Sidste fredag mærkede vi for et øjeblik det danske fællesskab – kronprinse-brylluppet. Det var Danmark, når det er bedst – her kunne vi mærke, at vi selv om vi er forskellige og til hverdag sejler i vores egen sø, så har vi alligevel noget, der er fælles. Og det er det, der gør sådan et bryllup endnu mere festligt, at her føler vi, at vi alligevel er fælles om et eller andet. Det er ikke noget, vi sådan oplever til dagligt: Det store fællesskab – godt nok er vi af praktiske grunde fælles i samfundet, men det mærker vi alligevel ikke meget til.
Ja, der er endda nogle, der mener at samfundet er i krise – at vi er blevet så meget individualister at der slet ikke er noget samfund mere, men
et ”hvert-for-sig-fund”
eller et ”jeg-fund”.
Det forenings-danmark, som vi ellers har sat som noget godt og måske også samfundesbevarende, er ved at miste sin opbakning. Ikke bare indenfor kristne kredse er manglende opbakning og engagement et problem – man vil ikke forpligte sig.
Men høster vi ikke bare hvad vi selv har sået? Egentlig er det jo det, vi er blevet opdraget til. ”enhver er sin egen lykkes smed”… vi skal være os selv. Enhver skal gøre som man har behov for. Det enkelte menneske skal have plads til at udfolde sig. Men spørgsmålet er om vi alligevel ikke har drevet det for langt så individualisme er blevet til narcissisme – selvdyrkelse. Så fællesskabet er blevet erstattet af ensomhed – for når enhver er sin egen lykkes smed, så har man måske ikke lige øje at gamle Klara har brug for et besøg. Og man behøver ikke at være isoleret på grund af alder og manglende førlighed – vi kan også føle os ensomme selv om vi måske til daglig omgiver os med en masse mennesker.
Da Gud skabte kvinden var det ud fra begrundelsen, at det ikke er godt, at mennesket er alene… sådan er det ikke bare, når vi taler mand/kvinde, sådan er det også, når vi taler menneskeligt fællesskab. Det er ikke godt for et menneske at være alene. Behovet for fællesskab og enhed ligger dybt i os mennesker – derfor søger vi efter fællesskab og slubre det i os så snart vi kan komme af sted med det.
– Vi har brug for nogle til at dele vores fiaskoer og sejre med.
– Vi har brug for nogle til at dele vore glæder og tage del i vores byrder.
Mennesket søger fællesskab – skriger efter et fællesskab… og vil nok også kunne finde det, bare nogle forkerte steder. Fællesskabet omkring alkohol og narko, bander, grupper som finder fællesskab i et had til andre, og mange flere står på spring.
Jeg ved ærligt talt ikke om samfundet er i krise – om de gode gamle dage er bedre end i dag. Men jeg kender et fællesskab og samfund midt i samfundet – kirken. Som en mærkelig gammel størrelse har vi så en kirke, som på den ene side er så pæredansk som noget kan være og så alligevel udgør et verdensomspændende fællesskab. Hvor man taler om samfundet i krise udenfor, jamen så rejser hele menigheden sig op hver eneste søndag og bekender ”jeg tror på den hellige almindelige kirke, de helliges samfund”.
Skriger mennesker efter et fællesskab, så skal vi som kirke ikke være bange for at melde os på banen… her har vi et fællesskab. Og det er det fællesskab, som Jesus har fokus på i dagens tekst. Jesus beder:
”Ikke alene for [disciplene] beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være et”.
Jesus beder for os kristne, at vi må blive et – at vores fællesskab må blive en enhed.
Jesus beder om at vi må blive en enhed – ikke at vi må være enige om alt eller ens. Bare kig på de første disciple, for de var hverken enige eller ens.
Der var nogle gevaldige diskussioner i discipelflokken også fordi de var så forskellige.
Vi har tolderen Matthæus, som havde tjent godt på at gå i romernes tjeneste – og vi har zeloten Simon en zelot var fra et religiøst-politisk parti, der havde svoret at slå folk ihjel, der gik i romernes tjeneste… altså folk som Matthæus.
Vi har Jakob og Johannes, der for kort tid siden kom op og skændes om hvem der nu skulle sidde til højre for Jesus i himmelen.
Samme aften, hvor Jesus beder denne bøn, har disciplene været i skænderi om hvem af dem, der var den største i Guds rige.
Der er altså intet, der kan undre, at Jesus beder også for dem: ”Herre – gør dem til en enhed”, for der var ærligt talt ikke meget, der bandt dem sammen. Og i læsningen fra Apostlenes Gerninger hørte vi, at Jesu bøn gik i opfyldelse: ”De holdt alle i enighed fast ved bønnerne”.
Men Jesus beder altså ikke kun for dem, men også for kommende generationer af kristne… han beder for os her i Asdal/Horne Kirke, at vi må være et. Den enhed er ikke noget vi kan etablere eller gøre os fortjent til, nej det er virkelig noget der bliver givet os.
Vi kan ikke fabrikere en enhed – enheden og fællesskabet kan kun skabes af Helligånden. Enheden bygger nemlig ikke på os selv, men på Kristus. Et fællesskab, som er holdt sammen i kærlighed.
Det er svært at se et fællesskab og en enhed i kirken – bare et enkelt kig ud over de mange forskellige kirkeretninger og trossamfund… og alene indenfor vores lille andedam, Folkekirken, er der så mange forskellige fraktioner, så det slet ikke er til at hitte redde i. Indenfor Folkekirken er der had og mistænksomhed overfor ”dem, der mener noget andet end vi gør”.
Nogle gange ligner Folkekirken to katte, der har fået bundet halerne sammen og er kastet over en tørresnor!
Vi gør det ærligt talt ikke lettere for folk at se enheden – for at se, at her er et fællesskab, som sprænger alle menneskelige forskelle. Det at vi ikke er enige må ALDRIG overskygge det faktum, at vi faktisk alligevel er en enhed… på trods af forskelle og uenighed. Og det er vores fejl som kirke, for er vi ikke mere opsat på at fortælle at ”de andre” tager fejl og optaget af at vise hvorfor de tager fejl – i forhold til vi bare skal elske dem? Og hvorfor skal vi elske dem? Jo, fordi vi er et – vi har den samme Gud som far, vi spiser af det samme brød og drikker det samme vin ved det fælles alter, vi har den samme Jesus som frelser… den samme Jesus, som her beder om at det fællesskab som vi har med hinanden må være som den enhed, der hersker mellem Jesus selv og sin far.
Det fællesskab kommer ikke af sig selv ud fra vores egen anstrengelser. Selvfølgelig kan vi godt lade være med at puste til stridigheder og prøve at sætte os selv i den andens sted, men det kan i bedste fald kun give en overfladisk enhed og ikke et virkeligt fællesskab og en indre enhed. Vi har en enhed og et fællesskab ikke fordi vi er ens – men fordi vi er draget imod et fælles centrum: Jesus Kristus. Det er ham, der skaber enhed og fællesskab ud af forskellige mennesker. Det er min overbevisning, at jo tættere vi kommer på Jesus i vores liv og i vores kirke desto tydeligere vil vores fællesskab og enhed også træde frem. Lige som en triangel med Gud i toppen – jo tættere vi kommer toppen desto tydeligere bliver enheden. At jo tættere vi kommer på ham desto tættere kommer vi på hinanden.
Men hvordan kommer denne enighed til syne? F.eks. her i Horne/Asdal Menighed? Hvordan tager vi os af syge i vores midte og deres familier? Hvordan tager vi os af nye, der kigger indenfor? Eller folk, som før kom her, men nu ikke længere viser sig? Det kan være dagens spørgsmål at gå hjem og tygge lidt på både for jer og for mig: Hvordan er vi som kirke? Hvordan viser vi vores enhed?
Der arbejdes på højtryk på økumenisk fællesskab – at vi på tværs af kirkeskel kan komme til en fælles forståelse for hinanden. Men hvordan kan vi det, hvis vi ikke engang i vores egen menighed kan vise fællesskab og enhed? Jo sværere det er at se at vi er et fællesskab og en enhed – desto mere skal vi bede, og leve og prædike fællesskabet og den indbyrdes kærlighed.
Om vi ikke selv ser nogen idé i fællesskabet og enheden, så skal vi alligevel stræbe efter det, på grund af alle de mennesker, som lige nu ikke tror på Jesus. For enheden i kirken er ikke bare en enhed, der skal være der for vores egen skyld – Jesus har en begrundelse for sin bøn om fællesskab. De skal fuldt ud blive ét ”for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem”.
Vi skal stræbe efter den enhed, som Jesus ønsker vi skal have, for at give Jesus æren – for at andre må komme til tro på Jesus og i sidste ende blive frelst. Den måde vi er kirke på og menighed på her i Horne/Asdal har altså konsekvenser for hvor mange mennesker her i sognet, der bliver frelst og hvor mange, der vil gå fortabt. Det er altså noget af et ansvar! Vi kan ikke bare komme i kirke og alene se det som en privatsag – den måde vi er som kirke og som menighed har betydning. Vi er de eneste levende repræsentanter for Guds kærlighed på jorden – er vi så gode eller dårlige repræsentanter?
Det er både en opgave og en kæmpe gave… heldigvis beder Jesus for os, at vi må være et. Heldigvis sendte han kraften fra det høje for at holde os sammen…
Gode Gud og himmelske far
Vi beder dig om du vil skabes enhed blandt os – at du vil skabe en indbyrdes kærlighed, som også rækker ud mod dem, der ikke er som os.
Lad det være kendt, at vi er et – selv om vi ikke er ens.
Vi beder dig for de syge – dem, der kæmper med svære sygdomme. Herre du ved hvem vi især tænker på.
