Hvorfor skal jeg være en kristen? Hvad er der i det for mig? Hvad kan kristendommen, som andre religioner ikke kan? Du må overbevise mig om kristentroens relevans for mig.
Det er sådan set det, folk omkring Jesus siger: ”Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre?”. De har hørt, at Jesus kan gøre undere – de har måske endda spist nogle af de fisk eller brød, som Jesus har frembragt ved bespisningsunderet, og nu vil de have mere, så de leder efter Jesus, der er gået over Genesarets Sø…. De har ikke set det selv, men fornemmer, at der er sket noget stort: Rabbi, hvornår er du kommet hertil?… eller rettere: Hvordan er du kommet hertil?

Jesus kender deres grunde til at komme til ham: ”I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte”. Og det kender vi jo også fra os selv, en gudstjeneste med øl og pølser, trækker meget mere end bare en almindelig højmesse med en tør småkage. Og så kan vi synge ”er kruset af ler og kagen tør, deri sig engle gemme”, lige så meget vi vil. Vi kan bedst lide, når englene gemmer sig i øl og pølser.

Maven, oplevelser er en stor drivkraft for os mennesker – det var det den gang, det er det i dag: ”I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte”. Jesus er ikke kommet for at stille vores legemlige sult, vores sult efter oplevelser, vores sult efter relevans, vores sult efter ”at ting skal kunne bruges i det virkelig liv”. Og helt sikkert, der er mange ting at udlede af Jesu undervisning og eksempel. Pædagogisk, psykologisk, etisk er det en guldgrube, ja, jeg har endda en bog, derhjemme om ledelse, der hedder ”Lead like Jesus”, led som Jesus. Bogen står lige ved siden af ”Ledelse iflg. Olsen banden”.
Der er mange sidegevinster ved kristendommen, men den største og vigtigste gevinst er ikke relevans, følelser eller anvendelighed. Den største gevinst er, at troen på Jesus sætter os i det rette forhold til den almægtige Gud. Troen på Jesus, giver os liv, der sprænger hvordan vi forstår liv, for det rækker ud over vores fysiske forestilling og ind i evigheden. Åbner døren indtil det allerhelligste, hvor vi får adgang direkte og uhindret til vor skaber. I kristendommen fejrer vi og tror på at Gud ikke bare ønsker os det bedste, men også gav os det bedste – nemlig sin egen søn, som brødet, der ikke bare dækker de fysiske og jordiske behov, men dækker de åndelige og evige behov.
”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”
Det brød fra himlen hedder Jesus – det brød er Jesus. Og der er ingen adgangskrav til ham, intet du skal leve op til, intet du skal bevise for at komme til ham eller vise, at du fortjener hans store offer for dig. Jeg talte med en ældre dame for mange år siden: ”jeg gør noget, så gør Gud resten”. Nej, det er ikke kristendom. Kristendom er at have brug for Jesus, række ud efter Jesus og komme til Jesus… og som Jesus siger til slut: ”den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort”. Vi får aldrig en kold skulder hos Jesus.
Inden skriftemålet om lidt, beder jeg den gammel skriftebøn: ”Herre, jeg er dig ikke værd, men jeg kan ikke være dig foruden” (gentag).
Det er mig i en nøddeskal, mit liv i en nøddeskal – og måske også dit. Jeg ved godt, at hvis nåde ikke gik for ret, så ville jeg være den første til selv at underskrive min dom, for jeg ved godt, at jeg fejler, synder og falder. Evangeliet er, at jeg kan sige: Ja, jeg er en synder, men jeg er en frelst synder.
Den kristne må sige:
Ja, jeg synder, men Jesus er min frelser.
Ja, jeg fejler, men Jesus er min frelser.
Ja, jeg falder, men Jesus er min frelser.
Vi havde fortjent straf – men vi får ikke hvad vi har fortjent, men hvad vi har brug for, nemlig barmhjertighed.
En mor nærmede sig på et tidspunkt Napoleon for at søge benådning på sin søns vegne. Kejseren svarede, at den unge mand havde begået en vis forbrydelse to gange og retfærdigheden krævede ham straffet med døden.
”Men jeg beder ikke om retfærdighed” – bad moderen – ”Jeg beder om barmhjertighed”.
”Men din søn fortjener ikke barmhjertighed” svarede Napoleon
”Herre”, råbte moderen ”det ville ikke være barmhjertighed, hvis han fortjente det – og barmhjertighed er det eneste, jeg beder om”.
”Nuvel” svarede kejseren ”du skal få barmhjertighed” – og sønnen blev skånet.

Vi havde fortjent Guds straf – men vi får ikke hvad vi har fortjent, men hvad vi har brug for, nemlig barmhjertighed. De raske har ikke brug for læge, men det har de syge – jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Tænk, at vi har en Gud, der taler sådan…
Så velkommen til skriftemål om lidt. Og husk: ”Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort”