Denne side er set 959 gange!

Hvis der er noget, der kan få folk op af stolene, så er det, når der sker noget uretfærdigt med deres løn. Jeg har læst en historie om en ansat i et firma, der til sin  store glæde så, at han en måned havde fået mere udbetalt end han skulle have. Men hvem klager over sådan noget? Firmaets kassere havde åbenbart selv fundet fejlen, for næste måned var det beløb, som han havde fået for meget udbetalt, trukket fra. Det så den ansatte også – men denne gang klagede han. Da han så blev spurgt hvorfor han ikke havde indmeldt fejlen sidste måned, svarede han: ”jeg kan overse en fejl, men hvis det sker to gange i træk, så er det tid til at klage”.

Klage – ja, det gjorde nogle af arbejderne i vingården også. Lige som i historien før er der ikke nogle, der er blevet snydt – tværtimod, men derfor kan man alligevel godt føle sig snydt. Det gjorde i hvert fald de arbejdere i vingården, der har arbejdet hele dagen og som nu får det samme, som dem, der kun lige har arbejdet et par timer. Det er ikke fair…. Nogle af de her folk arbejdede hårdt, imens nogle af dem knap nok arbejdede i det hele taget. Og alligevel fik de det samme i løn!

Det er ikke fair – hvad betyder ordet fair? Fair betyder ”rimeligt” – første gang jeg mødte ordet fair var da dronning Margrethe blev spurgt om hvilken egenskab hun bedst kunne lide ved et menneske, hvortil hun  svarede ”Man skal være fair”. Og på det plan ligner hun såmænd nok alle os andre – men os, der holder på at alting skal være fair ned i mindste detalje får os en slem overraskelse i prædiketeksten til i dag, for ved I hvad – Gud er faktisk lige som den her vingårdsejer.

Den Gud, som vi tjener, Gud, Herren, Jahve, den ene sande Gud, ham, som ved alting og ser alting, skaberen af himmelen og jorden… han er absolut ikke fair.

Han er ikke fair overfor mig – og han er heller ikke fair overfor dig!
Hvis vores Gud var en fair Gud, så ville vi alle sammen herinde i dag være på vej til Helvedet lige nu. For vi synder alle sammen – hver eneste af os. Vi tager godt nok pænt tøj på for at skjule det, vi skjuler vores onde tanker bag et uskyldigt smil – vi synder i mørket og håber på at ingen ser det. Vi synder alle sammen. Og det er nogle, der skal betale for den synd, for i Guds verden kan synd aldrig forblive ustraffet! Det var derfor at Gud sendte sin søn her til verden for at dø på et kors for at betale for vore synder – dine og mine!

Det er i dag søndag Septuagesima – det er et noget fremmed ord for os, det kommer fra det latinske og betyder 70 og fortæller, at i dag er der 70 dage til påsken. I gamle dage begyndte fasten allerede i dag og ikke først fra fastelavns-søndag – eller det vil sige, at præsterne og munkene allerede begyndte at faste fra nu af og så frem mod påsken. Den skik med at præster skal faste så lang tid er vi heldigvis gået væk fra! Men det hindrer os ikke i at holde os for øje, at vi faktisk fra nu af med stormskridt nærmer os påsken, hvor Gud viste at han ikke var fair for han sendte sin søn til os for at vise os nåde! For det var virkelig ikke fair – og han betalte den samme pris for hver eneste af os, nemlig sin egen søns blod.

Jesus fortæller os lignelsen om arbejderne i vingården, som alle uden undtagelse var en denar værd, en dagløn. Uanset indsats – en dagløn. Det samme kan siges om os:

Uanset forudsætninger, uanset indsats, livslængde, lykke eller ulykke, alle er vurderet med samme værdi: Kristi liv. Det er den pris, der sættes på et menneske i dåben.

Hvor meget er de børn værd, vi døber? Spørger du forældrene, ville de næppe kunne svare. En million…? Næh, det duer ikke, sådan kan det slet ikke måles. Men der findes alligevel en pris: Kristi liv. Vi skriver hver gang denne pris på det lille barn, når korset tegnes for pande og bryst.

Han eller hun er Jesu Kristi kors værd,

Han eller hun er Jesu liv værd, tegnet på barnet som et synligt tegn på hvad det er værd.  Det bliver også skrevet på os alle hver søndag, når velsignelsen lyses med korsets tegn. Eller når vi er til nadver og får del i hans legeme og blod – endnu engang er prisen sat på os. Den, der bærer korssmykke om halsen, har prismærket hængende – måske uden at vide det. Der findes ingen højere pris. Kristus, kongen, universets herre, han som er fra evig tid, og som sidder ved faderens højre hånd – værdien af ham er værdien af dig.

Men selv om vi godt ved, at der ikke findes nogen højere pris end netop Jesu død og at det er prisen både for den, hvis liv synes at være uplettet og rent, og den, som vi andre for længst har sendt lige på hovedet i helvedet, så kan det være svært at fatte. Det kan være svært at forstå, at Gud elsker den unge pige, der er blevet gravid ”ved et uheld”  lige så meget som den moralske pletfrie, hjælpsomme pige, der aldrig nogensinde er kommet ud i noget snavs. Det kan være svært at forstå, at Gud er lige så bekymret for den nabo, der aldrig gør i kirke, som for den nabo, der aldrig går glip af en søndag.

Det kan være svært at forestille sig, at Gud elsker den muslimske terrorist lige så meget som han elsker de mennesker terroristen har slået ihjel og lemlæstet.

Nåde kan være svær at forstå og håndtere – især når vi bedstborgere bliver behandlet ud fra den samme målestok som terroristen! Det er ikke fair! Nej, for Gud er ikke fair – og vi skal være glade for at vi har en Gud, der ikke er fair, for det er ham vi lever af.

Vingårdsmanden kalder alle arbejderne til at arbejde i den samme vingård og på samme måde kalder Gud de kristne til at arbejde i sin kirke. Der får man ikke ”løn” efter fortjeneste, men løn efter behov – nemlig det evige liv, nåden. For det er en ren gave, at Gud gik ud for at kalde os ind i sit rige. Vingårdsejeren gik jo selv ud for at finde arbejderne – det var ikke arbejderne, der opsøgte vingårdsmanden for at få arbejde. Det var Gud selv, der gik ud for at finde dig. Du fandt ikke Jesus – det var Jesus, der fandt dig. Du ledte ikke efter ham for at finde ham, men han flyttede himlen ned på jorden for at række ud efter dig. Bibelen handler ikke om hvordan mennesket forsøgte at finde Gud. Bibelen er historien om hvordan Gud rakte ud efter os mennesker. Vi siger godt nok, at vi lever i en tid, der er meget åndeligt søgen – som søger det, der er mere mellem himmelen og jorden. Men hvad Gud angår, så søger de ikke Gud. Paulus skriver i Romerbrevet ”Der er ingen retfærdige, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud” (Rom 3,10-11).

Men det er Gud, der søger, søger trofast efter os for at frelse os. Han ledte efter os, selv om vi ikke brød os om ham –

han søger efter dig også selv om du ikke bryder dig om ham og hans selskab, men hellere vil leve dit liv for dig selv.

Men han vil alligevel blive ved med at kigge efter dig – om du snart ikke er klar til at komme ind i hans rige – om du dog ikke snart er klar til at blive en kristen. Og det piner ham jo længere du venter – jo længere ned i skidtet du kommer.

Ejeren af vingården går ud på forskellige tidspunkter for at finde arbejdere. Nogle var klar med det samme og gik straks i gang – nogle var ikke klar allerede fra morgensstunden, men de var klar i den tredje time – andre var først klar i den sjette, niende eller elvte time. Men lige så snart at de var klar blev de hyret – og dem, der blev hyret fik en hel dagsløn. Alle, der bliver omvendt får frelsen – lige meget om man blev omvendt i starten af livet – eller om man venter til at blive en kristen til man ligger på ens dødsleje.

”Jamen hr. pastor, er det så ikke dumt at blive kristen alt for tidligt – jeg har en masse energi, der skal brændes af, jeg kan godt vente. Jeg skal nok omvende mig, når jeg som gammel har løbet hornene af mig”. 

Der er bare et par huller i den måde at tænke på: Vi ved ikke hvornår vores liv slutter – vi er ikke garanteret at den næste gang vi trækker vejret ikke er sidste gang. Og hvem siger ikke, at man på det tidspunkt, hvor man er gammel og klar til at omvende dig, at man dér er så hårdhjertet af igen og igen at afvise Gud, at man lige afviser ham en sidste gang – og så finder sig selv i helvedet?

At blive ved med at afvise Guds udstrakte hånd er ligesom at gå baglæns i retningen af en dyb afgrund. Vi vil først opdage, at der er ikke gives flere chancer for at gå fremad, når det er for sent og vi styrter nedad. Hvem siger ikke, at det næste skridt vi tager væk fra Gud, er det sidste?

Men går vi fremad – går vi fremad ind i hans vingård – ind i hans rige som kristne, jamen så venter der os samme belønning – samme evige liv som dem, der aldrig er gået et skridt tilbage. Ja, Gud er ikke fair – han giver virkelig forskelsbehandling – fordi han elsker os alle med den samme store kærlighed.

Det kan virkelig være svært at forstå Guds kærlighed – men på

den anden side set, så skal vi heller ikke forstå den, men bare tage imod den. Tænk, hvis vi skulle forstå vores forældres, vor børns, vor kærestes eller vor ægtefælles kærlighed før vi kunne tage imod den – jamen, så ville vi nok aldrig tage imod den. Der er ting, der skal tros, før de kan blive set. Vi skal ikke forsøge at forstå Guds kærlighed – den skal vi bare tage imod! Og så vil vi se, at Gud – Gud være lovet – ikke er fair, men generøs.

 

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd. Du som var og er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 

 

 

 

Tak Gud, at du ikke er fair. Tak at du tværtimod viser os kærlighed, selv om vi fortjener vrede, tak at du rækker hånden ud efter os, selv om vi har fortjent at blive afvist. Tak at du ikke behandler os efter hvad vi fortjener, men efter hvad vi har brug for.

Gud vor Var, vi beder om alt, hvad vi behøver fra dag til dag. Vi beder dig om brød på bordet, og et godt helbred. Vi beder dig om kærlighed fra dem, vi har kær, og et tillidsfuldt forhold mellem mennesker.

 

Vi kommer til dig, med alt, som mislykkes for os, vi kommer med vor lidelse, vor sorg og vort savn og vi beder dig: Del lidelsen med os og giv os et håb, når livet går i stykker for os.

 

Velsign din kirke og os i den. Lad dit ord blive forkyndt i ånd og sandhed og bliv du ved med at forny os, så vi ikke falder tilbage i sædvaner. Vi beder dig for vores menighedsråd, vores provst og biskop – bevar du dem i iveren for din sag og bevar du dem hos dig. Vi beder dig især for vores egne konfirmander

Vi beder dig for vort land og alle lande, vi beder for vores dronning og regering og alle, der har magt og indflydelse. Giv dem og os alle at arbejde for fred og retfærdighed i verden.

 

Ja, Herrer, giv du dem og os alle, nåde fred og velsignelse og efter et kristent liv din evige salighed.