3. søndag efter Helligtrekonger (2020)

Denne side er set 187 gange!

Lyt til prædiken

      3. søndag efter helligtrekonger - 2020 - 25th January 2020


Læs prædikenen

I den forgangne uge var jeg sammen med de øvrige præster i provstiet i Holland for at besøge kirken dér. Og det var noget af en bedrøvelig tur, for kirke og kristendom fyldte nul og niks – den sekularisering, som vi snakker så meget om, det at ”når Gud og demokrati støder sammen, så har Gud vigepligt” eller at ”Religion skal ud af det offentlige rum” er virkelig ført ud i livet. Kirke og stat er adskilt. Gud ser ikke ud til at have nogen plads i Holland – og medlemstallene for kirkerne styrtdykker, den protestantiske kirke mister 2,5% af deres medlemmer hvert år. Man døber ikke længere ens børn – man bliver ikke længere begravet i en kirke – kirken har mistet sin betydning. Jo, det skulle da lige være i det område, som man kalder for Bibelbæltet, hvor kirke og tro står stærkt i folks bevidsthed, men selv her har tingene set bedre ud. En ældre mand fortalte om kirken og beklagede sig over at der nu kun kom 300 mennesker til gudstjeneste om søndagen. Og der var ikke mange unge mennesker.
Der bliver lukket kirker i hobetal – f.eks. skal den katolske kirke frem til 2025 lukke 2/3 af sine kirker, det vil sige cirka 1000 kirker skal nedlægges. De protestantiske kirker skal lukke 40-40 procent af deres, hvilket vil sige mellem 600 og 800 kirker. Kirkebygningerne bliver brugt til alverdens ting. To af aftnerne spiste vi aftensmad i nedlagte kirker. Vi sad på pulpituret ved siden af orglet, der stadigvæk var i kirken. Altertavlen var erstattet af powerpointshow, der viste reklamer med øl, lyserøde elefanter og stedets maskotkat. Jeg var ikke ked af at man bruger bygningen til bar og restaurant – jeg var mere ked af at her havde der været en menighed, der var samlet til bøn, salmesang, dåb, begravelse – men at de nu ikke var der længere.
Gud og kristendom havde ikke nogen plads i Holland – religion ud af de offentlige rum. Men til gengæld gik vi bogstaveligt talt i duften af hash hele tiden. Man kunne købe hash alle steder, hashkager i alle afskygninger i souvenirboder og i cafeshops blev alt stillet til rådighed. Og i det såkaldte Red-light-district kunne man købe alt det, som hjertet begærer, og man kunne se varen stå i vinduet. Turister kom til byen for at købe til sig – og dem, der ikke var raske nok, kom også til Holland for at få gjort en ende på deres pinsler med aktiv dødshjælp. Lige for øjeblikket er der en diskussion om hvorvidt folk med Alzheimers ikke skulle tilbydes en dødelig indsprøjtning.
Noget af det, der gjorde besøget i Amsterdam bedrøveligt var at høre: Det her er Danmark om 10-15 år! Det bryder jeg mig ikke om at tænke på.

Ønsker vi et samfund som det hollandske, hvor kirker og tro er er blevet sat helt ud på et vigespor? Ønsker vi et samfund, hvor menneskesynet ikke gøres op i kroner og øre – hvor det ikke er alting, der er til salg? Hvis kirken og vi som kristne ikke er der til at råbe stop, når demokrati-vognen løber løbsk ud af en vej med ubegrænset frihed og hvor alt er til salg, hvem skal så gøre det? Måske er det godt at vi som kristne stiller os i vejen, for sandheden findes altså ikke bare ved at tælle de oprakte hænder. Niels Hausgaard siger det vel ret rammende: ”Er de fleste de bedste – eller bare de fleste?”

Vi har stadigvæk et land, der mere eller mindre korrekt kalder os for et kristent land. Jeg er glad for at den kristne tro endnu er en del af vores måde at leve på – der som et lille bitte frø, vokser ud og påvirker den måde vi ser verden på og indretter vores liv på. Som skaber et moralsk indre kompas, der måske ikke altid svinger i samme retning, dog stadigvæk er påvirket af det kristne liv og menneskesyn. Jeg er glad for at vi lever i et land, hvor kirken står så forholdsvist stærkt i folks bevidsthed som den gør. At I f.eks. har bragt jeres Arthur til kirke for at han skal døbes. At de unge kommer til konfirmation og vielser. Og at selv de tilfælde, hvor et menneske dør uden andre at tage sig af dem end kommunen, så får det menneske dog en kristen begravelse.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorfor det er sket sådan i Holland – men den massive flugt af kirkemedlemmer, men de 2,5%, der forlader kirken består af en masse individer, der siger nej til et eller andet. En vej væk fra Amsterdam-skræk-scenariet er at sige ja. Ja til troen – som I har sagt ja i dag på Arthurs vegne. Og så kan det godt være, at vi føler at troen er så lille – ja, så lille at vi måske ikke engang tænker som disciplene: ”Giv os en større tro”, fordi vi ikke ser troen i vores liv. At den ikke betyder noget for os.

Hvorfor siger folk nej til troen? Nej til at de tror? Måske en af grundene er at vi som kirke har malet er forkert billede op af hvad det vil sige at tro. At troen handler om en masse viden. At troen handler om at man mener, at visse trossætninger er sande, også ting, som er utroværdige. Men der er et problem med sådan en afkrydsningsliste og det er at troen hurtig kan gå fra hjertet til hovedet. At det handler om at vide ikke om at være. At det handler om at gøre det rigtige – handler om religion og ikke om relation. Og handler troen om viden, så gælder det jo om at have en så stor viden som mulig. Så er troens størrelse vigtig. Jesus flytter fokus fra troens kvalitet til troens objekt, det vi tror på.
Jesus siger: ”Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer”. Det handler ikke om kvantiteten af tro, størrelsen af troen, men handler om Guds magt, visdom og kærlighed, for det er Gud, der flytter morbærtræer. Det handler ikke om at have en større tro, men det handler om at sætte sin tro på det rigtige sted, eller mere korrekt: Sætte sin tro på den rigtige person. At vi ikke skal sætte vores tro på os selv og vore evner, men sætte den til Gud. Tro handler ikke om svar – tro handler om Guds kærlighed gennem Jesus Kristus. Gud kan gøre utrolige ting i og igennem vores liv, for troen er stor uanset hvor stor den er, for den er en tro på en stor Gud. Tro er fællesskab med Gud, og det er fællesskab, der forvandler os. Tro handler om at blive grebet af Jesus, sådan at du i krop og sjæl ved at dit liv og hans liv og verdens liv er blandet sammen.
Midt inde i det såkaldte Red Light District i Amsterdam besøgte vi en flok kristne familier, der havde bosat sig i et arbejdsfællesskab med det formål at hjælpe og støtte de mennesker, der solgte sig selv ude i husene omkring dem. I kælderen var der et andagtsrum, hvor der holdtes morgen- og aftenbøn hver dag. Gulvet er meget specielt – for de er lagt sådan at stenene er lagt i cirkler rundt omkring et centrum, hvor der står en læsepult med Bibelen. Cirklen fortsætter ud fra Bibelen og også uden for huset på gaden. Præsten fortalte, at når han sad dér og holdt andagt – og kunne høre og se op på sexturisterne, der stod og ventede på at komme til, så kunne han blive så sur og gal på de mennesker. Men når han så slog blikket ned og så cirklen, som han var en del af – så vidste han, at de mennesker, der stod derude også var en del af den cirkel, hvis centrum var Gud. De var måske langt borte fra centrum – de havde gjort nogle forkerte valg, men det var ikke et ”DEM, der er forket på den” og ”OS, der er bedre”, men vi er et OS, et fællesskab. De var begge en del af samme cirkel.
Og når du ser den sammenhæng, så ser du dig selv og din næste og hele verden på en hel ny måde. Så kan vi ikke andet end at blive sendt ud som Guds tjenere for at tale for den svage, hjælpe den syge og være med til at forme vores samfund og vort land i en kristen retning med værdighed og respekt for det enkelte menneske.
Og hele den indsigt og tilgang til verden er en gave – det eneste vi kan gør er at åbne en lille sprække op til Gud, sådan at han kan plante den lille tro, der er på størrelse med et sennepsfrø – og så vil han starte forvandlingen af vores frosne hjerter.

Og fordi det hele bygger ikke på os, men på Gud, så kan vi aldrig blive mere end ”unyttige tjenere” i forhold til ham. Vi vil altid være afhængige af Gud som tjeneren, som slaven, er afhængig af sin herre. Vi vil aldrig vokse os op sådan, at Gud til sidst skylder os noget. For uanset hvor meget vi gør og skaber og hjælper vores næste, så giver vi aldrig mere til Gud end han fortjener. Vi kan aldrig give ham noget, som han ikke fortjener og han kommer aldrig i et taknemlighedsforhold til os. Og modsat: Gud giver os altid mere end vi fortjener, så vi altid er i et taknemlighedsforhold til Gud. Vi skylder ham altid tak.

Herre, giv os ikke nødvendigvis en tro, der er stor – men giv os en tro, der støtter sig til en stor Gud.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, far, søn og Helligånd, du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *