Vi lever i en tid, som kun meget få af os havde troet var muligt. Indenfor ganske få år: Pandemi, krig i Europa, trusler om nuklear katastrofer eller direkte atomkrig, udgifterne på himmelflugt.
Der er nok ingen af os, der helt kan sige os fri for at bekymre os i denne tid. Der er nok at bekymre os over.
Og så fejrer vi høstgudstjeneste i dag – vi fejrer endda en dåb – der er ikke andet end glæde ved gudstjenesten og der er grunde til at takke.
”Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!”
Det kan godt være, at vi giver os selv en lille pause fra bekymringerne, imens vi sidder her i kirken og videre ud til barnedåbsfesten, men bekymringerne ligger lige under overfladen hos de fleste af os hele tiden. På overfladen er vi lige nu som Maria, der sidder stille for Herrens fødder – imens vores indre er uroligt og aktivt som Martha.
”Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent.” – sådan siger Jesus til Martha. Og det ene fornødne er at lytte til Guds ord, er at lytte til hvad Jesus har sagt til os og gjort for os. Gud har allerede vist os den største og højeste omsorg – hvorfor skulle han så ikke tage sig af alt det andet, på niveauer under det?
Og så alligevel kan vi ikke lade være: Vi bekymre os, for der er så meget at bekymre os over. Søren Bruun fra Radiserne bliver spurgt om han ofte er bekymret for at jorden bliver sprængt i luften. Og han svarer: ”Det kommer an på… hvad dag er det i dag?”. ”Det er tirsdag”. ”Om tirsdagen tager jeg af min personlige bekymringer… om torsdagen er jeg bekymret for at jorden bliver sprængt i luften”.  Vi kan desværre ikke dele vores bekymringer op, så hver dag har nok i sin bekymring – vi bekymrer os om alt i en store pærevælling.
Måske tænker du: Det kan godt være, at man som kristen kan lade være med at bekymre sig – men vi andre lever jo i den virkelige verden, hvor skatten og afgifterne på el og varme skal betales og hvor en halv liter piskefløde koster 26 kroner. Men teksten til i dag siger netop ikke, at vi skal tilsidesætte alt det praktiske og så kun leve for Gud, kun være som Maria, der sidder for Herrens fødder og lever af Mannakorn og lever af Bibelen og ikke har sans og interesse for den verden, som vi er en del af. For vi er allerede i himmelen.
Nej, den handler om ikke at bekymre sig. Og bekymringer er ikke det samme som at have ”rettidigt omhu”, så man forsøger at tænke et par længere træk frem end bare det måltid, jeg sidder og spiser nu.
”At bekymre sig er at tro på det negative, det er at stole på det ubehagelige, det er at være overbevist om ulykken og at have tiltro på at nederlaget vil komme.  At bekymre sig er at spilde timerne i dag på at blande morgendagens muligheder med gårsdagens problemer”.
Vi skal ikke bekymre os:
For det første: Bekymringer ædelægger glæden. Som Søren Bruun også siger ”Bekymringer plejer ikke at stoppe de dårlige ting i at ske, de stopper dig blot fra at nyde de gode”.
For det andet: Hvad hjælper det at bekymre sig? Hvor mange af de ting vi gør os bekymringer om kan vi overhovedet gøre noget ved? Søren Bruun kan ikke gøre noget til eller fra om jorden sprænger i luften. Det kan vi heller ikke. Kan det hjælpe at bekymre sig om hvordan helbredet er i morgen? Andet end, hvis du spiser din vitaminpille, løber en tur og springer over nummer to fadbamse. Kan det hjælpe os at bekymre os om solen nu skinner, når vi skal på æbleplukning i eftermiddag? Og hvad med æblerne – når vi at spise dem eller lave grød af dem, inden de bliver dårlige? Hvad med vores familie og venner – går det dem nu godt? Bekymringer på bekymringer og hvad hjælper de os? Og kan vi gøre en forskel ved at bekymre os?
For det tredje: Bekymringer er også en mistillidserklæring til Gud. At vi ikke stoler på, at ham, der skabte verden og alt liv, der er på den og som holder den oppe. Vær ikke bekymret – Gud er Gud og du er hans kære skabning. Vær ikke bekymret over ting, du alligevel ikke kan gøre noget ved… men lev dit liv i kærlighed, glæde, barmhjertighed og rundhåndethed… Lev som barn i Guds rige, for dit liv er i hans hænder om du så lever eller dør.
Og det er rigtigt: At tro på Gud er ikke en garanti på at så kommer det onde ikke, at så kommer sygdommen ikke, så kommer krigen ikke. Men det er at se sig selv i Guds hænder uanset hvad der så sker.

”Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent” – siger Jesus. Det ene fornødne er at leve tæt på Gud. Det er at være sammen med ham, gå i kirke, læse i vores Bibel, bede til ham – leve med ham i hverdagen. Som vi hørte fra Det gamle Testamente: ” at være Gud nær er min lykke, jeg tager min tilflugt til Gud Herren”.
Teksten til i dag handler om at vælge den bedste del – nemlig Jesus, og med ham i vores hjerter, i vores liv, at gå ud netop i vores liv. At give os i kast med det, som vi har fået lagt på hjertet og så gå ind i det som det, Gud ønsker med vores liv. Det, der er vores kristne kald. Om det er husmoderen Martha i køkkenet, om det er politikeren i byrådssalen, om det chefen i stort selskab, om det er landmanden ude på mark og stald. om det er sygeplejersken, læreren, familiefaderen, den skønne bedstemor, der lever og ånder for sine børnebørn…. Vær det vi er med Jesus i vores hjerter, i vores liv, i vores tro. Og gør det for Herren.
Lever vi med fokus på ham, så vil bekymringerne have mere og mere svært ved at få overtaget og få ødelagt vores liv. Og kommer de alligevel, bekymringerne, for de vil komme, så lad os så forsøge at se tilbage på Jesus og igen have fokus på ham. Have tillid til at han nok skal hjælpe os, bære os, værne os. Lad os tage hver eneste hændelse god eller dårlig – hver eneste dag med sorger og glæder, tage dem som en værdifuld gave fra Gud.
Der er mange ting at bekymre os over – men der er kun en ting, der er nødvendig og det er at kende Jesus. Og det er ikke en bekymring men lutter glæde, for han kommer selv og er vores glæde og trøst og hjælp mod bekymringer.
”Maria har valgt den gode del, den skal ikke tages fra hende”. Alt det andet skal tages fra os – vores legeme sygner på et tidspunkt hen, vi mister kræfterne og vores arbejde. Vi mister måske vores gamle venner og vor familie. Alt vil kunne blive taget fra os, undtagen den gode del – at få lov til at sidde ved Jesu fødder, nåden, Guds kærlighed, fællesskabet med Gud. Det er den gode del, der aldrig – aldrig – aldrig nogensinde vil blive taget fra os.