Pastor Madsen – et barndomsminde

Sidder med et gammelt Præsteforeningens Blad fra januar 2022 og læser denne notits. Gamle Pastor Madsen. Jeg troede han var død for mange år siden.

Pastor Madsen. Jeg husker ham tydelig som barn, når vi en sjælden gang kom ind i Skt Hans Kirke, det skete, når far havde fridag fra sit arbejde som kirketjener – eller hvis jeg ville ind og sige hej til nogle fra teenklubben, da jeg blev så gammel. Der var andre præster i min barndom, men Pastor Madsen var dér altid, trofast, klokken 10.00 i Sankt Hans.

Det var som regel ham, der talte ved missionshuset Bethanias juletræsfest – vi kom normalt ikke til møderne dér, for vi havde vort eget sted, men den aften kom vi. Hvert år! Der var dog et år, hvor det var ved at mislykkes at vi kom afsted. For mit vedkommende var der en spændende piratfilm på tysk fjernsyn, jeg VILLE se, jeg havde en lang periode, hvor jeg gerne ville være pirat. Så det var virkelig med armen om på ryggen at jeg kom afsted – sikkert stortudende. Og Pastor Madsen tog imod os med ordene: “Ingvard, I er så trofaste år efter år. Det er så skønt!”
På vej hjem smågrinede far: “Han skulle bare lige vide hvor vanskeligt det var at få os ud af døren”.

Pastor Madsen. Hvordan så han ud? Eller hvad så barnet Kim, når han kiggede op på Pastor Madsen? Jeg han huske, at jeg syntes han lignede den amerikanske præsident Ronald Reagan – og når han talte på prædikestolen var det med en “skæv mund” og hovedet på skrå. Hovedet, der lavede ryk for at understrege pointer, så hans hår lige måtte sættes på plads med en enkel automatisk håndbevægelse.
Han havde en meget karakteristisk stemme og en dialekt, hvor jeg altid har tænkt at han var bornholmer eller i hvert fald fra Østdanmark. Men mon ikke han kom fra Jylland et sted og det blot var fordi hans åndelig tilhørsforhold trak på traditioner derfra? Lige som man kristne unge i dag taler et fuldformendt amerikansk selv om de kommer fra Vorgod.

Jeg husker kun noget fra en enkelt prædiken af hans prædikener – ellers intet. Ikke at jeg ikke hørte efter – det gjorde jeg. Men måske er det ligesom det daglige brød, at det husker vi ikke i detaljer hvad vi spiste for 35 år siden, men vi spiste, ellers havde vi ikke været her i dag.
MEN jeg husker at kom man 15 minutter før gudstjenesten, så var der skriftemål, hvor han gik rundt og lagde sin tunge hånd på de knælendes hoveder: “Så tilsiger jeg dig, alle dine synders nådige forladelse…”

Det var så godt og trygt – og når jeg selv har skriftemål, så har jeg i mit baghoved stemningen fra den gang og jeg må tage mig sammen for ikke at begynde at tale bornholmsk og lave en skæv mund.

Vi kom kun sjældent i Skt. Hans, men det gjorde min familie ikke. Det gjaldt altid om at finde mormor og morfar, der som regel sad oppe til højre i kirken. Eller moster Ella og onkel Alfred. Eller Peter, bror til min onkel Johannes. De var der alle sammen – og flere til. Havde vi god tid, så tog vi imod invitationen fra mormor og morfar og kørte dem hjem, hvor der var middagsmad med brun sovs og agurkesalat.
Så det var naturligvis pastor Madsen, der begravede mormor og morfar, da de døde indenfor et par måneder. Det var en mærkelig oplevelse – tænk, at vi havde Pastor Madsen nærmest for os selv, kan jeg huske jeg tænkte….

Når man når en bestemt alder, så beholder man den alder, imens alle andre går igennem livsprocesser rundt omkring en. Sådan tænker jeg i hvert fald Pastor Madsen, der bare altid var Pastor Madsen, imens alle andre blev ældre. Barnet Kim blev junioren Kim, og han blev teenageren Kim, der blev unge Kim, der kom i gymnasiet og siden på universitetet. Og med udviklingen bliver ting også mere og mere kompliceret.

Jeg mener, at sidste gang jeg hørte ham, da dumpede han åbenbart den umulige disciplin at holde juleafslutning for gymnasieelever fra Odense Katedralskole. Elever, der sidder med tømmermænd og hellere ville have fri og en øl end sidder i kirken.
Det er den eneste prædiken, jeg husker fra ham. Han fortalte om et jule-sangark på en skole, hvor skolelæreren havde skrevet forkert, så Jesus blev vor hyggegæst og ikke vor hyttegæst. Det spandt han lidt hen over, at Jesus netop ikke er til for hyggens skyld, men for vor hverdags skyld-agtigt.

“Typisk folkekirkepræst, så kommer der en masse unge en gang om året i kirke, og så siger han ikke noget, så har han ikke noget på hjertet” – sagde en ung KFS-er med frikirkelig baggrund til mig på vej ud af kirken.

Hvad var nu lige det?
Pastor Madsen er jo en af de gode… han havde da altid noget på hjertet.
Jamen… jeg blev både ked af det, vred og forvirret over sådan en udmelding.

Ting blev mere kompliceret i de år. Jeg flyttede fra Odense for at læse. Pastor Madsen gik på pension året efter og der blev ansat en præst, der med sit nej til kvindelige præster og markante holdninger sammen med menighedsrådet og tilflyttende menighed var med til at gøre Skt. Hans Kirke til en magnet for missionsfolk. Der kom markant flere til gudstjeneste nu – måske havde han mere på hjertet end gamle pastor Madsen? Måske var stilen en anden? Måske var tiden en anden? Det blev i hvert fald lidt en bekendelseshandling netop at komme i den kirke ,og ikke lokalt hjemme i sin egen sognekirke, som jeg ellers altid har dyrket.
Jeg ved ikke hvad der skete, men resultatet var at stregerne i det hele taget blev trukket mere stærkt op – dem og os. De havde sikkert altid været dér, jeg så dem måske bare ikke, men man trak sig fra hinanden…. Synes ham, der så det lidt på afstand oppe fra Århus og kun glimtvis beskæftigede sig med sin gamle fødeby.
Det fælleskirkelige Evangelisk Alliance som alle trossamfund var en del af og som markerede en festlig begyndelse på året, det trak man sig fra og holdt møderne hjemme hos sig selv i missionshusene. Man kunne ikke med hinanden. Det var ikke den nye præsts skyld – sådan havde tiden udviklet sig. Og der var åbenbart behov for at markere sig. Der begyndte at blive fortalt historier – begge veje. Kalde hinanden navne. Var de der også før? Måske… sådan husker jeg det ikke. Sådan husker jeg ikke Pastor Madsen.

– næstsidste gang, jeg så ham, var ved den juleafslutning i 1992, året efter var der vist ingen afslutning i kirken. Jeg var i så fald ikke med… Sidste gang jeg så ham, var ved en Sankt Hansfest efter hans pensionering, gik rundt og hilste på “alle de gamle”. Den nye præst skulle samtidig hilse på dem, der for ham var “alle de nye”.

Og ellers gled han ud af min verden – så meget, at jeg faktisk troede at han var død, men det skete altså sidste år 26 år efter at jeg har set ham sidste gang. Nu dukkede hans navn op i en lille bedrøvelig notits, der hiver mig tilbage i tiden. Sjovt hvordan et enkelt navn, kan starte en lavine af tanker.

Pastor Madsen – der findes sikkert flere, der kan kalde sig det, men der findes kun en rigtig Pastor Madsen. Jeg vil aldrig blive “Pastor Legarth”, jeg er jo bare Kim. Nogle få kalder mig det – det gør de, der er på afstand af mig. Men sjovt med Pastor Madsen, ham var man aldrig på afstand af, selv om man ikke kaldte ham ved fornavn.

Pastor Madsen står som den stor åndelige figur fra min barndom. Der var også andre, mange flere, men han var der – altid trofast og jeg siger hans navn med den største taknemmelighed.

Pastor Madsen er den præstelige baggrundsskikkelse fra min barndom – der står med hænderne rakt ud som Thorvaldsens Jesus-figur, imens barne-Kim, junior-Kim, teenager-Kim og unge-Kim levede i skyggen af de arme…

Pastor Madsen med de udbredte arme og velsignede hænder som man altid kunne komme til. Og kom man 15 minutter før, så lagde pastor Madsen sine tunge hænder på ens hoved, så det kunne mærkes helt ned i ens naive barnehjerte og usikre teenage-hjerte: “Så tilsiger jeg dig, alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn…… Amen.”

2 thoughts on “Pastor Madsen – et barndomsminde

  • 23. marts 2022 kl. 10:42
    Permalink

    Jeg var til evangelisk alliance bedeuge I Odense I 2014 og der var vi rundt om i andre kirkesamfund og kirker også fra Sct Hans jeg var på kursus i Odense og kom i Sct Hans dejligt fællesskab

    Besvar
    • 24. marts 2022 kl. 08:48
      Permalink

      Hvor skønt at læse! Det giver heller ikke mening at holde alliancemøder uden hinanden.
      Selv i lille landsby-Horne, hvor jeg var præst, “opfandt” man en baptistkirke til lejligheden, for man besøgte den lokale baptist, der havde ommøbleret sine stuer for at lave plads til folk, bøn og lovsang…

      Besvar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.