Denne side er set 792 gange!

Evangeliet til i dag er en lignelse – en lignelse er en historie, som Jesus bruger for at fortælle os om en åndelig virkelighed, som vi ellers ville have svært ved at forstå. Her i lignelsen til i dag handler det lige som alle de andre tekster, jeg har læst op, om Jesu andet komme. Vi fejrer jo advent – som betyder komme, så teksterne handler om forskellige vinkler af ordet ”Jesu komme”. Her hører vi altså om hvad der vil ske, når Jesus kommer igen. Det vil ske overraskende på et tidspunkt, ingen venter det og det er ikke alle, der vil være klar, når Jesus kommer igen. Og så vil dem, der er klar blive lukket ind til bryllupsfest – det betyder de vil blive lukket ind i himmelen til det evige liv sammen med deres Gud og frelser.

 

Men hvad er så olien – hvad betyder det, at der er nogle, der ikke har olie på lamperne, og derfor går fortabt? Selvfølgelig er det vigtigt at vide hvad der er nødvendigt for at blive frelst… ”så præst vis mig hvad der skal til, så vil jeg koncentrere mig om det som det vigtigste.

Olien er et billede på den sande tro – er den ikke? Er Olien et billede på den rette omvendelse? Er det et billede på de gode gerninger… eller det er måske et billede på Helligånden og hans åndelige frugter?

Præst – vis mig hvad olien er, så jeg kan koncentrer mig om det”.

Men jeg tror ikke at vi bare kan finde en bestemt ting, som Jesus tænker på som olien. For kristendommen er ikke en ensporet tro, hvor der bare er en ting, vi skal være optaget af – nej, kristendommen er liv. Ville der være sådan en ting, som vi kunne sige, det her er det, der er allervigtigst at koncentrere os om – f.eks. den sande tro, jamen så ville vi jo kunne glemme alle de andre ting. F.eks. de gode gerninger. Det at elske vores næste som sig selv. Men det er jo ikke kristendom, det er lovreligion, at gør jeg sådan, så gør Gud sådan. Kristendom er ikke ensporet, men liv, der forgrener sig ud i alle dele af vores liv.

Det, der var galt med brudepigerne var, at de ikke var klar. De havde koncentreret sig om en ting – at have olie i lampen – så de havde ikke tænkt på at have ekstra olie med ved siden af. At have ekstra olie med betyder at have gjort sine forberedelse ordentligt, uden at vi med sikkerhed kan sige hvad det betyder. At have olie på lampen er at være klar til når Jesus kommer igen.

Men det er ikke kun manglende forberedelse, Jesus advarer imod i lignelsen – det er også åndeligt søvn. Jesus slutter af med at sige: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”.

 

Der går en historie om at en mand faldt i søvn i Horne Kirke og det midt under prædikenen. Da præsten nåede sit amen, så vågnede han, rejste sig op søvndrukken og sagde: ”Jamen, så siger jeg tak for kaffe”.

Det er rimeligt uskyldigt af falde i søvn i kirken, noget mere farligt er det, hvis man falder i søvn, når man sidder bag rattet i en bil, for så kan det ende med en stor ulykke, hvis man ikke vågner op i tide. Og søvnen komme lige så langsomt snigende ind – det begynder med at man bliver blinker kort med øjnene, det kan være man åbner dem selv om man faktisk ikke kan huske at man lukkede dem. Det sker lige så langsomt  og selv om man kæmper en brav kamp for at holde søvnen på afstand, så er det virkelig dødskørsel man er ude i. Og det kan ende galt både for en selv, men også for andre – man kan jo smadre ind i en modkørende bil eller hvad med de andre i bilen?

Åndelig søvn er lige som den fysiske søvn noget, der kommer snigende ind lige så langsomt – pludselig er den over os og vi sover hen i en dyb åndelig søvn. Og hvem ved om vi først vågner op, når Jesus kommer igen, og vi så vågner op og opdager: ”Hov – jeg har ikke olie på lampen! Hov, jeg er alligevel ikke klar”?

Åndelig søvn er blandt andet at tage det for givet, som vi har nu som kristne. Jeg har læst en historie om en kvinde, der kæmpede med at få økonomien til at holde sammen. En eftermiddag klokken to ringede det på døren, og udenfor stod der en mand og rakte hende 500 kroner. ”Værsgod” sagde han. ”Det må da være en fejltagelse” svarede hun ”jeg kender dig ikke, det kan ikke være til mig”. ”Men er det ikke nummer 53” spurgte manden. ”Jo da…. men…” ”Lad være med at stille spørgsmål. Tag bare imod pengene. Der er til dig” fastholdt manden. Så vendte han sig om og gik.

Kvinden stod i entrédøren og stirrede taknemligt på pengene. Hun ringede til sine venner og fortalte dem, hvad der var sket. Hun var så glad, at hun nærmest ikke kunne sove om natten.

Næste dag ved samme tid ringede det igen på døren. Det var den samme mand med endnu en 500-krone-seddel. ”Det er jo utroligt! Hvad hedder du? Hvorfor dør du det her?” spurgte hun.

”Det er noget, jeg gerne vil gøre for dig” sagde han bare. ”Kommer du igen i morgen? Ses vi i morgen” spurgte hun og fik svaret: ”Måske!”

Manden kom næste dag – og næste dag igen. Kvinden bagte kage til ham og gav ham for at vise sin taknemmelighed. Fire dage, fem dage, seks dage… det blev ved og ved. Hver eftermiddag klokken 2 stod manden med 500 kroner til hende. Kvinden var begejstret – hver dag ventede hun på at manden skulle komme. Men efter nogle måneder blev hun træt af at bage småkager. Og desuden var det irriterende at skulle være hjemme hver eftermiddag klokken 2. Derfor skrev hun et brev til manden: Beklager, at jeg ikke er hjemme til at tage imod de 500 kroner. Læg dem venligst i vedlagte kuvert og stik den und under døren. Tak. PS: Jeg kan ikke bage længere. Det lader jo også til at du har masser af penge, så hvis du har brug for småkager, er der et godt bageri lige om hjørnet”.

Det så ud til at fungere nogle dage, men en dag var der ingen penge i konvolutten. Kvinden blev skrækslagen, for hun havde jo brug for pengene. Den efterfølgende dag blev hun hjemme og så så manden komme, men han gik ind til naboens hus og gav ham penge. ”Vent lidt” råbte hun ”det er det forkerte hus”. Manden vendte sig og så undrende på hende: ”Det er da nummer 55, ikke? Det er din nabos tur til at få nu.” og så gik han. Hun tog det for givet, som hun fik og mistede det til sidst.

Handler den historie om os som danskere?  Om os, der lever et fantastisk liv. Ser vi generelt på vores liv, så har fået alt hvad vi overhovedet kan drømme om: Vi lever i et land med fred. Vi lever i et land, hvor vi kan spise os mætte hver eneste dag. Vi lever i et land med ordnede forhold – sygehuse, læger står på spring, hvis der er noget galt. Vi skal ikke først sælge alt hvad vi har for at få råd til en indlæggelse. Er det noget vi bare tager for givet lige som kvinden lige så langsomt tog de 500 kroner for givet og siden mistede dem? Er det noget vi husker på, når der er ting, som pludselig går os på, at ”jo vi er egentlig rige” ”Vi er egentlige heldige alligevel”? Eller er vi faldet i søvn, så vi ikke lægger mærke til alt det gode, vi vader i hver eneste dag?

Handler den historie om os som kristne? Os, der har fået så meget af Gud, er vi jublende glad for det og lever på en måde, som viser os som glade kristne, der meget gerne deler ud af det, vi har lært at kende? Eller er det bare: ”Jeg er kristen – og sådan er det bare”?

Ligesom kvinden i historie, der til sidst tog de 500 kroner for givet, og sløsede med den fremmed mands gavmildhed, så han til sidste stoppede gavestrømmen. Vi må ikke tage Gud for givet – vi må ikke tage frelsen for givet – vi må ikke tage kirken og gudstjenesten for givet. Den åndelige søvn kommer listende lige så stille på os. Hvem ved om Gud fortsætter sin velsignelsesstrøm ned over dig, længe efter du er faldet i en åndelig søvn, så du slet ikke opdager, at din lampe i virkeligheden er gået ud?

Jesus kommer på et eller andet tidspunkt – jeg ved ikke hvornår, jeg ved ikke hvordan, men jeg ved hvorfor: Han kommer for at frelse – han komme for at hente dem op til sig, som er klar. Som bærer lys for ham her i verden, og som lyser op for andre og for sig selv.

Brudepigerne faldt i søvn, fordi brudgommen lod vente på sig… Jesus har også ladet vente på sig. Når Jakob skriver i sit brev ”Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær”, så vil en historiker nok trække lidt på smilebåndet. Jakob skrev for snart 2000 år siden. Men vi som kristne skal ikke trække på smilebåndet – for lige som Jakob ikke vidste, hvornår Jesus kom, sådan ved vi det heller ikke. For os er Herrens komme også nær – lad det være en motivation til at være åndeligt stærke og parate. For hvor ville det være skammeligt, hvis vi sov, når han kom. Hvor ville det være forfærdeligt, hvis vi vågnede op og opdagede, at vi slet ikke var parate. ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”.