Romerbrevet 8 – Pinseunderet i vort hjerte

Kapitel 8 i Romerbrevet har overskriften ”Frihed fra døden” i vores bibel, men det kunne lige så godt have overskriften ”Livet i Ånden” – for læser vi det igennem, så maler Paulus et stærkt og et sandt billede op for os af hvad Helligånden gør – og hvad Helligånden vil gøre for os og med os – det, der rammes ind af de to ord ”helliggørelse” og ”herliggørelse”. Det er højdepunktet i Paulus´ frelseslærer.

Der er en, der siger, at hvis man sammenligner skriften med en ring, så er romerbrevet ædelstenen i ringen og at ædelstenens højeste spidst rager op i det ottende kapitel. Og hvem har en stor rolle i dette kapitel? Helligånden.
Det, der kommer ud af det her kapitel er et billede af Helligånden ikke som en eller anden Guds kraft eller magt, men en person, der arbejder med Gud Far og i relation til ham. Og mit mål i aften er at vise hen til en for mig at se glemt del eller overset del af Helligåndens virke, nemlig i vores bønsliv.
I weekenden arbejdede jeg med hele kapitlet, og ville gerne have kunnet gennemgå alle de fremhævede vers her, men så blev vi ikke færdig i aften. Men bare læs dem igennem og tænk: Hvilket herligt pinseunder er det ikke, at vi har en Helligånd, der formår alt det her, og lover os alt det her.
I versene frem til aftenens to hoved vers forsøger Paulus at holde et håb op for vore øjne, som er båret af Helligåndens gerning i fremtiden for os. Som der står i vers 23: vi ” sukker selv i forventning om barnekår, vor legemes forløsning”. Vi sukker – sukker over forfaldet og tomheden og elendigheden i verden. Det er sukke fra kroppe, der endnu ikke er forløste. Ja, Paulus ser endda vore kroppe som så godt som døde – på grund af synden, vers 10: ”Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd”. Kroppen, hele skaberværket sukker – men vi har et håb, som vi kan trøste os med. Vi har et håb – en gang vil vores glorværdige og fantastiske fremtid blive vores glorværdige og fantastiske nutid. Paulus peger fremad og vil hjælpe os: Vi har et håb. Men han er ikke alene om at hjælpe os – og så kommer vi frem til de vers, som vi skal koncentrere os om i aften, vers 26 og 27. Jeg har hjulpet dig i din svaghed ved at vise dig fremad til en fantastisk fremtid – men jeg er ikke alene om at hjælpe:

”Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede og hvad vi skal bede om ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne [det må være Gud Fader], ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige, efter Guds vilje”.

Når jeg læser denne tekst, så er der især tre spørgsmål, der rejser sig – og det er dem, jeg gerne vil forsøge at besvare her i aften.

1) Hvad beder Helligånden om for os? – hvad siger han? Hvad beder han Gud om?
2) Hvordan beder Helligånden for os? Hvad er det for sukke?
3) Hvis han beder, hvorfor skal vi så gøre det?

1) Hvad beder Helligånden om for os?
Der er ikke noget bedre end at få at vide, at der er en, der beder for en. Men her er det ikke bare et andet menneske, der lover at vedkommende vil bede for dig, her er det Helligånden, der beder for dig. Det er en af de måder, Helligånden hjælper os i vores skrøbelighed – vores fysiske og åndelige skrøbelighed. Men hvad beder Ånden om?

Der må være et eller andet, vi ikke ved, at vi skal bede om. Vers 26: ”Hvordan vi skal bede og hvad vi skal bede om, ved vi ikke” – så Helligånden må gå ”i forbøn for de hellige efter Guds vilje” (v. 27). Hvad er det, vi ikke ved, vi skal bede om? Ja, det er selvfølgelig svært at sige noget, som vi ikke bare lige ved – men det udelukker i hvert fald en hel masse andre ting, som jeg godt ved, at jeg skal bede om, og hvor jeg også ved hvordan jeg skal bede.

  • Jeg ved godt, at jeg skal være en mere elskende person.
  • Jeg ved godt, at jeg skal bede om at være ydmyg.
  • Jeg ved godt, at jeg skal bede om at have mere tro.
  • Jeg ved godt, at jeg skal bede om at få håb.
  • Jeg ved godt, at jeg skal bede om at få visdom.
  • Jeg ved godt… jeg ved hundredevis af ting, som jeg skal bede om, for det er klart at ethvert af Bibelens bud skal bedes ind i virkeligheden. Siger Guds ord et eller andet, så skal vi bede om at det må ske.

Siger Bibelen, at vi ikke skal stjæle, så skal vi bede om, at vi ikke må komme til at stjæle.
Du må ikke lyve – så er det med at bede: Gud gør mig til en ærlig person. …

og sådan kan vi fortsætte, vi ved, hvad vi skal bede om. Teksten her siger, at Helligånden beder om ting, vi ikke ved at vi skal bede om.

Hvad er det, der gør, at vi ikke kan ved, hvad vi skal bede om? For mig at se, så må det skyldes vores skrøbelighed. Lad os prøve kigge på det ord, skrøbelighed. Hvad er det for en skrøbelighed?
Ordet ”skrøbelighed” bliver brugt på mange forskellige måder i Det nye Testamente.

SKRØBELIGHED
– Det er enten en skrøbelighed i forhold til den menneskelige natur, altså skrøbelighed som begrænsning.
– Eller det kan være skrøbelighed, forstået som sygdom. Det er det ord, som bliver brugt overalt i evangelierne om det, som Jesus helbreder. Jesus helbredte mange ”skrøbeligheder” (Luk 5,15).
– Eller det kan være skrøbelighed under trængsler, mishandling, forfølgelse (2. Kor 12, 9-10).

Hvilken en af disse tre kan det være? Normalt vil det være sådan, at en af dem er den rigtige her, men hvad nu hvis det er alle tre, der er rigtige.

Lad os prøve tænke igennem, hvis vores skrøbelighed indebar en menneskelig begrænsning, hvis vores skrøbelighed indebar sygdom eller hvis vores skrøbelighed indebar forfølgelse og mishandling på grund af vores tro, hvad ville vores bøn så være?

– Hvis vores skrøbelighed kom fra forfølgelse – ville vores bøn så være: Tag forfølgelsen fra mig?
– Hvis vores skrøbelighed kom fra sygdom – ville vores bøn så være: Helbred mig?
– Hvis vores skrøbelighed kom fra en eller anden menneskelig begrænsning– ville vores bøn så være: Fjern den begrænsning?

Er det ikke indlysende, at det er det vi beder om? Eller skal vi i stedet bede om udholdenhed? Om styrke til at stå fast i sygdommen? I begrænsningen, i forfølgelsen?

Paulus´ eksempel: Torn i kødet
Lad os prøve kigge på Paulus selv. Paulus har selv oplevet et eller andet, der har plaget ham, en torn i kødet, som han skriver om i 2 Kor 12,7b ”en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig”. Paulus beder om at den må blive taget fra ham
”Åh Kristus, vær barmhjertig og udfri mig.
Åh Gud hjælp mig,
Åh Gud tag det væk fra mig”.

Og efter tredje gang lød svaret:
– ”nej, nej, nej. Nej, jeg vil ikke fjerne det – det er min vilje med dig, Paulus, at du skal pines på den måde. Du skal være magtesløs, så min magt må stå endnu større”. ”min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9).

Der er ingen grund til at spørge mig mere – du kommer til at lide.

Lad os prøve stille os selv i Paulus´ sko: Hvordan vil vi have reageret efter denne besked fra Gud, når vi så
– igen møder sygdom,
– igen bliver forfulgt,
– igen bliver pisket,
– igen var der nogen, der løj om os?

Mon så ikke vi ville være i tvivl om hvad der er Guds vilje? Hvad er Guds vilje:
– Helbredelse eller ej?
– Udfrielse eller ej?

Jeg tror han igen og igen har siddet i sådanne situationer, og han har ikke anet hvad han skulle bede om, for sidste gang fik han dette rungende ”Nej, jeg har en anden vilje end din”. Han aner sikkert ikke hvad han skal bede om konkret. Da han sad i lænker sammen med Silas i Filippi (ApG 16,16-40) hvad skulle han bede om: Skulle han bede om styrke til at gå ind i martyriet og blive halshugget den næste dag – eller skulle han bede om et jordskælv, så han kunne blive befriet?

– Eller da han sad i fængsel i Rom – han har store planer for fremtiden, han ville rejse over Rom og så videre til Spanien for at prædike evangeliet dér. Men var det meningen, at han skulle til Spanien eller var det meningen, at han skulle dø i Rom? Hvad skulle han bede om. Fil 1,22-24

”Men hvis fortsat liv på jorden betyder frugt af mit arbejde, så ved jeg ikke, hvad jeg helst vil.v23 Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste;v24 men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer.v25 Ja, det ved jeg bestemt: Jeg skal blive her og blive hos jer alle til jeres fremgang og glæde i troen,v26 så Kristus Jesus endnu mere kan være jeres stolthed ved hjælp af mig, når jeg igen er hos jer.

Man kan læse det i teksten her, at Paulus havde en tvivl: Hvad skal jeg bede om – et suk: Hvad er din vilje, Gud, men et suk, der er båret af en ting: Hvad herliggøre Kristus mest?

For os kristne er der ikke andet pejlemærke – andet end:
– Hvad giver Jesus større ære?
– Hvordan ophøjes Kristus mest?

Du kender ikke Guds vilje – nogle gange er det at blive, andre gange er det at flygte. Nogle gange er det at tage det sur – og andre gang er det at flytte til bedre græsgange. Nogle gange er det helbredelse – andre gange er det styrke til at lide og dø.
Hvad er det vi ikke ved, hvad vi skal bede om, når vi står midt i vores egen skrøbelighed?

Jeg tror, at svaret er: Vi kender ikke Guds hemmelige vilje med vores sygdom og vores trængsler – vores skrøbelighed. Vi ved ikke om vi skal bede om helbredelse eller om styrke til at klare os igennem.

Selvfølgelig begge dele er gode bønner, det er ikke sådan, at det er forkert at bede om det ene og rigtigt at bede om det andet, men vi længes efter at bede med stor tro og vi sukker over at vi ikke ved hvad der er Guds vej i sygdommen, eller tabet eller fangeskabet, eller forvirringen om fremtiden.

Vi sukker over at vi ikke aner om det er Guds vilje, at vi skal helbredes eller om vi skal dø af eller med vores sygdom. Vi sukker over, at vi ikke aner hvad der er Guds vilje. Vi ved det simpelthen ikke. SUUUUK!

Lad os prøve se om jeg kan komme med et svar på mit første spørgsmål: Hvad beder Helligånden om?

Han beder om at Gud må gennemføre den beslutning og de omstændigheder, som ophøjer Kristus mest i vores liv. Vi i vores skrøbelighed er i vildrede med hvad der specifikt er Guds vilje i denne situation. Vi aner det ikke! Men hvad vi ved, er at vi ønsker at Kristus må blive ophøjet i vores liv, med vores kroppe, uanset om det så er ved liv eller ved død. Uanset om det er at bestå en eksamen eller dumpe den.. Det vi ønsker er – som Paulus skriver det i Filiperbrevet 1,20: at ”Kristus nu som altid må blive forherliget i fuld offentlighed ved det, der sker med mit legeme, hvad enten jeg skal leve eller dø”.

Men hvad er Guds vilje?
– Har jeg ikke stor nok tro, siden jeg ikke kan se hvad der er Guds vilje?
– Siden jeg ikke kan skelne mellem hvad der er Guds vilje og hvad der bare er mit ønske?

Teksten her siger, at det er helt i orden ikke at kende Guds vilje. Du skal ikke også have den byrde på dine skuldre, at du ikke ved det, samtidig med at du bære din skrøbelighed. Vores skrøbelighed er så stor, at vi ikke ved, hvad vi skal bede om. Gud sidder ikke oppe i himmelen og ser ned på dig hvordan du fumler dig frem som en anden dummerian og bare ikke kan finde ud af hvad der er Guds vilje.
”Jeg har givet dig nok informationer til at du burde have regnet det ud, så hvorfor gør du det så ikke?”.

Sådan er Gud ikke, Gud overvåger dig ikke, Gud forstår dig. Gud dømmer dig ikke, Gud kritiserer dig ikke, nej, Guds har tværtimod givet dig Helligånden, og han kender Guds vilje – og beder om at Guds vilje, Guds specifikke vilje i denne situation må ske. Guds gerning er ikke begrænset til hvad du kan forstå og hvad du kan udtrykke med ord. Helligånden udtrykker med ord dine sukke og forvandler dem til en bøn ikke imod dig, men for dig. Ved du ikke hvad du skal bede om, ved du ikke hvad der er Guds vilje, så fald til ro, hvil, og lad Helligånden bede for dig – suk du bare: Til Guds større ære.

Hvordan beder Helligånden for os?
Men hvordan beder Helligånden så for os? Vers 26: ”Men” – og det lille ord men betyder, at her kommer der noget modsat af det, vi lige har læst, nemlig at vi ikke ved hvad vi skal bede om, men det gør Helligånden. ”Men Ånden selv går i forbøn for os” – Ånden selv selveste Helligånden, ikke en martyr, ikke en Jomfru Maria, ikke en præst, men Helligånden selv, Gud selv, Ånden selv, går i forbøn for os.

”Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke”.

– De uudsigelige sukke, er det mine sukke?
– Er det Helligåndens sukke?
– Er det Helligåndens sukke igennem mine sukke?
– Er det sukke i mit hjerte eller er det sukke oppe i Himmelen, hvor Helligånden fremføre min sag om min fremtid overfor Faderen?

Det første svar: Er det Helligåndens sukke? Nej, for hvorfor skulle Ånden bede til Gud med uudsigelige sukke? Hvorfor skulle Helligånden i det hele taget sukke? Helligånden sukker ikke, for han ved jo nok hvad der er Guds vilje, han ved jo nok hvad der er til bedste for os, for han kender Guds vilje. Så hvorfor skulle han sukke? Men alligevel står der her, at Helligånden går i forbøn for os med uudsigelige sukke.
Det er ikke hans egne sukke – jeg tror det er sukke skabt i solidaritet med os. Helligånden sukker i os, med os, for os og over os. Gud bærer selv vores nød, vores suk.

Vi sukker og Helligånden sukker. De uudsigelige sukke er mine sukke, der er inspireret af Helligånden, skabt af Helligånden, retningsbestemt af Helligånden og formet af Helligånden.
Men, det er ikke kun mine sukke alene, det er mine sukke, ledsaget af Helligåndens sukke – ham, der ikke behøver at sukke, han sukker med os. Han gør sig solidarisk med os i vores sukke og stønnen. Når Faderen ransager vore hjerter, så ser han to ting:

– Han ser den kristne, der sukker, og han hører Helligåndens stemme i sukkene.
– Og det, Helligånden siger er: ”Herliggør Sønnen – og gør det på denne måde”. Og Faderen siger: Ja.

Den måde Helligånden beder for os er ved at bevæge os til at sukke – hans sukke, som føles som vores sukke. Sukker, der bygger på et dybtfølt ønske om at Kristus skal herliggøres.

Så når Gud ransager vore hjerter, så hører han sukke, der ønsker at ophøje Jesus, og han hører Åndens bøn, som vil pege i den retning, hvor Jesus allermest kan blive ophøjet. Og det bevæger os ind i vers 28: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud”.

Er det her bare spekulative informationer? Jeg håber det ikke, for det betyder virkelig noget. Det betyder noget, for du har sikkert sukket, og du vil komme til det – igen. Du vil komme til at ramme panden mod muren og du vil stå magtesløs og ikke ane hvad dit næste skridt skal være. Denne tekst er vigtig, for Paulus hjælper os til at udholde lidelser, tomhed, forfald og menneskelig sukken. Paulus opmuntrer os at i denne faldne verden, hvor vi som kristne, hvor vi som hellige har del i det brudte, i lidelse, tomhed og forfald, at en del af din skrøbelighed vil altid være uvidenhed om Guds vilje – eller i hvert fald en del uvidenhed om Guds vilje. Og ved vi ikke det, så vil vi ramme os igen og igen, når vi kommer til knudepunkter i vores liv og vi ikke ved, om vi skal dreje til højre eller til venstre. Nogle gange er det klart hvad vej vi skal vælge – men ikke altid. Nogle gange må vi bare sukke: Hvilken vej, Gud? – når vi er helt dernede, hvor vi ikke aner hvad vi skal bede, hvad der er Guds vilje og vores egen vilje – så siger teksten her: Der er en, der beder for dig, som virkelig ved, hvad det drejer sig om. Teksten her peger på Helligånden og befrier dig fra den byrde, som sådan et tidspunkt er. Teksten fortæller også, at vi ikke behøves at forfærdes, hvis vi beder om noget, der er imod Guds vilje – som ikke er det bedste for os. Vi skal ikke forfærdes, for vi kan stole på Helligåndens perfekte sammenspil på vegne af os.
Vi skal bede så tæt op af Guds vilje som vi kan, men hvis Guds bestemte vilje adskiller sig fra vores bøn, så vil Helligånden rette vores bøn ind, så det bliver i overensstemmelse med hans vilje.

Det er der en store befrielse i – det er en lettelse – det befrier os fra skrækken: At alt ikke ligger i min hånd, men i den alkærlige, almægtige og alvidende Guds hænder. Men det efterlade et stort spørgsmål, som jeg ikke kan nå at kigge ret meget på i aften: spørgsmål 3) Hvis han beder, hvorfor skal vi så gøre det?
Hvorfor så overhovedet bede, hvis Gud alligevel har en plan, som han kører ud efter? Hvorfor overhovedet bede, hvis Helligånden censurerer bønnen, så den alligevel bare passer ind i Guds plan?
Det er sådan set en ny tale, for det jeg skitsere her er spørgsmålet: Hvorfor bede til en almægtig og alvidende Gud?
Det nemmes svar er:
– Vi skal bede, fordi Gud har befalet os at bede
– Vi skal bede, ikke fordi vi ændrer Gud ved vores bøn, men fordi vi ændres ved vores bøn
– Vi skal bede, for vel kan vi ikke ændre Guds vilje – men af og til har Gud flere veje frem til at få hans vilje ud i livet.
– Vi skal bede, for at få. Vi begrænser Guds velsignelse ved ikke at bede – som der står i Jakob 4,2: I ”opnår intet, fordi I ikke beder”.
– Vi skal bede, fordi vi ære Gud ved at bede og viser vores afhængighed af ham.
– VI skal bede, fordi han er Gud og det er vi ikke.
– Vi skal bede, for bøn er en del af Guds plan for universet. Gud arbejder igennem vores bøn, lader sine kræfter flyde ud af vores bøn og ud i verden. I sin godhed har han har han inviteret os til at slutte os til ham i det store eventyr det er at bringe hans rige ned til denne synds-forbandede verden.
Vores rolle er at bede ivrigt, ærligt og bringe de dybeste bekymringer frem for Herren. Guds rolle er er at lytte til vores bønner og svare dem rundhåndet til sin egen tid, på sin egen måde og i overensstemmelse med sin egen vilje.
Og bliv ved og ved og ved. I Esajas 62,6-7 læser vi: ”I, der påkalder Herren, und jer ikke ro og und ham ikke ro, før han genrejser Jerusalem og før han gør den til lovprisning på jorden”.

Det er et fedt ord: Und ikke Gud ro. Det er Guds ord til os: Und mig ikke ro. Som far vil jeg gerne have ro engang imellem: Far, hjælpe mig lige med det. Far gør lige det. Far prøv se her. Far læs lige det her. Far jeg er tørstig – og jeg har spildt mælk over hele gulvet. Far, hvor er mor henne?
Gud har ikke brug for ro – han beder om, at vi ikke under ham ro, men bede og bede og bede. Vi kan IKKE bede for meget, vi kan ikke bede forkert.
Når du føler dig skrøbelig på grund af lidelser, forfald, sygdom , meningsløshed eller forfølgelse, mislykkedes planer eller forvirrende beslutninger – hvad er op og hvad er ned, hvad er Guds vilje? Så skal du ikke fortvivle, Gud har fra evigheden af lavet en strategi netop i sådan en situation. Der er en, der beder med dig og for dig – ikke et eller andet sted i foran Guds trone, men i dit dybeste selv, dit hjerte. Inde i dig har du den bedste bøns-ekspert, der findes, Helligånden, der kender dig og kender Guds vilje med dig og for dig. Stol på ham, for fordi han beder for dig, så vil din far skabe en afgørelse og omstændigheder, der vil ophøje Kristus på den bedst mulige måde – lige midt i din uvidenhed og dine sukke.
Sikke en fantastisk og nådig Gud vi har. Han har planer for alle vores svagheder – og intet, intet, intet kan skille os fra hans kærlighed i Kristus Jesus

Author: Kim Præst

1 thought on “Romerbrevet 8 – Pinseunderet i vort hjerte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *