Evangelisk alliance: Et værdigt liv

Denne side er set 812 gange!

Jeg har længe gået og tænkt over overskriften for i aften – et værdigt liv. For hvad er egentligt et værdigt liv? Hvis vi kigger rent sprogligt på det, så må et værdigt liv være et liv, der, der er værd at leve – et værdigt liv. Det vil så også sige, at der må være liv, som ikke er værd at leve. Som man måske lige så godt kan sætte en stoppe for. Men hvem skal bestemme om et liv er værd at leve – hvilke standarder skal man sætte op? Hvad er er et værdigt liv?

Jeg må indrømme, at jeg synes at stykket til i dag blander tingene sammen – når det sætter overskriften ”et værdigt liv” sammen med spørgsmålet om ligestilling, spørgsmålet om kvinders adgang til uddannelse og anerkendelse. Selvfølgelig har og er vi mænd nogle svin, når det kommer til behandlingen af kvinder, men hvis vi kigger tilbage i tiden på vores bedstemødre, eller længere tilbage, vil vi så sige, at de ikke havde et værdigt liv? Vil vi sige, at deres liv ikke var værd at leve? De havde måske nogle forhold, som vi ikke vil kunne leve under, men gør det deres liv uværdigt?

Jeg må da sige, at jeg tager hatten af for alle de kvinder, som i tidens løb har ofret sig for deres familier, og som kun har modtaget utak eller utilfredshed til gengæld. Eller, hvor man har taget deres indsats for en selvfølge.

Jeg har talt med en gammel præstekone, som var præstekone på det man kalder ”den gode gammeldags måde”, hvor hun altid var lige et par skridt bag sin mand. Hvor hun var aktiv som præstekone ved præstekonventer, hvor der skulle laves mad. Der var meget arbejde i kirken, som bare naturligt var hendes, for nu var hendes mand jo præsten. Hun skulle stå for kvindekredsen, hun skulle stå for sykredsen… fordi hun havde lyst? Fordi hun havde et kald til det? Nej, fordi hendes mand var præsten. Hun var sammen med hendes mand til en masse fester, for præsten og konen skulle jo gerne med til det hele… hun fortæller, også hvor træt hun var, når hun en måned efter konfirmationerne havde været med til det sidste eftergilde. Hun klager ikke – men man må jo sige, at der ikke var meget ligestilling dér – men en masse forventninger, som hun bare skulle overholde. Er det et værdigt liv? Nogle vil måske sige, at et liv, som man ikke fuldstændig selv bestemmer over, ikke er et værdigt liv.

En anden ting er de mange skilsmisser, der er for tiden. Jeg er ked af at så mange bliver skilt – forrige år havde Danmark europa-rekorden i skilsmisser. Men tænk alle de kvinder også heroppe i Vendsyssel, der har holdt sammen på familien, selv om deres mænd tæskede dem og på andre måder var onde mod dem. De holdt ud – også fordi der ikke var noget alternativ til et liv i undertrykkelse. De holdt ud og holdt så også sammen på deres familie. Vil vi sige at det var et værdigt liv – eller var et liv, der ikke var værd at leve? Under alle omstændigheder, så var det deres liv – de ønsker nok ikke vores medynk, men vi kan måske give dem vores respekt.

Jeg har den dybeste respekt for de kvinder – det her er bare to eksempler, men mon de vil kalde deres liv for uværdigt at leve? Jeg tror vi skal passe på med at give karakter over liv – at noget er værd at leve, mens andet egentligt ikke er. Men derfor kan vi jo nok skabe bedre forhold for ikke bare kvinder – men også alle andre, der lever et liv, under undertrykkelse, mindreværd eller tilsidesættelse.

F.eks. i Indien, hvor noget af det laveste man kan være er en kvinde – faktisk er det sådan, at der bliver foretaget mange aborter, fordi man ser, at det ufødte barn er en pige. Et internationalt lægetidskrift mener, at der de seneste 20 år er blevet foretaget 10 millioner aborter alene fordi barnet var en pige. Den indiske lægeforening mener, at tallet er 10 gange så stort, så vi taler om fem millioner pigeaborter om året. Det er et forfærdeligt syn ikke bare på kvinder, der kommer frem dér, men på mennesker. Den tankegang skal vi forsøge så godt vi nu kan, at hjælpe Indien væk fra.

Jesus gav kvinder en vigtig plads i sin discipelflok… ja, vi har lige læst, at det var kvinder, der forsørgede den omvandrende discipelflok. Jeg tror, at han gav dem den plads de kunne udfylde – ikke fordi de var kvinder, men fordi de var Guds børn. Sammen som mennesker er vi Guds børn – og har som kvinde og mand hver sin opgave i kirke og samfund. I skabelsesberetningen står der: ”Gud skabte mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem”. Sammen er kvinde og mand mennesket – vi er skabt af Gud – elsket af Gud – ikke tilfældigt men med en opgave og en plads for øje.

”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte” (Gal 3,26-29)

 

Det er vigtigt, at vi hver i sær må bede om at vi må finde frem til den opgave i kirke og samfund, som Gud har til os. At vi må udnytte de evner og talenter, som Gud har givet os. Og vigtigst af alt, at vi ikke må hive vores tanker og forventninger ned over hovedet på andre, så de presses ud hvor de ikke hører hjemme. Om det så er fordi vi har nogle bestemte forventninger fordi de er kvinder, eller hvad det nu er, der gør, at vi tror,  at vi kan styre andres liv. Kirken har brug for alle uanset køn eller mindre køn – og vi har brug for at lægge os selv over til ham ligesom profeten Esajas: ”Her er jeg, send mig”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *