Denne side er set 726 gange!

Bøn med åndelig stædighed

Det er min faste overbevisning, at bøn er noget af det vigtigste i vores liv som kristne. Bøn – ikke som meditation, hvor vi går ind i os selv for at finde ro i os selv eller forsøger at finde ro i tanker om noget udenfor os f.eks et bibelvers. Nej, bøn som dialog – som en samtale med Gud. Hvor vi taler til Gud som vi taler til vores bedste ven, vores ægtefælle, vores forældre.

Nu er prædikestolen jo ikke nogen skriftestol, men alligevel: Selv om jeg ved, at bøn er det vigtigste, så ved jeg også at jeg ikke beder nok…. langtfra. Nogle gange synes det at være let at bede andre gange føles det voldsomt svært. Det er en hemmelighed, som jeg nok ikke er alene med herinde. Vi vil gerne være et bønnens folk, men på samme tidspunkt kæmper vi med vores bønsliv. Vi føler os skyldige på grund af det… og vi føler os alene. Men – desværre – vi er ikke alene med det problem. Men det er jo en ringe trøst.

Den eneste trøst, jeg kan give i dag, det er, at Jesus anerkender, at det er svært at bede – det fortæller han i lignelsen til i dag. Lukas forærer allerede i starten lignelsens betydning: ”Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede”.

Jesu første hensigt med at fortælle lignelsen er at vise, at vi har behov for at bede konstant. Det er jo ikke noget nyt – det er hvad vi forventer, at Jesus skal sige: Du har brug for at bede. Det kan vi ikke argumentere imod og havde Jesus stoppet her, så var vi blevet ladt alene med vores dårlige samvittighed, når bønnen synes at være svær. Men Jesus stopper ikke her, men fortsætter: ”Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte”.

 

Når jeg læser det, så går det op for mig: Jesus vidste hvordan vi har det. At vi ved, at bøn er kilden til vores kristne liv – ja, vores åndedrag, men at vi alligevel kan køre træt i bønnen og stoppe med at bede…. og det sker som regel i en situation, hvor vi allermest har brug for at bede… så svigter kræfterne. Hvorfor det?

Mon ikke dybest set – også selv om vi ikke siger det højt, for det er fy-fy i kristne kredse: Vi bliver trætte af at bede, fordi vi ikke ser noget resultat af vores bøn. Det er lettere at holde op med at bede om en bestemt ting, når vi når dertil, hvor vi ikke ser at der sker noget. Hvad forskel gør vores bøn egentlig? Hvorfor skal vi blive ved med at bede?

 

Jesus argumenterer ikke imod os – men fortæller en historie om to vidt forskellige personer: En dommer og en enke. Dommeren frygtede ikke Gud og han var ligeglad med mennesker – det vil sige, han var ligeglad med Guds bud og love, men på den anden side, så var han heller ikke en, der ville gøre alt for at gøre folk tilfreds. Han måtte så kun tænke på sig selv – hans egne meninger, hans egen velfærd og hans egen indtjening. Mon ikke han tog imod bestikkelse i ny og næ – der står i hvert fald om ham, at han er en uretfærdig dommer.

 

Men han var stadige en dommer – en af de magtfulde mænd i samfundet og han står nu foran en af de svageste medlemmer af samfundet: En enke. Men selv om hun var svag, så var hun vedholdende – hun var stædig og accepterede ikke uden videre et nej. Hun kom gang på gang til dommeren for at få hjælp i sin sag.

 

Man kan forestille sig, at hun mødte op hver eneste gang, at der var en retssag – ”hjælp mig til min ret over min modpart”. Hun var der igen og igen og igen – og længe var dommeren fast besluttet på bare at ignorerer hende… men til sidst ombestemte dommeren sig. For hun er virkelig besværlig at have rendende – og måske ender det med at hun slår mig. Om det så var rent bogstaveligt i form af et blåt øje eller om det var fordi hendes stædighed satte ham i et dårligt lys – og derfor en dårligere indtjening – jamen det ved jeg ikke. Men dommeren gav efter.

Og hvordan skal den lignelses så forstås: Jo, Jesus kommer med nøglen. De kristne er som enken og Gud er som den uretfærdige dommer… men hov: Gud er da ikke uretfærdig. Næh og det er netop pointen. Jesus argumentere fra det mindre til det større og siger: En uretfærdig, egoistisk dommer sørger for at retfærdigheden sker fyldest som et svar på vedholdende bøn. Hvor meget vil så vores retfærdige Gud ikke lade retfærdigheden ske fyldest for hans elskede folk, som beder konstant om befrielse og hjælp.

 

For vi skal bede med tålmodighed – vi skal mobilisere en hellig stædighed. Vi skal ikke bare bede fordi vi føler for det og har lyst til det. Der er mange gange, hvor det at bede er det sidste vi har lyst til. Der er tidspunkter, hvor vi har lyst til at opgive at bede. Der er tidspunkter i vores liv, hvor vi er lige så sårbare som enken og når vi beder, så føles det også som om vi er i enkens situation: Der kommer ikke noget svar – eller også er det et nej. Jeg ved godt, at bøn ikke er en ønskeseddel – at bøn først og fremmest er at finde frem til Guds vilje, men derfor er dette nej alligevel svært. Det ved Jesus det er derfor han har fortalt denne lignelse. Se denne uretfærdige dommer: Skulle Gud ikke skaffe sine udvalgte ret, når de råber til ham dag og nat? … Han vil skaffe dem ret og det snart”.

 

Man kan nok sætte lighedstegn mellem enken og os kristne dommeren, men der er ikke mange ligheder mellem dommeren og Gud. Begge besvarer bøn – men så hører ligheden også op.

 

For det første: Gud vil have, at vi skal komme til ham. Dommeren i historien gjorde bare sit arbejde og han ville faktisk ikke have, at enken skulle komme til ham igen og igen. Hun var besværlig.Han vil have, at vi kommer til ham med alle vores behov – også hvis vi ikke har lyst til at bede til ham… ja, især, hvis vi ikke har lyst til at bede.

 

Den anden forskel er, at Gud aldrig bliver træt af at vi kommer til ham. Dommeren var træt af at enken kom til ham igen og igen. Han bliver ikke træt at vi kommer også selv om vi kommer med behov og problemer.

 

Der er også en tredie forskel: Dommeren gav kun efter, for at slippe af med enken – men Gud svarer villigt på vores bønner. Han svarer ikke med modstræbende, men med glæde.

 

Lignelsen svarer ikke på alle spørgsmål, som vi har om bøn – f.eks. hvad der sker, når vi beder og der ikke ser ud til at se noget. Men lignelsen svarer på det, vi har brug for at høre. Det kan være hårdt at bede, men vi skal aldrig tvivle om Guds holdning, når vi beder.

 

Gud er ikke det mindste  modstræbende, når han hører os, han bliver ikke træt at høre fra os, selv om vi kommer med vores problemer og fejltagelser. Han svarer velvilligt på vores bøn – han vil ikke tøve med at gøre det rigtige. Selv om vi ikke har noget andet sted at gå hen, selv når det mærkes som om himlen er tavs, så kan vi vide, at Gud lytter og at han er villig til at komme os til hjælp.

 

Hvis du ikke tager andet med dig hjem her fra gudstjenesten, så vil jeg håbe at det er det her: Vi skal bede – selv når det kræver udholdenhed… for der kommer sådanne situationer. Der vil komme tidspunkter, hvor du og jeg ikke har lyst til at bede – men vi skal bede alligevel. Ikke fordi vi tvinger os selv til det – ikke fordi det er en ren viljeshandling. Vi beder når vi ikke har lyst til at bede, fordi vi ved noget om Guds væsen.

Og hvad er det vi ved, som får os til at bede selv om vi ikke har lyst? Vi ved, at Gud svarer villigt på vores bøn. Det er fordi vi ved, at Gud er klar til at høre fra dig også selv om det ikke mærkes sådan og at han aldrig holder retfærdigheden tilbage.

 

Men der er et sidste spørgsmål tilbage – og det er det, Jesus stiller i slutningen af historien. Det er et spørgsmål, som ikke er beregnet til spekulation, men som er beregnet til selv-ransagelse… til at undersøge os selv. Jesus slutter med spørgsmålet: Når menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?

Jesus spørger: Hvad vil du gøre som et resultat af denne lignelse? Nu ved du, at Gud vil svare og det er et velvilligt og kærligt svar… vil vi være så tålmodige som enken i vores bønner? Vil vi bede selv om vi ikke føler for det og ikke har lyst til det?

I morgen tidlig kan det godt være, at vi igen ikke har lyst til at bede – men da kan det være, at vi alligevel beder, fordi Gud vil have at vi kommer til ham. Han er villig til at lytte til vores bøn og svare på vores bøn

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud – fader søn og Helligånd. Du som var og er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse – nu og i al evighed. amen.

 

GODE GUD OG HIMMELSKE FAR

Tak at vi igen og igen kan komme til dig i bøn. At du lytter til vores bøn med glæde med kærlighed og med omsorg.

Herre, hjælp os til at bede, når vi mangler mod og lyst til at bede – hjælp os til at komme til dig.