3. søndag efter trinitatis (2022)

3. søndag efter trinitatis (2022)
2: Lover den Herre 492: Guds igenfødte Prædiken 3: Lovsynger Herren altergang 541,4-5 Vær du mig nær 11: Nu takker alle Gud 3. søndag efter trinitatis (2022) Teksten til i dag indeholder en af de bedst lignelser i Bibelen. Det er nummer ét – den gule førertrøje, den prikkede trøje og den grønne trøje… min favoritlignelse. I kender godt historien – drengen, der fik sin arv udbetalt før tiden og brugte dem alle op. Han er nået sit livs absolutte nulpunkt, da han sidder i svinestien og først dér længes han hjem. Men vi mennesker bliver sjældent helt knækket – vi vil holde fast i det mindste strå af værdighed, det ør den yngste søn også. Han sidder og finder på en plan, der gør at han vil kunne komme hjem til sin far med et forhandlingsgrundlag for et fremtidigt samarbejde: ”Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere”. Han har siddet i svinestien og gennemtænkt hvordan han kan komme og i hvert fald bidrage med et eller andet – han kan vise hvad han dur til ude på marken. – Han kan tjene til sin egen føde. – Hvis faderen vil tage sig af ham igen, så vil han måske kunne arbejde sig opad i systemet og hierarkiet, få mere og mere respekt – måske endda blive fastansat. ”Lad mig gå som en af dine daglejere” – det er det religiøse system – det er alle religioners sigte: Jeg kommer til gud eller guderne – og så skal jeg gøre et eller andet. Jeg skal fortjene mig til at blive forsonet med Gud. Jeg skal gøre mig fortjent til pladsen i Guds rige. Og så møder sønnen en helt anden far, end han havde regnet med. Han møder en far, der løber ham i møde. En far, der glemmer alt om sin høje stand og tager fat på sin kjortel og løber drengen i møde. Sønnen havde 100% forventet noget andet. – Han havde forventet en far, der sagde ”Hvad sagde jeg? Havde jeg ikke ret?”. Han havde forventet at han selv skulle komme krybende ind til sin far i hjemmets fineste stue, og dér kunne han så komme med sin velforberedte tale. Men det får sønnen ikke lov til. Faderen ser ham, før sønnen er kommet frem, og så løber han ud af byporten og omfavner ham og bringer ham hjem. På Jesu tid var domstolen i byporten, dér sad byens ældste og dømte folk. Der sad loven og holdt dem ude, som ikke fortjente at komme ind. Og den yngste søn fortjente ikke at komme ind. Han var en genstridig søn og om den genstridige søn, står der i 5. Mosebog: ”Hvis en mand har en genstridig og trodsig søn, der ikke vil adlyde sin far og mor og heller ikke vil rette sig efter dem, selv om de straffer ham, skal hans far og mor gribe ham og føre ham til byens ældste i byporten. De skal sige til de ældste: »Vores søn her er genstridig og trodsig, han vil ikke adlyde os, han er en frådser og dranker.« Alle mændene i hans by skal så stene ham til døde” (5. Mos 21, 18-21). Skulle sønnen komme til faderen, så skulle han igennem byporten. Og ved I hvad der sker med sønnen, når han vil igennem byporten, hvor de gamle sidder? Han vil blive dømt som den genstridige søn, han er. Han vil blive slået ihjel. Så faderen skyndte sig ud så hurtigt han kunne, løb igennem byporten for at møde sin søn uden for byporten og dér forsonede han sig med sin søn, inden de begge to sammen gik tilbage igennem byporten. Havde faderen ikke løbet igennem byporten og selv ført ham tilbage forbi dommerne, forbi loven, så var han aldrig kommet igennem, så var han blevet dømt. Så var han blevet stenet. Så var han gået fortabt. Men Jesus siger: Det er ikke Guds sind, det er ikke det Gud, vil. Gud vil ikke en eneste synders død, men han forsoner sig med os, og fører os derefter igennem loven, der ikke har noget krav på os. Loven har ikke noget krav på os. Skammen, som vi har, har ikke nogen plads, for har Gud taget imod os, så skal alle andre bare stikke piben ind. For er vi gode nok for Gud, er vi elsket af Gud, ja, hvem kan skille os fra Guds kærlighed? Intet og ingenting. Derfor kommer faderen løbende og omfavner ham – omfavnede den svinestinkende synder. Det er et tegn på fuld forsoning!! Fuld forsoning – intet mindre. Sønnen holder alligevel en del af sin tale: ”Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn”. Hvad mangler han? han mangler ” lad mig gå som en af dine daglejere”. Hvorfor har han ikke det med? Det er der en rigtig god forklaring på. Sønnen forstod, at han lige havde modtaget nåde. Fuldstændig overvældende, generøse og uforståelig nåde. Der er ikke nogen betænkningstid – der er ikke nogen prøveperiode! Sønnen bliver med det samme indsat på sin gamle plads som barn. Han skal ikke fortjene sig til noget som helst. Og faderen fortsætter: Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer, at komme med den fineste festklædning. Hvad er den fineste festklædning? Enhver mand har noget tøj, der bare er det bedste. Det er dit smokingsæt derhjemme – du ved den, som konen altid finder frem til dig, når du skal til fest. Det er det sæt tøj, du bruger til de store begivenheder. Og sådan var det også den gang – bortset fra at den gang, var det en klædning, som faderen havde fået fra sin far – som det fineste. Og sådan var den sikkert gået ned igennem generationer og som kun blev brugt ved MEGET store og enestående begivenheder i familien. Ofte var denne festdragt reserveret til den ældste søns bryllup – hent den fineste festklædning og giv HAM den på. Hvad er det, der sker? ”Jo, jeg giver ham min værdighed, jeg giver ham min fulde ære”. Er det ikke fantastisk? Der er ingen gerninger, der er ingen genoprettelsesperiode. Der er kun fuld og hel nåde! Gør ham til min søn igen – jeg giver ham min fulde ære, hele min værdighed. ”Sæt en ring på hans finger” – familie-ringen, som han bruges til at signere aftaler på faderens og familiens vegne. Hent den – giv ham den på. Giv ham min værdighed – og giv ham min autoritet. – og giv ham sko på fødderne. Daglejere gik barfodet – kun tjenere inde i huset og sønner gik med sandaler. Sønnen får alle husets privilegier. Og kom med fedekalven – den var reserveret til at skulle bruges ved den ældste søns bryllup – i den er der mad til 3-400 mennesker. Der er nok til en kæmpe grillfest for hele landsbyen. ”For min søn her var død, men er blevet levende igen. Han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste” Det vi læser her i aften, sker for den mest ekstreme synder – den mest nedværdiget synder, som Jesus kunne opfinde. Han bliver overdænget af nåde. Jesus kunne ikke beskrive en mere uværdig synder end denne dreng. Til den synder bliver der givet ære, autoritet og fulde barnekår. Du og jeg er den synder. Og du skal ikke gøre andet end vende om, gå i dig selv – vende dig i retningen af Gud, og lige så snart du begynder at kigge efter ham, så står han lige foran dig, kysser dig – og genindsætter dig som hans barn. Kan det beskrives med andre ord end: Forbløffende fantastisk? Sådan fungerer nåden! Sådan er frelsen, ikke på baggrund af dine gerninger, men på trods af dine gerninger – uden nogen prøveperiode, men øjeblikkelig, bare fordi du vender om, og så er Gud der allerede! Genindsætter dig som sit elskede barn med værdighed, autoritet og ære. Sådan er nåden. Den nåde, der frustrerer den menneskelige stolthed – som frustrerer det religiøse system, fordi det bringer kaos ind i en verden, hvor man skal yde for at nyde. Det som vi hører den ældste søn sige – ham ude fra marken. Lignelsen er netop talt til den ældste bror, der kommer og brokker sig til faderen: HVORFOR HAR JEG IKKE FÅET NOGET efter alt det, jeg har gjort. Lignelsen er talt til den ældste bror, der giver ondt af sig, fordi faderen omgiver sig med en synder som sin lillebror. Lignelsen er – sagt med andre ord – talt til farisæerne og de skriftkloge, jødernes ældste, der ikke brød sig om at Jesus var sammen med syndere – især ikke syndere som dig og mig. Der står godt nok ikke i lignelsen hvordan lignelsen ender – vi håber naturligvis på at sønnen siger ”du har ret, lad os fest over frelsen af min yngste bror”. Men vi ved jo godt hvordan det endte med Jesus, da han kom og prædikede nåde overfor lovens folk. Hvordan tog jødernes religiøse autoriteter imod imod Jesus? Og ved vi det, så ved vi også hvordan den ældste drenge i lignelsen reagerer. Det står godt nok ikke her i teksten – men det så vi Langfredag. Lignelsen ender med at den ældste søn griber sin fader og korsfæster ham. Det er nåde – så langt gik Gud i Jesus, at han blev korsfæstet for det. Nåde – det er den nåde, der tilgiver alle fejl og synder. Nåde – den nåde, der elsker ud over hvad der kan forklares. Nåde – den nåde, der nægter at blive reduceret til kun at være halvt Gud og halvt dig og dine gerninger, men kun fuldt ud nåde. Den nåde, der ikke vil vide af ”et tidligere barn, nu daglejer” – men som kun vil vide af at gøre dig til et barn. Den nåde, der kalder på lovsang, der skaber lovsang og tilbedelse. Meddelelser fra prædikestolen Søndag 3. juli Dagens kollekt: Kristeligt forbund for Studerende 2 koncerter: Orgelkoncert med Magne Draagen (Tyskland) Fredag 15. juli kl. 16.30 i Domkirken Magne Draagen spiller værker af Bach, Franck og Guilmant. Fri entré. Koncert med Roden Girl Choristers (Holland) Søndag 17. juli kl. 16.30 i Domkirken (valgfrit om brødteksten nævnes) Fri entré Kommende gudstjenester Domkirken Søndag 10. juli 10.00 Torben Hjul Andersen Hertug Hans Kirke Søndag 10. juli 19.30 Torben Hjul Andersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*