Trinitatissøndag (2015)

Kan I lide at danse? Det er måske fordi jeg ikke har ret meget rytme i mig – men jeg kan ikke finde ud af at danse og egentlig, så siger det mig ikke så meget.
Kaj Munk skrev en lang artikel om præsten i menigheden og der kan man blandt andet læse: Præsten

”skal danse og lade være med at spille kort. For spille ordentlig kort kan Folk godt nok selv, men det er ikke altid, de kan danse ordentlig” (s. 326 Kaj Munk: En Digters Vej).

Og der må jeg nok fortælle jer, at I har fået en umulius som præst – jeg kan hverken spille kort eller danse. Sidste gang, jeg dansede sådan ”rigtigt” det var på norgesfærgen i 10. klasse, hvor jeg for sjov bød min tysklærer på til dans – og til min store fortrydelse sagde hun ja. Der blev taget et billede af mig og tysklæren – og jeg ser mildest talt panisk ud på det billede.

Men ja, jeg har siden hen danset en del sådan med mine børn. Jeg har haft dem i mine arme, da de var mindre, og danset til deres børnesange. Da de blev så store, at de kunne små-gå lidt, så stod de på mine fødder – og vi dansede. Og nu da de selv kan gå, så danser vi rundt i ringdans. Og selv om jeg ikke har rytme i kroppen, så elsker jeg at danse rundt, elsker at være sammen med mine børn.

Kan man danse som kristen?
Men kan man danse som en kristen? Nej, siger nogen – ja, siger Bibelen. Bibelen er fyldt med dans – når den skal udtrykke glæde og lovsang overfor Gud, så bruger han ord fra danseverdenen.
”I dans skal de lovprise hans navn” (Sl 149, 3) 
”Lovpris ham med pauker og dans – lovpris ham med strengespil og fløjter” (Sl 150, 4).

Mødet med Gud skaber dans:
”Du forvandlede min klage til dans, du tog min sørgedragt af mig og klædte mig i glæde” (Sl 30,12)
– det er skrevet af David, der dansede nøgen, da han bragte pagtens ark, det helligste i templet tilbage til Jerusalem.

Det hebræiske sprog er fyldt med danseudtryk, så det vi oversætter med
”I skal fryde jer og juble” (Es 65,17) – kunne lige så godt oversættes med ”I skal hoppe i dans og danse i rundkreds”. Bibelen er fyldt med dans.

Jeg ved ikke om I kender den irske sang ”Lord of the Dance” (Tryk her for at hør den på engelsk)– hvis ikke, så gå hjem og find den på Youtube – den er også oversat til dansk af Hans Anker Jørgensen – og fortæller hele Jesu liv fra før hans fødsels til efter hans død som en lang dans. Jesus som dansens Herre:

For rigmænd og frelste lod jeg dansen gå,
de gik deres vej med mørke miner på.
Jeg kaldte på jævne folk, på kvinder og mænd,
de gav sig glade i dansen hen.

Dans alle, kom i dansen ud,
dans med mig, jeg er dansens Gud.
Jeg har danset for dig igennem ild og vand,
kom og dans med mig over sø og land.

Det er en smuk, men også lidt mærkelig sang – Jesus som dansens Herre. Gud som dansens Gud. Men lad os alligevel prøve at holde fast i tanken et øjeblik. Nu er det jo trinitatis-søndag i dag – festdagen for den treenige Gud. Og når jeg finder min dogmatikbog frem derhjemme og slår op på §14 i min dogmatikbog – alene det at bygge en bog om den kristne tro op med paragraffer viser, at vi er LANGT væk fra noget som helst med dans! Nå, men slår vi op så kan vi læse, at når Gud er treenig, så bruger vi en masse latinske ord, at far, søn og Helligånd sameksisterer, at de bor indbyrdes i hinanden, at de deler væren og at alle tre er aktive i de aktiviteter de andre gør. Puha…. det er drøjt hjernegymnastik.
Lige her om hjørnet – ned på Onsildgade ligger den gamle pinsekirken, hvor der nu er en Russisk-ortodoks menighed samlet. Jeg besøgte kirken og præsten i torsdags – det var rigtig spændende. Men I den russisk-ortodokse kirke siger man ikke en masse filosofiske og indviklede ord om treenigheden – nej, de taler om treenigheden som tre, der danser. Som den enhed, der er imellem tre, der danser sammen: Faderen, der danser sammen med Sønnen og Helligånden. I kristendommen inviteres vi så ind i dansen. Faderen sammen med Sønnen og Helligånden byder os, sine børn, op til dans. Og som jeg som far elsker at danse med mine børn, sådan elsker Gud som vores far, at danse med os.  
Det er virkelig to vidt forskellige måder at se på treenigheden: Med ”deler væren, sameksisterer” i vesten og så en ”runddans” i østen. Det er virkelig et sammenstød – så er der noget at sige til, at vi to præster, en folkekirkepræst og en russisk-ortodoks-præst følte, at vi kom fra hver vores verden.

Farisæren og prædikanten
Lidt på samme måde er det med de to mænd, der mødtes om natten for 2000 år siden: Farisæren og medlem af det store religiøse råd, Nikodemus på den ene side, og tømreren og den omvandrende prædikant, Jesus af Nazareth på den anden side. Deres samtale er virkelig en omgang ”goddag mand – økseskaft” – Nikodemus spørger på et niveau – og Jesus svarer på et helt andet niveau. Nikodemus siger: ”Vi ved, at du er en lærer, der er kommet fra Gud” – og Jesus siger: Det handler ikke om at vide, det handler om at tro. Nikodemus taler om en kødelig fødsel – Jesus taler om en åndelig fødsel. Ja, Jesus må endda tage sig til hovedet og sige: ”Og du er en lærer i Israel og du forstår ikke det, jeg siger”. Her er virkelig det gamle, der møder det nye. Her er det hovedet, der møder hjertet. “Vi ved” contra “vi tror”. Nikodemus repræsenterer alt det største og bedste, vi mennesker kan præstere. Intelligensmæssigt, religiøst og moralsk er der nok ikke en af os herinde, der ville nå Nikodemus til sokkeholderne – men det efterlod ham med en indre tomhed, som gjorde, at han opsøgte Jesus midt om natten. Og Jesus afviser da også det alt sammen: Det er ikke nok. Læg lige mærke til, at Jesus afviser på intet tidspunkt Nikodemus, men han afviser alene det, han kommer med. For for at gribe efter Gud, for at se Gud, så skal der mere til end vi mennesker overhovedet kan præstere, det kræver så meget, at vi er nødt til at begynde helt forfra: Vi skal fødes på ny – fødes fra oven – fødes af Ånden – som Jesus siger. Nikodemus´ samtale med Jesus handler om alt det, vi mennesker ikke kan – og alt det, Gud kan – og Gud gør. Som der ikke er noget vi kunne gøre for at blive født – sådan er der heller ikke noget vi kan gøre for at blive en kristen, for at se Gud, for at finde Gud. Og så finder vi ikke Gud ophøjet på tronen med serafer omkring sig (Es 6, 1-2) – sådan som profeten Esajas så ham – vi ser Gud ophøjet på et kors, død for vores synder. Dø i stedet for os – for at vi aldrig, aldrig, aldrig i evighed skal smage døden.
Vi hørte det fra alteret for lidt siden, hvordan et enkelt kig på kobberslangen kunne redde israelitterne fra at dø af slangebid. På samme måde kan et enkelt kig på Jesus – ophøjet, ikke på tronen, men på korset, redde os fra at dø af det slangebid, som synd, død og djævel har skambidt os med. Jesus blev ikke sendt her verden for at stille flere umulige krav til os, han kom ikke for at dømme os, men for at frelse os og give os liv. For at give os en ny chance. Er det ikke det, vi alle sammen gerne vil have – en ny chance?! Jeg ved i hvert fald, at jeg har brug for en ny start. Ikke bare at jeg bliver rejst op, fordi jeg nu igen-igen-igen har gjort noget dumt eller sagt noget dumt, og så bliver jeg rejst op igen samme sted – men jeg har brug for at starte helt forfra fra et nyt sted. Jeg har brug for at begynde helt forfra uden at slæbe alle mine nederlag med mig, men efterlade dem, glemme dem, for de er tilgivet og borte. Jesus giver os den nye begyndelse – et kig på korset, et kig på Jesus på korset.
Initiativet skal komme fra ham.  Som kedelige bænkevarmere, så inviterer Jesus os op til dans – dansen ud af graven og dansen ind i evigheden. Og der er virkelig noget at glæde sig over – der er virkelig noget at danse for – og Gud ønsker os ind i treenighedens dans. Kristendommen er ikke tørre paragrafer som om vi studerer jura – kristendommen er det evige liv, der begynder lige her og nu, ikke som livsfjendsk eller livsfornægtelse, men som liv, glæde og dans. Så kom med ind i dansen.
Dans alle, kom i dansen ud,
dans med mig, jeg er dansens Gud.
Jeg har danset for dig igennem ild og vand,
kom og dans med mig over sø og land.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *