13. søndag efter trinitatis (2016)

Denne side er set 1112 gange!

Lyt til prædikenen:

      13.sondag

Læs prædikenen her
Vi kender sikkert godt, hvordan der altid er nogen, der er så sultne efter opmærksomhed og spotlyset, at de næsten er villige til hvad som helst. Vi kender dem med de skarpe albuer – dem for hvem ydmyghed er en by i Rusland. Dem på arbejdspladsen, i familien eller naboerne, som hævder sig selv hele tiden, maser andre til side for selv at komme frem i rampelyset. Vi kender dem… for vi er en del af dem. Også selv om vi føler, at vi kan holde det nede, for det ligger derind i os, lige som det ligger i dem: ”Se på mig, se på mig”.

En god stræben efter storhed
For jeg tror, at de fleste af os har denne lyst til at være store inde i os, til at stræbe efter at være stor – om det så ses tydeligt eller om det er skjult i vores hjerter, i det stille lyder det: ”Se på mig”.
Denne lyst findes gennem hele livet:
– Den lille pige, der rækker stregtegning frem til sin far, og stråler, når han roser tegningen.
– Den unge mand, der vokser et par centimeter, når hans far klapper ham på skulderen, ”godt gået, søn – vi er stolt af dig”.
– Vi ægtemænd kan godt lide at blive aet på kinden af vore hustruer, når vi har lavet en hylde af krydsfenir ude på gangen: ”Hvor er du dygtig”.
– Det er grunden til at den gamle dame elsker at få at vide: ”Mor, I har gjort det godt med at opdrage os og givet os et godt og trygt barndomshjem”.

Vi har alle et ønske om storhed, at føle os vigtig, at føle os speciel, at føle os elsket, at føle, at vi er nogens øjesten… og jeg tror, at det er et godt ønske, der er placeret i os af en god Gud, vi er skabt til storhed.
Det tror jeg blandt andet fordi Jesus i dagens tekst ikke afvise Zebedæus-sønnerne og deres mor, selv om de kommer med et kæmpe ønske. Lad mine være store i Guds rige. 

“Lad dem sidde”
Der er ikke noget forkert i ønsket om at være stor, fejlen ligger i måden de ønsker storhed på:
”Giv os et løfte, lad mine børn få lov til at få sædde som nummer to og tre i himmelen –
lad dem sidde med den største autoritet, respekt og ære, man kan forestille sig.
Og lad dem netop SIDDE.
Lad dem bliver berømte,
lad dem blive respekteret,
men lad dem sidde.
Sidde i autoritet.
Lad dem have autoriteten uden omkostningerne, uden besværet, uden problemerne og med rene fingernegle. Lad dem sidde.

Jesus siger ikke til de tre, at deres stræben er forkert, men han omdefinerer deres stræben. Vejen til sand storhed kommer ikke ved at gå efter det vi ser i verden, nemlig en storhed, der er hovmodig og centreret om mig selv, som henter sin storhed i mig selv.
Og så giver Jesus tre tre hjertepiller, der kan kurere et hovmodigt og selvcentreret hjerte.

Første pille: Forfølgelse og lidelse
Den første pille siger: Ønsker du storhed i kongens rige, så må du drikke kongens bæger, Jesu bæger. Så må du drikke lidelsens og nederlagets bæger, ”kan I det?”, spørger Jesus. Og brødrene svarer lidt for hurtigt: ”ja, det kan vi”. Og Jesus bekræfter dem i deres ja: ”Ja, I vil komme til drikke det bæger, I kommer til at lide for mig – men I får ikke nødvendigvis sæderne ved min højre og venstre side, men I vil komme til at lide for mig”. Og historiebøgerne viser os, at Jesus havde ret: De kom til at drikke lidelsens bæger.

At være kristen i dag er også at drikke af det bæger i større eller mindre grad.
At følge Jesus vil bringe forfølgelse, vil bringe at folk ryster på hovedet af dig, vil gøre, at folk siger: ”du kan da ikke tro på sådan en gammel bog”. Du vil opleve, at folk siger, at de er forbandet over at du er netop hvor du er.
Du vil blive kaldt bagstræberisk, oldnordisk, fordømmende… og så er det slet ikke noget i forhold til hvad kristne oplever i Syrien, Irak, Somalia, Nordkorea… Og alt det er vejen mod storhed. Det er den første pille mod et hovmodigt hjerte: Tag imod lidelsen og forfølgelsen.

Anden pille: At tjene
Den anden pille mod et hovmodigt hjerte er at tjene. Ja, det er at være som en slave. Der er noget fint – især i kristne kredse – at tale om at tjene.
– Man kan godt lide at tjene, lige indtil der er nogen, der behandler dig som en tjener.
– Man kan godt lide at tjene, så længe man selv kan få lov til at vælge de opgaver, som jeg skal udføre. Det er ikke at være en slave. Ingen opgave er for mindreværdig for en slave. En slave kan ikke bare vælge og vrage mellem opgaverne, men gør hvad der skal gøres.

Hvad er din opgave?
Hvor mangler du, hvis du pludselig trækker dig tilbage?
Hvor vil du blive manglet?
Jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvad er din tjeneste her i kirken?

”Nå, men der er ikke nogen opgave til mig. Der er ikke plads til mig”.
Så gå ud og skab den opgave og skab den plads. Ser du at der mangler noget, så se det som dit kald til at trække i tjenertøjet. Og husk: Der er ingen nedre eller øvre aldersgrænse for arbejdet i Guds rige.

Grundlæggeren af metodistkirken, John Wesley, har en gang sagt:
”Gør alt det gode du kan
med alle de midler du kan
på alle de måder du kan
når som helst du kan
mod alle de mennesker du kan
så længe du kan”

Tredje pille: Favne Jesu storhed og eksempel
Den første pille var at vi skulle tage imod lidelse og forfølgelse og den anden altså at vi skal tjene.
Jeg tænker: ”Aldrig i livet! Det vil jeg ikke”.
Jeg vil gerne have et let liv,
jeg vil gerne have et liv, der er sjovt og fyldt med glæder.
Jeg vil sidde – og modtage.
Jeg vil have livet til at være, sådan som jeg har tegnet det oppe i mit hoved. Lidelser, forfølgelse, modgang – og så at tjene… aldrig i livet.
Og jeg tror ikke, jeg er den eneste herinde, der tænker sådan. ”Aldrig i livet”.

Og for at kunne sluge de to bitre piller, så er vi også nødt til at have det sidste hjertemedicin: Vi er nødt til at favne Jesu storhed og Jesu eksempel.

Ingen er større end ham – og hvis han kan tjene, hvis han kan lide, hvordan kan jeg eller du så være for god og for stor til det?!

Jesus samler både lidelsen og tjenersindet i en og samme person.

Vil du have storhed, så følg Jesus Kristus, følg Herrens lidende tjener.

Jesus overraskede alle og blev født i en stald og døde på et kors – for derved bøjede han sig så dybt, så han kunne gribe alle, selv den mindste af de mindste, og løfte dem over de største af de største. Han ønsker at give sit fuldkomne liv i bytte med mit elendige syndige liv. Tager vi imod det liv, så bliver den onde kæde med ”mig og mig og mig”, sprunget så vi kan se, at livet ikke bare er mig og mig hele tiden, men at det er noget meget større. Vi ser nemlig at livet er Jesus og hvad han har gjort for mig – og i det har vi al den glæde, al den kærlighed og fred i en frelser, der har elsket mig fra evighedernes evigheder. Det er sand storhed.

Er det, det hele værd?
Er det værd at spise disse tre piller?

Ja! Vi vil dybest set ikke, for det er et farvel til den stolthed og storhed, hvor vi sidder og tager imod.
Ja, det er det værd, for først ved hver dag at tage korset op og følge Jesus, kun ved hver dag at tjene også dem, som vi ikke bryder os om, kun ved at vi hver dag forsøger at gribe hvor stor Kristus egentlig er… kun der kan vi se store ting fra Gud. Se hvor stor Guds kærlighed egentlig er. Tror vi, at vi er store i os selv, ser vi ned på folk, så ser vi aldrig opad og ser aldrig Gud. I lidelsen, i modgangen og ved at tjene, vendes vores øje opad og vi ser hvad vi før ikke kunne se: Guds storhed. Det er først, når vi virkelig ser hvor små vi er, når vi ser vores magtesløshed, at vi ser hvor stor Gud egentlig er. Guds magt udfoldes bedst og størst i vores magtesløshed (2 Kor 12,9). Da ser vi storheden udenfor os selv, for så ser vi Guds storhed, så ser vi Guds kærlighed – så tjener vi og følger den største af de største. Da er vi store, for vi tjener den største selv i det mindste og mest afskyelige arbejde. Og da får vi den ros, som vi søger efter, det klap på skulderen, som vi stræber efter her på jorden, men så får vi den af Gud: Vel, du gode og tro tjener.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *