Vi er kirken

okt 25, 2015

Denne side er set 898 gange!

VI ER KIRKEN!!

Andagt over Matthæusevangeliet 16,13-20 – ved Hobro Kirkes fødselsdagsfest 2015

Som præst skal man nok også være lidt en nørd – og jeg er nok ikke nogen undtagelse. Foruden Hobro Boldklub, så går jeg også op i ord. Især ordspil – og fortalelser. Det er sjovt – især, når det er andre, der laver brølere.

Det med ord er ikke altid bare sjov og ballade. I gymnasiet læste jeg George Orwells fremtidsroman 1984 – hvor det tydeligt kom frem, at den, der styrer ordene, styrer hvad ord betyder, de har også nemmere ved at styre folk. Ord er ikke bare betydningsløse – men kan styre en debat – ja, i hænderne på de forkerte, kan ord endda styre en hel nation.

– Jeg hørte for et par uger siden, at man i det diktatoriske Nordkorea ikke har noget ord, der betyder ”nåde”. Det ord, som vi bruger i flæng i kirke og samfund: Nåde. Tænk jer – et helt land, der ikke har noget ord for ”nåde” – og det er jo rigtigt. Nordkorea er et nådesløst land.

– Man har næsten allerede sagt hvad man mener, hvis man bruger ordet ”Aktiv dødshjælp” i stedet for ”medlidenheds-drab”. Hvis man taler om værdighedsmord i stedet for selvmord – har man også taget en smule af det negative af virkeligheden bag ved ordene.

– Når man taler om kvalitetsreform, så signalerer man at omlægningen er god – og ikke negativ, som hvis man talte om nedskæringsrunder.

– For nogle år siden ændrede man navn på Udlændingestyrelsen – det lød lidt for bureaukratisk. Nu hedder det i stedet for Udlændingeservice.

– Og sådan er det med ord som ”udkantsdanmark”, ”den rådne banan”, ”Københavneri”, Cafepenge…

Virkeligheden skabes af de ord, der omgiver os, de ord, vi bruger. Den, der er med til at bestemme et ord og ikke mindst et ords betydning, har meget indflydelse… eller måske endda meget magt.  Magt har et klang af noget negativt diktatorisk – indflydelse er mere demokratisk.

Virkeligheden skabes af de ord, der omgiver os, de ord, vi bruger – sådan er det også herinde i kirken. For lidt siden læste jeg en gammel tekst, hvor Peter kommer med det, der nok er verdenshistoriens første bekendelse til Jesus som Kristus, Guds søn. Og Jesus kommer med et svar tilbage: ”Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”.

Det er første gang, at ordet ”Kirke” dukker op i vores bibel.

Jesus leger også lidt med ordene – for han siger til ”Du er Peter og op den klippe” – navnet Peter betyder nemlig klippe. Jesus siger til Peter, at den bekendelse, han kommer med ”Jesus du er den levende Guds søn” er det, som kirken skal bygges på. Det er også i dag vores hjørnesten i vores kirke her i Hobro – det er det vi bygger kirke på: Bekendelsen til Jesus som den levende Guds søn. Det er det, der binder os sammen som kirke ikke bare her i Hobro, her i Danmark – men i den globale kirke. Det er det, vi har til fælles.

Men hvad er det så for noget, det, der ord ”kirke”? Hvad betyder det? Når vi hører ordet kirke, så tænker vi sikkert med det samme på en bygning som den her. Men kirken er ikke en bygning.

Oprindeligt betød ordet ”forsamling” – det var en forsamling af mennesker, kaldet til et specielt formål. Ordet kirke blev i begyndelsen aldrig brugt om et specielt sted, kun en speciel forsamling. En samling mennesker, der er forbundet af en fælles identitet og et fælles formål.
Men tiderne skiftede – omkring 313 blev kristendommen en statsreligion – den gik fra at være en græsrodsbevægelse til at blive kejserens religion. Fra at mødes i private hjem – begyndte man at bygge bygninger og kaldte disse bygninger for kirke. Lidt efter lidt ændrede ordet kirke betydning fra at være forsamlingen og fællesskabet til at være en bygning. Ordet kirke blev synonym med et sted – og den, der kontrollerede kirkebygningen bestemte over kirken – og den, der bestemte over kirkebygningen bestemte også over det, der var i bygningen: Bibelen, dåben og nadveren. I Middelalderen var Bibelen bogstaveligt talt lænket til alteret. Man kunne låse folk ude – sige: ”Uden for kirken, ingen frelse”. Den, der bestemte over kirken, bestemte over folket og bestemte over konge og regeringen. Det, der begyndte som en bevægelse, der var dedikeret til at bringe sandheden ud om Jesus Kristus, blev et geografisk sted og blev en hierarkisk opbygget institution med ritualer, lønningssedler, MU-samtaler og pensionsopsparing.

Så ja, vi fejrer i dag Hobro Kirkes 163 års fødselsdag – men det er en fejltagelse at sige, at vi sidder inde i Hobro Kirke. Det gør vi faktisk ikke – vi sidder inde i en kirkebygning, der helt tilfældigvis er blevet bygget i Hobro for 163 år siden. Jeg har faktisk et billed af Hobro Kirke lige her. Vil I prøve se? Her er Hobro Kirke.

(Gå rundt med spejlet og vis til folk)

I er Hobro Kirke – vi er Hobro Kirke. Kirken er ikke mursten og mosaik – kirken er mennesker – kirken er os. Kirken er jer – og derfor er der brug for jer, for uden jer herinde i kirkebygningen, dér er Hobro Kirke meget lille, meget fattig, meget farveløs og meget fantasiløs.

Hobro Kirke
– er vi en bevægelse – eller et mødested?
– gør vi en målbar forskel lokalt eller leder vi bare nogle tjenester?
– er vort centrum en mission eller er vort centrum en antik kirketanke, vi har arvet fra generationer siden?

Centrum for vores kirke skal ikke være mursten – men være liv – vi skal være den dynamiske bevægelse som vi i virkeligheden er. Den kirke, som er funderet ikke på noget fysisk, men på ord – en bekendelse. Nemlig en bekendelse til Jesus som den levende Guds søn. Vi skal ikke bygge kirke – vi skal være den kirke, som Jesus bygger – som han bygger her i Hobro. Sådan som min forgænger som præst her på stedet skrev i 1931:

Send din Ånd. Ved Åndens virke
lad der rejse sig en kirke,
bygget op af livets sten,
hvor det kendes, Ånd har hjemme,
skaber menighedens stemme

Vi skal være den kirke, som rejser sig her i kirkebygningen, som aldrig nogensinde vil blive ødelagt og forsvinde, også selv om bygningen Hobro Kirke bliver revet ned som det er sket før. At vi må være den kirke som er grundlagt på bekendelsen til Jesus som Guds søn. At vi som den kirke må fortsætte ind i evigheden med vores frelser – så selv døden og dødsrigets porte aldrig nogensinde må få bugt med os.  Tænk – døden skal aldrig nogensinde få bugt med dig som Hobro Kirke.