Salme 137

Denne side er set 660 gange!

Den sidste tid, er der sagt meget rigtigt pænt om mig og til mig, nu da jeg er stoppet som sognepræst her i Hobro. Jeg ved ikke hvor meget af det, der passer, men jeg har lappet det hele i mig alligevel.
Det var sådan, da jeg lagde mig til at sove søndag aften, så var det med tanken: Skulle jeg ikke bare blive her i Hobro alligevel!

En af de fine ting, der er sagt til mig, er at jeg ofte tager ting frem, som man normalt ikke lige høre noget om – hvis man overhovedet har hørt om det. Det synes jeg nu er en rigtig dejlig ting at høre… men hvor har jeg dog fortrudt at jeg har slynget ud, at jeg gerne ville holde en bibeltime om Salme 137. Flyttemændene have beregnet arbejdstiden helt forkert, så jeg sad ved computeren klokken 1.30 nede i Haderslev og gik i gang med mit arbejde – øv! Så fortryder man at man har taget noget, som man normalt ikke høre noget om. Men jeg plejer altid at gør og læse og tænke over en tekst i lang tid, inden jeg sætter mig til computeren… og jeg fortrød også dér, at jeg havde valgt den tekst.

Jeg var ude i sidste uge og besøge Sigurd og Lily og skulle så også læse dagens tekst op for dem… men jeg læste faktisk ikke hele teksten op for dem, jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke få ordene over munden på mig. De sidste ord – de frygtelige ord. De ord, der gør, at teksten høre i top 10 af svære tekster i Bibelen.

Ahhh…. kan det nu ikke passe?!
Der er der en masse tekster f.eks. i Johannes Åbenbaringen, der er meget sværere end den her. Ja, det er rigtigt – men de er svære fordi vi har svært ved at forstå dem. Men den her tekst er svær, fordi den netop ikke er svær at forstå – billedet er faktisk så stærkt, at vi faktisk slet ikke bryder os om at forså det. Det giver os grimme billeder på nethinden. Og hold jer så lige fast i sædet for her kommer det: Det sidste vers, vers 9 i salme 137:

”Lykkelig den, der griber dine spædbørn
og knuser dem mod klippen!”.

Forfatteren Mark Twain udtrykte det på den måde: ”Det er ikke de dele af Bibelen, som jeg ikke kan forstå, der generer mig, det er de dele, jeg forstår”. Og sat i forbindelse med dette vers, så passer det for mig: Det vers generer mig. Og det har været en snublesten for mange ikke troende mennesker – og også troende mennesker. Og hvis man ser hele Bibelen som Guds inspirerede ord, hvis man ser Salmernes Bog som kirkens store salmebog og bønnebog – så kan man godt tænke: Hvad i alverden har Gud tænkt her? Hvorfor har vi sådan en tekst her, der taler så meget imod hvad Bibelen ellers taler, nemlig om hvordan man skal behandle den uskyldige. Endda det uskyldige lille spædbarn. Eller hvordan man skal behandle sin fjende – det med at vende den anden kind til.
Kan Gud tillade sådan en bøn i Bibelen?
Lad os prøve læse hele teksten – og så tage teksten afsnit for afsnit.

Lad os prøve se i hvilken omgivelser teksten er blevet til på.
Det er en af de få salmer, som vi ved ret nøjagtig hvornår er blevet til – og i hvilken sammenhæng. Der er der ikke mange andre salmer, vi har det sådan med. Men den her tekst hæfter sig til en speciel begivenhed, nemlig det, der bliver kaldt det babylonske fangenskab. Det fangenskab fandt sted fra 587-539 f. Kr.

I 587 skete der noget ganske forfærdeligt – Jerusalem blev ødelagt. Efter en 18 måneder lang belejring trængte den babylonske hær ind i Jerusalem og plyndrede, smadrede og myrdede. Det var forfærdeligt – også forfærdeligt at se hvordan babylonerne trængte ind i templet tog hvad der var af værdi – og smadrede resten. Guds tempel— forærdeligt. Og dem, der ikke blev myrdet blev forflyttet – deporteret tilbage til Babylon.  

Mon ikke det er lidt det samme mønster, som vi har set i de områder, hvor Islamisk Stat kom frem – plyndrede, myrdede og slagtede folk ned, mænd, kvinder og børn – der var ingen forskel. Og brændte så kirker og urene moskeer ned. Det er dét, salmisten har oplevet! Så I kan måske forstå lidt af den bitterhed og den smerte, som salmen er skrevet under.
Lad os prøve se det første vers:

Vers 1.
Ved Babylons floder
sad vi og græd,
når vi tænkte på Zion;

Babylons floder er de to store floder Eufrat og Tigris – og de er det store kanalsystem til vanding, der udgik fra dem. De sad dér enten fordi der var der stilhed, eller også fordi de brugte vandet til renselses – som en måde af vise bod på (1. Sam 7,6).
De sidder og græder – ikke på grund af deres egen skæbne, men på grund af Zion. Templet, der er ødelagt og skændet. Det er centrummet for jødens tro – hjertet i hans tro.
Til det kom så også, at Guds ære var kastet i støvet – symbolet på folkets udvælgelse og på pagten var tilintetgjort. Var pagten med Gud ophævet? De kunne kun græde og sukke.

Vers 2
i poplerne derovre
hængte vi vore citere.

Som et ydre symbol på folkets sorg, hængte de deres citere, som ellers blev brugt til at ledsage salmesangen, dem hængte de op i poplerne, hvis grene kom til at hænge ned og fik et sørgende udsende.
De skulle ikke bruges til sang.
Måske var dem, der skrev sangen en gruppe af mennesker, der måske normalt ledede sangen i templet – ledede lovsangen. Deres opgave var nu overflødig.

Vers 3:
En anden grund til at de hænger citrene op i træerne er, at det var en slags protest mod deres fangevogtere, for de har et mærkeligt krav til dem: Syng for os. Syng lovsange for os.

For vore fangevogtere
krævede, at vi skulle synge,
vore plageånder krævede glædessang:
»Syng for os
af Zions sange!«

Hvad de jo siger er: Underhold os! Syng en sød lille sang om jeres Gud. Deres bødler mopper og håner deres fanger.
Det er et forfærdeligt billede. Man tager nogens by, man smadrer byen, udhungrer den langsomt i 18 måneder – lader dem gå alt det igennem, som jeg har skitseret — og så sidder jøderne dér og får ønsket, får hånen: Syng en glædessang til os!!
Under 2. verdenskrig i koncentrationslejeren Dachau var der historier om hvordan jøderne, der var i dødslejrene, nogle gange blev opfordret til at synge og danse for nazi-bødlerne. At jøderne skal underholde dem, før deres død.
Det er det, salmen handler om – det er den oplevelse, den forsøger at fortælle os om. Hvordan deres familier er mejet ned, deres tro er mejet ned, de er blevet bortført til et fremmed land – og så får de kravet: Syng en glad sang for os. Vil man kunne gøre det? Nej, prøv se vers 4:

Vers 4:
Hvordan skulle vi kunne synge
Herrens sange
på fremmed jord?

Vers 5-6:
Men midt i det glemmer salmisten ikke Zion, han glemmer ikke Jerusalem, han glemmer ikke templet.

Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
så gid min højre hånd må lammes;
gid min tunge må klæbe til ganen,
hvis ikke jeg husker på dig,
hvis ikke jeg sætter Jerusalem
over min højeste glæde.

Selv midt i at hans bødler, hans fangevogtere håner ham, så er hans tanker i retningen af Templet i Jerusalem.

Vers 7:
Herre, husk edomitterne
for Jerusalems dag,
dengang de sagde:
Riv ned, riv ned, helt ned til grunden!

Husk edomitterne. Edomitterne er efterkommere af Esau – I husker nok historien om Jakob og Esau. Det er altså på en eller anden måde beslægtet – men de kommer ikke altid godt ud af det med hinanden – vi kan f.eks. se hvordan det forfærdelige sker, at der kommer en konge over jøderne, der er edomit… nemlig Herodes den Store. Forfærdeligt.
Men det gjorde det endnu værre i denne katastrofe, at det ikke bare var en hedensk og fjern hær, der kom og smadrede landet – det var på en eller anden måde deres familie, der stod og råbte om templet: Riv ned, riv ed, helt ned til grunden. Deres fætre, der fejrer hvad der skete, da templet faldt.
Så der er mange store følelser blandet ind i det her – det er ikke bare en hovedstad, der er faldet. Det er religion, tro, pagt, familieskab – alt er ødelagt.

Vers 8-9
Og så kommer de sidste to vers:
Babylons datter, du ødelæggerske!
Lykkelig den, der gengælder dig
den gerning, du gjorde mod os!
Lykkelig den, der griber dine spædbørn
og knuser dem mod klippen!

Vil det være forkert at forestille sig, at når der i vers 8 taler om gengæld, så er det fordi det, som de ønsker for Babylon, at det faktisk allerede er sket med jødernes børn. De råber på hævn. Lykkelig den, der gengælder dig. Lykkelig den, der hævner sig på dig. Lykkelige den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen. Er der noget at sige til, at de gerne vil have hævn?
Men det er stadigvæk et meget makabert ønske, en meget makaber saligprisning.
Babylonerne bad om en glad sang… og det får de – de får en glad og lykkelig sang: Hør her, Babylon, lykkelig den, der hævner sig på dig. Der er jeres glade sang. Det er her, vi er glade.
Jeg er glad, når du ikke sidder der med din maskinpistol og vi ikke er ved at sulte ihjel og hvor du ikke kræver af mig, at jeg skal danse for dig. Det er klimakset for hele teksten, men den er bygget op helt fra starten – det forfærdelige: Syng en sang for os – syng en glædessang fra Zion, som vi faktisk lige har smadret og hvor vi har dræbt store dele af dens kvinder og børn. Det forfærdelige er på en eller anden måde ikke selve ønsket om hævn, men det jøderne bliver hånet med: Syng og dans for os.

Jeg forstår godt salmisten! Måske husker salmisten på sine egne børn. Han husker sine børn – og så kommer denne vagt og siger: Syng en fødselsdagssang for os. Sådan en fødselsdagssang, som du sang for dine børn før vi dræbte dem.

Og I kan forestille jer, at denne salmist, tager sin citer ned og indvilliger i at han gerne vil synge en af de glade sange for vagten… men jeg er jo nødt til at synge den på hebræisk! Nå ja, forstår du ikke hebræisk… ok, det er også i orden, men jeg skal nok synge denne glade sang for dig alligevel. De har nok ikke forstået et eneste ord af denne glade sang. Min glade hebræiske sang handler om død og ødelæggelse over dig! Han du lide den sang? Det er følelsen i denne sang.
Salmen er et mindesmærke over den babylonske ødelæggelse og den efterfølgende pinsel i Babylon  – og som sådan et holocaust minde er det bevaret.
I stedet for at blive stødt over sådan en tekst, så skal vi prøve at tænke: Hvad ville vi føle og skrive eller sige, hvis der var nogen, der slagtede vores familie ned for øjnene af os – og derefter ønskede at vi skulle synge deres fødselsdagssang? Eller hvis en slog din kone ihjel, og så bagefter bad dig om at læse et af de kærlighedsdigte, som du havde skrevet til hende. Du ville blive overvældet.
Vi skal have tålmodighed med salmisten – for ja, det er en forfærdelig tekst, men det er fordi situationen er forfærdelig. Der er noget, der er så forfærdeligt, at hjernen simpelthen bare skal blokeres og kortsluttes. Salmisten, der bare lader følelserne få frit spil – midt i katastrofen. Vi skal ikke rette folks udtalelser eller dømme folks udtalelser under deres største sorg. Jeg tror vi skal give dem ret til det – du har en ret til her og nu at sige og tænke sådan som du gør.
En sådan situation kræver stilhed, respekt.
Denne salme giver os, der har lidt, en stemme. Der er ingen af os, der har oplevet noget, der til nærmelsesvist ligner det her, der er salmistens historie, men nogle af os går igennem livet med store lidelser. Åndelig eller fysiske overgreb, åndelig eller fysiske lidelser – noget af det, jeg har lært i min tid som præst ikke bare her, men også i Horne, det er at der sidder rigtig mange mennesker med knuste hjerter på kirkebænkene.
Salmen her kan i sin voldsomhed give dig med det knuste hjerte, dig med smerte og lidelse, dig der kæmper – den kan give dig tilladelse til at få luft for din smerte. At du ikke skal dække din lidelse til, dække dine følelser til, men taler fuldt ud af hjertet, også selv om du siger noget, som du måske egentlig kommer til at fortryde, som du skammer dig over, som f.eks.: Lykkelig den, der smadrer dine babyer mod klippen. Preben Kok kom med den provokerende titel til sin bog: Skæld ud på Gud. Og rigtig mange har været forarget: Hvem er jeg, at jeg kan skælde ud på Gud?
Men skal vi dække vores smerte til, skal vi dække vores vrede til? – også overfor andre mennesker.
Når vi møder smerte, så kan vi rigtig hurtig komme til at give dem noget, som de ikke har brug for lige nu midt i deres sorg og lidelse, når følelserne virkelig koger over. ”Gud har en plan med det her”. ”Du skal bare tilgive, ligesom Jesus tilgiver”. ”Vend den anden kind til”. ”Herren gav, herren tog, Herrens navn være lovet”. Prøv sig det til ofrene for Islamisk stat – det er noget i os, der fortæller os, at det er forkert at sige sådan noget. Og det er så rigtige teologisk set – og det er så forkerte menneskeligt og åndeligt set. Men i stedet for at befri den lidende, så dækker den bare smerten til, som de lider.

Salmen her gør det totalt modsatte. Salmen opfordrer os til at komme til Gud som vi er, midt i vores pine og midt i vores udråb. Den siger til dig: Du behøver ikke at gemme din hadfølelse, når du kommer til Gud i bøn. Du behøver ikke rense dig selv, og føle dig bedre over det, der er sket. Du kan komme til Gud ligesom du er. Salmen giver dig lov til at have alle de følelser inde i dig – alle de forkerte følelser, der f.eks. råber på hævn, dem kan du have også selv om du står foran Gud.
Nu ved jeg ikke om I har lagt mærke til at jeg fra tid til anden hiver min svigermor frem som et træls eksempel. Og dem af jer, der ikke kan regne det ud – det kan jeg kun gøre fordi jeg har et fantastisk godt forhold til min svigermor. Jeg er faktisk rigtig glad for hende! Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er på den samme måde med vores forhold til Gud. Og sådan er det vel med alle de salmer, der er i Salmernes Bog, at udgangspunktet er, at man har et godt forhold til Gud – og derfor kan man komme med den bøn, som der nu udtrykkes i salmen. Også i Salme 137. Det er kun den, der virkelig er sikker i dit forhold til Gud, der kan komme med sin vrede og sin lidelse – og udtrykke den for Gud. Salmen opfordrer os til bare at komme frem for Gud uden at tænke om vores bøn nu er teologisk korrekt.

Jeg kan huske, da jeg var i 20-erne, når der var bedemøde – inden jeg bad højt, så havde jeg inde i hovedet gennemtænkt en bøn, som jeg så ville bede. Jeg havde løbet den igennem et par gange, så jeg var helt sikker på hvad jeg ville sige – og hvordan… og hvor jeg især var sikker på, at den holdt vand teologisk set. Sådan behøver vi ikke at gøre – hverken overfor mennesker, og bestemt ikke overfor Gud. Vores bønner behøver ikke være 100% teologisk korrekt. Vi skal bare bede.
Også fordi vi som kristne har en helt anden paradigme, et helt andet skema for at tænke bøn på.
Vi kan måske godt bede bønnen med læberne: Tilgiv vores fjender – men indeni råber vi måske på hævn. Salmen giver os lov til at have de følelser – det ønske om hævn. Salmen giver os friheden til at vi kan udtrykke nøjagtig sådan som vi har det. Også fordi Bibelen fortæller os, at vi kan bede, men at Helligånden tolker vores bøn. Den tager vores bøn og retleder dem.  Som der står i Romerbrevet kapitel 8: ” Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede og hvad vi skal bede om ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne [det må være Gud Fader], ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige, efter Guds vilje”. Helligånden udtrykker med ord dine sukke og forvandler dem til en bøn ikke imod dig, men for dig.

Salmisten går ikke ud og griber et barn og smadre det ned i klippen – han lægger det over i Guds hænder. Sådan også med os og vores liv – vi skal lægge resultatet og endemålet over i Herrens hænder.
Jeg tror at hvis vi tager salme 137 seriøst og bruger den som en måde at bede på, komme til Gud på, så vil Gud kunne lede os fra salme 137 og så frem til den bøn, som Jesus beder ude i Getsemane Have. Ske ikke min vilje, men din vilje. Det er den ultimative bøn, som vi burde bede. Men nogle gange er vi nødt til at være i salme 137 for at komme derhen.

I Esajas 62,6-7 læser vi: ”I, der påkalder Herren, und jer ikke ro og und ham ikke ro, før han genrejser Jerusalem og før han gør den til lovprisning på jorden”.

Det er et fedt ord: Und ikke Gud ro. Det er Guds ord til os: Und mig ikke ro. Som far vil jeg gerne have ro engang imellem: Far, hjælpe mig lige med det. Far gør lige det. Far prøv se her. Far læs lige det her. Far jeg er tørstig – og jeg har spildt mælk over hele gulvet. Far, hvor er mor henne?

Gud har ikke brug for ro – han beder om, at vi ikke under ham ro, men bede og bede og bede. Vi kan IKKE bede for meget, vi kan ikke bede forkert.

Når du føler dig skrøbelig på grund af lidelser, forfald, sygdom , meningsløshed eller forfølgelse, mislykkedes planer eller forvirrende beslutninger – hvad er op og hvad er ned, hvad er Guds vilje? Så skal du ikke fortvivle, Gud har fra evigheden af lavet en strategi netop i sådan en situation. Der er en, der beder med dig og for dig – ikke et eller andet sted i foran Guds trone, men i dit dybeste selv, dit hjerte. Inde i dig har du den bedste bøns-ekspert, der findes, Helligånden, der kender dig og kender Guds vilje med dig og for dig. Stol på ham, for fordi han beder for dig, så vil din far skabe en afgørelse og omstændigheder, der vil ophøje Kristus på den bedst mulige måde – lige midt i din uvidenhed og dine sukke.

Sikke en fantastisk og nådig Gud vi har. Han har planer for alle vores svagheder – og intet, intet, intet kan skille os fra hans kærlighed i Kristus Jesus. Heller ikke os selv, når vi har lyst til at bede Lykkelig den, der griber dine spædbørn og knuser dem mod klippen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *