6. søndag efter påske (2006)

Denne side er set 825 gange!

”At de alle må være et”

”Guds menighed er jordens største under” – det er en dejlig salme med en dejlig melodi. Den er dejlig at synge, men passer den på os? Nu ved jeg godt, at vi er beskedne mennesker og især I vendelboer, der i jeres ”nationalsang” synger

”hvor styrke og mandsmod forties i tale

men stundom blev røbet ved djærveste dåd”.

men hvis vi lægger vores beskedenhed til side – er vi så jordens største under? Lad os prøve at lade det spørgsmål være et øjeblik og så vende tilbage til det i slutningen af prædikenen.

 

Dagens tekst er hentet fra Jesu ypperstepræstelige bøn – det vil sige, den bøn, hvor Jesus beder for disciplene og for os kristne. Vi havde også en del af den sidste søndag, hvor Jesus beder for os, at vi må blive bevaret i en verden domineret af synd og død. Her i dag går Jesus i forbøn for os om noget helt andet, men noget som er mindst lige så vigtigt – han beder for vores enhed. At vi som kristne må være et.

Dem Jesus i første omgang tænkte på var naturligvis disciplene, hvordan så den flok ud? Jo, der var nogle gevaldige diskussioner i discipelflokken, også fordi de var så forskellige. 

Vi har tolderen Matthæus, som havde tjent godt på at gå i romernes tjeneste – og vi har zeloten Simon. En zelot var fra et religiøst-politisk parti, der havde svoret at slå folk ihjel, der gik i romernes tjeneste… altså folk som Matthæus.

Vi har Jakob og Johannes, der for kort tid siden kom op og skændes om hvem der nu skulle sidde til højre for Jesus i himmelen.

Samme aften, hvor Jesus beder denne bøn, har disciplene været i skænderi om hvem af dem, der var den største i Guds rige.

Der er altså intet, der kan undre, at Jesus beder også for dem: ”Herre – gør dem til en enhed”, for der var ærligt talt ikke meget, der bandt dem sammen. Og i læsningen fra Apostlenes Gerninger hørte vi, at Jesu bøn gik i opfyldelse: ”De holdt alle i enighed fast ved bønnerne”.

 

Men Jesus beder ikke bare for disciplene, men som der står ”også for dem, som ved deres ord tror på mig”. Jesus beder for kommende generationer af kristne… han beder altså for os her i Asdal/Horne Kirke, at vi må være et. Er vi så et – lige som disciplene blev et? Hvis vi kigger snævert ud i vores lille andedam, Folkekirken, er vi så et?

Jo, vi er en enhed, men ret ofte ligner Folkekirken en påtvunget enighed. Den ligner to katte, der har fået bundet halerne sammen og er kastet over en tørresnor! De er en enhed, men de er ikke et.

 

Enhed i kirken og blandt kristne er en proces, der aldrig står stille – enten går det fremad mod enhed eller også går det tilbage. Men det er det tossede ved det: Vi kan ikke gøre noget for at etablere den enighed eller gøre os fortjent til, nej det er noget der bliver givet til os… vi kan allerhøjest modarbejde enheden ved at stille os på bagbenene og stædigt holde på vores ret, for vi har da ret og de har ikke ret. ”Han er for passiv” – ”hun er for liberal” – ”han er for konservativ” – ”hun lægger slet ikke vægt på det, jeg lægger vægt på som det vigtigste”  og ”han er for aktivistisk”. I stedet for at søge enheden på trods af vores forskelle, så ser vi på forskellene, der er der, og så bliver det til stilstand, krig og død i vores kirke… som de to katte over snoren.

Jeg mener naturligvis ikke, at vi skal ofre sandheden for enhedens skyld. Det vil da være langt fra Jesu hensigt at bede om at vi må være et på bekostning af sandheden. Men hvor ofte skyldes vores splid et spørgsmål om ”sandhed” og ”løgn” – og hvor ofte skyldes det bare et spørgsmål om forskellighed, smag, behag, traditioner… eller dybest set en mangel på forståelse og indbyrdes kærlighed. Der er to måder at blive et på: Den ene er at fryse sammen og den anden er ved at smelte sammen. Hvad vi kristne har brug for for at blive en enhed er ikke en ydre fjende, så vi må fryse sammen, men broderkærlighed, så vi må smelte sammen.

Hitler ønskede at samle alle kristne i en tysk enhedskirke, med den lumske bagtanke, at så kunne han nemmere styre dem. Ikke alle hoppede på Hitlers tilbud om enhed – og det satte skel ned gennem forskellige menigheder. Det gik meget nemmere for de kristne, der gik med på Hitlers idé for de havde en nem tid, imens de andre gik en mere hård tid i møde. I nærmest hver eneste familie, der ikke var med, var der folk, der døde i koncentrationslejrene.

Krigen sluttede – Hitler var fjernet og de forskellige menigheder skulle nu igen til at finde sammen – hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Der var splidligheder, bitterhed og spændinger overalt – så fandt lederne fra de forskellige grupperinger ud af at mødes i en stille retræte. I flere dage bad de sammen og undersøgte deres egne hjerter i lyset af Jesu ord. En af lederne blev spurgt om resultatet af denne tid med bøn og bibellæsning og han svarede: ”Vi blev et”. Da de bekendte deres fjendtlighed og bitterhed til Gud og råbte på hans hjælp, så skabte Helligånden en atmosfære af enhed mellem dem. Kærlighed fyldte deres hjerter og afløste hadet. Der var naturligvis stadigvæk en bitter historie bag dem – en historie, som havde taget nogle af deres kære fra dem, men det der skilte dem var alligevel større end det, der holdt dem sammen i enhed: Jesus Kristus.

 

Det at vi ikke er enige må ALDRIG overskygge det faktum, at vi faktisk alligevel er en enhed… på trods af forskelle og uenighed. Og hvis jeg skal komme med en kritik af vores kirke, så er det den, at vi virker til at være mere opsat på at fortælle at ”de andre” tager fejl og optaget af at vise hvorfor de tager fejl – i forhold til vi bare skal elske dem. Naturligvis skal fejltagelser og løgne påpeges, men vi skal elske dem.

Og hvorfor skal vi elske dem? Jo, fordi vi er et – vi har den samme Gud som far, vi spiser af det samme brød og drikker det samme vin ved det fælles alter, vi har den samme Jesus som frelser… den samme Jesus, som her beder om at det fællesskab som vi har med hinanden må være som den enhed, der hersker mellem Jesus selv og sin far.

Det fællesskab kommer ikke af sig selv ud fra vores egen anstrengelser. Selvfølgelig kan vi godt lade være med at puste til stridigheder og prøve at sætte os selv i den andens sted, men det kan i bedste fald kun give en overfladisk enhed og ikke et virkeligt fællesskab og en indre enhed. Vi har en enhed og et fællesskab ikke fordi vi er ens – men fordi vi er draget imod et fælles centrum: Jesus Kristus. Det er ham, der skaber enhed og fællesskab ud af forskellige mennesker.

Det er min overbevisning, at jo tættere vi kommer på Jesus i vores liv og i vores kirke desto tydeligere vil vores fællesskab og enhed også træde frem. Lige som en triangel med Gud i toppen – jo tættere vi kommer toppen desto tydeligere bliver enheden. Jo tættere vi kommer på ham desto tættere kommer vi på hinanden.

 

Lad os prøve vende tilbage til spørgsmålet fra begyndelsen: Er vi så jordens største under? Ja, hvis vi er Guds menighed, så er vi jordens største under. For Guds menighed er en menighed af forskellige mennesker, med forskellige behov, forskellige udtryksmåder, forskellige måder at læse Bibelen på – men smeltet sammen i kærlighed til hinanden. Hvis det ikke er et under, så ved jeg ikke hvad der er værd at kalde et under.

Men kan vi ikke være ligeglad – kan de andre da ikke bare forsvinde ud af vores folkekirke og så danne deres egen kirke? Vi har det jo lige så godt? Nej, det kan de ikke bare, for vi har som kristne en pligt til at stræbe efter enhed, ikke fordi vi måske selv synes det er særligt morsomt, for det er hårdt arbejde at elske dem, man ikke bryder sig om. Nej, vi skal stræbe efter enhed, på grund af alle de mennesker, som lige nu ikke tror på Jesus. Jesus har en begrundelse for sin bøn om fællesskab: De skal fuldt ud blive ét ”for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem”.

Vi skal stræbe efter den enhed, som Jesus ønsker vi skal have, for at give Jesus æren – for at andre må komme til tro på Jesus og i sidste ende blive frelst. Den måde vi er kirke på og menighed på her i Horne/Asdal har altså konsekvenser for hvor mange mennesker her i sognet, der bliver frelst og hvor mange, der vil gå fortabt.

Det er altså noget af et ansvar! Vi kan ikke bare komme i kirke og alene se det som en privatsag – den måde vi er som kirke og som menighed har betydning. Vi er de eneste levende repræsentanter for Guds kærlighed på jorden – er vi så gode eller dårlige repræsentanter?

Det er både en opgave og en kæmpe gave… heldigvis beder Jesus for os, at vi må være et. Heldigvis sendte han kraften fra det høje for at holde os sammen… men det hører vi mere om på søndag, hvor vi skal fejre pinse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *