Denne side er set 1757 gange!

Lyt til prædikenen:

      14-sondag-i-trinitatis-2017

Læs prædikenen:
Der sker to mirakler i dagens tekst – først det store mirakel, og så det umulige mirakel. Først helbreder Jesus 10 spedalske, det er det store mirakel – og derefter det umulige mirakel: Bagefter frelser Jesus et menneske, skænker Jesus evigt liv til et menneske: ”Din tro har frelst dig”.

Manden, der frelses var en samaritaner, han var en fremmed – han var alt andet end en rettroende jøde, for så ville han kende de mange regler, der er, når man bliver helbredt for spedalskhed. De 9 andre er på vej hen til præsterne, de andre er på vej hen til templet, for at opfylde de mange regler, regler for renselse, regler for hvordan man skal takke Gud. De 9 andre har sikkert set lidt skævt til samaritaneren, da han pludselig vendte om for at gå tilbage til Jesus. ”Nå ja, han var jo samaritaner, han var jo en fremmed”.

Jo, alle er glade, alle er taknemmelige – men der er kun en, der ser dybere end de andre, der genkender at ham, der helbredte ham ikke bare er et redskab for Gud, men at han ER Gud. Samaritaneren priser Gud med høj røst – men han kaster sig på sit ansigt for at takke Jesus. Han giver Jesus noget, som man kun giver Gud – sin dybeste tak, sin dybeste tilbedelse – fordi han må have set noget dybere end de andre, nemlig at Jesus er Gud. De andre havde fået det af Jesus, som de ønskede sig, nemlig helbredelsen, nu havde de ikke mere interesse i ham. Og så vendte de tilbage til deres kolde, regelrette og blinde religion. Den fremmede, samaritaneren, vender tilbage ansigt til ansigt med Gud, han går ind i sit eget allerhelligste, hvor han kaster sig ned for foran Jesus. Han kastede sig ned for Jesus i ydmyghed og glæde. ”Din tro har frelst dig”. Der skete to mirakler den dag – det store mirakel og det umulige mirakel. Der var en, der fik adgang til himmelen.

Nogle af jer kender måske vittigheden med præsten og taxichauffør, der kom i Himmelen. Skt. Peter stod ved perleporten og ventede på dem.
”Kom med mig” sagde han til taxichauføren.
Taxichaufføren gjorde, som han fik besked på, og Skt. Peter førte ham til et smukt beliggende landssted. Der var alt hvad hjertet kunne begære, lige fra svømmepøl, havudsigt og golfbane til engle, som serverede læskende drikke og delikate retter. ”Her skal du bo”
”Wauu – tusind tak” sagde taxichaufføren.
Derefter vendte Skt. Peter tilbage til præsten, som havde set alt det, der overgik chaufføren.
Kom med mig, sagde skt. Peter og førte præsten hen til en faldefærdig hytte, der bestemt ikke var værd at skrive hjem om.”Her skal du bo”
”Vent lidt” sagde præsten ”Jeg tror der er sket en fejl, var det ikke mig, der skulle have været på landstedet? Når alt komme ril alt er jeg præst og har uge efter uge prædiket Guds ord.
Sandt nok – svarede Peter. Men når du prædikede faldt folk i søvn. Når taxichaufføren derimod kørte bil, så bad folk”.

Selv om det her er en dum vittighed – så er har den på en eller anden måde en fejl som forudsætning. Nemlig en fejl, som siger at for at komme i himmelen, så skal man gøre noget – man skal være så og så from. Gå meget i kirke, have en god moral – ja, kort sagt: Man skal være et godt menneske. Du skal være god. Vel især religiøs god – leve op til en masse religiøse regler, overholde bud, gøre ting på en bestemt måde.

Jeg er ikke religiøs
I fredags var jeg en sidste tur i arresthuset – jeg blev henvist til celle 7. Jeg gik hen og bankede på … jeg præsenterede mig selv: ”Hej, det er præsten – må jeg have lov til at forstyrre dig et øjeblik”. ”Nej, tak, det har ingen interesse, jeg er ikke religiøs” lød svaret. Og så kunne jeg ikke lade være med at svare tilbage: ”Det er jeg heller ikke. Det er jeg heller ikke – jeg er ikke religiøs”.
Jeg tror ikke at han fangede den – men jeg har meget svært ved at se mig selv som religiøs, også selv om jeg er præst. Ja, måske lige nu når jeg står med præstekjole på, er det lidt svært at løbe fra… men nej, jeg ser mig ser mig ikke som religiøs.
Johannes Møllehave siger det på denne måde:

”Min tro er ikke en svada
indviklet, kludret, lang,
og slet ikke nu idag da min tro er min sang,
på denne forbløffende klode,
der er som en prik på en node”.

Jeg er troende – ikke religiøs… for for mig er der forskel mellem religion og så den kristne tro.
For mig, er religion netop at jeg skal gøre noget. For mig er kristendommen ikke en religion i sin kerne– det er en relation. Det bankende faderhjerte. Religion handler om hvad jeg skal gøre for at komme i himmelen – kristendommen handler om hvad Gud allerede har gjort.

Hvad religion er…

Religion handler om ritualer, tro handler om relationer.
Religion er til sidst tom – tro er i sidste ende dybt tilfredsstillende.
Religion er dybeste set rigtig selvcentreret – for det handler om at jeg skal gøre et eller andet – og så gør Gud noget til gengæld overfor mig. Det er faktisk ikke kristendom, men hedenskab. Over dørene til de romerske templer stod der ”Do ut des” – og det betyder: ”Jeg giver, for at du skal give”… eller vi kender det i en anden omskrivning: Noget for noget. Det kan godt være at det ser ud som om at religion fanger mennesker og binder mennesker – men i virkeligheden er religion faktisk en måde, hvorpå man forsøger at fange Gud og binde Gud. Nu gør jeg det her, jeg går i kirke, jeg betaler til gode formål, jeg elsker min fjende, jeg smiler sødt til min svigermor og inviterer hende til middag… men så har Gud også bare at skænke mig en plads i himmelen. Det manglede bare. Noget for noget.
Religion handler om mere eller mindre klar overbevisning. Tro handler om konkret tillid.
Religion handler om definitioner af guddommelighed. Tro er tillid til Jesus som Herre og Frelser.
Tro er tillid! Det er derfor at hovedordet i teksten til i dag ikke har noget at gøre med den fysiske helbredelse, men det er det fantastiske mirakel: ”Din tro har frelst dig”. Det var ikke ”Fordi du overholdt renselsesreglerne, så er du frelst” – ”fordi du bragte et takkeoffer henne i templet, så er du frelst” – ”fordi du er en ren jøde, så er du frelst”, det er ikke ”Din lydighed har frelst dig”. Var det noget af det, så var de 9 jøder frelste – men de vendte sig ikke til Jesus. De vendte sig til religionen – og religionens regler, samaritaneren vendte sig til relationen – relationen til Jesus. Kastede sig ned for Jesus og takkede ham ansigt til ansigt. Troen fik ham til at gøre det, som vi altid bør gøre, nemlig vende os til Jesus, og se Jesus som kilden til alt godt, vi har.
Din tro har frelst dig – det her er min sidste prædiken som præst i Hobro – og det er sådan set det, som jeg har ville prædike hver eneste gang, jeg har stået på prædikestolen her: Din tro har frelst dig.
Troen – ikke som en præstation, men som en gave.
Troen ikke som en oplevelse af trossikkerhed, men som trosvished, fordi mit liv ikke bygger på mig og mine gerninger, men bygger på Jesus.
Troen ikke som et “gør det, gør det, lad vær med det” – men troen er som et hjerte, der er forandret, fordi vi lige så langsomt begynder at se Guds kærlighed til os.

Og pludselig ønsker vi at leve som Gud ønsker af os.

Ikke fordi det er en religion, men fordi jeg har en relation til ham – fordi jeg har et intimt forhold til min skaber. Så jeg ser ikke troen som en oplevelse, som en filosofisk tanke, men som en rejse. En dannelsesrejse – hvor vi mere og mere i tanker, ord og gerninger må komme til at ligne vores himmelske far. Så vi mere og mere ønsker at være som ham – ikke fordi vi skal, men fordi vi inderst inde har lyst til det.  

Hvad tro er…
Troen er en rejse – væk fra religionen og ind i relationen. Troen er en rejse væk fra ”Jeg skal gøre mig fortjent til det her” – og hen til ”Jesus har gjort alt for mig, jeg skal bare tage imod”. Jeg skal bare vende tilbage til ham. Ja, troen er en rejse hen til Jesus, tilbage til din frelser.
En dreng blev en gang fanget af ilden i sit hjem – han flygtede ud på taget, væk fra flammerne. Hans far stod nede på jorden og kunne følge med i det hele – og han kunne se, at drengen hurtigst muligt skulle væk fra taget. Han råbte: ”Spring, jeg skal nok gribe dig”. Men drengen kunne ikke se sin far, han kunne kun se ild, røg og mørke. ”Spring”. ”Jeg tør ikke far, jeg kan ikke se dig”. ”Det er lige meget – jeg kan se dig”.
Og drengen sprang, fordi han stolede på sin far.
Det er den kristne tro! At leve sit liv fuldt ud, læse i Bibelen, bede til Gud – og leve i tillid til ham. Ikke fordi vi ser alting klart og kender alle svar, men fordi vi ved at VI er set, og at VI er kendt. Og vi ved, at vi bliver grebet.

Det bliver mine sidste ord som sognepræst i Hobro her fra prædikestolen: Spring ud i troen, lad Gud gribe dig. Han ser dig, han kender dig. Han ønsker at frelse dig.
Din tro har frelst dig