematik har vi naturligvis ikke, når vi med Luther har skubbet budet om afgudsbilleder ud af de ti bud.

 

Så lad os prøve se på det 9. og 10. bud, som jeg slår sammen til et bud: Du må ikke begære. Hvad betyder det at begære… jo, det betyder: ”Jeg vil have det du har”. ”Jeg vil have det”.

Jeg tror det er sådan, at hvis du indtil videre har kunnet hørt om de ti bud uden at have ramt et, som du ikke har overtrådt, så begynder problemerne her. Det skal nok sætte selv de mest anstændige folk i forlegenhed.

Hvorfor er de her bud i slutningen af loven? Jo, det er anderledes end alle de andre bud. Det her er en holdning. At dræbe er en handling, at stjæle er en handling, at bryde ægteskabet er en handling. Når det kommer til begær, så er det hjertets holdning. ”Du har det – jeg vil have det”. Det er dér du begynder, når du bryder alle de andre bud – lige her. Ved en holdning – et begær. Så når vi i kirkerne i går hørte om Jesu bjergprædiken og radikalisering af buddene, så er det jo egentlig ikke en radikalisering, men bare en fremhævning af det 9. og 10. bud: Du må ikke begære. Det er der det starter.

 

Og hvordan ender det – det kan enten ende i synd, at du går stjæler, myrder, lyver… eller det kan ende hos Kristus, at vi dér finder vores behov dækket. At Gud giver det vi har brug for. Begæret er også et tegn på utilfredshed – jeg har ikke det jeg vil ha, det jeg har brug for. Gud sørger ikke for mig. ”Som en hjort skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, gud. Min stjæl tørster efter Gud, den levende Gud” (Sl 42,2-3). Vi skal finde vores tilfredshed i Kristus – vores jagt på ny og bedre og mere moderne ting kan være en måde at få dækket vores åndelige behov med noget fysisk. Det går ikke. Slet ikke.

Det er kun et begær, som Bibelen taler fuldstændig entydigt positivt om, og det er begæret efter Gud. Efter Guds fylde, efter Guds magt, efter Gud kærlighed…. Og det er et begær, der vil blive mættet.

Afslutning

Det var de ti bud – men hvorfor har vi dem. Det er jo en lang liste med utilnærmelige krav. Hvorfor har vi fået dem og hvad skal vi i dag bruge dem til.

  1. Givet til vores egen beskyttelse. Ignorere vi det vil det ramme os selv. Vi vil finde ud af at det eneste, der bliver brudt, når vi bryder loven, det er os selv – der bliver ødelagt noget i os, når vi bryder loven. Den vil fortsætte med at stå ved magt.
  2. Loven gør os i stand til at se Gud som retfærdig og hellig.
  3. Loven afslører vores syndighed – der er ikke en eneste af os, der ikke har overtrådt denne lov på en eller anden måde. Og da loven ikke taler om tilgivelse, så er budene heller ikke vores vej til frelsen.

 

Paulus skriver: ”vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus… af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt” (Gal 2,16-17). Den eneste grund til at du vil blive accepteret i himmelen, når du engang kommer dér, er ikke andet end Guds nåde. Guds nåde, at han har skaffet tilgivelse i din svaghed og at han er villig til at tilgive dig for din syndighed.

Men er det så ikke lige meget – hvis vi alligevel ikke kan leve op til dem, er der så nogen grund til at prøve? Og hvis jeg alligevel bliver tilgivet, så behøver jeg jo slet ikke bryde mig om de ti bud”. Det er rigtigt – du har det privilegium, at du  kan bryde alle de ti bud. Men det ændre alligevel ikke ved, at (tag bibelen frem) det er stadigvæk Guds uforanderlige og evigtgyldige lov. Givet for at styre vores adfærd, hver eneste dag i vores liv. Det skal være et mål for os alle sammen.

Hvis jeg er villig til at leve et gudfrygtigt liv ved Helligåndens hjælp, Helligåndens kraft og styrke, så vil han, der lever i hver eneste af os, så vil han gøre os i stand til at leve naturligt. Vi vil altid have problemer med de bud, men de vi alligevel stå ved magt. Men ved Jesus er alting nyt… ja, men ikke loven. Tro ikke, siger Jesus: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde” (Matt 5,17).

Jesus er kommet for at opfylde loven. Det gjorde han

1) Ved at leve den ud. Han er det eneste menneske, der aldrig nogensinde har overtrådt loven.

2) Det gjorde han ved at dø på korset.

 

 

Det har aldrig været meningen, at vi skulle bruge budene til at komme ind i himmelen – men når vi nu bare læser budene igennem, som vi har gjort de sidste dage, så kan man jo nok få det indtryk. At det er en vej til Gud… følg den og så vil du blive frelst. Eller så vil du blive accepteret af Gud. Det har ikke været meningen, men den byrde er loven blevet befriet for ved at Jesus opfyldte den. Vores gerninger er befriet fra at skulle tjene os, nu kan gerningerne tjene vores medmennesker. Jesus har holdt fast ved budene ikke som en byrde, men som en levende frihed, at Kristus har befriet os til at leve et liv i forhold til Guds lov. Og elske min broder. Ære Gud for den han er – og ære andre for det de er. De ti bud er ikke bare en liste med ”du må ikke” – ”Du skal” – for Gud ønsker ikke at ødelægge vores liv og gøre vort liv surt. Men ønsker at beskytte os og gøre os i stand til at nyde vores liv i dets fulde potentiale. Han har skabt os, han kender alt om os, hver eneste af vores behov og livsvilkår… Og han har givet os de ti bud, der med ganske få ord giver os en måde at leve på, der vil opfylde alle vores behov.

Og far, vi beder dig om din lov igen må blive fundamentet for vores liv, og vores samfund. At du vil lade dine bud skinne over vores liv og lede os i vores liv, så vi må leve et fuldt og helt liv og give dig ære.