2. søndag efter påske (2017)

Denne side er set 1038 gange!

Lyt til prædikenen:

      2sondagefterpaske2017


Læs Prædikenen:

Lad os denne morgen prøve at tage vores lup frem og kigge på en enkelt sætning i denne tekst, hvor Jesus siger om sig selv, at han er den gode hyrde og ”Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene”.

Det, der først og fremmest karakteriserer den gode hyrde, er, den kærlighed, som han elsker og elsker og elsker med – hele vejen frem til døden. Han elsker sine får mere end han elsker sit eget liv. Han er villig til at dø for sine får.

Livet – hele livet
Selvfølgelig er der nogen, der kan indvende, at hvis Jesus er Gud, Gud, der havde en krop, og da Jesus døde, så gav han sin krop og det var den, der døde. Og hvad så… det er ren galimatias at sige sådan noget. Hvis jeg puster støvet af min græske udgave af Det nye Testamente, så er ordet for liv ikke bare sådan et, der taler om biologisk liv, men det er ordet ”psychæ”, der er ordet for ”sjæl”, som taler om hele personen. Ikke bare det ydre, men også det indre. ”Psychæ” er det, der er indeni – han gav sin sjæl, hele sin person. Han følte ikke bare smerten fra naglerne i hans krop og smerten fra tornene eller smerterne, da han blev pisket. Hele hans sjæl var tortureret, da han nar synden i kvaler og lidelser. I kender sikkert ordet, hvor Jesus siger: ”Menneskesønnen [er kommet] for at give sit liv som løsesum for mange” (Matthæus 20,28). Der er det ”psychæ” igen, han giver sin sjæl, hele sin person og han følte det i hver eneste del af hans væren.

“For fårene”
Hvorfor gjorde Jesus det? Hvorfor gav han frivilligt sit liv, sin psyke, sin sjæl og alt hvad han var? Jo, han gjorde det ”for fårene” – som der står i det græske: ”hyper”. ”På vegne af” – ”til fordel for” fårene. Det er nøjagtigt det, som Paulus siger i sit andet brev til menigheden i Korinth (2 Kor 5,21): ”Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive retfærdig i ham”. ”Han blev gjort til synd for os – hyper os, til fordel for os, på vegne af os. Det er evangeliet i 2 ord ”for os”. Ordet hyper står i et hav af steder, hvor Bibelen taler om Jesu stedfortrædende forsoning, at han tog vores plads. At han døde for os. Han gav sit liv, sin sjæl for fårene. Det er en fundamental forsoning, en fuldkommen forsoning for fårene, som han kender og som han kalder – og som, når han kalder, vil kende ham.
Fjenden i dette billede er ulvene. Når Jesus ser ulvene, så stikker han ikke af, men han bliver og tager kampen. Hvad er så ulvene? Hvad er det, der truer med at ødelægge os?
Der er i hvert fald tale om tre ødelæggende ulve.

Først er der synden.
Synden er den ulv, der ødelægger verden og afskærer os fra Gud. Jesus er kommet ind i verden for at suge syndens ulv over på sig selv, for at bære den for sine får. Som der står om Herrens lidende tjener i Esajas: ”Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham… han bar de mange synd og trådte i stedet for syndere”.

Den anden ulv er døden.
Døden er den store ødelægger, der angriber og ødelægger alle. Det er en altædende ulv: Store og små, rig og fattig, mand og kvinde, fra hvert et folk og hver en tro.

Og efter døden kommer den tredje ulv: Den guddommelige dom.
Døden ødelægger ikke ved at ende det, som vi havde planlagt i dette liv og så lede os ud i ingenting. Som der står i Hebræerbrevet: ”… det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes” (Hebr 9,27). Døden ødelægger ved at ende det, vi har planlagt i dette liv og så lede os ind i den almægtige Guds retssal. Gud, hvis love vi har brudt og hvis herlighed og ære vi har foragtet.

Når de tre ulve truer os, træder Jesus ind imellem ulvene og sin flok og så så giver han sit liv for at tilintetgøre dem og for at frelse os fra dem. Når Jesus giver sit liv, så redder han os fra de tre ødelæggende ulve: Synd, død og dom. Han så at de kom, han tog ud for at møde dem – han trak dem væk fra flokken og det kostede ham livet. Han døde. Han gav sit ”psychæ”, sit liv, sin sjæl – ALT – for at dræbe dem og tage deres kraft væk, så de aldrig vil kunne ødelægge flokken.
Det er Jesu historie frem til og med langfredag. Det er så mærkeligt at man fra oldkirken har valgt at stoppe teksten, så vi kun har 5 vers… Vi hører om at syndens ulv, dødens ulv og dommens ulv ligger døde hen – men det samme gør hyrden. Hyrden er DØD. Kort sagt: Krise for flokken. Hvem skal passe på fårene, når hyrden er død? Hvem skal forhindre dem i at rende ud i ”dødsskyggens dal” alene, eller ud i ørkenen. Står fårene uden hyrde, så er hyrdens indsats forgæves.

Fest hos Satan
Jeg kan godt sige jer, der var fest i Satans hof langfredag, da hyrden hang død på korset. ”Vi vandt – han hænger her”. Festen varede hele weekenden. Fredag aften var de høje, der var fest hele lørdag – og da solen stod op søndag morgen, så var det til verdenshistoriens største omgang tømmermænd, for hyrden blev levende! ”Satan, du forsøgte at ødelægge mig, men jeg er tilbage”.

Ser vi to vers længere henne end der hvor vi stoppede, så står der: ”Jeg har magt til at sætte [livet] til, og jeg har magt til at få det tilbage” (Johs 10,18).

Det hyrden siger er:

  • Der er ingen, der har taget mit liv.
  • Ulvene har ikke sneget sig ind på mig og taget mit liv.
  • Jeg gav det selv.
  • Jeg satte mit liv til på mit eget initiativ.
  • Jeg har magt til at lægge livet fra mig – og jeg har magt til at tage det op igen.

På slagmarken Golgatha har vi fire døde skikkelser, men tre af dem bliver liggende. Syndens ulv har ikke magten til at tage livet igen. Dødens ulv har ikke magt til at tage livet igen. Dommens ulv har ikke magt til at tage livet igen. Det er kun hyrden, Guds søn, der har den magt. Og han bruger den magt.

Det er evangeliet: Fordi hyrden triumferede over synd, død og dom, så har de heller ikke mere magt over de får, der er hans. Og de får, der er hans, har nu en hyrde, der er levende for altid. Og altid vogter dem. At være en kristen er at have en levende hyrde, der passer på os, og som vi lever med i et intimt forhold. Han kender os og vi kender ham. Vores forhold til Jesus er det samme forhold som han har med sin far. Og der er ikke noget dybere eller mere tilfredsstillende forhold i verden end det evige forhold mellem Gud fader og Gud søn. Og det forhold kaldes vi til at være en del af, ”og [hyrdens får] hører min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde” (Johs 10,16).

Dagens vigtige spørgsmål
Det vigtige spørgsmål for os denne morgen er derfor: Er vi hans får? Er du et af Kristi får? Hører du hans stemme? Følger du ham? Tror du på hans frelsende værk og hans løfte om evigt liv? Er vi hans får, så vil vi være i sikkerhed for syndens ulv, dødens ulv og dommens ulv. Han kalder – det kan være at du er tæt på og allerede er i hans flok og det kan være, at du er vandret væk og nu kun kan høre hans stemme svagt. Men han råber til dig – han ønsker dig.

”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd” (Johs10,27-28)..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *