Denne side er set 1174 gange!

Lyt til prædikenen:

      14.sondag

Læs prædikenen
Jeg ved ikke hvor mange af jer, der har været i Jerusalem – jeg har ikke. Men jeg ved meget om Jerusalem – som det så ud, da Jesus besøgte byen, sådan som vi hører det i dag.
Der var forskellige byporte, man kunne komme ind af – og en af dem hed Fåreporten. Den hed fåreporten, for når folk kom med deres ofre, f.eks. et får eller lam, så gik man igennem denne port på vej op til templet, hvor dyret skulle ofres.

Ikke langt fra den port lå der en lille dam med en søjlegang omkring – og den dam hed Bethesda – og det er dér teksten til i dag foregår.
Bethesda betyder ”Barmhjertighedens hus”. Et smukt navn, men på trods af det navn, så var det ikke et sted, hvor pilgrimme på vej til templet brugte meget tid. Det var kun syge og elendige mennesker, der var interesseret i det sted. For det var de syges sted – ja, de var vel dumpet af dér af deres familie og venner, for hvad skulle man ellers gøre af de uhelbredelige syge?  Så kom familien måske forbi fra tid til anden med mad og drikke.
Så der lå de og ventede – delte samme frustrationer og samme håb.

”Barmhjertighedens hus” – det lyder lidt som en hånende vittighed, for vel var det en barmhjertighedsgerning at blive helbredt, men der var garanteret ikke meget barmhjertighed imellem de syge. Folk har garanteret ligget så tæt op af dammen som overhovedet muligt, så de kunne komme først i. Og når der så endelig kom bevægelse i vandet, så gjaldt det om at komme først i vandet, for kun den første blev helbredt. Frem med de spidse albuer. De blinde har kastet sig fremad i retningen af lyden af oprør i vandet – og de lamme har bevæget det, de dog kunne bevæget, for at få rullet sig selv ud over kanten og ned i vandet. Man har mast sig hen over ham foran, der tøvede lige lidt for længe – ”det er måske mit held”. Man har kravlet over den døde, der lå foran en – den døde for hvem bevægelsen i vandet kom for sent. Enhver var sig selv nærmest – ”Barmhjertighedens hus” var et sted med bitterhed, vrede, frustrationer og misundelse.

”Barmhjertighedens hus” var et forfærdeligt sted – et religiøst forfærdeligt sted også. Hvor må det have været forfærdeligt at ligge dér og kigge over på Fåreporten og se lammene til ofringerne blive bragt ind til templet
– og så vide, at ”jeg har bare ikke råd til at ofre noget som helst. De penge, jeg får tigget mig til, er bare nok til dagen og vejen. Og havde jeg råd, så måtte jeg ikke engang få lov til at gå ind i templet og bede – eller blive båret ind i templet – for jeg er syg og uren og må ikke komme ind”  (3 Mos 21,18).

Her lå de så: De blinde og halte – og tænkte de over lydene, synet eller duften af fårene på vej til tempelet, så var det en bitter påmindelse om, at de ikke havde adgang til Guds tempel!

”Barmhjertighedens hus” har været et forfærdeligt sted – en stank af den anden verden. Ikke bare dyrelugtene af de mange forbigående dyr – men stanken af sygdom, stanken af mennesker, der ikke kunne eller ville forlade deres plads for at blive vasket eller træde af på naturens vegne, fordi: ”Tænk hvis nu englen kom, netop når jeg er lige er væk et øjeblik – det har taget 3 år at nå så tæt på dammen, hvor jeg er nu… og så skal jeg miste den placering, bare fordi jeg skal vaske mig. Nej, så hellere stinke – jeg kan alligevel ikke lufte det efterhånden”.

”Barmhjertighedens hus” er et stinkende sted, et religiøst urent sted og et sted med frustrerede mennesker, der lige så langsomt mister deres håb. ”Barmhjertighedens hus” er et sted man kommer kort for at aflevere en syg, for at give mad og drikke til den syge – eller for at hente en død, når sygdommen fik overtaget. Men Jesus trodser urenheden, stanken, bitterheden, håbløsheden og døden og går ind midt i det hele – og Jesus udvælger sig en mand.

Vores første tanke om Jesus er, at han behandler alle mennesker ens – at alle bliver behandlet lige, men jeg forestiller mig virkelig hvordan Jesus går målrettet efter denne mand. Han er måske nødt til at træde over et par stykker for at nå frem – og så står han dér foran den lamme mand. Men hvad var der specielt ved den mand siden han skulle helbredes? Ser vi nærmere på ham, så er han ikke en særlig sympatisk mand.

”Vil du være rask?” – spørger Jesus – og i stedet for bare at svare ”JA, jeg vil da gerne være rask” – kommer med den sædvanlige tiggesang ”Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen”… og man kan næsten se hånden glide frem: ”men du kan måske give mig en lille skilling”.

Jesus udvælger en mand, som straks går hen og angiver Jesus til Jesu fjender: ”Det var ham, der pålagde mig at overtræde sabbatsloven om ikke at arbejde og bære tunge byrder. Jeg er helt uskyldig”.

Jesus udvælger en mand, der virkelig har brug for at blive hjulpet, men som ikke fortjener at blive hjulpet.  Pludselig lever ”Barmhjertighedens hus” op til sit navn og bliver ”Barmhjertighedens hus” for Jesus er i det. Og det er vel netop definitionen på barmhjertighed: At blive hjulpet selv om man overhovedet ikke har fortjent det. At blive opsøgt – selv om man er langt væk fra Guds mening med en.

Alene det er en fantastisk stor prædiken for mig og det er her, jeg vil stoppe… vi skal jo også have noget at snakke om om to år, når vi igen har teksten her. Jeg vil gerne stoppe her, for på en måde er det her jo så meget større end selve miraklet: Jesus er dér, hvor Jesus ikke hører hjemme – nemlig sammen med os. Det hellige er midt i synden. For sådan er vores frelser – sådan er min frelser – sådan er din frelser. Han vil tage sig af mig, selv når intet andet menneske vil have noget med mig at gøre. Han vil have med mig at gøre, når jeg mindst af alt fortjener det. Tænk, hvis vi selv først skulle være sympatiske, før Jesus ville tage sig af os… jamen, så bliver det godt nok en lang ventetid, for den tid kommer aldrig. Sådan er Jesus – der opsøger det usympatiske, syndige, skamfulde og elendige menneske – ikke med hævn og straf, men med barmhjertighed.

Det er verdenshistoriens største og gladeste budskab: Jesus er vores Gud som vil være sammen med en synder som mig. Vores Gud, som rækker ud efter mig, hjælper mig, frelser mig.

Den blinde og lamme måtte ikke komme til Guds tempel – derfor måtte Gud komme til den blinde og lamme. På samme måde kan jeg ikke som synder komme til Gud – derfor måtte Gud komme til mig. Det er evangeliet: Jeg kan ikke synke så lavt, at Jesus ikke også er dér – at Gud ikke også er der! Ja, selv i en kirke, ”Barmhjertighedens hus”, som vi har svinet til fordi vi er mennesker og derfor trodser Gud og hans krav og ønske, selv dér kan vi finde en frelser. Selv dér kan vi finde barmhjertighed – det vi har allermest brug for: Helbredelse for vores synd, skyld og skam.

Så hvad svarer vi, når Jesus spørger: Vil du være rask?