Prædikener 2015

I dag er det 2. juledag – eller som dagen også hedder: Sankt Stefans Dag, dagen, hvor vi hører om den første kristne martyr helgenen, Sankt Stefan. Han var en helgen, men selv om det ikke er alle helgen i dag vil jeg alligevel begynde ved ordet ”Helgen”, for hvad ligger der i det?

 

En italiensk præst på Sicilien fik en dag besøg af en af de værste mafia-bosser i byen, Giovani. Han og hans bror var modbydelige, hård og ekstremt rige. Ingen havde noget godt at sige om de to brødre, ja, det lød til at de fleste i byen kunne fortælle en eller flere historier om hvordan de var blevet narret af de to brødre. Men en dag stod den ene bror Giovanni hos præsten, for den anden bror, Dan, var død. Og man var jo gode katolikker, så der skulle jo også holdes en begravelse og der skulle holdes en begravelsestale. ”Men” sagde Giovanni, ”du skal sige, at han var en helgen. Gør du det, så får du hundredtusind til kirkekassen, hvis du ikke gør det, så får du problemer med mig”. Præsten havde altså fået et tilbud, han ikke kunne modstå, så han sagde ja.

Det rygtes hurtigt ude i byen, så folk væltede ind i kirken for at høre hvad deres præst nu ville sige. Da man havde sunget et par salmer, gik præsten frem og holdt sin prædiken. Alles øjne, også broderen Giovannis øjne sad som klistret på præsten, der begyndte med at fortælle om hvordan de to brødre havde terroriseret hele byen. Han fortalte om hvordan afdøde havde snydt alle og enhver, også hvordan han havde været sin kone utro. han fortalte om hvordan Dan havde løget og ikke havde nogen tanke for andre end sig selv. Ja, Dan havde været noget af en slyngel. Sådan fortsatte præsten i hele ti minutter, og da han var ved at være færdig med sin prædiken sluttede han: Men i sammenligning med sin bror, så var Dan en helgen.

 

Det er nemt at være en helgen – man skal bare finde en person, der er slem nok. Teksten til i dag handler om hvordan man bliver en helgen. Det bliver man ikke ved at paven i Rom kendes ved en, som et helligt menneske, men ved at Jesus kendes ved en. En helgen betyder egentlig bare en hellig person – en person, som er afsondret af Gud, taget til side af ham og for sig. Altså med andre ord er en helgen en discipel af Jesus, for de disciple, Jesus havde var netop udvalgt. Og teksten til i dag handler altså om de krav, der stilles til de disciple og hvilke løfter, der gives dem i samme åndedrag…. og det er der jo i og for sig ikke ret meget jul over. Der er ingen englebasser, der skvatter ned i skjul, der er ingen krybbe, som vi kan stige ind til med H.C. Andersen og blive børn i sjæl og sind. Nej, der er bare en mand, der stiller krav til os: ”Lev med mig, bekend mig og dø med mig”. Der er der jo ikke meget jul over!

 

Julen består af to dage: Juledag og 2. juledag. Som en medalje har to sider, en forside og en bagside,  sådan har julen også to sider. Den ene side er om Guds gerninger til vores frelse, og det vil vi jo meget gerne høre om, for det er så festligt. Den anden side er om vores brug af Guds gerninger, og det koster strid og besvær. Det kan godt være, at vi kun vil have den ene side af den medalje, men de kan ikke skilles fra hinanden.

Man kan også betragtes 2. juledag som trappen ned fra julens festligheder, og så ud i hverdagen igen – vi har brug for sådanne højtider, hvor vi bliver løftet op fra hverdagen, og bliver mindet om det store vi har fået, men vi har også brug for en trappe til at komme nedad til hverdagen igen.

Juledag fortæller os, hvad vi har fået, nemlig en frelser, og i dag skal vi så høre om hvad det betyder for os, at vi har fået denne frelser. Og i første omgang kan man jo nok sige, at det er noget, man nok helst vil have sig frabedt, for Jesus taler om ufred, sværd, splid og han taler om at miste sit liv og tage sit kors op og følge efter ham.

Følger vi det spor, som julen giver os, så vil det fører ind i alt det, så vil det føre ind i at vi bliver en discipel af Jesus, at vi bliver en helgen, og det koster. Sådan en som Stefanus kostede det livet – og det er da imponerende læsning at læse om Stefanus eller om nogle af de første martyrer. I latin på universitetet sad vi og oversatte de gamle martyr-fortællinger og foruden de kunne være ret så blodige, så var det da imponerende at læse om en så stærk tro, at de holdt fast på den til det sidste. En romersk præfekt, der hed Plinius skriver i år 112 til kejser Trajan for at få godkendt sin fremgangsmåde overfor de kristne. Han skriver ”Foreløbig har jeg brugt denne fremgangsmåde overfor dem, der bragtes til mig, anklaget for at være kristne. Jeg har spurgt dem personligt om de var kristne. Tilstod de det, spurgte jeg dem for anden og tredje gang under trussel om straf: Fastholdt de det, lod jeg dem føre bort til afstraffelse”. Senere skriver han, at det eneste man skulle gøre for at gå fri var at bede til de romerske guder og så forbande Kristus. Og Plinius skriver så ”de, som virkelig er kristne, siges ikke at kunne tvinges til noget af dette”.

Det eneste de skulle gøre for at redde deres liv var at ofre noget vin til kejseren og så ellers forbande Gud. Men de gjorde det ikke – mon det var fordi de var skolet i Jesu lære, at ”Dem, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene”? Var det derfor, eller var det måske også fordi de havde et så nært og kært forhold til Jesus, at det ikke kunne falde dem ind, at gøre det, så meget betød Jesus for dem? Jesus, der havde givet alt for dem, skulle de ikke kunne give ham deres bekendelse overfor en romersk præfekt?

Det er imponerende læsning, og det er lige før man tænker, at de må da blive frelst, når de går i døden for deres tro på den måde. De må da komme i himmelen, når de viser, at de har så stor en tro. Men nej, så er det fordi vi har fokus et helt forkert sted hen, hvis vi siger det. Det jeg tror vi skal have fokus på her i de tekster, det er at Jesus kendes ved os. Vi skal læse om Sankt Stefanus og hans stærke eksempel, men det store evangelium er slutningen, hvor der står: ”Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side”. Jesus kendes ved Stefanus – Jesus kendes ved en synder. Det er det fantastiske! Det fantastiske er ikke ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker”, nej det fantastiske er ”fortsættelsen: ”dem vil jeg også kendes ved overfor min far, som er i himlene”.

Jesus vil kendes ved os – han har kaldet os som hellige, som helgener til at leve et liv på jorden, som hans kære udvalgte. Ja, som hans børn og disciple, som lys midt i mørket. Men det vil bringe splid og ufred for løgne og halve sandheder kan ikke tåle sandheden. Så længe sandheden er ilde hørt, vil det ikke være rart at være en discipel af Jesus. Jo, så længe vi holder os inden for det område, hvor humanismen og kristendommen er enige, men ellers ikke. Overalt lyder kravet om tolerance, ja, tidens krav er tolerance, også fra kristne kræves tolerance, man må for alt i verden ikke krænke nogen… ikke andet end muslimer, dem må man gerne krænke ved at tegne paroditegninger af ved at lave voldsomme film om dem.

Men det er en anden sag – ellers skal vi være tollerante. Sandheden skal være tolerant og ikke krænke – men det det kan sandheden ikke uden at vi holder den for os selv. Det kristne budskab krænker, for det sætter skel, det bringer ufred, det bringer splid. Det kristne budskab kan ikke være tolerant, for sandheden kan ikke være tolerant overfor løgnen, den kan være kærlig overfor løgneren, men aldrig tolerant overfor løgnen. Men det er så nemt bare at bøje sig for kravet om tolerance –og så gør vi det… og så forråder vi hellere det, vi egentlig har som vores største glæde i livet: Jesus Kristus. Ham, der vil kendes ved os, selv om vi har hang til at vende ham ryggen, fornægte ham og leve på vores egen hjemmestrikkede sandhed.

Julebudskabet 2. juledag er: Jesus vil kendes ved os – den Jesus, som vi har fejret her i julens festligheder, han vil fortsætte med os ud i hverdagen. Og hver eneste dag vil han kunne pege ned på dig, og sige: ”Det er min”.

Jesus vil kendes ved os – Jesus har blik for os… det er et fantastisk budskab at gå ud i hverdagen på. Julebudskabet at vi har en Gud, der vil kendes ved os – kan bære igennem også når vi fristes til at fornægte det, vi egentlig tror og lever på. Når Djævelen, den gamle slange angriber os, så husk på: Jesus vil kendes ved dig! Vær ligeglad med det, som Djævelen ellers kan byde på, og favn det, som Gud har givet dig og glæd dig. Ja,

Glæd dig da kun, du menneskesjæl

stinger end ormen endnu din hæl!

Favn kun trøstig hvad Gud har givet.

løft dit hoved, og tak for livet!

Glæd dig over, at han har udvalgt dig til at være hans hellige, hans vidne, hans helgen. Ikke bare en helgen, fordi du sammenligner dig med en, der i hvert fald er slemmere end dig, men fordi Gud har givet dig livet, lyset og håbet. Og med de ting indenbords vil han give dig styrke, så du har kraft til at sige sandheden, når løgnen ellers vil triumfere. Så du har mod til i et og alt at bekende din tro på Jesus. ”Ja, jeg tror på Jesus… for han vil kendes ved mig”.

Juletid er drømmenes tid. Drømmen om de ønsker, som måske bliver opfyldt her i aften.

Jeg har hørt om den kvinde, der vågnede op om morgenen den 23. december… og gav sin mand dette vink med en vognstang::
– Jeg drømte lige at du gav mig en perlehalskæde i julegave. Hvad tror du den drøm betød?
– Det finder du ud af i morgenaften, smilede manden, og for op af sengen.
Juleaften lå der en ekstra pakke under juletræet, som manden var ekstra spændt på at give sin kone. Glad åbnede hun pakken – og fandt en bog med titlen: Drømmetydning.

En anden vågnede op efter et slemt mareridt:

– Jeg havde et slemt mareridt i nat!
-Jeg drømte, at jeg var i Italien og spiste spaghetti.
– Det lyder da rart, hvordan gjorde du det til et mareridt?? !?
– Jo, for da jeg vågnede, var snoren i mine pyjamasbukser forsvundet..

 

Juletid er drømmenes tid. Der er et eller andet befriende, magisk og eventyrligt over drømme. Måske er det også derfor, at titelsangen til årets julekalender på DR, Absalons hemmelighed, er
”Drømte mig en drøm i nat              
Om julesang og julepjat”  – nu skal jeg nok lade være med at afsløre slutningen. Det kom jeg til et år – det var ikke populært!!!

Drømte mig en drøm i nat.
Jeg begyndte året med at fylde 40 år, og året blev kronet med at jeg skulle have briller med glidende overgang! Så jeg er ikke længere den unge præst – som jeg ser mig selv som. Jeg har også indset, at de ønsker jeg har og drømme jeg har, at de ikke længere kan opfyldes for penge. Hvad er din drøm her juleaften? Hvad håber du på?
Jeg er nok ikke alene om at drømme som englene ude på marken: ”Fred til mennesker med Guds velbehag”. Fred… hvis der er noget verden har brug for, så er det fred.

Skolebørn i Libanon
Den stærkeste oplevelse, jeg har haft i 2015 var, da jeg besøgte en skole. De små børn havde deres første skoledag – der hang stadigvæk prismærker på skoletaskerne, der sad en dreng og pillede skumgummi ud af penalhuset. Der var glæde og luften var tyk af forventning. Jeg kiggede ind ad vinduet til klasselokalerne, hvor de små sad og fik deres første timer. Det lignede ganske almindelige børn – og det var også ganske almindelige børn, det var bare deres situation, der var anderledes. Skolen lå i kælderen på en kirke i en grænseby i Libanon – børnene var flygtet sammen med deres forældre fra borgerkrigen i Syrien. De blev hentet i bus fra den store teltlejr, der lå i udkanten af byen, hvor deres forældre betalte et skyhøjt beløb for at leje et simpelt telt. De blev hentet i bus, for kirken havde oplevet året før, at der var blevet bortført børn på vej til skole – af kriminelle, der ønskede en hurtig fortjeneste. Og da vi kørte igennem teltlejren gjorde vi det også ret skyndsomt, for ikke at falde i hænderne på Islamisk Stat eller andre gemene forbrydere. Aftenen før skrev sad jeg på hotelværelset og skrev jeg et afskedsbrev til min hustru, børn, far, mor og søskende. Jeg anede ikke om jeg kom tilbage – hvad der ventede mig. Men tænk: Det, jeg inderst inde havde i tankerne, der kunne ske mig på mig én eneste dag, det var disse børns liv hver eneste dag!

Det, der mødte mig, var glade smilende børn. Dér i kirkens kælder var der glæde hele vejen rundt, barnlig glæde. Midt i en kaotisk situation og kaotisk verden var de her børn heldige – de var endelig langt om længe nået væk fra bomberne. De mødte kristne, der brød den onde cirkel. Kirken sørgede for mad til familien og skolegang til børnene. Jeg har lige læst om englenes sang om fred ude på marken. Det græske ord for fred betyder dybeste set ”at binde sammen”. Det synes jeg er smukt! Fred, er at være bundet sammen med den, man før var i ufred med! Disse kristne skabte fred! Dér i skolen i kirkens kælder, oplevede jeg et stykke af den fred, som englene sang om ude på marken.

Selv om jeg ved, at den fred og den glæde bare er et lille åndehul i indlandsisen, så mærkede jeg en lille flig af opfyldelsen af Esajas-teksten – at se ”Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes – for et barn er født os, en søn er givet os”. Så oplevede jeg en flig af hvad der sker, når troen på Betlehems-barnet ikke er et smukt eventyr og en ophøjet legende, men når det er virkelighed.
Men var der så noget fred, siden jeg var nødt til at sidde aftenen før og skrive et afskedsbrev? Det var faktisk ikke særlig let at skulle sætte ord på en sidste hilsen til mine elskede. Ja, selv svigermor fik en oprigtig kærlig hilsen fra mig. Det skulle læses, hvis jeg ikke kom tilbage. Og jeg var da ked af det på mine elskedes vegne – jeg var ked af, hvis jeg ikke længere kunne give mine kone og børn et knus. Hvis jeg ikke fik lov til at se børnene vokse op…. Og hvis de skulle vokse op uden deres far.

Men der var en ting, der glædede mig: Jeg skrev brevet med et blødende hjerte – men ikke med et bange hjerte. Jeg var ikke urolig – jeg frygtede ikke noget. Jeg oplevede en fred ved at vide, at uanset hvad der så skete på min tur, så ville jeg være i Guds hænder. Så ville mine elskede være i Guds hænder. Jeg lærte noget værdifuldt om den fred, som englene synger om ude på marken.
Nogle peger finger af juleevangeliet: ”Hvad er der blevet af den fred? Der er da stadigvæk ikke fred på jorden”. Nej, men englen lovede ikke fred på jorden, til nationer til lande…. men fred til individer. Fred til mennesker, der har det rette forhold til Gud – ”Fred til mennesker med Guds velbehag”. Englene lovede os en stabil fred, der ikke bare kommer og går.

Når vi taler fred, så er det ofte en stemning – f.eks. den følelse, der efterlader os, når vi her i aften vinker farvel og tak for i aften til svigermor. Eller en fred, der bygger på at der er stabilitet og ro i landet. At vi i vores private liv har medgang og gode forhold. Det er en fred, der bygger på noget, man kan røre ved og føle. Ting, som man har. Ting, som man ejer.

Den kristne fred er baseret på et forhold. Et forhold til en person, og den person er Jesus, Bethelhemsbarnet. Som sagt, så betyder ordet ”fred” – ”at være bundet sammen”. Jesus i krybben er ikke bare vores vej til freden, men han er vores fred – for han binder os sammen med Gud. Og ingen fred – uden Gud. Det er en stabil fred, der ikke forsvinder forud for en rejse til Islamiske Stats områder – eller når katastrofer rammer os, eller vi kommer ind i en slem periode af vores liv, hvor INGENTING går i vores retning. Dér kan vi have fred – for selv dér er Jesus med os. Hvor der ellers vil være tomhed, dér er Jesus. Når du har ham med dig, så kan du møde hvad som helst, for du går aldrig alene. Eller som Liverpool fans siger: ”You never walk alone”. Eller som vi siger herude på Stadion, når HIK lukker et, to eller tre mål ind i overtiden: I medgang og modgang.

  • Juleevangeliet er for dig, der føler, at du går alene midt i modgangen, for det siger: Nej, du går ikke alene, Jesus er med dig.
  • Juleevangeliet er for dig, der lever i en fredsløs periode af dit liv, for freden han bringer overgår al forstand.
  • Juleevangeliet er for dig, der føler, at Gud aldrig høre dine bønner, for det gør han, og Jesu fødsel, liv, død og opstandelse er svaret på dine dybeste bønner.
  • Juleevangeliet er for dig, der føler at Gud ikke elsker dig, fordi du ikke er værd at elske, for det viser: Så meget elsker Gud dig, at han blev et menneske.

Du har fundet nåde for Gud, Gud kan lide dig – ikke fordi du har gjort noget bestemt godt, men simpelthen bare fordi han elsker dig.
Jeg håber for dig, at du må få den bedste jul nogensinde – fordi det lille Jesus-barn ikke bare ligger i krybben i krybbespillet, men at han er i dit hjerte!

Så har du frelseren i dit hjerte!
Så har du fredsfyrsten i dit hjerte!

”Jeg kan simpelthen ikke tro på Gud” – ”præst, du tror på Jesus – det kan jeg ganske enkelt ikke”.

Hvis I vidste hvor mange gange jeg har siddet og hørt nogle sige det: Jeg kan ikke tro. Nogle gang er det sagt arrogant, måske endda næsten stolt, andre gange er det sagt bedrøvet.

Der kan være rigtig mange gode grunde til at man ikke tror på Gud – jeg har hørt rigtig mange af grundene, og jeg har aldrig har hørt en begrundelse, hvor jeg har tænkt: ”Hold da op en klaptorsk!! Det er da nok det mest åndsvage, jeg nogensinde har hørt”. Tværtimod, når jeg hører dem, så kan jeg ikke andet end tænke: Jeg forstår dig. Med din bagage, så forstår jeg godt, at du ikke tror. Eller jeg forstår heller ikke, at en unge mand dør af kræft – og efterlader sig kone og små børn. Jeg forstår heller ikke, hvorfor der er så meget ondt i verden – jeg kan måske forklare det med hovedet, men hjertet er ikke med”. ”Jeg kan godt forstå at ikke vil være en kristen, når du ser hvordan kristne kan opføre sig”.

Jeg vil gerne sige til dig, der af en eller anden grund ikke tror, ikke tror på Gud, ikke tror på Jesus. Du har garanteret en rigtig god grund til det. Og måske er det endda sådan, at du ikke har sådan en speciel grund: for, ”sådan er det bare”. Du er nok bare ligeglad – det betyder ikke rigtig noget, den ene dag tager den anden og det går da egentlig meget godt. Så hvis du hører spørgsmålet ”hvorfor bliver du ikke en kristen?”, så kunne jeg lige så godt have spurgt:

”Hvorfor bliver du ikke en astronaut? Hvorfor bliver du ikke en brandmand? Hvorfor står du ikke på et ben dagen lang?” Jeg ved det ikke – og jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg føler mig slet ikke draget af det, jeg har slet ikke noget behov for hverken at stå på et ben hele dage, at blive en brandmand – eller blive en kristen. Det er ikke rigtig noget for mig – det fylder slet ikke for mig. Jeg har det da fint nok med Folkekirken – fred være med den, det er da meget hyggeligt – men ja, når jeg går hjem, så er det hjem til gode gamle mig.

Det overbevisende ord
Når jeg sidder dér i stolen og har en rigtig god snak – så ville det være fantastisk, hvis jeg bare lige havde ”ordet”, der skulle til, for at få personen overfor mig til at droppe sin modstand. Hvor ville det være rart om jeg kunne tage en bog frem og sige til dem – læs den her bog, og når du er færdig, så vil du tro på Jesus. Så vil du tro på Gud. Men den bog findes ikke! ”Jamen har I da ikke Bibelen!!” – jo, vi har Bibelen, men at læse i Bibelen og endda kunne Bibelen udenad er ikke det samme som at være en kristen. Jeg tror at Djævelen er verdenshistoriens mest bibelkyndige skabning – og der er nok ingen, der vil sige, at han er en kristen. Og jeg har lige læst et stykke fra Bibelen, hvor en flok mennesker, der vidste stort set alt om Gud og hans ord – og da de så mødte Jesus, Guds søn, så blev de så tosset på ham, at de var ved at kaste ham ud over en klippeskrænt. 

Listen med indvendinger
Jeg tror faktisk ikke at det er sådan, at man kommer til tro – at man læser en bog og tilegner sig viden. Troen begynder ikke med at få viden. Det er hvert fald at meget sjældent at det sker. Jeg tror ikke på at det er sådan, at hvis man laver en lang liste med ting, du ikke forstår i kristendommen, og du så tager dem en for en – ”Gud og det onde i verden” – ”Gud og lidelser” – ”Gud og …”. Jeg tror ikke, at når du når har fundet et svar på alle de indvendinger i den liste, at du så  vil sige: Jeps, jeg er klar nu – nu er alle forhindringer af vejen, jeg er klar til at blive en kristen. Niks, sådan foregår det ikke. Du vil ikke blive en kristen af at få informationer. De fleste bliver ikke kristne, fordi de får overvundet alle deres indvendinger, men fordi der sker noget i deres liv, som får deres indvendinger til at skrumpe ind, så de ikke betyder så meget mere. Så de ikke længere står i vejen ind til troen. De har den samme mængde spørgsmål og de samme indvendinger, men favner alligevel kristendommen – de tager deres spørgsmål med ind i deres nye kristne tro. Der sker noget i deres liv: Det kan være helt vildt fantastisk dejligt – og det kan være en tragedie. Noget, der ryster de mennesker på godt og ondt, så alt det med Gud ikke længere er noget intellektuelt, men eksistentielt og personligt. Indvendingerne mod kristendommen, der var noget, der foregik oppe i hovedet, bliver pludselig meget små og ligegyldige. Spørgsmålet om Gud er ikke bare en kategori, som man kan trække i en quiz… det er personligt. Kristendommen handler ikke om at få svar på nogle spørgsmål – kristendommen er personlig, det er liv.
Det kan godt være, at du så tænker: Ja, det var det jeg vidste – kristendommen drejer sig om at skubbe hovedet til side og indvendingerne til side og bare være naiv. Og jeg er altså alt for klog til det. Det ville jeg aldrig gøre.
Og så tror jeg faktisk, at du allerede har gjort det – engang – bare på en anden hjemmebane. Du er bare nok ikke klar over det. For uanset hvor klog vi er, så har vi sikkert alle sammen fået indvendingerne til en ting til at skrumpe i lyset af noget meget personligt.
Jeg kan tydeligt huske alle de indvendinger jeg havde imod at blive gift – jeg ved ikke om I også havde det sådan. Jeg havde et par gode argumenter for ikke at blive gift.
1) Jeg havde ikke tid til det.
2) Det var nemmere at hellige sig sine studier og senere sit præstearbejde, hvis jeg ikke var gift.
3) Og jeg havde også set at mange af mine venner, der først fik en kæreste så blev de sååå kedelige. Og jeg troede ikke, at de kunne blive mere kedelige – men jeg tog fejl. For så blev de gift!  Sådan vil jeg simpelthen ikke ende – tænkte jeg.

Har I også haft sådanne indvendinger? Jeg er for ung. Jeg vil beholde min frihed. Jeg er ikke meget for at binde mig.  Og hvad nu, hvis jeg møder en anden? I kender måske TV-2s sangs sang ”Kys Bruden”, hvor bruden siger: ”Hej du der fremmede hvor kommer du fra det er i virkeligheden sådan en som dig jeg vil ha”. Det er da lidt surt, at forelske sig i kokkepigen til ens egen bryllupsfest, ikke!

Indvendingerne forsvinder på grund af kærlighed
Jeg ved ikke med dig, men jeg fik aldrig nogensinde gået mine indvendinger igennem for at få bugt med dem – indvending for indvending. Jeg tør vædde med at, at ingen af os har lavet sådan en liste med indvendinger og så udryddet dem en efter en og sat et kryds. Jeg har læst bøger og er nu klar til at ofre min frihed – V-tegn ud for den. Og nu ved jeg hvorfor jeg er så bange for at forpligte mig: V-tegn ud for det også.

Nej, alle mine stolte og heroiske indvendinger svandt ind – fra lørdag den 23. marts 1996, Thunøvej 24 3. sal TV… og hvad skete det på det tidspunkt: Judith skete! Jeg blev forelsket. Kærlighed ved første blik – 1997 blev vi forlovet. 1998 blev vi gift. Før forelskelsen kom ind, så var kærlighed et emne, en kategori. Og så længe vi bevægede os heroppe i hovedet, så kunne vi stille en masse punkter op, som vi kunne bearbejde intellektuelt. Og så mødte vi personEN. Så talte jeg ikke om ægteskab – så talte jeg om Judith. Så talte jeg ikke om det at forpligte mig – nej, så talte jeg om hende. Det gik fra at være et emne, noget intellektuelt til at blive noget personligt, det blev liv. Og jeg havde og har stadigvæk alle mine indvendinger mod at blive gift – at jeg kunne være en bedre præst, hvor jeg brugte mere tid på mit arbejde, hvis jeg ikke var gift… men jeg blev alligevel gift. Og sådan gik det sikkert også med din indvendinger – det var der stadigvæk, men de betød ikke så meget som de gjorde FØR du mødte ham eller hende.

Jeg tror det er den måde man bliver en kristen på. Ikke ved at man laver en liste og så går alle indvendingerne i møde og vinger dem af en for en. Nej, der sker noget i ens liv, godt eller dårligt som stiller os overfor et personligt valg. Ikke et intellektuelt valg, men et personligt valg, som får indvendingerne til at skrumpe ind – og så tager man dem med sig ind i kristendommen. Kristentroen begynder ikke med at vi får svar på alle vore spørgsmål – det vil aldrig ske. Gud ønsker allermest at vi skal elske ham – meget mere end vi skal forstå ham. Og du vil opdage – at efterhånden som du elsker Gud, efterhånden vil du også forstå ham. Du skal holde fast på alle dine spørgsmål – du skal ikke slå hovedet af – bliv ved med at stille dine indvendinger imod kristendommen. Men begynd ikke ved at forsøge at finde svarene, men begynd med at finde ham, som svarene drejer sig om. Lad være med at gøre lige som de jøder, som teksten handler om i dag, som ser sig så blinde på at de ikke forstår og at Jesus ikke lever op til deres forventninger, så de forkaster ham.

Se ikke på indvendingerne
Jeg prøver hvert år at lave et trick med mine konfirmander – i år mislykkedes det – men normalt plejer det at lykkes. Jeg stiller en sodavandsflaske op på bordet og en sukkerknald øverst. Så beder jeg – lad os sige – en pige om at nærme sig flasken løbende og slå sukkerknalden af uden at ramme flasken. Men jeg gør hende så nervøs, at hun begynder at tvivle på det. Og når hun så skal til at slå, så råber jeg højt: Du kan ikke! Og vedkommende rammer flasken. Hun har så meget fokus på at hun ikke kan, at hun til sidst virkelig ikke kan.
På samme måde i troens verden: I stedet for at have fokus på alt det, du ikke kan tro – alt, der, der forhindrer dig i at tro, så hav fokus på det, du kan tro på. Det kan være meget lidt, det kan være det er kærlighed. Det kan være, at det er Jesus – begynd dér… Lad det først blive personligt denne tro, og lige så langsomt, så vil den tro vokse mere og mere – og tage flere og flere ting ind. Få svar på flere og flere ting.
Jeg tror, du vil lære svarene på dine indvendinger, men du vil få noget mere: Du vil lære Gud at kende – og du vil lære hans søn at kende… og det vil blive personlig for dig. Liv for dig. Du vil se, at Jesus Kristus ikke bare er frelseren, men han er min personlige frelser. Men det begynder ikke med at få svar på en masse forskellige spørgsmål. Men det begynder med at du inviterer ham til at gøre det personligt.

Vi er kirken!!

Andagt over Matthæusevangeliet 16,13-20 – ved Hobro Kirkes fødselsdagsfest 2015

Som præst skal man nok også være lidt en nørd – og jeg er nok ikke nogen undtagelse. Foruden Hobro Boldklub, så går jeg også op i ord. Især ordspil – og fortalelser. Det er sjovt – især, når det er andre, der laver brølere.

Det med ord er ikke altid bare sjov og ballade. I gymnasiet læste jeg George Orwells fremtidsroman 1984 – hvor det tydeligt kom frem, at den, der styrer ordene, styrer hvad ord betyder, de har også nemmere ved at styre folk. Ord er ikke bare betydningsløse – men kan styre en debat – ja, i hænderne på de forkerte, kan ord endda styre en hel nation.

– Jeg hørte for et par uger siden, at man i det diktatoriske Nordkorea ikke har noget ord, der betyder ”nåde”. Det ord, som vi bruger i flæng i kirke og samfund: Nåde. Tænk jer – et helt land, der ikke har noget ord for ”nåde” – og det er jo rigtigt. Nordkorea er et nådesløst land.

– Man har næsten allerede sagt hvad man mener, hvis man bruger ordet ”Aktiv dødshjælp” i stedet for ”medlidenheds-drab”. Hvis man taler om værdighedsmord i stedet for selvmord – har man også taget en smule af det negative af virkeligheden bag ved ordene.

– Når man taler om kvalitetsreform, så signalerer man at omlægningen er god – og ikke negativ, som hvis man talte om nedskæringsrunder.

– For nogle år siden ændrede man navn på Udlændingestyrelsen – det lød lidt for bureaukratisk. Nu hedder det i stedet for Udlændingeservice.

– Og sådan er det med ord som ”udkantsdanmark”, ”den rådne banan”, ”Københavneri”, Cafepenge…

Virkeligheden skabes af de ord, der omgiver os, de ord, vi bruger. Den, der er med til at bestemme et ord og ikke mindst et ords betydning, har meget indflydelse… eller måske endda meget magt.  Magt har et klang af noget negativt diktatorisk – indflydelse er mere demokratisk.

Virkeligheden skabes af de ord, der omgiver os, de ord, vi bruger – sådan er det også herinde i kirken. For lidt siden læste jeg en gammel tekst, hvor Peter kommer med det, der nok er verdenshistoriens første bekendelse til Jesus som Kristus, Guds søn. Og Jesus kommer med et svar tilbage: ”Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”.

Det er første gang, at ordet ”Kirke” dukker op i vores bibel.

Jesus leger også lidt med ordene – for han siger til ”Du er Peter og op den klippe” – navnet Peter betyder nemlig klippe. Jesus siger til Peter, at den bekendelse, han kommer med ”Jesus du er den levende Guds søn” er det, som kirken skal bygges på. Det er også i dag vores hjørnesten i vores kirke her i Hobro – det er det vi bygger kirke på: Bekendelsen til Jesus som den levende Guds søn. Det er det, der binder os sammen som kirke ikke bare her i Hobro, her i Danmark – men i den globale kirke. Det er det, vi har til fælles.

Men hvad er det så for noget, det, der ord ”kirke”? Hvad betyder det? Når vi hører ordet kirke, så tænker vi sikkert med det samme på en bygning som den her. Men kirken er ikke en bygning.

Oprindeligt betød ordet ”forsamling” – det var en forsamling af mennesker, kaldet til et specielt formål. Ordet kirke blev i begyndelsen aldrig brugt om et specielt sted, kun en speciel forsamling. En samling mennesker, der er forbundet af en fælles identitet og et fælles formål.
Men tiderne skiftede – omkring 313 blev kristendommen en statsreligion – den gik fra at være en græsrodsbevægelse til at blive kejserens religion. Fra at mødes i private hjem – begyndte man at bygge bygninger og kaldte disse bygninger for kirke. Lidt efter lidt ændrede ordet kirke betydning fra at være forsamlingen og fællesskabet til at være en bygning. Ordet kirke blev synonym med et sted – og den, der kontrollerede kirkebygningen bestemte over kirken – og den, der bestemte over kirkebygningen bestemte også over det, der var i bygningen: Bibelen, dåben og nadveren. I Middelalderen var Bibelen bogstaveligt talt lænket til alteret. Man kunne låse folk ude – sige: ”Uden for kirken, ingen frelse”. Den, der bestemte over kirken, bestemte over folket og bestemte over konge og regeringen. Det, der begyndte som en bevægelse, der var dedikeret til at bringe sandheden ud om Jesus Kristus, blev et geografisk sted og blev en hierarkisk opbygget institution med ritualer, lønningssedler, MU-samtaler og pensionsopsparing.

Så ja, vi fejrer i dag Hobro Kirkes 163 års fødselsdag – men det er en fejltagelse at sige, at vi sidder inde i Hobro Kirke. Det gør vi faktisk ikke – vi sidder inde i en kirkebygning, der helt tilfældigvis er blevet bygget i Hobro for 163 år siden. Jeg har faktisk et billed af Hobro Kirke lige her. Vil I prøve se? Her er Hobro Kirke.

(Gå rundt med spejlet og vis til folk)

I er Hobro Kirke – vi er Hobro Kirke. Kirken er ikke mursten og mosaik – kirken er mennesker – kirken er os. Kirken er jer – og derfor er der brug for jer, for uden jer herinde i kirkebygningen, dér er Hobro Kirke meget lille, meget fattig, meget farveløs og meget fantasiløs.

Hobro Kirke
– er vi en bevægelse – eller et mødested?
– gør vi en målbar forskel lokalt eller leder vi bare nogle tjenester?
– er vort centrum en mission eller er vort centrum en antik kirketanke, vi har arvet fra generationer siden?

Centrum for vores kirke skal ikke være mursten – men være liv – vi skal være den dynamiske bevægelse som vi i virkeligheden er. Den kirke, som er funderet ikke på noget fysisk, men på ord – en bekendelse. Nemlig en bekendelse til Jesus som den levende Guds søn. Vi skal ikke bygge kirke – vi skal være den kirke, som Jesus bygger – som han bygger her i Hobro. Sådan som min forgænger som præst her på stedet skrev i 1931:

Send din Ånd. Ved Åndens virke
lad der rejse sig en kirke,
bygget op af livets sten,
hvor det kendes, Ånd har hjemme,
skaber menighedens stemme

Vi skal være den kirke, som rejser sig her i kirkebygningen, som aldrig nogensinde vil blive ødelagt og forsvinde, også selv om bygningen Hobro Kirke bliver revet ned som det er sket før. At vi må være den kirke som er grundlagt på bekendelsen til Jesus som Guds søn. At vi som den kirke må fortsætte ind i evigheden med vores frelser – så selv døden og dødsrigets porte aldrig nogensinde må få bugt med os.  Tænk – døden skal aldrig nogensinde få bugt med dig som Hobro Kirke.

Lige så snart ordet gud er til stede i et menneskes tanker, så kommer spørgsmålet også: Hvordan får jeg et ret forhold til den gud? Det er det mest centrale spørgsmål, det vigtigste spørgsmål: Hvordan bliver jeg accepteret af den gud? Eller man kunne også spørge på den måde her: Hvad skal jeg gøre for at komme i himmelen?

Hvis man spørger manden på gaden – ja, hvis man spørger de fleste folk, så vil svaret nok være: ”Du skal opføre dig ordentlig – du skal være et anstændigt menneske”. Og spørger vi alverdens religioner, så er svaret det samme: Du kan komme til Gud ved at være god. Du tilfredsstiller Gud, du behager Gud, du kommer ind i himmelen ved at være god. Vel især religiøs god – leve op til en masse religiøse regler, så er man virkelig med på vognen direkte ind i himmelen.

Ja, hvad skal vi svare på spørgsmålene: Hvordan kommer jeg ind i himmelen? Hvordan blive jeg retfærdig overfor Gud? Det kan være et kompliceret spørgsmål, der kræver et kompliceret svar… men egentlig så er det slet ikke så kompliceret – det er faktisk rimelig enkelt. Det kan skæres ned til en enkelt påstand: Enten kan du gøre dig selv retfærdig overfor Gud eller også kan du ikke. Der er kun de to svarmuligheder. Enten skal du selv aktivt få dig ind i himmelen – eller også bliver det gjort for dig – passivt. Det er den simple inddeling af alle religioner på planeten: Man kan dele dem op i to: Det er enten en religion med menneskelige præstationer eller også med den guddommelige fuldbyrdelse, at Gud har gjort det. Alle verdens religioner er systemer, der viser forskellige menneskelige præstationer som vejen frem: Du kommer til gud ved at være god – moralsk god, religiøs god, ceremoniel god, rituel god.

Og så kigger vi lige ned på det lille ark, som du forhåbentlig sidder med: Hvor har du placeret dig ind henne på godhedsskalaen? For jeg kan godt afsløre for dig, at med mindre du scorer topkarakterer – med mindre at du er helt oppe, så kan du godt droppe at komme ind i himmelen. Jesus sætter standarden: ”vær da I fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” (Matt. 5,48). Den guddommelige standard er: Absolut perfektion – ellers er vejen ind i himmelen lukket.

Og jeg vil faktisk sige, at hvis du når helt op og scorer topkarakterer, så tror jeg ikke, at du har svaret helt rigtigt. Ikke fordi du er en lystløgner, men fordi du bare har en blind plet. Bibelen fortæller (Matthæus 19,16-26) om en ung mand, der kommer til Jesus og siger: Jeg har overholdt hele loven til mindste detalje og lidt mere – hvad skal jeg mere gøre for at komme i himmelen? Jesus ser på ham med kærlighed – der er åbenbart noget om snakken – men han mangler det sidste: ”Sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige”. Det kunne manden ikke – han var rig, og så gik han bedrøvet bort. Og Jesu disciple stod ganske målløse: Jamen hvem kan så blive frelst. Hvis den mand ikke kan blive frelst, hvem kan så? Og Jesus svarer: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt” (Matthæus 19,26).

”For mennesker er det umuligt” – og så hører vi alligevel en lignelse i dag, hvor Jesus fortæller om et menneske: ”Jeg siger jer, det var ham, der gik hjem som retfærdig”. Jesus, Gud søn, vores frelser løfter sig op i sin autoritet: ”Jeg siger jer”. Det kan du ikke finde andre steder, det kan du ikke finde i lovbøgerne, det kan du ikke finde hos farisæeren, det kan du ikke finde hos alverdens religioner, det kan du ikke finde i din egen hjemmelavede religion. Jesus kommer med noget fuldstændigt nyt, der vender alt hvad vi kender om tro, gode gerninger og vores forhold til Gud på hovedet – 180 grader omkring. ”Jeg siger jer” – den mand – tolderen – gik retfærdig hjem. 
Han gik hjem som retfærdig. Han gik hjem med et ret forhold til Gud. Han gik hjem med en adgangsbillet til himmelen. Og det var ikke ham, der kunne sige: ”Jeg er god – jeg er moralsk god, jeg er religiøs god og jeg giver endda Gud æren for det alt sammen”. Nej, det er ham, der helt ægte helt ind i sit hjerte vidste: ”Jeg er ikke god. Har du et skema over ting, man skal gøre for at komme ind i himmelen, så vil jeg vædde med, at jeg kan finde rigtig mange, som jeg har brudt. Jeg er ikke god. Vær mig arme synder nådig”.
Der i templet står to mennesker fra hver sin ende af godhedsskalaen. På den ene side har vi den selverklærede retfærdige – og på den anden side har vi den selverklærede synder. Forskellen mellem de to er den samme forskel, der deler hele menneskeheden: Den ene tror, at han kan tilfredsstille Gud i sig selv og den anden ved, at han ikke kan. Farisæren mener ikke, at han har brug for nåde – tolderen tør ikke engang håbe på det, men kun bede om det afsides, væk fra det hellige, væk fra de fromme og retfærdige.
Jesus samler hele lignelsen i et ord, der rummer kristendommens sandhed: ”Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”. Enhver, der forsøger at ophøje sig helt op til Guds niveau – som forsøger at retfærdiggøre sig selv, han vil ydmyges. Det vil gå modsat for det menneske, den største af alle ydmygelser: Fortabelsen. MEN enhver, der ydmyger sig selv. Enhver, der bekender sin synd, bekender, at han eller hun ikke kan gøre noget for at frelse sig selv, vil bliver ophøjet – hele vejen ind til den himmelske herlighed.
Gud forventer fuldstændig og perfekt retfærdighed – og da ingen af os kan præstere det, så giver han os den, når vi beder om den. Det er kristendommen i en sætning. At vi må se vores fejl, vores nederlag – se at vi ikke er spor bedre end de andre – og så bede om tilgivelse, nåde… og så få det. Og det bygger ikke på os selv, vores egen præstation og godhed – at vi skal ophøje os selv – for det kan vi ikke. men som vi hørte fra alteret – det bygger på at Kristus døde for vore synder (1 Kor 15,3).
”Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”. De forbandede tror de er gode. De frelste ved, at de ikke er gode. De forbandede tror, at Guds rige er for dem, der er det værd. De frelste ved, at Guds rige er for dem, der ikke er det værd. De forbandede tror, at det evige liv skal fortjenes. De frelste ved, at det er en gave. De forbandede søger Guds ros. De frelste søger hans tilgivelse.

Jeg ved ikke, hvor du placerer dig selv på godhedsskalaen her – jeg ved godt, hvor jeg er og jeg kender min historie og jeg ved, at den vil gentage sig. Men hvad med dig? Jeg tror, at vi alle sammen har vores kælder, hvor vi lukker alt det ned, som vi bare ikke bryder os om, at andre ser. Vores dårlige samvittighed – oplevelsen, hvor vi så ”vort sande jeg”, som vi siger det, hvor vi svigtede. Vi lukker det væk, ned i kælderen – ude af øje ude af sind. Ingen ser det – og vi er jo heller ikke så slemme. Der er andre, der er dårligere end os – og i forhold til ham eller hende er jeg jo en helgen. Men fra tid til anden kan vi høre det rumle nede fra kælderen. Og jo mere det rumler nede fra kælderen desto mere har vi brug for at være som farisæeren – fremhæve det vi kan. ”Tak at jeg ikke er som andre mennesker – og især ikke ham, der er dér”. Jo mere det rumler jo mere har vi brug for at ophøje os selv – men enhver, der ophøjer sig selv skal ydmyges.
Jeg vil gerne sige til dig, der har en rumlende kælder og har mere og mere svært ved at lukke skabet for at holde skeletterne ind. Alle jer andre, kan bare lukke ørene et øjeblik. Men jeg vil gerne sige til dig: Kom op nede bagfra i kirken og knæl oppe ved alteret og tag første skridt – bed bønnen sammen med alle os toldere og gamle farisæer: ”Gud vær mig arme synder nådig”. Bed den – ikke som automatik – men som en hjertebøn: ”Gud vær mig arme synder nådig” – og lykkeligt det menneske, som Jesus med autoritet kan sige om: Det menneske går hjem retfærdigt. ”For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”.

Jeg har været på bibelcamping i den forgangne uge – og en af dagene blev jeg præsenteret for et vers fra Bibelen, som jeg aldrig har lagt mærke til før. Det var fra Det gamle Testamente – og der stod

”Jeg ved, Herre, at mennesket ikke bestemmer sin vej; det står ikke i den vandrendes magt at gøre sine skridt faste” (Jer 10,23).

I første omgang kan man jo blive rimelig provokeret af at få at vide, at vi ikke selv bestemmer over vores liv og hvilken vej vores liv går og former sig. For vi synes da selv, at vi har rimelig godt styr på vores liv – vi har frihed til at gøre hvad vi vil. Og hvis vi går rent filosofisk til sagerne, så hylder langt de fleste af os tanken om menneskets frie vilje. Og så kommer Bibelens ord: ”Jeg ved, Herre, at mennesket ikke bestemmer sin vej”.

Men jeg føler mig som fri – jeg kan selv bestemme over mit liv. Måske lige bortset fra når jeg er sammen med svigermor, så har jeg det som Pinocchio: ”Der er ingen bånd, der binder mig”. Og læser jeg det fra Romerbrevet (6, 19-23) oppe fra alteret, at enten er vi trælle, altså slaver under synden – eller også trælle under retfærdigheden. Enten er vi slaver under urenhed og lovløshed og vil få syndens løn, nemlig død, – eller også er vi Guds slaver under retfærdigeden og får Guds nådegave, evigt liv.
Så filosofiens ”Menneskets frie vilje” – henter vi ikke i Bibelen. Men passer det?

Når A aftvinger et B
En del af mit arbejde her i Hobro er oppe i arresthuset – og en del af min forberedelse til at starte som arresthuspræst var at læse politiinspektør Bent Isager-Nielsen bog ”Man jager et monster og fanger et menneske”. Selv om han ikke skriver det direkte med ord, så giver han faktisk Bibelen ret. Han mener nemlig, at er de forkerte forhold til stede i vort liv, så vil selv de bedste af os være i stand til noget af det mest grimme. Han skriver:

”Igennem mine år som drabsefterforsker har jeg oplevet nok til at forstå, at alle mennesker kan slå ihjel, hvis de bliver drevet til det af omstændighederne. Og at selv den mest brutale morder i bund og grund dækker over et menneske […] i næsten alt ligner han dig og mig” (s. 22)


Jeg giver ham ret – når jeg banker på celledøren og låser mig ind, så har jeg aldrig mødt noget monster – men kun mennesker. Mennesker, som jeg faktisk godt kunne identificere mig med, og som har gjort forfærdelige ting. Selv de mennesker, der bliver udnævnt til udyr og ”hvis jeg fik fat på ham, så skal jeg nok gøre skære noget af ham, så han aldrig nogensinde gør sådan noget igen” – selv de mennesker finder teen frem, når jeg banker på celledøren og sætter mig hos dem. Selv voldsforbryderen kan bede om jeg ikke vil bede for dem. Unge mænd med uddannelse og job, der har billeder af kone og små børn hængende på væggen, fortæller om at hvis anklageren får ret, så vil de børn være 7-8 år ældre, når deres far kommer ud af fængslet. I et øjeblik gjorde de noget dumt – og da det gik godt, så blev de mere og mere modige, eller også pressede kammeraterne på, og pludselig en dag ringede det på døren: Politiet. De onde gerninger havde på en måde taget kontrollen over ham – selv om han godt vidste, at det her var helt galt, så kunne han ikke bakke ud. Den ene gerning tog den næste – han var bundet til sine gerninger, når man har sagt A må man også sige B. En fejl kan pludselig leve sit helt eget liv, så den hiver mere og mere med sig. Vi kender det også når vi omtaler løgn – for at dække over en løgn skal man sige en anden… og på den måde kan en enkelt løgn afstedkomme et helt netværk af løgne. Løgnen lever pludselig sit eget liv og det er ikke til at komme ud af det. Sådan er det også med vores gerninger.

Det, der kan fortælles om over fra arresthuset er naturligvis hvor tingene virkelig er sat på spidsen. Men man behøver ikke have været i karambolage med loven for at kunne mærke, hvordan livet kan udvikle sig i negativ retning af sig selv – hvordan A følger B. Brudte familier, problemfyldte familier, hvor en eller flere handlinger har sendt revner ned igennem hele familien. Og revnen vokser og vokser – næsten af sig selv. Vi vil gerne tale pænere til vores børn, behandle dem bedre, men igen sidder vi ved spisebordet og høre hvordan døren ind til deres værelse bliver smækket hårdt i. Vi vil gerne behandle vores ægtefælle eller forældre bedre. Det mærkes bare helt umuligt at starte på en frisk – vi hænger bare i de samme gamle vaner – fortiden spøger. Og det samme kan gøre sig gældende på arbejdspladsen – det er svært at bryde ud af den rolle, som man måske mere eller mindre selvforskyldt er landet i. Jeg kan godt se, at det her ikke bliver ved med at gå – men jeg kan ikke hive mig selv op med hårene – og skridt for skridt nærmer jeg mig noget, som jeg egentlig slet ikke vil. Vores handlinger i fortiden bestemmer vores handlinger i nutiden. Også selv om vi godt ved, at det her er rent galt, så er det som om at vi er bundet fast og alligevel gør det, som vi ikke vil. Det er måske ikke helt forkert de gamle ord fra Bibelen: ”Jeg ved, Herre, at mennesket ikke bestemmer sin vej”.
Men jeg vil gerne sige til dig: Den onde cirkel kan brydes! Det er muligt at starte på en frisk – det er muligt, ikke ved at de andre forandres, men ved at du forandres, ved at jeg forandres. Du behøver ikke sige B, bare fordi du er kommet til at sige A.

Vor skæbne er i Herrens hånd
Jeg læste fra alteret: ”Vend vor skæbne, Herre, som strømme i Sydlandet” (Sal 126,4). Vi kan ikke vende vandet i et vandløb, så det strømmer en anden retning end den naturlige – vi kan ikke ændre den skæbne, der føles at tvinge os fremad, hvor den ene handling tager den anden. Når man har sagt A må man også sige B. Men Gud kan. Det, som ser ud til at være umuligt at gøre noget ved, det har han magt over. Ikke ved at ændre noget udenfor os – men ved at ændre noget i os.
Det oplevede den rige overtolder Zakæus, som jeg har læst om i dag. Zakæus var ikke bare en lille mand, han var også en hadet mand. Men jeg tror også, at han var en febrilsk mand.  Han var om nogen bundet af sin fortid – og alligevel oplevede han en ny start, da han fik Jesus ind i sit hjem og sit liv.
Der står, at han var lille af vækst – måske var han dværg. Måske har han hele sit liv været tilsidesat, latterliggjort, religiøst set ned på. Og hvem vil have en ansat, der er dværg og syndig? Så han blev ansat af besættelsesmagten som en nyttig idiot. Måske led han af det såkaldte Napoleon-syndrom, hvor han overkompenserede for sin lille vækst ved at være mere aggressiv og pågående i sit arbejde som tolder. Nu kunne han blive stor – selv om han var lille. Nu turde de ikke længere gøre nar ad ham, for han havde jo sine romerske soldater, der passede på ham. Dem, der havde råbt efter ham som barn og ung – tænkte sig nok en ekstra gang om nu, når der stod to soldater og passede på den rige overtolder.
Selv om han ville, så kunne han ikke stoppe – han var bundet af sin fortid. Bare tænk: Hvad ville der ske, hvis han pludselig sagde op og altså ikke længere havde soldaterne omkring sig til at beskytte sig? Nej, han var nødt til at fortsætte… Som jeg begyndte med at citere fra: ”Jeg ved, Herre, at mennesket ikke bestemmer sin vej”. Den ene beslutning havde taget den næste – den ene handling levede sig videre i den næste, og nu sad han rig og ensom.

Jesus kom
Og så kom Jesus. Så kom den dag, hvor Jesus kiggede op i træet: ”I dag skal jeg være gæst i dit hus”. I dag skal du have en ny begyndelse. Hvad andre hverken kunne eller ville give, det gav Jesus ham: En ny begyndelse.
Zakæus får en ny start – han skal ikke længere lade sin fortid bestemme sin nutid og fremtid. Han skal ikke længere være begrænset af folks opfattelse af ham, og heller ikke længere være bundet af sine gamle fejl. ”Vi trækker en streg i sandet – og når du krydser den, så glemmer vi alt det, der er bag dig. Ikke fordi det bare er glemt, men fordi det er tilgivet, fordi du er frelst”.
”I dag er der kommet frelse til dette hus”. Og nemlig i dag.  Det var ”i dag” at Jesus skulle være gæst hos Zakæus – og det var ”i dag” at der er kommet frelse til dette hus. Vi tænker meget i fortid – vores mange fejl og nederlag, vores succes og gyldne stunder i fortiden – Jesus taler om ”i dag”.  Zakæus blev hevet ud af de bånd fra fortiden, der bandt ham, og fik en ny start ”i dag”. Du kan også få en ny start i dag. Lad ikke din fortid og din fortids valg og fejl hindre dig i at få en fantastisk fremtid. Lad ikke andre menneskers mening om dig hindre i at leve efter Guds mening med dig. Vær ligeglad med om du har nogle traditioner, som du bryder… vælg livet. Start på en frisk – vi har altergang her om lidt – vælg livet, vælg Jesus. Knæl ved alteret, fold dine hænder og find livet og tilgivelsen her hos din frelser. Ham, der netop er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Ham som vil give dig en ny start … i dag.

 

Når jeg læser teksten til i dag, så kan jeg ikke andet end faktisk blive sådan lidt bedrøvet – og hvorfor det? Jo – for at forstå det, så er vi nødt til at komme tilbage til 2003 – den 5. søndag efter trinitatis 2003, hvor jeg stod som ganske ny præst i Horne og Asdal oppe ved Hirtshals og skulle til at prædike over netop denne tekst. Jeg har den liggende hjemme på min harddisk – jeg behøver ikke læse den igennem, for jeg har den liggende heroppe på min indre harddisk. Jeg var optimistisk – nogen vil måske sige naiv – nu skulle vi som menighed sejle ud sammen for at fange mennesker. For nu skulle der virkelig ske noget nyt her i Horne og Asdal – ikke fordi der var en ny præst, men fordi det er noget Gud ønsker, vi vil gøre det ”på dit ord”. Det var lidt af en programerklæring. Og da jeg så stopper som præst deroppe efter 9 år, så er der såmænd ikke sket det store.
Da jeg begyndte her i Hobro Kirke var det også med optimisme – og nu 3 år efter:

  • Er jeg nået bare en tøddel videre?
  • Kører jeg ikke bare rundt i det samme?
  • De samme problemer, som jeg havde for 13 år siden har jeg i dag.
  • Det samme, jeg havde svært ved for 13 år siden har jeg svært ved i dag.
  • Den eneste måde man kan se, at jeg er vokset med opgaven på, er at jeg har fået et større nummer præstekjole.


Så når jeg ser tilbage på mit liv som præst de sidste 13 år, så har jeg det ikke som Simon der står med net, der er ved at sprænges, nej jeg har det som Simon, der står ved bredden og er ved at rense tomme net efter en lang nats arbejde på søen – efter 13 års arbejde: Tomme net.

Er jeg den eneste, der har det på den måde?
Jeg håber jeg er den eneste – jeg håber de fleste af jer vil kalde jer selv for en succeshistorie. En succes som far eller mor. En succes som ægtefælle. En succes på arbejdspladsen. Vil du kalde dig selv for en succes? Kan du se dig selv i spejlet om aftenen og sige: Godt klaret. Kan du se tilbage over dit liv indtil nu og så sige at det her er faktisk ganske ok – ja, det er faktisk rigtig godt?

Men hvis nu der er en enkelt herinde, måske to… ja, måske hele tre, der tænker: Jeg kan faktisk godt følge præsten. Jeg føler mig ikke som en succes, når jeg ser mig selv i spejlet, så vil jeg godt sige til dig: Den her prædiken er til os fire – I andre heldige asner, kan godt slukke for høreapparatet og sætte hjernen på standby. Men os fire, som ikke føler sig som en succes – til os vil jeg gerne skære ud i pap: Du er ikke en succes – og Jesus kan bruge dig.

Jeg har en dårlig vane med at sige ordet ”men” i mange af mine tekster og prædikener – og hver eneste gang min kone kan komme afsted med det, så sætter hun røde streger under ordet. Ordet ”men” er en uting – ordet men er en negation af det, der lige er blevet sagt. Jeg hader egentlig ordet ”men” for jeg det komme altid efter en lang smøre med noget positivt. Her for et ar måneder siden sad jeg til noget så forfærdeligt som til en skole-hjem-samtale om vores ældste dreng i 0. klasse. Og ærligt talt, jeg hørte faktisk ikke alle de positive ting, læreren sagde, fordi jeg sad og ventede på ordet ”men”, som vil betyder, at nu sætter vi lige alt det, jeg har sagt lidt ned i gear, måske sletter vi det helt. ”Ja, Josva er jo en rigtig sød dreng, MEN han ….”. Jeg ventede hele vejen igennem samtalen – men-et kom så bare aldrig. Det var jeg selvfølgelig lidt glad for – jeg ærgrede mig bare over, at jeg så ikke rigtig havde hørt efter, fordi jeg ventede på det ”men” som skulle tage gassen af alle de mange smukke ord.

Så jeg siger ikke ”Du er ikke en succes – MEN Jesus kan bruge dig” – jeg siger ”Du er ikke en succes – og Jesus kan bruge dig”. ”Og” er et forbindelsesord ”men” er negation, en benægtelse af det jeg lige har sagt. Alt det, jeg lige har sagt før men-et passer ikke rigtig, for Jesus kan bruge dig. For så er du faktisk alligevel lidt en succes. Ved at sige ”– OG Jesus kan bruge dig”, så holder vi fast på at begge ord er lige sande, både at du ikke er en succes og at Jesus kan bruge dig. Vi holder fast på ambivalensen: Nemlig at du ikke er en succes og at Jesus kan bruge dig – ja, faktisk er det sådan, at du ikke er en succes og derfor kan Jesus bruge dig. Prøv kig på dine egne sætninger, når du taler: Der er stor forskel på ”men” og ”og”.

Så vi er altså henne ved sætningen: ”Du er ikke en succes – og Jesus kan bruge dig” – og hvem har vi så i dagens tekst: Peter. Apostlen Peter, lederen og talsmanden for de tolv disciple, ham, der endda har skrevet en tekst i vores Bibel – den tekst, jeg lige har læst fra alteret. Han må da om nogen være en succes. Nej – tværtimod. Måske er det derfor jeg så godt kan lide Simon Peter – det var Jesus, der blev ved med at kalde ham Simon Peter – næsten som et øgenavn.
Da jeg gik i 8. klasse fik jeg et job på en tankstation i Odense. Jeg skulle fjerne ukrudt, vaske vinduer og alt muligt. Af en eller anden grund havde ejeren af tankestationen skrevet ”Turbo Kim” på min kost. Og jeg har faktisk aldrig helt forstået hvorfor – for jeg var sådan set ikke særlig hurtig til at feje. Så jeg gik egentlig og så ned på min kost og tænkte, at det nok var fordi at jeg var langsom til mit arbejde. Sådan var det i hvert fald hver eneste gang jeg gik med min kost, så læste jeg mit øgenavn ”Turbo Kim” – og satte så farten lidt op.

Simon fik også et øgenavn – det var ikke Simon Turbo, men Simon Klippen – for det er det navnet Peter betyder: Simon Peter – Simon Klippen. Og dem af jer, der kender Simon Peters historie I ved, at var der noget Peter ikke var, så var det rent menneskeligt at være en klippe. Skulle Simon have haft et passende øgenavn, så var det Sten – måske ”Rullesten”. Der var ikke noget heroisme over ham, han snakkede før han tænkte, han fornægtede sin bedste ven Jesus. Da det virkelig gjaldt, så svigtede Peter. Der var ikke spor lederstof i ham – så når Simon falder ned for Jesu knæ og siger: ”Jeg er en syndig mand” – så havde han ret. For var der noget Simon var, så var det en syndig mand – og så var han ikke ret meget mere. Så når Jesus udvælger Simon og endda kalder ham for klippen, for dig, jeg vil bygge min menighed, så er det ikke fordi Jesus har lavet en fejlvurdering af Simon. Jesus har fra første møde med Simon gennemskuet ham. Han har set: Dér har vi et menneske med de og de grove mangler. Og da han var Jesus, har han føjet til: Ham kan vi altså bruge. Hans adgangsbillet til at blive en af Jesu disciple – ja til at han endda blev en af lederne i kristenheden var, at han ikke var en succes. Han duede ikke – og derfor blev han kaldt Peter, klippen. Ikke for at gøre grin med ham, ikke for at give ham noget at stræbe efter, men for at vise at det ikke handlede om ham, men om Jesus. At det ikke handlede om hvad Simon Peter kunne klare, men om hvad Jesus kunne bruge Simon Peter til. Og ja, Simon Peter var ikke en succes – og Jesus kunne bruge ham. For ærligt talt, så tror jeg ikke, at Jesus ændrede Simon Peter – Jesus lavede ham ikke om, Jesus gav ham ikke nogen ny natur. Det lykkedes ikke at forbedre Simon – hele livet igennem lige til Simon blev korsfæstet med hoved nedad i Rom, var han denne zigzagsjæl. Og Jesus kunne alligevel bruge ham. Jesus kunne bruge ham. Simon stod med de tomme net – det var hvad Simon kunne levere – Jesus gav ham ikke bare fulde net, men to både fyldt med fisk. ”Simon, du dur ikke til at være fisker – det har du lige vist mig, men jeg vil gøre dig til en storfisker – du skal fange mennesker. Det du ikke dur til vil jeg bruge dig til. Jesus pegede ikke på de hellige, de retskafne, de standhaftige og karakterfaste – men han pegede på Simon: Dig kan jeg bruge. Ingen af de klippefaste blev kaldt for klippen – det gjorde ham der var det stikmodsatte af klippefast.

Til jer tre, der ikke ser jer selv som en succes:
Er det ikke en fantastisk historie? Du er ikke en succes – og Jesus kan bruge dig – for det handler ikke om hvad du kan, men om at han kan. Det handler ikke om at du er lille eller stor, men handler om at han er større. Så når jeg ser tilbage på mine 13 år som præst, så må jeg sige det samme som Simon: ”Gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand” – og når jeg så er færdig med min selvmedlidenhed, så ser jeg op og ser at Jesus stadigvæk står og kigger på mig. Han er ikke gået – han siger: Frygt ikke, jeg kan bruge dig.

Jesus gik ikke væk dengang med Simon Peter. Jesus går ikke væk, når du ser dig som den fiasko du er. Jesus vil aldrig gå væk – uanset hvor uværdig vi så ellers ser os selv. Du kan sige ”Gå bort fra mig” – men Jesus vil aldrig gå væk. Han vil aldrig gå væk fra dig. Midt i din fiasko siger Jesus ”fra nu af vil jeg bruge dig” – ikke ved at ændre dig, ved at bruge dig lige nøjagtig som du er. For ja, ” Du er ikke en succes – og Jesus kan bruge dig”.

”Jeg kan stadigvæk se det blege ansigt, mærke den kolde lille krop”
– sådan fortæller en af mine rigtig gode venner mig. En skøn i dag Rønbjerg Feriecenter blev pludselig til et mareridt – der var ikke andre mennesker i swimmingpoolen end den lille familie.
Min ven, faderen, gik med deres yngste pige på 4 år og svømmede – eller rettere: De gik og soppede i det lave vand uden svømmevinger, da pigen pludselig havde lyst til at prøve vandrutchebanen. De gik op ad trappen – faderen lod pigen prøve først, for han turde ikke lade hende stå alene på de glatte og våde trin. ”Men du må love mig, at du står og venter på mig nedunder – du må ikke gå væk, før jeg kommer”. ”Ja, ja” svarede pigen og rutchede – men da faderen kom rutchende ned, så var der ingen pige. Nu havde han ikke sine briller på, så han kunne dårligt se noget og det gjorde eftersøgningen mere vanskelig. Han løb det bedste man kan i en våd svømmehal – og hans løb blev mere og mere panisk. ”Hvor er Elisabeth?” – alle de steder, hvor pigen plejede at være var mennesketomme. Hjertet begyndte at galoperer mere og mere, da han så et eller komme drejende rundt om hjørnet nede i vandet. Var det hende? Uden briller kunne han ikke se om det var hende eller en anden – skulle han satse og hoppe i vandet? Det gjorde han – det kunne jo være hende. Og det var hende ——– eftersøgningen var overstået. Og som jeg indledte med at citere faderen for: ”Jeg kan stadigvæk se det blege ansigt, mærke den kolde lille krop”


– men hun var i live. Klamrede sig til en svømmeplade, der blev revet med rundt af det brusende vand. Hun var rutchet ned og på en eller anden måde var hun snublet og faldet ned i poolen ved siden af og revet med af strømmen rundt sikkert et par gange.

”Jeg blev ved med at få vand i munden” – som den bange pige sagde, da hun blev puttet om aftenen.

Kan I forestille jer hvordan det var for min ven at rende rundt dér i svømmehallen og lede efter sin datter? Hvordan vreden over at pigen alligevel var gået, blev afløst af bekymring – og til sidst panik efterhånden som pigen ikke lod sig finde? Og kan I forestille jer den store lettelse og store store glæde det var for min ven, da han så endelig fandt pigen og holdt hende ind til sig – levende?
Jeg har en lille dreng på samme alder, der sidder nede bag ved, så jeg kan virkelig leve mig ind i denne historie og mærke den lettelse og den glæde, man må føle, når man står med sit barn i hænderne, der lige så godt kunne være gået til.
Forestil jer den forfærdelse under eftersøgningen i svømmehallen og forestil jer lettelsen og glæden! Sådan har Gud det overfor mig – sådan har Gud det overfor dig.

Dig, som har søgt hen i en anden religion – Gud leder desperat efter dig, efter måder at få dig ind i sandheden.

Dig for hvem kristendommen aldrig rigtig har sagt noget – Gud er ved at gå til af ængstelse over at miste dig for altid.

Dig, som er bedøvende ligeglad med noget som helst, der har med tro at gøre – og som ikke engang er klar over, at du er ligeglad: Gud er på jagt efter dig.

Dig, som endnu ikke er andet end en kulturkristen – Gud ønsker at være endnu mere sammen med dig – vil gøre alt for at få fat på dig, for han ved, at det er ikke nok.
Dig, der er blevet lidt sløv i dit forhold til Gud, sat dit forhold til Gud på automatpilot og ikke har opdaget, at du er kommet væk fra ham…. lige så stille. Han leder efter dig.
Dig, der ikke har Jesus som din personlige frelser – som ikke har sagt ja til ham – selv om han bliver ved hele tiden og altid at sige ja til dig og lede efter dig så desperat som min ven i svømmehallen.

Er det dig…  så er det Gud.
Og i det øjeblik, at han finder dig – i det det øjeblik, hvor han finder os, hvor vi lader os finde og hvor vi siger: ”Ja, jeg tror på dig, Jesus”, i det øjeblik, så afløses Guds desperation af jubel. Der bliver ”glæde hos Guds engel over én synder, som omvender sig” – ”Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over 99 retfærdige, som ikke har brug for omvendelse”.
Dagens lignelser om det fortabte får og den bortkomne mønt åbner op for os, så vi kan se ind i det inderste af Gud. Lignelserne afslører Guds tanker og følelser overfor os – at Gud egentlig ikke er særlig guddommelig og almægtig, når det kommer til os – men at han først og fremmest er far. Ja, han er den store almægtige majestæt – sådan som vi læser om det i Johannesåbenbaringen på den store trone i et diamantklart lys. Men overfor os, er han først og fremmest far. Overfor os, er han først og fremmest en hyrde syg af angst ved tanken om at have mistet et får. Overfor os, er han først og fremmest som en husmor, der jublende springer op og ned over at have fundet en mistet mønt. Overfor os er han først og fremmest ham, der kommer til os – ikke ham, der venter på at vi kommer til ham. Han leder efter os desperat – for han vil ikke miste os. Han vil ikke, at der nogensinde skal siges ordet ”for sent” over os. Derfor sidder han ikke i sin ophøjede majestøt og venter på os, men han tager det første skridt.
Hvis man spørger folk, hvad man skal gøre for at komme i himmelen, så er det mest almindelige svar: ”Du skal opføre dig ordentlig”. Jesu historier modsiger det svar – vi behøver bare at råbe: ”Hjælp”.
Kristendom er historien om hvordan Gud kommer til os – opsøger os – finder os – tage os hjem, lige nøjagtig som vi er. Kristendommen er den fantastiske historie om hvordan Gud er gået den uendelige lange vej fra at være Gud til at blive menneske. Den gik han for at søge syndere. Kristendommen er for rigtige mennesker – ikke for gode mennesker
At finde den fortabte er Guds største glæde – for han har en kærlig svaghed for dem, der er fortabt. Han kan ikke klare tanken om at miste en eneste af sine. Det er hele evangeliet – det er kristendommen: Guds glæde er glæden ved tilgivelse.

”Gud frydes. Ikke fordi alverdens problemer er løst, ikke fordi al menneskelig lidelse er bragt til ophør, heller ikke fordi tusinder af mennesker er blevet omvendt og nu priser han godhed. Nej, Gud frydes, fordi en af hans børn, som før var væk, er blevet fundet” (Henri Nouwen s. 41 i ”Philip Yancey: Den nåde, jeg ikke kendte)

Når jeg læser historierne her, så kan jeg ikke lade være med at stille mig selv spørgsmålet: Er jeg fundet? Har jeg råbt hjælp – og har jeg taget imod hans hjælp? – er du fundet? Det er stadigvæk ikke for sent. Lad dig finde. I begyndelsen af teksten står der om Jesus: ”Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem” – de ord gælder også i dag. Om lidt er der altergang – gå op, Jesus tager imod os synder og spiser sammen med os. Gå op og lad dig finde!

Fik Lazarus en ordentlig begravelse? Var der en præst, der holdt en begravelsesprædiken over ham? Var der i det hele taget nogen, der savnede Lazarus efter at han var død – eller var der egentlig bare glæde hos en anden fattige, der nu kunne få Lazarus´ plads foran den rige mands port?
Den rige mand – han fik en ordentlig begravelse, den rige mand fik en ordentlig begravelsesprædiken og den rige mand var savnet. Han blev båret op til sin grav af fem brødre, der nu havde en masse gode minder at se tilbage på.  ”Men nu er han ikke mere – nu er han i Abrahams skød – nu har han fred”. Og de frem brødre gik hen til præsten bagefter og takkede ham: Det var en virkelig smuk tale – man skulle tro, at du havde kendt ham, for det du sagde om ham var så rigtigt, så rigtigt”.

Og så viste det sig at være så forkert, så forkert. Den rige mand var ikke i Abrahams skød – men i Helvedet. Han havde ikke fred – han pintes. Og hvorfor? For han troede ikke, han hørte ikke, når der blev læst op fra Moses og profeterne. Det indså han nu, hvor han pintes. Han pintes – helvedet pinte ham, men det pinte ham også, at han sad dér og ikke kunne gøre noget som helst. Det er de dødes store pine, at de ikke kan advare de levende. Og han kender sine brødre så godt, at han ved, at de indenfor en årrække også vil ende her. ”Send Lazarus tilbage for at advare dem, for at de ikke også kommer til dette pinested” – men han får et nej, det hjælper ikke. At sende Lazarus tilbage vil være nytteløst. ”Hvis ikke de høre Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde”.

Denne lignelse rammer præcist vores ønske om at det spektakulære, det dramatiske, det chokerende må ske – sådan har vi sikkert alle sammen følt det fra tid til anden. Hvorfor er det så svært at tro? Hvorfor gør Gud ikke mere? Hvorfor åbner han ikke himmelen og taler til os? Hvorfor gør han ikke et mirakel igen – eller sender en engel ned for at tale til os?

Vi er mange, der mener, at hvis vi bare kunne se et mirakel, eller høre tordenstemmer fra oven, så ville vi tro. Men er det virkelig sådan? Hvis vi tænker på lignelsen om Lazarus, så blev der faktisk opvakt en Lazarus i virkeligheden. Vi kender sikkert alle godt historien om hvordan Jesus kommer til Martha og Maria og opvækker deres døde bror Lazarus – førte det til at de mest forstokkede omvendte sig? Næh – tværtimod – så blev de jødiske præster endnu mere opsat på at slå Jesus ihjel – ja, de ville endda dræbe Lazarus, for på grund af ham – står der – kom mange jøder til tro (Johs 12,10).
Aha – så var der alligevel nogen, der kom til tro på grund af at en Lazarus blev levende igen! Ja, men hvor længe varede denne tro? Hvor mange så i det hele taget Jesu undere – hvor mange blev helbredt af Jesus – men hvor mange af dem fandt frem til korset, da Jesus hang dér? Da ham, de var kommet til tro på, på grund af underet, da han hang og døde. Ja, selv når den person døde og opstod, der hedder Jesus, og den historie har floreret i verden lige siden, selv da – selv nu er der mennesker, der ikke tror. Så nej, et mirakel ja, endda en dødeopvækkelse, er ikke nogen mirakelkur mod manglende tro – selv det stærkeste mirakel kan bortforklares. Hvis vi i forvejen har en livsanskuelse, der udelukker der overnaturlige, så vil vi hurtig finde en forklaring: Vi vil altid kunne sige, at vi har været udsat for en illusion. Lægerne kunne have taget fejl – det var i virkeligheden ikke så slemt. Hvad vi oplever, afhænger af hvilken livsanskuelse vi modtager vores oplevelse med (fra forordet til C.S. Lewis: Miracles).

Mirakler hjælper ikke
Miraklet hjælper ikke – stemmen fra oven hjælper ikke – med mindre, at der i forvejen er lagt en basis for at tage imod underet. Med mindre, at vi i forvejen har hørt Guds ord, troet ”Moses og profeterne”. Tror vi, så vil underet og miraklet understøtte troen. Det kan ikke alene skabe troen, der bliver ved og holder ud.

Så de fem brødre får ingen dødeopvækkelse, men får det, de allerede har: ”Moses og profeterne” som vejen til tro. Det var for sent for deres døde bror – men de kunne selv nå det.
Jesu lignelse er en advarende historie til de fem levende brødre – det vil sige, det er en advarende historie til os, der stadigvæk lever: Hvad vi gør nu, det vi prioriterer nu, har betydning for vores fremtid – vores nutid har betydning for vores fremtid.  Det Jesus siger i lignelsen er, at det vigtigste i livet er at vi skal give agt på hvad Gud siger til os. Du og jeg er de fem brødre, der er ladt tilbage. Vil vi leve vores liv som forbrugere, som den rige mand, ligeglad med nåden og med den tro, at vi nok skal klare det, for vi klarer os jo bare rigtig godt? Eller vi vil anerkende, at vi er Lazarus, tiggeren mellem hundene, der er plaget af de brændende læsioner af syndig ufuldkommenhed, sulten efter nåde og som rækker ud efter evighed med en bøn på tre ord: Gud hjælp mig. Vil vi lytte til ”Moses og Profeterne” – Guds ord, og især det Guds ord, der blev kød og blev menneske i Jesus Kristus. Det er derfor vi har kirken, det er derfor vi møde op, når der kaldes til gudstjeneste for igen at få fyldt på – at vi igen må får givet os et modsvar til det, som der møder os hele ugen igennem: Forbrug, økonomi, politik, job, underholdning, stress og jag.

Derfor – på ugens morgen
må vi herhen igen,
hvor kirken åbner døren,
som for en gammel ven.
Og ord får atter mening;
skønt vi har slidt dem ned
kan de forundret synge
om tro og kærlighed.

Kan I lide at danse? Det er måske fordi jeg ikke har ret meget rytme i mig – men jeg kan ikke finde ud af at danse og egentlig, så siger det mig ikke så meget.
Kaj Munk skrev en lang artikel om præsten i menigheden og der kan man blandt andet læse: Præsten

”skal danse og lade være med at spille kort. For spille ordentlig kort kan Folk godt nok selv, men det er ikke altid, de kan danse ordentlig” (s. 326 Kaj Munk: En Digters Vej).

Og der må jeg nok fortælle jer, at I har fået en umulius som præst – jeg kan hverken spille kort eller danse. Sidste gang, jeg dansede sådan ”rigtigt” det var på norgesfærgen i 10. klasse, hvor jeg for sjov bød min tysklærer på til dans – og til min store fortrydelse sagde hun ja. Der blev taget et billede af mig og tysklæren – og jeg ser mildest talt panisk ud på det billede.

Men ja, jeg har siden hen danset en del sådan med mine børn. Jeg har haft dem i mine arme, da de var mindre, og danset til deres børnesange. Da de blev så store, at de kunne små-gå lidt, så stod de på mine fødder – og vi dansede. Og nu da de selv kan gå, så danser vi rundt i ringdans. Og selv om jeg ikke har rytme i kroppen, så elsker jeg at danse rundt, elsker at være sammen med mine børn.

Kan man danse som kristen?
Men kan man danse som en kristen? Nej, siger nogen – ja, siger Bibelen. Bibelen er fyldt med dans – når den skal udtrykke glæde og lovsang overfor Gud, så bruger han ord fra danseverdenen.
”I dans skal de lovprise hans navn” (Sl 149, 3) 
”Lovpris ham med pauker og dans – lovpris ham med strengespil og fløjter” (Sl 150, 4).

Mødet med Gud skaber dans:
”Du forvandlede min klage til dans, du tog min sørgedragt af mig og klædte mig i glæde” (Sl 30,12)
– det er skrevet af David, der dansede nøgen, da han bragte pagtens ark, det helligste i templet tilbage til Jerusalem.

Det hebræiske sprog er fyldt med danseudtryk, så det vi oversætter med
”I skal fryde jer og juble” (Es 65,17) – kunne lige så godt oversættes med ”I skal hoppe i dans og danse i rundkreds”. Bibelen er fyldt med dans.

Jeg ved ikke om I kender den irske sang ”Lord of the Dance” (Tryk her for at hør den på engelsk)– hvis ikke, så gå hjem og find den på Youtube – den er også oversat til dansk af Hans Anker Jørgensen – og fortæller hele Jesu liv fra før hans fødsels til efter hans død som en lang dans. Jesus som dansens Herre:

For rigmænd og frelste lod jeg dansen gå,
de gik deres vej med mørke miner på.
Jeg kaldte på jævne folk, på kvinder og mænd,
de gav sig glade i dansen hen.

Dans alle, kom i dansen ud,
dans med mig, jeg er dansens Gud.
Jeg har danset for dig igennem ild og vand,
kom og dans med mig over sø og land.

Det er en smuk, men også lidt mærkelig sang – Jesus som dansens Herre. Gud som dansens Gud. Men lad os alligevel prøve at holde fast i tanken et øjeblik. Nu er det jo trinitatis-søndag i dag – festdagen for den treenige Gud. Og når jeg finder min dogmatikbog frem derhjemme og slår op på §14 i min dogmatikbog – alene det at bygge en bog om den kristne tro op med paragraffer viser, at vi er LANGT væk fra noget som helst med dans! Nå, men slår vi op så kan vi læse, at når Gud er treenig, så bruger vi en masse latinske ord, at far, søn og Helligånd sameksisterer, at de bor indbyrdes i hinanden, at de deler væren og at alle tre er aktive i de aktiviteter de andre gør. Puha…. det er drøjt hjernegymnastik.
Lige her om hjørnet – ned på Onsildgade ligger den gamle pinsekirken, hvor der nu er en Russisk-ortodoks menighed samlet. Jeg besøgte kirken og præsten i torsdags – det var rigtig spændende. Men I den russisk-ortodokse kirke siger man ikke en masse filosofiske og indviklede ord om treenigheden – nej, de taler om treenigheden som tre, der danser. Som den enhed, der er imellem tre, der danser sammen: Faderen, der danser sammen med Sønnen og Helligånden. I kristendommen inviteres vi så ind i dansen. Faderen sammen med Sønnen og Helligånden byder os, sine børn, op til dans. Og som jeg som far elsker at danse med mine børn, sådan elsker Gud som vores far, at danse med os.  
Det er virkelig to vidt forskellige måder at se på treenigheden: Med ”deler væren, sameksisterer” i vesten og så en ”runddans” i østen. Det er virkelig et sammenstød – så er der noget at sige til, at vi to præster, en folkekirkepræst og en russisk-ortodoks-præst følte, at vi kom fra hver vores verden.

Farisæren og prædikanten
Lidt på samme måde er det med de to mænd, der mødtes om natten for 2000 år siden: Farisæren og medlem af det store religiøse råd, Nikodemus på den ene side, og tømreren og den omvandrende prædikant, Jesus af Nazareth på den anden side. Deres samtale er virkelig en omgang ”goddag mand – økseskaft” – Nikodemus spørger på et niveau – og Jesus svarer på et helt andet niveau. Nikodemus siger: ”Vi ved, at du er en lærer, der er kommet fra Gud” – og Jesus siger: Det handler ikke om at vide, det handler om at tro. Nikodemus taler om en kødelig fødsel – Jesus taler om en åndelig fødsel. Ja, Jesus må endda tage sig til hovedet og sige: ”Og du er en lærer i Israel og du forstår ikke det, jeg siger”. Her er virkelig det gamle, der møder det nye. Her er det hovedet, der møder hjertet. “Vi ved” contra “vi tror”. Nikodemus repræsenterer alt det største og bedste, vi mennesker kan præstere. Intelligensmæssigt, religiøst og moralsk er der nok ikke en af os herinde, der ville nå Nikodemus til sokkeholderne – men det efterlod ham med en indre tomhed, som gjorde, at han opsøgte Jesus midt om natten. Og Jesus afviser da også det alt sammen: Det er ikke nok. Læg lige mærke til, at Jesus afviser på intet tidspunkt Nikodemus, men han afviser alene det, han kommer med. For for at gribe efter Gud, for at se Gud, så skal der mere til end vi mennesker overhovedet kan præstere, det kræver så meget, at vi er nødt til at begynde helt forfra: Vi skal fødes på ny – fødes fra oven – fødes af Ånden – som Jesus siger. Nikodemus´ samtale med Jesus handler om alt det, vi mennesker ikke kan – og alt det, Gud kan – og Gud gør. Som der ikke er noget vi kunne gøre for at blive født – sådan er der heller ikke noget vi kan gøre for at blive en kristen, for at se Gud, for at finde Gud. Og så finder vi ikke Gud ophøjet på tronen med serafer omkring sig (Es 6, 1-2) – sådan som profeten Esajas så ham – vi ser Gud ophøjet på et kors, død for vores synder. Dø i stedet for os – for at vi aldrig, aldrig, aldrig i evighed skal smage døden.
Vi hørte det fra alteret for lidt siden, hvordan et enkelt kig på kobberslangen kunne redde israelitterne fra at dø af slangebid. På samme måde kan et enkelt kig på Jesus – ophøjet, ikke på tronen, men på korset, redde os fra at dø af det slangebid, som synd, død og djævel har skambidt os med. Jesus blev ikke sendt her verden for at stille flere umulige krav til os, han kom ikke for at dømme os, men for at frelse os og give os liv. For at give os en ny chance. Er det ikke det, vi alle sammen gerne vil have – en ny chance?! Jeg ved i hvert fald, at jeg har brug for en ny start. Ikke bare at jeg bliver rejst op, fordi jeg nu igen-igen-igen har gjort noget dumt eller sagt noget dumt, og så bliver jeg rejst op igen samme sted – men jeg har brug for at starte helt forfra fra et nyt sted. Jeg har brug for at begynde helt forfra uden at slæbe alle mine nederlag med mig, men efterlade dem, glemme dem, for de er tilgivet og borte. Jesus giver os den nye begyndelse – et kig på korset, et kig på Jesus på korset.
Initiativet skal komme fra ham.  Som kedelige bænkevarmere, så inviterer Jesus os op til dans – dansen ud af graven og dansen ind i evigheden. Og der er virkelig noget at glæde sig over – der er virkelig noget at danse for – og Gud ønsker os ind i treenighedens dans. Kristendommen er ikke tørre paragrafer som om vi studerer jura – kristendommen er det evige liv, der begynder lige her og nu, ikke som livsfjendsk eller livsfornægtelse, men som liv, glæde og dans. Så kom med ind i dansen.
Dans alle, kom i dansen ud,
dans med mig, jeg er dansens Gud.
Jeg har danset for dig igennem ild og vand,
kom og dans med mig over sø og land.

Load More