Denne side er set 473 gange!

Da Kaj Munk døde – skudt af nazisterne 1943 og af mange anset som en kristen martyr – i dagene efter hans død blev der illegalt distribueret et digt, der kaldtes ”Kaj Munks sidste digt” – det havde teksten

Mester med den tunge Tornekrone
jeg kan ikke følge efter dig,
naar en Præstegaard, en venlig Kone
og to raske Drenge lokker mig.

Mester med den tunge Tornekrone
havde blot du været Jordens Gæst
for at læge, frelse og forsone,
var det ingen Sag at være Præst.

Men naar nu den tunge Tornekrone
og de mørke Blodspor til din Grav
og din Tales smertedybe Tone
vidner, at du ogsaa stiller Krav.

Mester med den tunge Tornekrone,
“ Følg mig, følg mig”, var dit Bud, din Bøn.
Jo, men se dog fra din Ærestrone,
hvor din Faders skønne Jord er skøn.

Mester med den tunge Tornekrone:
“Hvo sit Liv vil bjerge, naar det ej!”
Hjælp mig da trods Præstegaard og Kone,
ja, selv Drengene at følge dig.

Tænk, at en mand, der holdt fast på sine kristne idealer til det sidste – selv om det kostede hans liv – tænk at han havde skrevet de ord kort før sin død. MEN hvorfor skrev han kun om to raske drenge – han fik da flere børn også piger. Det viste sig, at han ikke havde skrevet dette i 40-erne, men at det var skrevet i 1921, 22 år inden hans død, som studerende, der så fremad mod sit virke og sit liv. Hele hans virke og liv blev set under overskriften ”efterfølgelse” – eller at han ønskede at se sit liv under den overskrift. Men han vidste, at der var meget, der trak i den anden retning – symboliseret i drengene, præstegården og den skønne jord. ”Jeg kan ikke følge efter dig”. ”Hjælp mig da trods præstegård og kone, ja, selv drengene at følge dig.

Overskriften over denne andagt er Den hellige Birgittas bøn, der passer til Kaj Munks digt: ”Herre, vis mig din vej, og giv mig mod til at vandre den”. Og når vi læser Jesu ord om hvad det betyder at gå i Jesu fodspor, så kræver det mod fra Jesu og kræver det Jesu hjælp. Selvfornægtelse og kors.

Ikke selvfornægtelse og kors for dets egen skyld – men for at vi må have fokus på Jesus, ham, der går foran os. Ham, der er vores frelser. Ham, der skal være det, der fylder os – at det må være den treenige Gud, der fylder i vores liv, i stedet for treenigheden villa, volvo og vovse – det, vi kan købe, det, der lokker os væk fra et helt liv med Kristus.

Det er ikke en skovtur at gå den vej, Jesus ønsker for en kristen – i hvert fald ikke set med vore normale briller.  Det kan koste. ”Det kan koste os popularitet. Det kan koste forfremmelsen. Det kanl koste os et let liv. Vi skal disciplinere os selv – sige nej til fristelser. Vi skal stå alene sammen med Kristus – træde ud af flokken. Vi skal være villige til at lide forfølgelse for Jesu skyld”.

Den dangske digter Johannes Jørgensen, der levede fra 1866-1956, siger det på den måde i digtet ”Imellem nattens stjerner”:

”Og venner må du slippe
de går en anden vej
og miste navn og ære,
hold ud, og opgiv ej”

Og han oplevede det selv – fra at være en af de store digtere omkring Georg Brandes røg han fuldstændig ud fra den ene dag til den anden, fordi han blev en kristen. Fra den ene dag til den anden røg han bogstaveligt talt ud af den danske litteraturhistorie.

Hvor meget er vi villige til at give afkald på i vores liv for at følge efter Jesus – hvad er vores kors. Er vi villige til det – har vi mod til det? Vi ved jo også godt et eller andet sted, at det er det værd. At det faktisk er ved at forsøge at redde vort liv, at vi mister det. Men ved at miste det med Kristus – at det er dér, vi vinder det.

Mester med den tunge Tornekrone:
“Hvo sit Liv vil bjerge, naar det ej!”
Hjælp mig da trods Præstegaard og Kone,
ja, selv Drengene at følge dig.

”Herre, vis mig din vej, og giv mig mod til at vandre den”