5. søndag efter påske (2010)

Denne side er set 1103 gange!

Hvad vil du gøre, hvis du fik at vide, at du skulle dø indenfor de næste 24 timer? Hvis du sad på dødsgangen i et fængsel og vidste, at I morgen ved samme tid, så ville du blive ført af fangevogterne ned til kammeret, hvor du skulle få din dødssprøjte. Hvad ville du så bruge de sidste timer til?

Ronald Williamson
Der er desværre mange mennesker, der har oplevet det – en af dem er en amerikaneren Ronald Williamson. Hans skæbne er blevet beskrevet i krimiforfatteren John Grishams bog Uskyldigt dømt…for han sad dér på dødsgangen uskyldigt dømt. Ronald Williamson var en falleret baseballspiller, psykisk syg og misbruger, der var kendt af det lokale politi som en dagdriver og drukkenbolt, der havde tendens til lidt småkriminalitet. I 1985 anklages han dog for at have voldtaget og myrdet en lokal ung pige. Der bliver indledt en sjusket og fordomsfuld efterforskning, og efter en retssag, som man kun kan tage sig til hovedet over og med en elendig beskikket advokat, så kendes han i 1988 skyldig og dømmes til døden af juryen.
Ronald Williamson var opdraget i et religiøst hjem, men han var gledet bort fra sine religiøse rødder, men sine sidste dage tilbragte han mange timer med at bede – vi aner ikke hvad han bad om, men mon ikke vi kan gætte os til det? Mon ikke han bad om et mirakel? Mon ikke han bad om at guvernøren måtte sætte en stopper for henrettelsen? Mon ikke han bad om, at politiet måtte finde den rigtige morder? Mon ikke han bad for sin familie?  Han tilbragte 11 år på dødsgangen, inden han fik lov til at få sin sag prøvet ved en ny retssag – og i mellemtiden var DNA-tekniken udviklet… han blev pure frifundet.  I 1999 løslades han til en ny tilværelse – resten af historien er desværre ikke så god. Han kommer ud af fængslet og er nedbrudt og går til grunde i misbrug og sindssygdom og dør så i 2004 af skrumpelever… der er grænser for hvad man kan byde et menneske!

Hvad ville vi bede om på dødsgangen?
Men prøv forestil dig, at du sidder dér på dødsgangen og venter – hvordan mon det er at vide hvilken dag, man skal dø? Hvordan er det at sidde og kigge på hvordan sekundviseren drejer rundt og minutter bliver til timer i dit livs endelige nedtælling? Ville vi bede, hvis vi kom i sådan en situation – det tør jeg vædde på, at vi vil gøre! Vi vil bede det samme som Ronald Williamson bad: Red mig – hjælp min familie – skab et mirakel, Herre!

Den tekst, jeg netop har læst, var sådan en persons sidste bøn. Det er Johannes, der har skrevet bønnen ned til os. Johannes giver os et helt andet billede af Jesus end det, der bliver vist os af Matthæus, Markus og Lukas. I de andre evangelier taler Jesus oftest i lignelser, men i Johannesevangeliet taler han i abstrakte og ofte svære teologiske samtaler. Måske har I det på samme måde som mig – f.eks. med teksten her, at det kan være meget forvirrende at læse, især hvis man ikke holder tungen lige i munden og følger godt med. Og selv dér kan det være svært at forstå. Jeg vil ikke forklare alle tingene i bønnen her, for det er jo en prædiken og ikke en bibeltime, men jeg vil tage hovedtrækkene op.
Sammenhængen i teksten er, at Jesus vidste, at indenfor 24 timer, så ville være på vej til Golgatha med sit kors på sin ryg og sin dødsdom. Det er en del af Jesu bøn her ansigt til ansigt med døden. Jesus har spist sit sidste måltid med sine disciple, nadveren er indstiftet og nu beder han den bøn, som vi normalt kalder for Jesu ypperstepræstlige bøn. Og han gør det af to grunde: 1) Jesus forbereder sig på at ofre sig selv som et offer for verdens synd. 2) Jesus går i forbøn for sine disciple på samme måde, som en ypperstepræst, den højeste præst, beder for sit folk.
Det er en interessant og dejlig bøn. Men noget, der slår en, er at Jesus ikke beder om at blive benådet. Han beder ikke om at slippe for dette, der venter ham… ja, rent faktisk, så er Jesus taknemmelig over at hans time, hans dødstime endelig er kommet.  ”Timen er kommet. Herliggør din søn”. Jesus beder ikke om at blive frikendt i morgen ved retssagen, nej, han beder om at han tværtimod må kunne gennemfører planen helt igennem og dermed blive herliggjort og herliggøre sin Gud. Han var kommet for at bringe evigt liv til verden og hans død og opstandelse vil sikre alt det.
Det er desværre så snublende nær, at tage Jesu pine, død og opstandelse som en selvfølge, fordi det måske er en del af vores børnelærdom. Fordi vi har hørt om det så mange gange – fordi det er kommet på så lang afstand, at vel er det historieskrivning, men det er netop historie, det er fortid. Og det, der sker i fortiden har det med at blive teoretisk og uvirkeligt, uden følelser og uden smerte. Der er mennesker, der kan gå igennem den italienske by Pompejis gader og se aftrykket i gaden af mennesker, der er blevet kvalt af gasser og vulkansk sten fra den nærliggende vulkan. Og i stedet for at se smerten og katastrofen, der ramte nogle mennesker, så ser man det som et interessant historisk indblik i menneskers liv og død i år 79 efter Kristus.

Korset er målet
På samme måde med Jesu lidelse og død… men tænk: Han gik hele vejen igennem! Han blev født på jorden med korset som mål – og han gennemførte det. Han stoppede ikke, han stak ikke af, han fik ikke kolde fødder… nej, han gennemførte.
Timen er kommet – beder Jesus – han står overfor sit livs højdepunkt og formål… nu skal det briste eller bære… halleluja, det bar. Det som vi kan leve på og dø på er den kendsgerning, at det bar, Jesus gennemførte.

Det andet han beder for i bønnen er sine disciple, og det vil sige i sidste ende, så beder Jesus også for os. Vi har en åben studiekreds her i sognet, og vi arbejder netop med Jesus som ypperstepræst, hvordan Jesus ikke bare bad for disciplene den gang, men at han i dag, i himmelen beder for os. Vi behøver ikke helgener, der beder for os, vi har Jesus, Guds søn, der beder for os. Hvem har så brug for andre forbedere i himmelen, når vi har Jesus? Men han beder for os, at vi må blive bevaret i en verden domineret af synd og død. Han beder for vores enhed som kristne, at vi må være ét. Der er nok, der kan skille os kristne fra hinanden – og der er nok ting, der også rent faktisk skiller os ad…  Enhed i kirken og blandt kristne er en proces, der aldrig står stille – enten går det fremad mod enhed eller også går det tilbage. Men det er det tossede ved det: Vi kan ikke gøre noget for at etablere den enighed eller gøre os fortjent til, nej det er noget der bliver givet til os… vi kan allerhøjest modarbejde enheden ved at stille os på bagbenene og stædigt holde på vores ret, for vi har da ret og de har ikke ret.
Vi kan ikke gøre noget for at skabe en enhed – det skal gives os… og det er det, Jesus beder om, at enheden må skabes ikke i os selv, men i ham. For hvad er det, der gør at vi kan blive en enhed? Det er, at vi har en fællesnævner: Gud. Jesus afslører hemmeligheden bag den kristne enhed: ”Hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi”. Det er ham, der skaber enhed og fællesskab ud af forskellige mennesker. Det er ham, der skaber en kirke ud af mange forskellige behov. Det er min overbevisning, at jo tættere vi kommer på Gud i vores liv og i vores kirke desto tydeligere vil vores fællesskab og enhed også træde frem. Ligesom en triangel med Gud i toppen – jo tættere vi kommer toppen desto tydeligere bliver enheden. Jo tættere vi kommer på ham desto tættere kommer vi på hinanden.

Jesus står ansigt til ansigt med sin død på korset og beder. Beder om det to ting 1) Sit eget offer, at det må fører til herliggørelse og frelse. 2) Os, at vi må være et. Hvor det første er sket – Jesus gennemførte, så er det sidste en proces, der stadigvæk er i gang, enheden.
Vi kan desværre ikke bare lukke os selv ud af det kristne fællesskab og kirken, selv om jeg må indrømme, at jeg meget ofte har lyst til det, hver eneste gang jeg læser lidt i Kristeligt Dagblad – eller en eller anden sognepræst udtaler sig i fjernsynet. Åh – man bliver så træt – var det ikke nemmere at melde sig ud og så starte op på en frisk for sig selv? Jo, men det er ikke det Jesus ønsker. Han ønsker ikke splittelse – men enhed. En enhed ikke skabt af os, men skabt gennem ham. Det er både en opgave og en kæmpe gave… heldigvis beder Jesus for os, at vi må være et. Heldigvis sendte han kraften fra det høje for at holde os sammen… men det hører vi mere om et par uger, hvor vi igen skal fejre pinse.

Han er klar til at fortsætte sin mission.

For Johannes, der skrev evangeliet her, var det vigtigste i Jesus ikke hans lignelser og hans undervisning – nej, det der virkelig betød noget set med Johannes´ øjne, det var hans døde, begravelse og opstandelse.

Jesus siger, at han kom for at give evigt liv – og Jesus forklarer endda hvad det evige liv er – ” Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus”.       

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *