Prædikener 2020

26 jan 2020

3. søndag efter Helligtrekonger – 2020, aftenprædiken

Lyt til prædikenen:

Aftenprædiken 3. søndag efter helligtrekonger 2020 - 25th January 2020

Læs prædikenen:
Dagens tekster handler på en eller anden måde om troen. Disciplene, der kommer med ønsket til Jesus: Giv os en større tro – og får noget at vide, der lyder som om at vi med troen kan trodse naturkræfterne: ”Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer”. Og vi hørte for lidt siden Bibelens eneste forsøg på at definere hvad tro er: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”

Jeg har det sådan med troen, at når jeg ikke tænker på det, så ved jeg hvad det er – og når jeg skal sætte ord på hvad det er, så ved jeg det ikke. Når man taler om troen, så bliver det hurtigt en lang liste over ting, man skal tro. At troen handler om en masse viden. At troen handler om at man mener, at visse trossætninger er sande, også ting, som er utroværdige. For de fleste er det at være en kristen det samme som at tro at der er en Gud, at Bibelen er Guds ufejlbarlige ord, at tro at Jesus er Guds søn og at han døde for vore synder. At man tror på skabelsesberetningen frem for evolutionslæren. At man tror på at barnedåb er det rigtige – at Jesu genkomst er på en bestemt måde. Listen af trossætninger, som man skal nikke til for at være en kristen, er lang og det er vigtigt at tro det rigtige. Jo mere man sætter et flueben: Jeg tror på det og det og det – desto større er min tro.
Men hvad om det ikke gælder om hvor stor tro jeg har, men hvor stor den Gud jeg tror på er. Jesus siger i dagens tekst: ”Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer”. Det handler ikke om kvantiteten af tro, størrelsen af troen, men handler om Guds magt, visdom og kærlighed, for det er Gud, der flytter morbærtræer. Det handler ikke om at have en større tro, men det handler om at sætte sin tro på det rigtige sted, eller mere korrekt: Sætte sin tro på den rigtige person. At vi ikke skal sætte vores tro på os selv og vore evner, men sætte den til Gud. Tro handler ikke om svar – tro handler om Guds kærlighed gennem Jesus Kristus. Gud kan gøre utrolige ting i og igennem vores liv, for troen er stor uanset hvor stor den er, for den er en tro på en stor Gud.

Og tro handler aldrig bare om viden – handler ikke bare om stemning – handler om relationer. Hver eneste gang vi modtager Guds velsignelse, så slås korset for os. Korset består af to bjælker: En fra vertikal, op og ned, og en horisontal, fra venstre til højre. Sådan er kristentro: Fra Gud til menneske (vertikal) og fra menneske til menneske (horisontal). Tro er vores relation til Gud og vores relation til vores medmennesker. Med den lille tro som et sennepsfrø sendes vi som Guds tjenere ud på Guds store mission: Gå ud i alverden. Gud har i sin visdom sendt os
sultne for at mætte dem,
tørstige for at læske dem,
fremmede for at vi skal tage os af dem
og nøgne for at vi skal give dem tøj.
Og hele den indsigt og tilgang til verden er en gave – det eneste vi kan gør er at åbne en lille sprække op til Gud, sådan at han kan plante den lille tro, der er på størrelse med et sennepsfrø – og så vil han starte forvandlingen af vores frosne hjerter. Og fordi det hele bygger på Gud, så kan vi aldrig blive mere end ”unyttige tjenere” i forhold til ham. Vi vil altid være afhængige af Gud som tjeneren, som slaven, er afhængig af sin herre. Vi vil aldrig vokse os op sådan, at Gud til sidst skylder os noget. For uanset hvor meget vi gør og skaber og hjælper vores næste, så giver vi aldrig mere til Gud end han fortjener. Vi kan aldrig give ham noget, som han ikke fortjener og han kommer aldrig i et taknemlighedsforhold til os. Og modsat: Gud giver os altid mere end vi fortjener, så vi altid er i et taknemlighedsforhold til Gud. Vi skylder ham altid tak.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, far, søn og Helligånd, du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

26 jan 2020

Lyt til prædikenen

3. søndag efter helligtrekonger - 2020 - 25th January 2020

Læs prædikenen
I den forgangne uge var jeg sammen med de øvrige præster i provstiet i Holland for at besøge kirken dér. Og det var noget af en bedrøvelig tur, for kirke og kristendom fyldte nul og niks – den sekularisering, som vi snakker så meget om, det at ”når Gud og demokrati støder sammen, så har Gud vigepligt” eller at ”Religion skal ud af det offentlige rum” er virkelig ført ud i livet. Kirke og stat er adskilt. Gud ser ikke ud til at have nogen plads i Holland – og medlemstallene for kirkerne styrtdykker, den protestantiske kirke mister 2,5% af deres medlemmer hvert år. Man døber ikke længere ens børn – man bliver ikke længere begravet i en kirke – kirken har mistet sin betydning. Jo, det skulle da lige være i det område, som man kalder for Bibelbæltet, hvor kirke og tro står stærkt i folks bevidsthed, men selv her har tingene set bedre ud. En ældre mand fortalte om kirken og beklagede sig over at der nu kun kom 300 mennesker til gudstjeneste om søndagen. Og der var ikke mange unge mennesker.
Der bliver lukket kirker i hobetal – f.eks. skal den katolske kirke frem til 2025 lukke 2/3 af sine kirker, det vil sige cirka 1000 kirker skal nedlægges. De protestantiske kirker skal lukke 40-40 procent af deres, hvilket vil sige mellem 600 og 800 kirker. Kirkebygningerne bliver brugt til alverdens ting. To af aftnerne spiste vi aftensmad i nedlagte kirker. Vi sad på pulpituret ved siden af orglet, der stadigvæk var i kirken. Altertavlen var erstattet af powerpointshow, der viste reklamer med øl, lyserøde elefanter og stedets maskotkat. Jeg var ikke ked af at man bruger bygningen til bar og restaurant – jeg var mere ked af at her havde der været en menighed, der var samlet til bøn, salmesang, dåb, begravelse – men at de nu ikke var der længere.
Gud og kristendom havde ikke nogen plads i Holland – religion ud af de offentlige rum. Men til gengæld gik vi bogstaveligt talt i duften af hash hele tiden. Man kunne købe hash alle steder, hashkager i alle afskygninger i souvenirboder og i cafeshops blev alt stillet til rådighed. Og i det såkaldte Red-light-district kunne man købe alt det, som hjertet begærer, og man kunne se varen stå i vinduet. Turister kom til byen for at købe til sig – og dem, der ikke var raske nok, kom også til Holland for at få gjort en ende på deres pinsler med aktiv dødshjælp. Lige for øjeblikket er der en diskussion om hvorvidt folk med Alzheimers ikke skulle tilbydes en dødelig indsprøjtning.
Noget af det, der gjorde besøget i Amsterdam bedrøveligt var at høre: Det her er Danmark om 10-15 år! Det bryder jeg mig ikke om at tænke på.

Ønsker vi et samfund som det hollandske, hvor kirker og tro er er blevet sat helt ud på et vigespor? Ønsker vi et samfund, hvor menneskesynet ikke gøres op i kroner og øre – hvor det ikke er alting, der er til salg? Hvis kirken og vi som kristne ikke er der til at råbe stop, når demokrati-vognen løber løbsk ud af en vej med ubegrænset frihed og hvor alt er til salg, hvem skal så gøre det? Måske er det godt at vi som kristne stiller os i vejen, for sandheden findes altså ikke bare ved at tælle de oprakte hænder. Niels Hausgaard siger det vel ret rammende: ”Er de fleste de bedste – eller bare de fleste?”

Vi har stadigvæk et land, der mere eller mindre korrekt kalder os for et kristent land. Jeg er glad for at den kristne tro endnu er en del af vores måde at leve på – der som et lille bitte frø, vokser ud og påvirker den måde vi ser verden på og indretter vores liv på. Som skaber et moralsk indre kompas, der måske ikke altid svinger i samme retning, dog stadigvæk er påvirket af det kristne liv og menneskesyn. Jeg er glad for at vi lever i et land, hvor kirken står så forholdsvist stærkt i folks bevidsthed som den gør. At I f.eks. har bragt jeres Arthur til kirke for at han skal døbes. At de unge kommer til konfirmation og vielser. Og at selv de tilfælde, hvor et menneske dør uden andre at tage sig af dem end kommunen, så får det menneske dog en kristen begravelse.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorfor det er sket sådan i Holland – men den massive flugt af kirkemedlemmer, men de 2,5%, der forlader kirken består af en masse individer, der siger nej til et eller andet. En vej væk fra Amsterdam-skræk-scenariet er at sige ja. Ja til troen – som I har sagt ja i dag på Arthurs vegne. Og så kan det godt være, at vi føler at troen er så lille – ja, så lille at vi måske ikke engang tænker som disciplene: ”Giv os en større tro”, fordi vi ikke ser troen i vores liv. At den ikke betyder noget for os.

Hvorfor siger folk nej til troen? Nej til at de tror? Måske en af grundene er at vi som kirke har malet er forkert billede op af hvad det vil sige at tro. At troen handler om en masse viden. At troen handler om at man mener, at visse trossætninger er sande, også ting, som er utroværdige. Men der er et problem med sådan en afkrydsningsliste og det er at troen hurtig kan gå fra hjertet til hovedet. At det handler om at vide ikke om at være. At det handler om at gøre det rigtige – handler om religion og ikke om relation. Og handler troen om viden, så gælder det jo om at have en så stor viden som mulig. Så er troens størrelse vigtig. Jesus flytter fokus fra troens kvalitet til troens objekt, det vi tror på.
Jesus siger: ”Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer”. Det handler ikke om kvantiteten af tro, størrelsen af troen, men handler om Guds magt, visdom og kærlighed, for det er Gud, der flytter morbærtræer. Det handler ikke om at have en større tro, men det handler om at sætte sin tro på det rigtige sted, eller mere korrekt: Sætte sin tro på den rigtige person. At vi ikke skal sætte vores tro på os selv og vore evner, men sætte den til Gud. Tro handler ikke om svar – tro handler om Guds kærlighed gennem Jesus Kristus. Gud kan gøre utrolige ting i og igennem vores liv, for troen er stor uanset hvor stor den er, for den er en tro på en stor Gud. Tro er fællesskab med Gud, og det er fællesskab, der forvandler os. Tro handler om at blive grebet af Jesus, sådan at du i krop og sjæl ved at dit liv og hans liv og verdens liv er blandet sammen.
Midt inde i det såkaldte Red Light District i Amsterdam besøgte vi en flok kristne familier, der havde bosat sig i et arbejdsfællesskab med det formål at hjælpe og støtte de mennesker, der solgte sig selv ude i husene omkring dem. I kælderen var der et andagtsrum, hvor der holdtes morgen- og aftenbøn hver dag. Gulvet er meget specielt – for de er lagt sådan at stenene er lagt i cirkler rundt omkring et centrum, hvor der står en læsepult med Bibelen. Cirklen fortsætter ud fra Bibelen og også uden for huset på gaden. Præsten fortalte, at når han sad dér og holdt andagt – og kunne høre og se op på sexturisterne, der stod og ventede på at komme til, så kunne han blive så sur og gal på de mennesker. Men når han så slog blikket ned og så cirklen, som han var en del af – så vidste han, at de mennesker, der stod derude også var en del af den cirkel, hvis centrum var Gud. De var måske langt borte fra centrum – de havde gjort nogle forkerte valg, men det var ikke et ”DEM, der er forket på den” og ”OS, der er bedre”, men vi er et OS, et fællesskab. De var begge en del af samme cirkel.
Og når du ser den sammenhæng, så ser du dig selv og din næste og hele verden på en hel ny måde. Så kan vi ikke andet end at blive sendt ud som Guds tjenere for at tale for den svage, hjælpe den syge og være med til at forme vores samfund og vort land i en kristen retning med værdighed og respekt for det enkelte menneske.
Og hele den indsigt og tilgang til verden er en gave – det eneste vi kan gør er at åbne en lille sprække op til Gud, sådan at han kan plante den lille tro, der er på størrelse med et sennepsfrø – og så vil han starte forvandlingen af vores frosne hjerter.

Og fordi det hele bygger ikke på os, men på Gud, så kan vi aldrig blive mere end ”unyttige tjenere” i forhold til ham. Vi vil altid være afhængige af Gud som tjeneren, som slaven, er afhængig af sin herre. Vi vil aldrig vokse os op sådan, at Gud til sidst skylder os noget. For uanset hvor meget vi gør og skaber og hjælper vores næste, så giver vi aldrig mere til Gud end han fortjener. Vi kan aldrig give ham noget, som han ikke fortjener og han kommer aldrig i et taknemlighedsforhold til os. Og modsat: Gud giver os altid mere end vi fortjener, så vi altid er i et taknemlighedsforhold til Gud. Vi skylder ham altid tak.

Herre, giv os ikke nødvendigvis en tro, der er stor – men giv os en tro, der støtter sig til en stor Gud.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, far, søn og Helligånd, du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

12 jan 2020

Lyt til prædikenen:

1. søndag e. Helligtrekonger - 2020 - 12th January 2020

Læs prædikenen:
Går udøbte babyer fortabt?
Vi hører teksten ved hver eneste dåb – ”Lad de små børn komme til mig”. Vi er vant til at høre dåben med i ordene, selv om teksten ikke handler om dåben. Der står at Jesu velsignede dem – ikke at han døbte dem. I radioen hørte jeg samme tekst blive brugt forud for en børnevelsignelse i en baptistkirke – hvor teksten skulle belyse hvorfor man velsignede børnene og altså ikke døbte dem. ”Og han tog dem i favn, lagde hænderne på dem og velsignede dem”.

Vi i vores kirke døber babyer – dåben er vigtig, så derfor er jeg blevet kaldt ud på fødeafdelinger for at døbe nyfødte børn, der kæmper for at overleve. Og kan man ikke nå at tilkalde en præst, så kan enhver træde til og døbe barnet. Dåben er vigtig. I Den augsburgske Bekendelse, er en del af Folkekirkens bekendelsesgrundlag står der:

”Om dåben lærer de, at den er nødvendig til frelse, og at Guds nåde tilbydes gennem dåben, og at børn skal døbes, for at de ved at frembæres ved dåben for Gud kan blive taget til nåde af Gud. De fordømmer gendøberne, som misbilliger barnedåben og påstår, at børn frelses uden dåb” (Art 10).

Dette bekendelsesskrift er et historisk dokument, som er skrevet for at nærme sig den katolske moderkirke så meget som overhovedet muligt – vi blev afvist, så det hjalp ikke så meget.
Er det det vi tror? Dåben ”er nødvendig til frelse”, ”Guds nåde tilbydes gennem dåben”. Jeg vil sige: Ja, det er det, jeg tror… og så tror jeg også noget mere, for den augsburgske bekendelse drager ingen negative konsekvenser – og forfatteren Melanchthon vil ingen andre steder sige: Udøbte børn går fortabt.

Hvad med de udøbte spædbørn?
Jeg har kun begravet et eneste spædbarn, der ikke var blevet døbt – pigen døde i hendes mor på den dag, hvor hun egentlig skulle fødes. Men noget gik galt – og dåbsgudstjenesten blev en begravelse. I min prædiken netop over teksten til i dag, sagde jeg blandt andet:

” Hun har en himmelsk far, der skabte hende, dannede hende og der var med hende hele vejen, også i det øjeblik, da hendes lille krop måtte give op i sin tapre kamp for livet. Også dér var Gud, og tog hende og skænkede hende et evigt liv”.

Tog jeg munden for fuld? Blev jeg grebet af forældrenes sorg og udstedte løfter uden dækning?

Ja, hvad sker der med de udøbte babyer, der dør? I 2018 døde 226 børn før de nåede det første leveår – hvor mange af dem, der nåede at blive døbt kan jeg ikke se ud af statistikken. Men til dem kom de lidt under 20000 spontane aborter og de lidt under 15000 provokerede aborter. Hvad sker der med de små børn?

Det skulle undre mig, at der ikke er nogle stykker herinde, der har mistet en baby, eller har mistet et barnebarn eller oldebarn – eller en af jeres venners børn. Uanset hvad, så tror jeg, at ingen af os vil sige, at de babyer, der ikke bliver døbt, vil gå fortabt. Men med hvad ret siger vi det? Hvordan kan vi sige det?

Første begrundelse: “Jeg har meget svært ved at tro…”
Jeg har meget svært ved at tro, at den Gud, der vil, at alle skal frelses og meget mere end vi vil, at han ikke skulle finde frelse for nogen børn, der af en eller anden grund ikke bliver døbt. Men er det nok, at ”jeg har svært ved at tro på det?”. Kan det trøste? Er der ikke noget mere konkret at holde sig til i Bibelen?

Anden begrundelse: Forældrenes tro
Der er nogen, der siger, at det lille barn ridder på forældrenes tro – at det ikke er fordi forældrene ringeagtede dåben, at spædbarnet ikke blev døbt, men de var fysisk forhindret i det. Barnet var måske endda med til gudstjeneste i mors mave og blev derved udsat for Guds ord og velsignelse. Der blev bedt for barnet og på den måde blev barnet bragt til Kristus. Men hvad så med de mange spædbørn, der ikke har kristne forældre?
Og teksten til i dag siger intet om forældrenes tro eller vantro – den siger heller ikke at Jesus sagde: ”Fordi I kommer til mig, så er Guds rige deres”.

Nej, Guds rige er deres, derfor må I komme til mig. Der står ikke noget om forældrenes tro. Der står ikke noget om en speciel pagt. Der står ikke noget om dåben. Der står bare: Kom!

Tredje begrundelse: Spædbørnene er uskyldige
Måske siger vi, at grunden til at babyen kommer i himmelen er, at de det lille barn var uskyldigt – det havde gjort noget – babyen er et syndfrit menneske, moralsk neutralt. Det passer ikke. De er moralske korrupt lige så meget som du og jeg, og de er bøjet imod synden, bort fra Gud. Lige fra undfangelsen. Babyerne er små syndere, sammenfoldet i dette lille dyrebare spædbarn er den faldne menneskeheds fulde fordærv i sin helhed, der bare venter på at blive manifesteret, når det menneske kan træffe valg, der afspejler dets indre.
Alene det at babyer dør, er et tegn på at de er syndere – Paulus siger, at syndens løn er døden. Var babyer syndfrie, så ville de ikke dø – men som I ved: Babyer dør.

Guds rige er deres
Så jeg har faktisk haft det svært med spørgsmålet: Går udøbte babyer fortabt? Jeg ville sige: Nej, men jeg kan ikke se noget klart svar på hvorfor – ikke andet end ”jeg håber det er sådan” – og så billeder uden bibelsk belæg. Og så ligger svaret jo faktisk lige for.
Og det er så vigtigt for Jesus, at disciplene fatter det her, at han bliver vred på dem: Lad dem komme til mig, for ”Guds rige er deres”.

Jeg vil gerne sige til dig, der har fået foretaget en abort.
Jeg vil gerne sig til dig, der har mistet en baby, som du så hen til at indlemme i familien.
Jeg vil gerne sige til dig, der er stået ved siden af bedrøvet som bror, søster, bedsteforældre, onkel eller tante – eller hvad du nu er: Det barn er i himmelen.
Og hvorfor kan jeg sige det – jo, det er det Jesus siger klart her:

”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i” … og så kommer det ”… for Guds rige er deres”.

Ingen steder hævdes børns værdi så meget som det vers. Det lille barn, du ikke længere har: Det hører til i Guds rige, ja, Guds rige tilhøres af dette barn. Der er ingen forudsætninger, der er ingen krav: De er spædbørn – derfor tilhører de Guds rige.

Beretningen her er så skelsættende, så både Matthæus, Markus og Lukas har fortællingen – Markus kalder dem ”små børn”, Lukas kalder dem for ”spædbørn”, det vil vel sige børn under 12 måneder. Og at de er små kan vi også se i dagens tekst: Jesus ”tog dem i sin favn”.
Lade dem komme til mig, FOR himmeriget er deres. De har en plads i himmeriget. De tilhører Guds rige og Guds rige tilhører dem.

De små børn i Det gamle Testamente
Nu skal vi ikke gå ned i detaljer med det her, men Det gamle Testamente viser os, at Gud har et specielt forhold til de små spædbørn.

– Da den oprørske flok af jøder under ørkenvandringen får at vide, at de aldrig ville komme ind i det forjættede land, så får ”småbørnene” og ”jeres sønner, som endnu ikke kender forskel på godt og ondt” (5. Mos 1,39), de fik lov at komme ind.

– Eller da Jonas sidder og er sur over at Gud forbarmer sig over byen Nineve og ikke smadre den, så siger Gud: ”Skulle jeg så ikke have ondt af den store by Nineve, hvor der er mere end hundrede og tyve tusind mennesker, som ikke kan kende forskel på højre og venstre” (Jonas 4,11).

– Eller i Ezekiels Bog læser vi om hvordan Gud fordømmer de religioner, hvor der bliver ofret babyer til afguden. ”De sønner og døtre, du havde født mig, ofrede du…. Behøvede du også at slagte og ofre min sønner til dem” (Ezekiel 16,20-21). Det er sagt om børn tilhørende hedenske forældre…. Babyer uanset geografisk, kulturel eller religiøs baggrund er Guds babyer. De er de sønner og døtre, du havde født til mig – de er mine sønner.

Babyer er under Guds særlige beskyttelse, varetægt.
– Ikke at de som babyer er Guds børn, det bliver vi først i dåben,
– ikke at de allerede har det evige liv, for så ville de ikke kunne miste det igen,
men som spæde har de en særlig plads i himmelen, som træder i kraft, hvis de dør som spæde. Vi skal ikke spekulere i hvornår den specielle status hører op, for der skal vi ikke spekulere, men adlyde det Jesus også siger, nemlig: ”Døb dem, for Himmeriget er deres”.

Vi skal stadigvæk stræbe efter at døbe – vi skal ikke negliere dåbens fantastiske gave og holde gaven tilbage fra det dødende barn. For det er stadigvæk det nye pagtstegn, der kæder os døbte ind i Guds familie. Vi har brug for det synlige tegn, som vi har fået i vandet og ordet
– er der nogen bedre afskedsgave til et spædbarn end at putte til ind i Guds arme i dåben?
– At gøre som forældrene gjorde: Kom til Jesus med dem.

Men Guds ånd, der blæser hvorhen den vil, og handler som Gud selv vil, vil tage dette barn med sig uanset dåb eller ikke dåb – men hvor er det fantastisk at vi alligevel kan få lov til at høre dåbens løfter konkret over dette barn. Vi er bundet til dåben – det er Gud ikke.

Det er en trøst og det er en opmuntring. Så det er en trøst, til dig, der har mistet et udøbt barn: Dit lille barn er under Guds specielle omsorg.

Det er en opmuntring, for der er ikke en bedre illustration af Guds suveræne nåde, end frelsen af det lille barn, for det barn kan ikke biddrage med noget som helst. Det barn kan blot tage imod. Jesus fortsætter med at sige: ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. Børnene er den perfekte illustration af hvordan vi frelses – vi skal komme som et spædbarn, enkelt, åbent, tillidsfuldt, uhøjtidelig, afhængig, svag, uden nogen præstationer, ydmyg. Og hvis du ikke kommer sådan, så kommer du aldrig ind i Guds rige. Lige efter at Jesus har sagt farvel til børnene, så kommer der en rig ung mand, der har holdt loven fra barns ben af og han får at vide: Nej, du kan ikke komme ind, imens der altså er plads for de små spædbørn, der ingenting kan, ikke engang komme til Jesus, det skal de hjælpes til.

Frelsen gør du dig ikke mere fortjent til end spædbarnet kan gøre sig fortjent til det. Det er en nådesgave, givet kvit og frit. Dagens tekst giver borgerskab i Guds rige både for spædbørn og for dem, der er som spædbørn. Nåde – og ikke andet end nåde – det er den eneste vej ind i himmelen. Du er døbt ind i et folk, der frelses af tro – frelses uden at biddrage – vores frelse, din og min frelse, ren nåde.

Luk da op til Himmerige,
søde Fader, nådens port,
at jeg ret derind kan kige
og besé, hvor højt og stort
nådens rige er og går,
at mit navn i Himlen står,
i din kærlighed mig øve
og dig aldrig mer bedrøve!

1 jan 2020

Lyt til prædikenen:

Nytårsdag 2020 - 1st January 2020

Læs en længere version af prædikenen: Tryk her.
Læs den holdte prædiken:
”Lær os at bede” – siger Jesu disciple – de havde set Jesus bede, nu kom de til ham: Lær os at bede. Vi har det sikkert sådan, at bede, det er da nemt. Det er bare en samtale med Gud – ja, det er rigtigt – og så er det også det rene vås. Det er et godt udgangspunkt, men kun som et basis, men rykker vi ikke videre, så går vi fejl af bønnen. For bøn er mere. Måske vores nytårsforsæt i år ikke skal være at tabe os eller andet i den dur, men vil det ikke være skønt at kunne bede bedre, bede rigtigere – ja, at bede som Jesus?
“Lær os at bede”.
Jesus begynder med at sige: at for at bede, skal man være offentlig som om man praler med sin åndelighed. Man skal ikke bruge en masse ord, som om man skal overtale Gud. “Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig”. For at bede, så skal du være alene, isoleret – så det kun er dig og Gud – Gud vil se dig i det skjulte. Jeg har det virkelig sådan: Er det ikke nok? Jeg sidder alene – men i min ensomhed, ser Gud mig. Der er vel ikke meget andet, der betyder noget, end tanken: Gud ser mig, Gud kender mit navn, Gud høre min bøn. Og Gud vil lønne os. Og nej, det betyder ikke: Gud vil opfylde vores bønner – Gud vil gøre som vi beder om. Det ved vi godt: Det virker ikke – ellers havde der nok holde flere sportsvogne ude på parkeringspladsen, eller der vil være flere af os, der var gift med gadens mest populære pige eller dreng…. så vi ved godt: Det virker ikke.
Og så kommer der noget, der måske kan være lidt demotiverende: ” Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det”.

Men hvis Gud allerede ved, hvad jeg har brug for, før jeg beder, hvorfor skal jeg så bede?
Hvis det ikke handler om at informere Gud om mine tanker og ønsker,
hvis det ikke handler om at overbevise Gud,
hvis det ikke handler om at tro Gud til at gøre hvad vi vil.
Hvis det ikke handler om at bevæge Gud.

Hvad er bøn så? Lad os lige have spørgsmålet i baghovedet?

Og så kommer Jesus til det: Sådan skal I bede:

”Vor Fader, du som er i himlene!”.

Tryk her for at se en video om Guds majestæt

Jeg må se på Gud som min far. Gud er ikke en eller anden upersonlig kraft, Gud er ikke en eller anden ånd, som vi ikke kan forholde os til – nej, Gud er vores far. Jeg elsker at få et knus af mine børn – jeg elsker den hengivenhed, elsker deres kærlighed – når jeg tænker mine bønner igennem, er det så sådan jeg har det, når jeg beder til ham: At jeg slår armene omkring min elskede far? For det er det, Gud ønsker: Et fællessskab bundet sammen af kærlighed.
Det kan godt være, at du ikke har haft et sådant forhold til din far, fordi det var bare regler, det var bare at adlyde – og gjorde man ikke det, så “faldt fars hammer”. “Du kan bare vente dig til far kommer hjem”. Det er ikke vores jordiske far, der er skabelonen for Gud – det er Gud, der skal være skabelonen for vores jordiske far. Vi skal bede til Gud som vores himmelske far, som ham, der er den perfekte far. Han er mere – bønnen fortsætter:

“Helliget blive dit navn”
Så stor er Gud, at selv hans navn er helligt. Så stor er Gud. Prøv en gang at træk vejret helt ned i lungerne… det er skønt at kunne det… grunden til at du kan det, det er at Gud har tilladt dig at trække vejret. Taler vi til Gud, så er det fordi han tillader os at tale. Hvordan betrager vi en skabning, som er den skabning, der har givet os evnen at betragte og tillader os at se? Hvordan lytter vi til nogen, som har givet os evnen til at lytte? Hvordan skal vi omgåes en, som vi i den grad er afhængig af – hvert eneste sekund vi lever, lever vi fordi han tilllader det. Det er det befriende ved kristendommen – det er det komplicerede ved kristendommen, at vi har en Gud, som vi både skal tale til som vores far, som ønsker det nære intime fællesskab med os, men som samtidig er ham, hvis navn og person skal være helligt for os. Jeg ved ikke – men jeg tror jeg er nødt til at bruge resten af mit liv på at finde ud af hvordan jeg får det til at balancere. Hvordan have det intime forhold og samtidig behandle Guds som hellig?

Lad os prøve at sætte foden på speederen:
“komme dit rige – ske din vilje som i himlen således også på jorden”
– der kommer et tidspunkt, hvor Guds vilje sker på jorden fuldt ud. Det bliver skønt.

“Giv os i dag vort daglige brød”
– den anden dag stødte jeg tilfældigvis på et vers fra Ordsprogenes bog (30,8-9). hvor der er en, der beder til Gud:

“Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig, for at jeg ikke skal blive så mæt, at jeg fornægter dig og siger: »Hvem er Herren?« og for at jeg ikke skal forarmes og blive en tyv og krænke min Guds navn”.

Er det ikke en fantastisk definition af “Giv os i dag vort daglige brød”? – altså: Giv os det, vi har brug for og ikke mere. Giv os ikke så meget, at vi mister tanken om at vi er afhængig af dig, Gud. Og giv os ikke så lidt, at vi er nødt til at stjæle for at leve. Jeg ved ikke om vi egentlig ved at det er det, vi beder, når vi beder Fadervor: Uanset hvad, Gud, så gør mig ikke rig, så jeg glemmer dig. Gør mig ikke så fattig at jeg er nødt til at stjæle fra andre. Giv mig lige det, jeg har brug for, hverken mere eller mindre. Gad vide om vi vil være tilfreds med Gud, hvis han kun gav os til ”dagen og vejen”. At vi kun vidste, hvad vi skulle leve af i dag og ikke i morgen – i overmorgen, eller når vi går på pension. Hvem skal så sørge for os? ”Giv os i dag, vort daglige brød”.

“… forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”.
Det er den del af Fadervor, som gør mig bange, så derfor beder jeg den ofte uden rigtig at tænke over at jeg beder: På samme måde, som vi tilgiver alle dem, der har gjort noget ondt imod mig, sådan skal du tilgive mig. Hvor mange gange har jeg ikke bedt denne bøn, imens jeg var vred mod nogen, imens jeg var bitter og ikke var klar til at tilgive? Er det virkelig det, vi mener – eller er det bare noget, vi siger? Vi lever af hans tilgivelse – lad os udbrede den tilgivelse til dem omkring os.
Og Jesus fortsætter

“og led os ikke ind i fristelse”
– og jeg tænker: Nej, det behøver han ikke, det skal vi nok selv klare. “led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.”

Hjælp mig i kampen mod synden – tilgive ikke min synd, tøm ikke bare min spand fyldt med synd, så jeg kan komme tilbage om en uge igen og få den tømt igen – men hjælp mig til at jeg ikke fylder den op mere. Hjælp mig til at jeg ikke må synde igen. Vi skal ikke bede, hvis vi ved at vi vil synde igen, men vi skal bede, hvis vi er træt af at synde.
Vi kan sige meget mere – og det her er bare 1/3 af min oprindelige prædiken til i dag – men vi skal også nå at få kage og bobler. Men når jeg tænker på det her, næste gang jeg beder Fadervor, så vil der ske noget inde i mig. Så er det mig, der bliver bevæget, når jeg beder “Forlad mig – som jeg forlader” – “giv mig det, jeg har brug for, og ikke mere”. ”Lad din vilje ske, komme dit rige ikke lad min vilje ske – komme mit rige”. Beder jeg det, så er bøn altid en succes, ikke fordi den forandre Gud, og bevæger Gud, men fordi den bevæger mig. Så måske er det svaret på: Hvorfor skal vi bede, når Gud allerede ved, hvad vi beder om, når Gud allerede kender vores tanker og vores ønsker og vores behov?

Vi skal bede for at blive bevæget. For at blive ændret. For at hjælpes til at se tingene som Gud ser tingene. Det er ikke altid at vi får det, vi beder om, og jeg er taknemmelig over at vi ikke altid får det, vi beder om. For vores udsyn er bare her – Guds er uendeligt. Gud ved, hvad der tjener os bedst, og Gud stopper ikke med at være Gud fordi vi beder til ham. “Mit rige vil komme, min vilje vil ske” – og jeg inviterer dig til at blive en del af det.

Hvorfor skal vi bede? Jo, når Gud bliver så stor for os som bøn afridser for os, så skrumper alle de vigtige ting ind i det vi beder om for det store, at jeg sidder her og kan dele alt med min almægtige far. At jeg sidder og beder til Gud – himlens og jordens skaber, og må øse mine tanker ud for ham – og kalde ham far, og når vi er færdige med vores bøn, vil han svarer tilbage: Ja, jeg ved det. Jeg kender til din søn, som er syg. Jeg kender til din arbejdsløshed. Jeg kender til problemerne i dit ægteskab. Før du overhovedet satte dig ned for at bede – så kendte jeg det hele. Men jeg er glad for at du deler det med mig.

Lad os 2020 være året, hvor vi lærer at bede. Hvor vi begynder hver dag med at sætte Guds vilje over vores vilje. Hvor vi begynder hver dag med det håb, at han må give os lige nøjagtig det vi har brug for – og det vi kan bære – og dele hans tilgivelse ud over mennesker omkring os. At vi i vores bøn må ære vores Gud, hvis navn er helligt og som er vores far. At vi må lade ham bestemme – og hvorfor det – jo for, som vi slutter Fadervor af med:

“For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.”

1 jan 2020

Denne prædiken er skrevet til nytårsdag 2020. Jeg havde egentlig regnet med at holde en prædiken med overskriften “Gør 2020 til bønnens år” – men det blev altså en prædiken om: “Lad os lære at bede rigtig i 2020”. Den blev derfor hurtigt alt for lang – men jeg synes selv at jeg blev opbygget af at arbejde med de her ting, så måske andre kunne finde glæde i det samme. Så her kommer førsteudgaven af min prædiken – den er ikke rettet til sprogligt eller andet, her er råt for usødt: Lær os at bede.

—————————————————————————

Jesu disciple havde set hørt Jesus prædike, de havde set Jesus gøre undere og helbredt uhelbredelige, de havde hørt ham sætte de største religiøse autoriteter på plads og de havde hørt ham bede. Men de spørger ikke: “Lær os at helbrede” – “lær os at prædike” – eller lær os en eller anden metode, som vi kan kopiere og blive en lige så stor succes som dig. Og det var ikke fordi de aldrig havde hørt nogen bede før, det var ikke fordi de ikke selv havde bedt: Nej, det var oplært indenfor den jødiske tro, hvor bøn var meget fremtrædende. De kunne bede, så det var ikke fordi de manglede ord, manglede metoder – de ønskede at lære om hans hemmelighed – de ønskede at lære om hans vej til Gud. Lær os at bede. Og Jesus lærer dem at bede – og lærer dem den bøn, som vi kender så godt, at selv de mennesker, jeg har stået ved siden af, hvis hjerne er ødelagt af Alzheimers, at selv de kan finde hænderne sammen, selv de kan mumle med på den bøn, Fadervor.
“Lær os at bede” – jeg har i hvert fald aldrig i mit liv kommet med det ønske til nogen – og det er ikke fordi jeg ikke har set nogen, hvis bønsliv på en eller anden måde så mere rigt ud end mit. Som var mere bedende mennesker end mig. Jeg har aldrig sagt til nogen “lær mig at bede” – måske I har, men det har I nok ikke. Men tager jeg ikke fejl, så har de fleste af os alligevel haft det sådan: Hjælper det her overhovedet? Er der nogen, der lytter? Jeg får ikke noget ud af det her. Måske er det fordi at vi har forkerte tanker om det at bede – måske er det fordi vi beder forkert. De fleste af os har hørt helt fra begyndelsen, at bøn er ligetil, ja, det at bede er at tale til Gud, en samtale. Og det er også rigtigt – og så er det, det rene vås. Det er et godt udgangspunkt, men kun som et basis, men rykker vi ikke videre, så går vi fejl af bønnen. Måske vores nytårsforsæt i år ikke skal være at tabe os eller andet i den dur, men vil det ikke være skønt at kunne bede bedre, bede rigtigere – ja, at bede som Jesus?
“Lær os at bede”.
Jesus begynder med at sige: “Når I beder, må I ikke være som hyklerne….” og der jo heldigvis ingen hyklere herind i kirken. “Når I beder, må I ikke være som hyklerne” …. det skulle da lige være mig “… “hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker”. Sådan er ingen af os der gør – de fleste af os vil nok blive betragtet som vanvittige, hvis vi gjorde det – men på det her tidspunkt var der en kultur, hvor de åndelige mennesker bad de her lange komplicerede bønner, så folk kunne se deres hellighed. Men Jesus sagde: Hold op med det – hold op med at blive set af andre, så folk siger: Hold da op, du er så åndelig. “Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig”. For at bede, så skal du være alene, for at bede, så skal du være, hvor ingen andre ser dig, du skal være isoleret fra verden omkring dig – bed til din far, som er i det skjulte – og Gud vil se dig i det skjulte. Jeg har det virkelig sådan: Er det ikke nok? Jeg sidder alene – men i min ensomhed, ser Gud mig. Der er vel ikke meget andet, der betyder noget, end tanken: Gud ser mig, Gud kender mit navn, Gud høre min bøn. Og Gud vil lønne os. Og nej, det betyder ikke: Gud vil opfylde vores bønner – Gud vil gøre som vi beder om. Det ved vi godt: Det virker ikke – ellers havde der nok holde flere sportsvogne ude på parkeringspladsen, eller der vil være flere af os, der var gift med gadens mest populære pige eller dreng…. så vi ved godt: Det virker ikke.
Det virker heller ikke at tæppebombe Gud med ord, så han til sidst presses til at lade sig overbevise og bøje efter vores vilje. “Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. “
Og så kommer der noget, der måske kan være lidt demotiverende: ” Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. “
Men hvis Gud allerede ved, hvad jeg har brug for, før jeg beder, hvorfor skal jeg så bede? Hvis det ikke handler om at informere Gud om mine tanker og ønsker, hvis det ikke handler om at overbevise Gud, hvis det ikke handler om at tro Gud til at gøre hvad vi vil. Hvis det ikke handler om at bevæge Gud. Hvad er bøn så? Lad os lige have spørgsmålet i baghovedet?
Jesus har sagt, hvordan vi ikke skal bede, nu kommer han til os med måden vi skal bede på. Ikke at hvis vi så gør det på denne måde, hvis vi bruger den her formel, så vil Gud lystre os. Nej, for det er magi, det er religion – det er ikke kristendom. Nej, “Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene!”. Det slår mig igen og igen, hver eneste gang jeg tænker over det: Jeg må se på Gud som min far. Gud er ikke en eller anden upersonlig kraft, Gud er ikke en eller anden ånd, som vi ikke kan forholde os til – nej, Gud har følelser, Gud har tanker, Gud har planer – og de er rettet mod mig som mine følelser, mine tanker og mine planer er rettet mod mine børn, som jeg elsker så højt og som jeg vil gøre alt for og som jeg ønsker det aller bedste for. Når vi har det stærke bånd til vores familie, dem vi elsker, så er det fordi Gud har skabt kærlighed, han har skabt følelsen af kærlighed – så han kender følelserne, for han har selv skabt dem. Tal ikke til mig som om jeg er et eller andet upersonligt, et “det”, kald mig far, kald mig “farmand”. Jeg elsker at få et knus af mine børn – jeg elsker den hengivenhed, elsker deres kærlighed – når jeg tænker mine bønner igennem, er det så sådan jeg har det, når jeg beder til ham: At jeg slår armene omkring min elskede far? For det er det, Gud ønsker: Et fællessskab bundet sammen af kærlighed. Jo, jeg vil gerne have at mine børn gør hvad jeg siger, jeg vil gerne have at de opfører sig ordentligt, men hvis der kun var det, så ville jeg ikke synes om at være far, så havde det bare været regler og forbud og retningslinier – og ikke et forhold baseret på kærlighed. Og jeg ved godt, at der er nogen, der ikke har haft sådan et forhold til deres far, fordi det var bare regler, det var bare at adlyde – og gjorde man ikke det, så “faldt fars hammer”. “Du kan bare vente dig til far kommer hjem”. At du aldrig rigtig var godt nok, at de skulle imponere ham. At du aldrig rigtig har haft en samtale, at du aldrig har fået et knus. Vi skal ikke bede til Gud som til vores jordiske far – vores far, der er lige så uperfekt som os selv. Vi skal bede til Gud som vores himmelske far, som ham, der er den perfekte far.
Ja, han er mere, for bønnen fortsætter: “Helliget blive dit navn” – Gud er ikke bare som vores jordiske far, han er vores himmelske far, så stor og hellig, at selv hans navn er helligt. Jøderne turde ikke engang udtale hans navn. Gud er vores himmelske far, og så samtidig, så er Gud den almægtige, , der giver mig lov til at leve. Prøv en gang at træk vejret helt ned i lungerne… det er skønt at kunne det… grunden til at du kan det, det er at Gud har tilladt dig at trække vejret. Taler vi til Gud, så er det fordi han tillader os at tale. Hvordan betrager vi en skabning, som er den skabning, der har givet os evnen at betagte og tillader os at se? Hvordan lytter vi til nogen, som har givet os evnen til at lytte? Hvordan skal vi omgåes en, som vi i den grad er afhængig af – hvert eneste sekund vi lever, lever vi fordi han tilllader det. Det er det befriende ved kristendommen – det er det komplicerede ved kristendommen, at vi har en Gud, som vi både skal tale til som vores far, som ønsker det nære imtime fællesskab med os, men som samtidig er ham, hvis navn og person skal være helligt for os. Jeg ved ikke – men jeg tror jeg er nødt til at bruge resten af mit liv på at finde ud af hvordan jeg lever i den ballance. Hvordan have det intime forhold og samtidig behandle Guds som hellig.
Lad os prøve at sætte foden på speederen: “komme dit rige – ske din vilje som i himlen således også på jorden” – hvor bliver det godt det tidspunkt, hvor Guds rige kommer. Hvor Guds rige sætter sig igennem hvor Jesus kommer på skyen og stopper al vores fnidder, vores ondskab, vores sygdom, vores udbytnig af andre – hvor det bare er Gud, der bestemmer. Der kommer et tidspunkt, hvor det er hans vilje, der sker på jorden – og kun den. For lige nu er vi i en periode, hvor han lader vores vilje ske, også selv om det skader os selv og andre. Vi beder “ske din vilje” – men mener vi det? Mener vi det virkelig? Ønsker vi ikke nogen gange, at vi kan bestemme over Gud, så det er vores vilje, der skal ske. “Ske din vilje – men pigen, hende vil jeg have”. Jeg har virkelig prøvet rigtig mange gange at fortælle Gud hvad han burde gøre. Jeg har en fornemmelse af hvad der er godt, hvad der er fair – og så fortæller jeg Gud det. Vi ved hvad der er bedst for os – Gud skal bare ind under min definition af fairness. Her er hvad jeg mener er det rigtige, her er hvad jeg mener er det bedste. Så det jeg i virkeligheden beder er: “komme mit rige, ske min vilje”. I stedet for at vi beder Gud om at hans ledelse må tage over, uanset hvor det så bringer mig hen, for han er den store Gud, hvis eksistens jeg helt og holdent er afhængig af. Uanset hvad du, Gud, mener er det rigtige, så vil jeg underlægge mig det.
“Giv os i dag vort daglige brød”- den anden dag stødte jeg tilfældigvis på et vers fra Ordsprogenes bog (30,8-9). hvor der er en, der beder til Gud: “Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig, for at jeg ikke skal blive så mæt, at jeg fornægter dig og siger: »Hvem er Herren?« og for at jeg ikke skal forarmes og blive en tyv og krænke min Guds navn”. Er det ikke en fantastisk definition af “Giv os i dag vort daglige brød”? – altså: Giv os det, vi har brug for og ikke mere. Giv os ikke så meget, at vi mister tanken om at vi er afhængig af dig, Gud. Og giv os ikke så lidt, at vi er nødt til at stjæle for at leve. Så det vi beder om: Uanset hvad, Gud, så gør mig ikke rig, så jeg glemmer dig. Gør mig ikke så fattig at jeg er nødt til at stjæle fra andre. Giv mig lige det, jeg har brug for, hverken mere eller mindre.
“… forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Det er den del af Fadervor, som gør mig bange, så derfor beder jeg den ofte uden rigtig at tænke over at jeg lægger en klausul ind i min bøn: Du skal gøre overfor mig, som jeg gør over for andre. Det vi beder Gud om er at på samme måde, som vi tilgiver alle dem, der har gjort noget ondt imod mig, sådan skal du tilgive mig. Hvor mange gange har jeg ikke bedt denne bøn, imens jeg var vred mod nogen, imens jeg var bitter og ikke var klar til at tilgive – jeg er stadigvæk vred på ham og jeg mener jeg har ret til det, og så bad jeg: Hvis jeg ikke tilgiver, så skal du heller ikke tilgive. Er det virkelig det, vi beder – eller er det bare noget, vi siger. Vi lever af hans tilgivelse – lad os udbrede den tilgivelse til dem omkring os. Vi er afhængig af at han tilgiver os – vi burde ikke rejse os, før vi har fået den tilgivelse. På samme måde burde vi måske ikke stoppe med at bede, før vi havde tilgivet ham eller hende, hvis ansigt popper op, som en, vi ikke kan tilgive. Det vil nok gøre, at vi skal bede noget længere, for “forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”
Og Jesus fortsætter “og led os ikke ind i fristelse” – og jeg tænker: Nej, det behøver han ikke, det skal vi nok selv klare. “led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.” Hjælp mig i kampen mod synden – tilgive ikke min synd, tøm ikke bare min spand fyldt med synd, så jeg kan komme tilbage om en uge igen og få den tømt igen – men hjælp mig til at jeg ikke fyldere den mere. Hjælp mig til at jeg ikke må synde igen. Hjælp mig til at jeg må kæmpe mod min synd. Vi skal ikke bede, hvis vi ved at vi vil synde, men vi skal bede, hvis vi er træt af at synde.
Når jeg tænker på det her, næste gang jeg beder Fadervor, så vil der ske noget inde i mig. Så er det mig, der bliver bevæget, når jeg beder “Forlad mig – som jeg forlader” – “giv mig det, jeg har brug for, og ikke mere”. Gud lønner os, Gud hører vores bøn – den bøn er altid en succes, ikke fordi den bevæger Gud, men fordi den bevæger mig. Så måske er det svaret på: Hvorfor skal vi bede, når Gud allerede ved, hvad vi beder om, når Gud allerede kender vores tanker og vores ønsker og vores behov?
Vi skal bede for at blive bevæget. For at blive ændret. For at forsøge at se tingene som Gud ser tingene. Det er ikke altid at vi får det, vi beder om, og jeg er taknemmelig over at vi ikke altid får det, vi beder om. For vores udsyn er bare her – Guds er uendeligt. Gud ved, hvad der tjener os bedst, og Gud stopper ikke med at være Gud fordi vi beder til ham. “Mit rige vil komme, min vilje vil ske” – og jeg inviterer dig til at blive en del af det.
Hvorfor skal vi bede? Jo, når Gud bliver så stor for os, så skrumper alle de vigtige ting ind i vigtighed for det store, at jeg sidder her og kan dele dem med min almægtige far. At jeg sidder og beder til Gud – himlens og jordens skaber, og må øse mine tanker ud for ham – og kalde ham far, og når vi er færdige med vores bøn, vil han svarer tilbage: Ja, jeg ved det. Jeg kender til din søn, som er syg. Jeg kender til din arbejdsløshed. Jeg kender til problemerne i dit ægteskab. Før du overhovedet satte dig ned for at bede – så kender jeg til dine behov. Men jeg er glad for at du deler det med mig.
Lad os 2020 være året, hvor vi lærer at bede. Hvor vi begynder hver dag med at sætte Guds vilje over vores vilje. Hvor vi begynder hver dag med det håb, at han må give os lige nøjagtig det vi har brug for – og det vi kan bære – og dele hans tilgivelse ud over mennesker omkring os. At vi i vores bøn må ære vores Gud, hvis navn er helligt og som er vores far.At vi må lade ham bestemme – som vi slutter vores bøn med:
“For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.”