Seksagesima (2011)

feb 24, 2011

Denne side er set 846 gange!

Præster har tavshedspligt – hvad man siger til en præst kommer ikke videre. Fortæller en præst noget videre, som er sagt til ham f.eks. ved en privat-samtale, en sjælesorgssamtale, så mister han sit arbejde. Sådan skal det være… men ikke alle præster har i tidens løb taget denne regel til sig.

Balle-Lars
Præsten Jacob Elisius Gjellebøl var en af dem. Han var præst i 1859-72 i Præstø.  Der er nok ingen af os, der ikke kender byen Præstø i disse dage – eller i hvert fald Præstø Fjord, hvor den forfærdelige kæntringsulykke skete for små 14 dage siden.  Men der i præstegården sad pastoren og skrev en bog – og brød vel dermed sin tavshedspligt, for han skrev om sine samtaler med den dødsdømte Lars Nielsen Bahl – kaldet ”Balle Lars”. Balle Lars var i grunden en sørgelig skikkelse – levede i dybeste fattigdom i et samfund, der straffede selv den mindste forseelse meget hårdt. Set med samfundets øjne var han dybt kriminel:  Han stjal et par seler og kom i tugthus i 1 måned og da han stjal fem brædder for at lave en dør til sit hus, så røg han 1 år i tugthuset. Hvordan det end gik for sig ved vi ikke rigtig, men han blev altså dømt for et lejemord. En storbonde ville have dræbt hans fars enke, så storbonden kunne overtage barndomsgården, som hun boede i.  Og nogen skulle gøre det beskidte arbejde – og om det var Lars Bahl ved vi ikke, men han blev i hvert fald dømt for det. Bonden fik livsvarigt fængsel og Balle Lars blev idømt halshugning. Og det er så her, at præsten i Præstø kommer ind, for han havde intet mindre end 21 gange for at påvirke ham i den rigtige retning.  Men han var – skriver præsten ”forstokket og uimodtagelig for Religionens Paavirkning”, for Balle Lars angrede ikke, men han blev ved med alle 21 gange at benægte at han havde begået mordet. Balle Lars blev halshugget – og præsten skrev sin bog om samtalerne med den dødsdømte Balle Lars – og titlen på bogen var den meget arrogante titel ”Spildte Guds ord paa Balle-Lars”. En titel, der er gået over i det danske sprog som et udtryk, som man kan bruge, når der er en, der bare ikke vil tage imod et godt råd, så er det bare spildte Guds ord på Balle Lars.

Men som jeg sagde, så er det jo virkeligt en arrogant titel til en bog, Spildte Guds ord på Balle-Lars”. For det første rent konkret: Hvem siger, at Balle-Lars var skyldig? Og hvem siger, at Guds ord var spildt på ham, bare fordi han nægtede at tage imod præstens ord?
Nu har jeg lige læst en af Jesu historier, som handler om Guds ord. En såmand går ud og spreder sin såsæd – i bogstaveligste forstand var det rundhåndet, for det foregik på den måde, at han gik med såsæden i en sæk på maven, og så greb han ned i sækken efter kornet og strøede det ud med hånden. Så det er ikke som i dag, hvor en maskine sår hver enkelte korn ned i en revne i jorden, så der nærmest ikke er noget, der går til spilde. Nej denne bonde gik og strøede rundhåndet og ødselt – og ja, der var noget af kornet, der røg hen på den hårdtrampede vej, hvor det blev spist af fuglene, der var noget, der røg hen, hvor der var klipper lige nede under, så kornet ikke kunne slå rod… der var meget af det korn, der ikke lige blev til noget nyt korn. Men der var også noget, der ramte den gode landbrugsjord – og så skete der noget, så voksede der nyt korn op og bonden fik en masse ind i sine lader, da der skulle høstes. Og så siger Jesus: Sådan er det med Guds ord – jeg går rundt og fortæller det vidt og bredt. Og det skal I også: Fortælle det vidt og bredt – fortælle om Guds godhed. Fortælle om Guds hjælp. Fortælle om frelsen fra Gud… og I skal gøre det uden at tænke på hvor I gør det, og om det kan betale sig eller ej. Det kan godt være, at det ser ud til at være spildte Guds ord på Balle-Lars, men i virkeligheden kan det jo godt være at netop dér hvor vi mindst af alt venter det, at det er dér, at der er en, der sidder og lytter og tager det til sig. At det er i den afvisende og hårde person, faktisk sidder et menneske, der skriger efter at høre, at han er elsket som han er, at han er tilgivet – at han kan begynde på en frisk med Gud. Vores opgave som kristne er ikke at begrænse Gud, men bare at give det videre som vi har lært, det vi har hørt og det vi har oplevet – og så må Gud sørge for om det bliver til noget eller ej.

God jord
Det kan godt være, at det ser ud til at være spildte Guds ord på Balle-Lars… men selv inde i Balle-Lars er der en god jord, er der noget, der kan tage imod Guds ord og blive til tro.
Det kan godt være, at det udadtil ser ud til at være som de her jordbundstyper:

F.eks. vejen med den hårde jord:  Det er dem, der siger, at ”Nej, der er ikke nogen åndelig verden, der er kun fysikkens verden – alt hvad vi kan opleve og se, er i denne verden. Vi kan lære meget af Jesus, for han sagde mange gode ting, men hans ord er blevet forvrænget, så han er blevet gjort til en person, som han slet ikke var. At tro på Gud er for de uoplyste.

Eller jorden med klippegrunden: Det er oplevelseskristne, som gerne er med så længe det er sjovt, hyggeligt og moderne. Hvis der er gang i den og vi bliver underholdt – men lige så snart, at der bliver stillet krav. Lige så snart at det bliver hverdag og festen er slut, og gæsterne er gået hjem, så dropper de det.

Eller jorden med ukrudt – hvor vi tager imod Guds ord, men der er jo så meget… Der er stress i hverdagen, der er bekymringer om økonomien eller vore s helbred…  vi kan ikke rigtig sætte tid af til bibellæsning eller kirkegang, og den glæde, vi havde først over at være en kristen, det bliver kvalt. Det er nok her, at vi har den største trussel for de fleste af os. Bekymringer – og det kvæler lige så langsomt vores glæde ved at være kristne – kvæler Guds ord.

Men ved I hvad – intet ord fra Gud er nødvendigvis spildt, bare fordi det ser sådan ud, for det kan være, at der netop det mest usandsynlige sted, at det er dér, at ordet rammer plet. En af mine venner er præst på Djursland – og en gang vi besøgte dem i deres præstegård i byen med det spøjse navn Maria Magdalene. Jeg fik jeg øje på en stor flot og blomstrende solsikke. Men den blomstrede det helt forkerte sted, det mest usandsynlige sted, at der kunne være grobund for en solsikke, for den sad i en revne i skorstenen oppe på præstegården.
Og sådan er det også med os mennesker – nogle af de mest usandsynlige mennesker kan pludselig stoppe op efter at de har hørt Guds ord, og så sige: Nu er jeg blevet en kristen! Og nogle af disse usandsynlige mennesker, er måske endda os, der sidder herinde i kirken i dag.

Gud er rundhåndet
Gud er rundhåndet i sin såning. Gud er nærmest ødsel i sin jagt efter at gøre os til troende kristne mennesker. Vi siger nej til Gud, vi ignorere ham, for han betyder ikke noget for os, vi vil hellere leve et sjovt liv med fest og glade dage uden Gud, vi jager efter et godt arbejde og en dejlig familie og stadigvæk uden at tænke på Gud – og Gud fortsætter med at være lige i hælene på os. Han er nærmest irriterende nærgående, for han accepterer aldrig et nej som et svar. Og han bliver ved.
Og hvis det er spildte Guds ord på Balle-Lars, så stopper han ikke som præsten efter 21 gange… nej, Gud bliver ved med at forsøge. Hvis du endnu ikke har besluttet dig at følge Jesus og blive en kristen – du skal vide, om det her er første gang du høre Guds ord eller om det er 100. gang – du kan være sikke på, at det vil ikke være sidste gang. Gud vil forfølge dig hele livet og igen og igen forsøge at påvirke dig, forsøge at så et lille korn hist og her i dig, forsøge at få et lille ord ind i dit hjerte eller i din forstand… og så håber han, at det rammer plet. Der er intet sted, hvor du kan gå, hvor han ikke lige vil forsøge at få et ord ind – en hilsen ind – et indtryk ind.
Og nu sidder du her i dag – og har endda bevæget dig ind i det, der kaldes Guds hus – og hør efter: Gud vil dig noget. Han har et ord til dig – om det rammer plet eller om det er spildte Guds ord på Balle-Lars det ved jeg ikke… men uanset hvad, så er det ikke sidste gang, du hører fra ham.
Hvad svarer du tilbage på det du hører?