2. søndag i fasten (2015)

Denne side er set 985 gange!

Det her er en meget speciel historie om Jesus – for vi møder Jesus fra en side, som vi ikke ser andre steder i alle tekster om ham. Han ignorerer en, der søger ham. Han forsøger at afvise en, der oprigtigt søger ham – der er faktisk lidt racist over Jesus… eller måske snarere et udslag af apartheid-tanken, der skiller folk op alt efter hvilken national baggrund man har: ”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus”. En kanaanæer er så langt væk fra det at være jøde som man næsten kan forestille sig. Jesus opfører sig ikke sådan som vi gerne vil have ham til at opføre sig – han passer simpelthen ikke ind i vort glansbillede af Jesus. Ja, den irske nobelprismodtager i litteratur, George Bernhard Shaw sagde om den episode her: ”Ja, det var den dag, hvor Jesus ikke var kristen”.

En racistisk Jesus ?
Nu var Jesus jo aldrig nogensinde kristen, men vi forstår godt Shaws pointe… og sådan noget og det med racist kan man jo heller ikke kalde Jesus!! Det lyder jo rimeligt forkert også i mine øre: En racistisk Jesus – og vi har jo hørt lige før fra døbefonten, at Jesus siger: ”Gå derfor ud og gør alle folkeslag til mine disciple” – dvs. gør også det kanaanæiske folk til mine disciple. Gør denne kvinde til en af mine disciple.  Der er derfor gjort utrolig mange krumspring for at redde Jesus her – og jeg skal ikke trætte jer med det her. Jeg har læst stakkevis af prædikener om denne tekst – og hjemmesider – og nærmest alle som en forsøger at rette til, fortolke og lægge til, sådan at vi alligevel ser Jesus sådan som vi gerne vil have ham til at se ud, koste hvad det vil. … I ved som Thorvaldsens Kristus-figur, ”Kom til mig, alle I som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile”.

For ærligt talt, jeg gider ikke være Jesu advokat, være hans talsmand, der skal står og forklare ham – især ikke når det er omvendt, at han har lovet at være min advokat, og min talsmand. Vi vil alligevel aldrig finde ud af hvad der foregik ind i hovedet og hjertet på Jesus den dag for snart 2000 år siden… men vi kan læse os til hvad der sker i og med den kvinde, der til sidst ligger foran Jesu fødder, ”Herre, hjælp mig”.

Troen.
En fantastisk tro – en stor tro, ja, for det er hvad Jesus siger om hendes tro: ”Din tro er stor”.  Ja, kvinden har en stor tro – ikke en stor viden, ikke en stor og perfekt religiøs praksis, ikke en masse ritualer, ikke en masse teorier om hvordan Gud er og bør være – men bare en tro.
En tro på, at den mand, der prøver på at komme væk fra mig lige nu, der prøver på at ignorere mig, der kalder mig en lille hund, at han ikke desto mindre er mit eneste håb. At han er den eneste, der kan hjælpe. En tro forstået på den måde: ”Jeg kan ikke selv, jeg er ikke noget selv, jeg har ikke ret til noget som helst, for jeg ved hvem jeg er, og hvad jeg har gjort, men netop derfor har jeg brug for Gud”.  ”Jeg bliver ved med at råbe efter ham, om det så bliver det sidste jeg gør her i verden”.

Sikke en tro – hvor mange af os vil ikke have vendt Gud ryggen allerede efter ganske få bønner om hjælp. ”Nå, det hjælper nok ikke alligevel. Nu må Gud da se at hjælpe lidt til her – nu må han da lige vise sig for mig, når jeg nu står jer og venter og beder til ham”.

Hvad er troen bedst til?
Dagens historie er en god illustration af hvad troen er og hvad den er bedst til, nemlig at blive ved og blive ved og blive ved – også selv om alt andet er ved at falde ned om ørene på os, så bare blive ved. Også selv om Gud bliver ved med at være tavs – så bare blive ved med at bede til ham. For ved du hvad – der er ikke anden dør at banke på end den her… derfor bliv ved med at banke.

Jeg kan ikke lade være med at fortælle om en oplevelse, mig kone og jeg havde. Vi havde fået adressen på et hus i Sarajevo, hvor vi havde aftalt, at vi skulle bo et par dage. Vores fly have forsinket os, så da vi kom frem, var der ikke nogen til at tage imod os, sådan som vi var blevet lovet. Vi bankede på samtlige døre og vinduer i huset – og det var et stort hus – men ingen reagerede. Det begyndte at blive mørkt – de vilde hunde begyndte at hyle i nærheden, vi var blevet glemt… hvad skulle vi gøre midt i en fremmed by? Og vores økonomi var ikke lige til at kaste os ind i et hotelværelse – så det her var det eneste sted, hvor vi kunne finde husly. Men i mørket kunne vi se, at der var lys oppe på tredje salen i det store hus, og vi blev ved med at banke på, og råbe… og til sidst blev døren åben.

Nogle gange kan bøn føles sådan – nogen gange kan det at være en kristen føles sådan: At vi bare står og banker og råber udenfor et stort hus uden at vi bliver hørt, uden at døren bliver åbnet. Men ved du hvad: Bliv ved med at banke, for det her er det eneste hus, som vi kan komme ind i. Blive ved med at banke, for der er en, der lytter – stol på det… og der er en, der reagerer på vores banken. Derfor bliv ved med at bede og banke. Lad dig ikke slå ud – men bliv ved. Det er troens største kendetegn – som Brorson siger i en gammel salme: ”Bede, banke, råbe, græde, er de kristnes største kunst” (DDS 583,3). Troens kendetegn er, at vi kommer med ingenting – og vi forventer at få noget af Gud, også selv om vi ikke fortjener det. ”Vi rækker vore hænder frem, som tomme skåle”, som vi skal synge om lidt (DDS 367).
For ved du, den Gud, jeg tror på… den Gud vi tror på … han frelser. Navnet på vores eneste redning er Jesus, og det betyder ”Herren frelser”. Navnet på den eneste døre, vi kan banke på ind til evigheden, er Jesus. Han er med os selv når vi føler os gudsforladte. Han hører vores bøn til ham også når vi står midt i alt det meningsløse og mærker at tvivlen rusker i os, fordi vi kun møder stilhed. Selv midt i en verden uden Gud – dér er Gud også.
Blive ved – tro og vent – hjælpen kommer, Herren kommer, frelsen kommer.
Som vi hørte fra salmen i Det gamle Testamente:

”Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?
Hvorfor skælver du i mig?
Vent på Gud!
For jeg skal takke ham på ny,
min frelser og min Gud

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *