2. søndag i fasten (2005)

Denne side er set 777 gange!

Det er 2. søndag i fasten –  Fastetiden er vores åndelige forberedelse til påsken – og teksterne, vi samles omkring her i kirken – er inde på det grundlæggende i vores kristenliv og de starter i dag med det allermest grundlæggende: Troen på Jesus.

I den forgangne uge blev der offentliggjort en ny undersøgelse af europæernes tro. Den viser, at 71% af europæerne siger, at de tror på Gud. Det lyder jo meget flot – den viser også, at der er store regionale forskelle, da 97 % af polakkerne tror på Gud, hvor kun 37 % af tjekkerne siger at de tror på Gud. Der stod ikke noget om hvordan danskerne forholder sig til spørgsmålet – men mon ikke vi ligger et godt stykke væk fra polakkernes 97%?

For det med tro er noget mærkeligt noget – det er blevet mere i orden at snakke om tro i dag, men dybest set betragter vi vel troen som en privatsag. Generalsekretæren i Danmission, han hedder Mogens Kjær, sagde i et interview i den forløbne uge, at danskerne ikke vil lytte til præsten. Man vil gerne lade sig inspirere, men man vil selv bestemme (KD 17. feb. 2005).

Man vil gerne lade sig inspirere – er det kristendom: At lade sig inspirere?

Så kan jeg godt forstå, at man bliver skræmt, når man i fjernsynet møder muslimerne, der udstråler en fast og forankret tro. Der er ikke meget inspiration dér, men klippefast tro.

Så kan jeg godt forstå at man ryster på hovedet af Indre Mission, for man kender dem jo fra ateisten Hans Kirks berømte klassiker ”Fiskerne”. Den er en klassiker på den måde, at alle taler om den, men ingen har læst den. Men vi kender dem og deres fordømmende tro – de virker også skræmmende.

Nej vores tro er mere på det jævne. Ligesom Kaalunds sang

”På det jævne – på det jævne!

ikke i det himmelblå”.

Troen er en privatsag – den skal man ikke vifte offentligt med, og det er måske en af grundene til at kristendommen står så svagt i dagens dag. Jo vel der er meget goodwill for kristendommen, der er meget sympati for kristendommen, når den bare holder sig til at tale om kærlighed, åbenhed og tolerance. Alle de ting, den har tilfælles med humanismen. Der er meget sympati – men hvad hjælper det? Marianne Karlsmose fra Kristendemokraterne fortalte også at de havde mødt meget sympati i valgkampen, men hvad hjælper sympati, hvis det ikke bliver omsat til et kryds på stemmesedlen? Hvad hjælper sympati, hvis det ikke bliver omsat til en tur i kirken for at høre hvad det er man sympatiserer med?

Nej tak – for troen er en privatsag… og det er derfor at kristendommen står så svagt herhjemme, også fordi vi som kristne ser troen som en privatsag. For at vende tilbage til generalsekretæren i Danmission, Mogens Kjær, så mener han, at ”Folkekirken skal være mere kontaktsøgende, og kirkegængerne skal forkynde kristendommens budskaber til fester, hos familien og på arbejdet” siger han. Hvorfor gør vi i grunden ikke det? Hvorfor er mission ikke placeret ret højt på vores kirkelige dagsorden?

Er en af grundene til det at vi ikke selv er tændt af troen? At vi som kirke er gået så meget på kompromis med Guds ord, at vi snart ikke rigtig ved hvad det egentligt er vi tror på. At vi ikke rigtig ved hvad der egentlig er kristendommens budskaber.

Skal vi tænde andre for Jesus, så er det nødvendigt at vi selv er tændt! Vores tro skal ikke være på det jævne på det jævne – men en sprudlende tro, der ikke bare inspirerer, men som er med til at pege andre ind til grunden til at vi sprudler: Jesus.

Troen på Jesus skal virkelig være vores grund til glæde – men lad os i dag prøve stille os det grundlæggende spørgsmål: Hvad er tro for noget?

Selv om hele Bibelen handler ufatteligt meget om tro, så er der kun et eneste sted, hvor der sort på hvidt står en forklaring på ordet tro: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses” (Hebr 11,1). Det er faktisk en god og kort forklaring på hvad troens væsen egentlig er: Det er en overbevisning om ting, der lige nu er uhåndgribeligt. Det er at stole på Gud også selv om det, der rent faktisk ses råber noget ganske andet end det, jeg har som er min tro og overbevisning.

Selv om Bibelen kun har denne ene forklaring på hvad tro er, så har den en masse beretninger om personer, der tror. En af dem er denne kana’anæiske kvinde, der kommer til Jesus for at få ham til at helbrede sin syge datter. Ja, Jesus bruger store ord om hende: ”Din tro er stor”. Der var ingen af disciplene, der fik den besked fra Jesus – tværtimod: ”I lidettroende”… eller: ”Havde I bare tro ligesom et sennepsfrø…”. Men til denne fremmede kvinde siger Jesus altså: ”Din tro er stor”.

Hvordan kan Jesus kalde hendes tro for stor? Hun vidste garanteret ikke en døjt om kristendommens budskaber som disciplene var begyndt at få et indblik i. Hun vidste garanteret ikke en døjt om dogmatik, troslære, om bibelforklaringer – i forhold til farisæerne, som Jesus forkaster som hyklere.

Nej, hun vidste sikkert ikke meget om Jesus, men hun forstod nok til at hun kunne se sin egen desperate situation og til at hun kunne se Jesus som den eneste, der kunne uddele den form for guddommelig nåde, som hun havde brug for. Det var det, kvinden viste, da hun løb efter Jesus: ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn!”.

Det er begyndelsen på troen – at vi ser vores håbløshed og finder Jesus som ham, der alene kan hjælpe os ud af vores håbløshed. Det er at vi mærker og ser ondskaben i os, og ser Jesus som den eneste, der kan fjerne ondskaben fra os. Det er begyndelsen på troen – at råbe ligesom kvinden: ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn!”

Det må da være en bøn lige efter Jesu hjerte: ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn!” Men Jesus svarede hende ikke et ord – han ignorerede hende.

Hvad ville vi gøre, hvis vi stod overfor sådan en situation – det kan være, at vi allerede har oplevet det: Vi beder, men Jesus svarer os ikke. Vi beder om noget, men det bliver bare aldrig til noget med det svar fra Gud. Så har vi været i samme situation som kvinden her: Jesus, der prøver, styrker og udvikler hendes tro gennem tavsheden. Bibelen sagde jo: Tro er fast tillid om ting, der ikke ses”.

Hvordan reagerer vi, når vi møder den guddommelige tavshed – giver vi op, for så kan det også bare være det samme? Dropper vi troen?

Det gjorde kvinden ikke – hun fortsatte – fortsatte med at tro at Jesus kunne hjælpe hende – fortsatte med at bede: ”Herre, hjælp mig”!

Og denne gang svarede Jesus hende: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde”. Jesus svarede hende, men det var med en afvisning. Har du også bedt og bedt og bedt – og fået en afvisning?

F.eks. vi beder om helbredelse for en af vore kære, men vedkommende dør fra os. Vi beder om at vi selv eller en af vore kære må blive rask – men det går bare den forkerte vej.

Jeg kunne fortælle mange beretninger om hvordan kristne efter lange bønskampe endelig får et svar fra Gud, men det var ikke det, de havde bedt om – tværtimod. Jeg har oplevet det – I har sikkert også oplevet det. Folk, der ikke tror, vil nok bare ryste på hovedet: ”Drop det dog! Drop dog Gud – det giver ikke mening!” – ligesom Job i Det gamle Testamente, hvis liv lige så langsomt blev skudt i skænk – og hans kone kom til ham og sagde: ”Holder du stadig fast ved din retsindighed? Forband Gud, og dø!”.

Hvad gør vi, når vi støder ind i et rungende nej? Den kanaanæiske kvinde holdt fast i Jesus – hun holdt fast i Jesu ord og brugte dem til hendes egen fordel og derfor fik hun at vide: ”Din tro er stor”. Hendes tro var blevet prøvet helt igennem – hendes tro var vokset, så den kunne gribe om det under, den bad om.

Det er også sådan Jesus arbejder med vores tro i dag – den begynder med den spæde barnetro, der bare suger til sig, men Jesus vil ikke bare nøjes med at vi har en barnetro, han ønsker for os at den skal vokse sig stor. At vi skal vokse i erkendelse af hvem han er – og i tillid til at han vil os det bedste også selv om alt muligt råber det modsatte. Han vil, at vi skal bruge hans ord ligesom kvinden brugte Jesu ord. V i skal ikke tvinge den almægtige Gud, så han danser efter vores pibe, men ved at læse i hans ord, ved at tage ham på hans ord viser vi at vi godt ved hvilken retning hjælpen skal komme fra.

Sådan er troen: Den er ydmyg, den er lovprisende og den er vedholdende – den giver ikke bare op selv om alt og alle råber det modsatte. ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”. Og jo mere vores tro vokser jo mere vil den også komme til udtryk i den måde vores liv er på – jo stærkere ambassadører vil vi være for den almægtige. Jo mere vil vi forkynde kristendommens budskaber til fester, hos familien og på arbejdet.

I slutningen af 1800-tallet bredte der sig en bøn i store del af kristenheden, den hed: Herre, send vækkelse og begynd med mig. Vi har brug for en brændende tro – vores kirke har så sandelig også brug for brændende kristne og hele vores land har brug for brændende kristne, der tør tale om deres tro til fester, hos familien og på arbejdet. Lad os også bede den bøn: Herre send vækkelse – og begynd med mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *