Personer: Nikodemus

jul 15, 2004

Denne side er set 1004 gange!

INDLEDNING: PÅ VEJ MED NIKODEMUS

Nikodemus er en mystisk person, der kun dukker op tre gange i Bibelen – i Johannes kapitel 3, i kapitel 7 og i kapitel 19. Det eneste sted vi kan læse om ham er i Johannesevangeliet. Her i starten af evangeliet, i midten og i slutningen. Og selv om vi ikke kan læse så meget om hvad der sker inden i Nikodemus og hvad der sker bagefter at han igen glider ud i mørket i kapitel 19, så fornemmer man alligevel, at der sker noget med Nikodemus fra første gang vi møder ham og så til sidste gang. Og det er den vej vi skal prøve at følge her til formiddag.

Det sted vi læser mest om Nikodemus er i hans samtale med Jesus i kapitel 3 og det er også kapitel 3, at vi vil interessere os mest for. Men inden vi kigger på kapitel 3, så lad os lige kaste et blik op i slutningen af kapitel 2 – for de sidste tre vers er på en måde en slags optakt både til samtalen med Nikodemus, men også med de efterfølgende kapitler.

”Mens han var i Jerusalem under påskefesten, kom mange til tro på hans navn ved at se de tegn, han gjorde. Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi han kendte alle, og fordi han ikke havde behov for, at nogen skulle vidne om mennesket; for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket”

Men der er alligevel en, som Jesus åbner sig overfor: Nikodemus.

3,1-2: LIDT BIOGRAFI OM NIKODEMUS

”Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: ”Rabbi, vi ved, at du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham”

Det er første gang vi hører om Nikodemus og det eneste sted, hvor vi hører noget om ham. Nikodemus var en af de bedste på sin tid. Han var et oprigtig religiøst menneske – en farisæer. Han tilhørte en streng religiøs jødisk sekt, der omhyggeligt holdt fast ved Guds lov. Og så anerkendt var Nikodemus at han endda sad i jødernes råd, Sanhedrinet. Rådet bestod af 71 mænd af den højeste kaliber. Det var den religiøse højesteret. Dets medlemmer skulle rette sig efter de højeste religiøse love, så de levede et rent moralsk liv. Det var altså ikke hvem som helst, der kom til Jesus den nat, men det var en person med en meget høj gejstlig position.

Hvorfor kommer Nikodemus til Jesus?

Egentlig er det en noget mærkelig ”samtale”, der er mellem Jesus og Nikodemus, for Nikodemus når aldrig at fortælle Jesus hvorfor han kommer til ham – så det gør det det naturligvis også lidt svært for os at finde ud af det.

Det tætteste Nikodemus kommer på en forklaring på at han nu står og snakker med Jesus er Jesu tegn. ”Rabbi, vi ved, at du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham”. Husker vi det, vi læste i slutningen af kapitel 2, så var der mange i Jerusalem, der kom til tro på Jesu navn på grund af de tegn, Jesus gjorde – men Jesus ville ikke åbne sig for dem. Hvorfor åbner Jesus sig så for Nikodemus alligevel og giver ham et indblik i hele hans lære? Et gæt kunne være, at Jesus åbner sig overfor Nikodemus, fordi han trods alt var et alvorligt og oprigtigt sandhedssøgende menneske. Nikodemus repræsenterer den religiøse interesse for Jesus, men Jesus knytter slet ikke til ved hans religiøse interesse – for netop til Nikodemus siger Jesus, at han skal fødes på ny. Den religiøse interesse frelser ham ikke.

Hvorfor om natten?

Men hvorfor kommer Nikodemus om natten? Er det ikke lidt mærkeligt? Et svar kunne  naturligvis være, at mange rabbinere sad og læste og studerede om natten, fordi det var alt for varmt om dagen til at hellige sig ens studier. Det kunne selvfølgelig være et svar.

En anden mulighed er at Nikodemus er temmelig mistænksom, når han kommer om natten? For hvem er det, der kommer om natten? Det er den, der har noget at skjule. Og igennem hele Johannes Evangeliet er det, der sker om natten, Djævelens gerninger (3,2; 9,4; 11,10; 13,30) og Jesus slutter også sin samtale med Nikodemus af med at tale om forskellen mellem mørke og lys og om at elske mørket mere end lyset

Men hvem skulle Nikodemus være han bange for? Var det de andre farisæer? Hvis vi bladrer om i kap. 12,42ff (s. 975)  læser vi: ”Ikke desto mindre kom mange endog af Rådets medlemmer, til tro på ham. Men på grund af farisæerne bekendte de det ikke, for ikke at blive udelukket af synagogen. De elskede nemlig ære fra mennesker frem for ære fra Gud”.

 

Var Nikodemus en af dem, der elskede ære fra mennesker frem for ære fra Gud og som derfor kom til Jesus, imens ingen andre kunne se ham?

Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror faktisk at Jesus var i høj kurs hos farisæerne her i kapitel 3, men at dette kun lige så langsomt blev til et fjendskab…. men hvad så med tempelrensningen, som vi hører om i kapitel 2? For det er ikke kun tegnene, som gør trækker folks opmærksomhed hen på Jesus – Jesus lavede lidt af en scene, der i templet… det måtte da sætte blodet i kog hos farisæerne. Næh tværtimod! Farisæerne ville næsten kunne klappe i hænderne over dette angreb på det andet jødiske parti: Sadukæerne, der hørte til templet. Jesus havde sikkert scoret nogle point hos farisæerne med den handling om ikke andet så ud fra princippet: Fælles fjende gør fælles ven. Så der er altså intet problem i at en ledende farisæer kommer hen til Jesus efter tempelrensningen.

Ja, måske er det i virkeligheden farisæernes måde at stikke følehornene ud efter Jesus efter at han har lagt afstand til saddukæerne. At Nikodemus ikke kommer efter eget initiativ, men fordi han er sendt af sted af flokken af farisæer – vi skal lige bemærke, at han siger ”vi”, han er altså ikke alene om sit spørgsmål. Vi hører om hvordan rådet tidligere har sendt præster og levitter ud for at høre hvem Johannes Døberen er: ”Hvem er du?” – står der i kap. 1,20 og Johannes svarede ”Jeg er ikke Kristus”. Måske er det farisæernes spørgsmål: Hvem er du? Nikodemus når som sagt ikke at fortælle hvad han vil – kun det her med at vi ved, at du er en lærer, der er sendt fra Gud. Men det kan være, at det spørgsmål Nikodemus er sendt af sted med er: Vi ved du er en magtfuld lærer – du er en rabbi. For Nikodemus er Jesus bare en lærer, godt nok en lærer sendt fra Gud dvs. med autoritet, men så heller ikke mere. Jesus er ikke en profet, heller ikke profeten, som alle venter på, eller Messias, men blot en lærer, der taler med Guds kraft. Nikodemus var nysgerrig, men mangler stadigvæk en del til en bekendelse til Jesus som den lovede frelser. Han kommer til Jesus som en lærer til en anden for at diskutere ting, som begge to måske har interesse i: Et samarbejde. Og der er natten en glimrende mulighed for at få snakket tingene igennem uden at nogle af dem taber ansigt. For hvis de nu finder ud af, at det ikke fører noget med sig, så kan de bare gå hvert til sit uden at nogle behøver at vide det at der har været denne kontakt. Og så er der jo også den fordel ved natten, at der er Jesus alene.

Om dagen har Jesus travlt og der ville være skarer af almindelige mennesker omkring ham. Det er der ikke om natten.

Jeg sagde før, at jeg tror at der faktisk er et godt forhold mellem Jesus og farisæerne måske på grund af Jesu opgør med præsterne i templet. Men her i samtalen med Nikodemus kommer der et opgør med farisæerne. Med et strøg ryger alt det, Nikodemus står for som farisæer Jesus kræver, at han bliver genskabt af Guds kraft så mødet om natten fører ikke til samarbejde – tværtimod. Fra det øjeblik er al kontakt fra farisæernes side af fjendtlig art.

3,3: JESU FØRSTE SVAR: INGEN KAN SE GUDS RIGE UDEN EN NYFØDSEL.

Nikodemus begynder høfligt ”Vi ved du er en lærer, der er kommet fra Gud”, men Jesus fortsætter ikke Nikodemus´ høflighed, men går direkte til sagen med et angreb på Nikodemus uden at vente på, at Nikodemus stiller sit spørgsmål: ”Hvem er du?”. Jesus siger i vers 3: Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige”. Nikodemus påstår, at han kan se hvem Jesus er ud fra Jesu mirakler – Jesus påstår, at slet ingen kan se Guds frelsende rige – også selv om de ser kraftfulde mirakler. Det er som om Jesus siger: Du er godt nok Nikodemus – en farisæer, et medlem af jødernes råd, men du skal ikke tro, at du kan komme herhen og finde ud af hvem jeg er.

Jesus vender sig i sit svar mod den indbildning, at Nikodemus kun havde brug for en ny eller grundigere belæring. Jesus forsikre Nikodemus højt om er at der kræves noget helt andet for at komme ind i Guds rige end det, farisæere som Nikodemus tænkte. Det er at lade Gud handle med sig og selv være helt passiv – der kræves en radikal fornyelse af hele menneskets religiøse-sædelige liv, så radikalt, at den kun kan sammenlignes med en ny fødsel. Han skal fødes på ny for at se hvem Jesus er. Nikodemus bliver ikke ladt tilbage med den tro, at det, der kræves af mennesket er mere lov, men at det der kræves er Guds kraft i ham i mennesket til at genskabe det fuldstændigt.

3,4: NIKODEMUS´ FØRSTE SPØRGSMÅL

Nikodemus synes ikke rigtigt at have forstået hvad Jesus siger. Han siger i vers 4 ”Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt?”. Det kan næsten se ud som om Nikodemus tror, at der er tale om en rent bogstavelig og altså legemlig genfødsel af mennesket, for han lægger jo også til ”det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?”.

Hvad tænker Nikodemus på? Igen kunne det være rart, hvis vi havde viste lidt mere end det, evangeliet åbner for os, for vi er nødt til at gætte os frem.

 

Misforstår Nikodemus virkelig Jesus?

Her er en af de klogeste hoveder i landet – han sidder i jødernes råd, han er farisæer og kender sin Bibel… og han misforstår så grundlæggende, at når Jesus taler om nyfødsel for at komme i Guds rige, så tænker han på en fysisk fødsel… nej, den tror jeg ikke går. Det ville simpelthen være for nemt. Hvis Nikodemus misforstår Jesus, så må det være med vilje, fordi han er for ærekær, for han burde kende til udtrykket at blive født igen. Man kunne bruge det om en hedning, der kom og ville konvertere til jødedommen, at han skulle fødes på ny for at blive en rigtig jøde. Men det var jo sagt om en hedning ikke om en indfødt jøde, ikke om et rettroende farisæer og da slet ikke til en af de ledende i folkets råd – skulle han komme ned på stadiet sammen med en proselyt, der kom udefra? Hvis Nikodemus misforstår Jesus, så er det med vilje.

Vi kan jo også forestille os, at Nikodemus spiller med på Jesu ordvalg, så han siger: Nej, Jesus det kan ikke lade sig gøre. Jeg er et gammelt menneske, jeg kan ikke sådan bare sætte alt på nul og begynde forfra. Et menneske er summen af alle hans dage. Han er det menneske han er i dag på grund af det, der er sket ham over årene. Han er et  bundt af tvivl, usikkerhed, ønsker, håb, frygt og gode eller dårlige vaner, der er bygget op igennem årene. Det ville naturligvis være dejligt at kunne lave et afbræk fra det gods og begynde på en frisk. Men sådan en etisk og religiøs fornyelse kan ikke lade sig gøre! Det ville være et mirakel lige så stort som hvis et gammelt menneske igen kom ind i sin mors liv og blev født igen. Den anden sætning er med andre ord en begrundelse af den første og dermed et bevis på at Jesu fordring er umulig.

3,5-8: JESU ANDET SVAR OM DEN NYE FØDSEL

Lige meget hvordan Nikodemus har forstået eller misforstået Jesu ord, så gentager Jesus sin udfordring på en lidt anden måde – igen med sit autoritative “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd , kan ikke komme ind i Guds rige”.

Denne gang har ingen kan komme ind i Gud rige, der har erstattet ingen kan se Guds rige – men betydningen er vel næsten den samme. Han forklarer hvad det betyder at være født på ny, det skal ske ved vand og ånd. Men hvad betyder det? Der er mange forslag til hvad det betyder, men det synes jeg slet ikke er interessant, men jeg vil lige give jer to forslag til hvad det kan betyde:

Vores første tanke er, at det må være den kristne dåb, der er tale om. Johannes Døberen talte om at han selv kun døbte med vand – altså en omvendelsesdåb – men at efter ham, kom Jesus, der ville døbe med Helligånden og Matthæus-evangeliet supplere det og siger, at Jesus vil døbe med Helligånd og ild.

Selvfølgelig kan her sige noget godt om vores dåb – for vi tror jo, at det er en Helligånden, der virker i vandet og giver os et ny start.. en ny fødsel. Men hvis Jesus taler om denne nye dåb, der er så nyskabende, hvordan kan han så tillade sig at anklage Nikodemus i vers 10: “Du er lærer i Israel og forstår ikke det?”? Så skulle Jesus jo hellere forklare dåben lidt nærmere – men problemet er, at det gør han bare ikke. Hvis vandet – altså også dåben – er så vigtig for at gå ind i Guds rige, så er det jo egentligt lidt mærkeligt, at det slet ikke spiller nogen rolle i resten af samtalen. Hele fokus er på Åndens gerning (v.8), sønnens gerning (v. 14-15), Guds gerning (v. 16-17) og troens rolle i dette (v. 15-16). Hvis vi forestiller os at Jesus her knytter Helligånden så tæt sammen med dåben, som det så er tilfældet, så lyder det lidt mærkeligt, at Jesus pludselig begynder at sammenligne Helligånden med vinden, der blæser hvorhen den vil. Jeg tror ikke, at Jesus først ville henvise til den faste dåb og så derefter til vinden, der er uregerlig. Nej, det er ikke dåben der er tale om.

Nikodemus bliver som sagt anklaget i vers 10: “Du er lærer i Israel og forstår ikke det?”… og hvad er det en lærer i Israel underviser i? Det er det, som vi kristne kalder for Det gamle Testamente – nøglen til at forstå hvad det vil sige at blive født på ny findes altså ikke først og fremmet i den kristne dåb og heller ikke i nogen anden omvendelsesdåb, men den findes i GT… og det burde du som er lærer i Israel være den første til at kunne se.

Ånd og vand spiller en væsentlig rolle i GT – vandet står for renselse og renhed og ånden står naturligvis for Guds ånd for Guds livsprincip selv i skabelsen[1].

Jeg synes, at et af de allervigtigste steder er Ezekiel 36,25-27 (s.770). ”Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.  Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud”.

Vandet står for renselse fra urenhed og ånden står for nyskabelsen, som gør folk i stand til helt at følge Gud. Og det er ikke noget tilfælde, at Ezekiel lige efter fortæller om de dødes dal, hvor Gud skaber liv af tørre knogler.

Sagt kort: Fødslen af vand og ånd betyder en ny skabelse, en ny fødsel der renser og fornyer – den fornyelse, som hele GT peger hen på.

Ikke at renselsen med vandet er i stand til at skabe nye mennesker, der er skikket til Guds rige, det er alene ånden, der er i stand til det, så derfor glider vandet ud af resten af samtalen. Vandet er lige så lidt i stand til at frembringe nyt liv som kødet er det – det kan kun ånden gøre. Vers 6 siger: “Det som er født af kødet er kød og det som er født af Ånden er ånd”. Den nye fødsel har altså ikke sin start her på jorden blandt noget menneskeligt, men har Gud som begyndelsen. Gud har lovet at give mennesker et nyt hjerte, en ny natur, et rent liv og Ånden i hele den fylde. Og det skal komme fra Gud alene – gabet mellem mennesker og Gud og det faktum, at kød ikke kan producere andet end kød og altså menneskeligt får Jesus til at sige i vers 7: “Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig “I må fødes på ny””. Du skal ikke undre dig – hvis du tænker dig om er det jo ligetil. Der skal en helt ny start til for at der kan komme noget helt nyt på banen. Du skal ikke undre dig hvad det betyder med nyfødslen – du skal ikke fortabe dig i en masse spekulationer, du skal hellere spørge: Hvad skal jeg gøre for at opleve denne virkelighed.

Du kan alligevel ikke forstå det – Nikodemus – “vinden blæser hvorhen den vil, og du høre den suse, men du ved ikke hvor den kommer fra, og hvor den fare hen” som der står i vers 8. Pointen er, at vinden hverken kan kontrolleres eller forstås af mennesker – det her er sagt før Voldborg kom og afslørede i hvert fald en del af vindens hemmeligheder. Men selv om vi ikke forstår vinden, så betyder det ikke, at vi ikke kan mærke dens effekt. Vi kan høre den, vi kan se dens indvirken på naturen og os selv. Sådan er det med ånden – vi kan hverken kontrollere ham eller forstå ham, men vi kan mærke hans effekt, for den, der er født påny og altså født af Ånden har deres oprindelse og deres skæbne i det usynlige Gud. De kan hverken kontrolleres eller forstås af personer uden denne fødsel. For “de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud” (1,13) som Johannes skriver i indledningen af sit evangelium. De ved heller ikke selv hvordan og hvorledes deres nyfødsel skete, men de oplever den.

3,10: NIKODEMUS´ ANDET SPØRGSMÅL: HVORDAN KAN ET MENNESKE FÅ DEL I DENNE NYE FØDSEL?

Nikodemus fortsætter samtalen i vers 10 – denne gang mere beskedent – ved at spørge: “Hvordan kan det gå til?”. Hvor han før spurgte: Hvordan kan et menneske fødes påny… for det kan det ikke, så acceptere Nikodemus nu, at det kan ske, men vil gerne høre nærmere til hvordan man kan få del i det. Hvilke betingelser er der fra menneskets side? Hvordan kan et menneske få del i denne nye fødsel?

I årevis har han undervist andre sikkert også i betingelserne for hvordan man kommer ind i Guds rige. Det var at holde Guds bud, hengivelse til Gud, glad undergivelse under hans vilje. Men her møder han altså en ny tanke, som han ikke har stødt på før – kravet om en ny fødsel… eller som det jo også kunne oversættes: En fødsel fra oven.

3,11-21 JESU TREDIE SVAR: DET ER GUDS GERNING VED TROEN

Jesu svar i vers tyder på, at Nikodemus spørgsmål også er sagt i ærlig vantro og skepsis: “Du er lærer i Israel og forstår ikke det?”. Du repræsenterer undervisningen af Guds vilje og Skrifterne og du forstår det ikke selv om det står klart i GT.

Hvor Nikodemus er lærer i Israel, så er Jesus en lærer sendt fra Gud… det har Nikodemus selv sagt, så det er derfor det, Jesus begynder at pege på i vers 11- . “Vi taler om det vi ved, og vi vidner om det vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd”. Jesus forvandler Nikodemus´skepsis til et kristologisk spørgsmål. Nikodemus kom med respekt til Jesus, men han var ikke engang begyndt at forstå hvem Jesus egentlig var. Nikodemus´ fiasko på dette område var ikke en intellektuel fiasko, men skyldes først og fremmest, at farisæerne ikke ville tro Jesu vidnesbyrd. “I tager ikke imod vort vidnesbyrd” – “I accepterer ikke vores vidnesbyrd”.

Se i vers 12: “Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske?”

I afviste Johannes Døberen og nu vil I vel også afvise mig – vi taler begge om omvendelse, noget håndgribeligt, noget jordisk. Hvordan kan omvendelse og nyfødsel eller fødsel fra oven være jordisk? Jo, det jordisk, fordi det modsat det himmelske bliver bekræftet af samvittigheden, som må medgive et menneske, at det er både uskyldigt og ufrit. Det har behov for omvendelse, syndsforladelse og genfødsel for at kunne komme ind i Guds rige. Hvis Nikodemus snubler over dette elementære, er der så nogen grund til at gå videre og tale om den nye himmel og den nye jord og tale om hvordan Guds rige skal manifestere sig på jorden… er der nogen grund til at fortælle om alt det, som ikke bliver bekræftet af noget jordisk og som ikke foregår her på jorden, men som hører til det himmelske?

 

Og Jesus har autoritet til at tale om det himmelske – Se i vers13:: “Ingen er steget op til himlen, undtagen den, der steg ned fra himlen, menneskesønnen”. Man kan i første omgang tro, at der står, at Jesus er den eneste, der er steget op til himlen herfra jorden og nu er kommet tilbage igen. Man kan naturligvis se tilbage i GT og se mange steder, hvor man kunne forestille sig, at Jesus var på besøg på jorden.

Vi kan komme ind på en længere snak om det her vers, men det logiske der her skal bevises er, at Jesus har autoritet til at tale om det himmelske, for han har været i himmelen og er nu steget ned fra himmelen. For at et menneske kan gøre det er det sådan, at det skal stige til himmels… det er jo ret logisk. Men – siger Jesus – ingen er steget op til himmelen. Intet menneske er steget op til himlen og altså været i himlen undtagen den, som er steget ned fra himlen – han har været i himlen. Han har autoritet til at fortælle om det himmelske. Intet menneske, undtagen menneskesønnen… altså ham selv, har været i himlen og kan nu fortælle om de himmelske ting. Derfor kan Jesus åbenbare de himmelske ting for andre, og disse er henvist til at tro på ham.

Men Menneskesønnen er ikke bare steget ned fra himlene, men skal også igen ophøjes – men på en helt anden måde end farisæeren Nikodemus eller nogen som helst andre havde forestillet sig. Det vil ikke komme til at gå smertefrit for sig. Vi går videre med vers 13: “Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal menneskesønnen ophøjes”.

Det er Guds vilje, der sker i dette “skal”. Går man en tur hen i den græske grundtekst, så vil man læse, at der står bør – “sådan bør menneskesønnen”. Ordet “bør” står centralt i NT (Mark 8,31; 10,45) og viser, at det er Guds vilje, der sker her. Det er Guds evige rådslutning, der her bliver ført ud i livet. Sådan bør det være – her berør Jesus Guds frelsesplan.

Jesus går fra at fortælle om den nye fødsel ved vand og ånd og så frem til at tale om den nye fødsel i form af en historisk fortælling. Historien om Moses og kobberslangen. Både vi og Nikodemus husker med det samme historien fra 4 Mos 21 om vandringen fra Egypten og om det genstridige folk, som igen og igen brokker sig og gør oprør. Gud sendte slanger ind i lejren, men da folket fortrød og bad om tilgivelse, befalede Gud Moses at han skulle lave en kobberslange og sætte den på en stang. Og enhver, der kiggede op på den ville ikke dø af sit slangebid.

Jeg tror, at den tanke, Nikodemus skal slås ind på er at ligesom denne slange var Guds måde at give nyt liv for de bidte israelitter. Det var Guds gave – og på samme måde med det åndelig liv her. Er det så mærkeligt, at Gud nu igen kan give nyt liv – denne gang åndeligt liv.

Det kan være, at han så også, da han stod ved korset og så op på Jesus kunne gennemskue en anden side af Jesu tale denne nat: Ophøjelsen. At det ikke var en ophøjelse på en trone eller en ophøjelse til himmelen, men at det var en smertefuld ophøjelse på korset.

Formålet med at Jesus skal ophøjes siges i vers 15: “For at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham”. Ligesom jøderne, der så hen på kobberslangen ikke døde, men fik et nyt liv, sådan er det med den, der ser hen på den ophøjede Jesus. Enhver, som troede på at et blik på slangen var nok – blev reddet. Enhver, som tror på den ophøjede søn, skal også have liv – men i dette tilfælde: Evigt liv. Et evigt liv ikke i sig selv, men i ham.

Og så kommer hele evangeliet – ja, hele Bibelen i en enkelt sætning: “For således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Skulle Gud elske verden? Jøden Nikodemus kendte til udtrykket, at Gud elsker børnene af Israel, men her er Guds kærlighed ikke bestemt af race og nationalitet. Men Gud kunne ikke udholde tanken om at alle i hans skabte verden skulle gå fortabt, som vi havde fortjent på grund af vores synder.

Der var nemlig et alternativ til at sende sin søn som frelseren – nemlig at sende sin søn som dommeren. Det læser vi i vers 17 “Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham”. For det var netop af den grund, at Gud sendte sin søn til verden: For at give et nyt evigt liv – for at frelse. Gud kunne have sendt sin søn, som den strenge dommer, der med god ret kunne have dømt verden i dens synd og ondskab, men han sendte sin søn, som den sagtmodige og ydmyge frelser. Gud ønsker ikke menneskenes dom, men ønsker vores frelser.

Men troen skal med – den er omtalt i vers 15, men her i vers 18 dukker det op igen: “Den, der tror på ham dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn”. Der vil komme en dom (5,26-29), men den dom vil kun bekræfte det der er åbenlyst ved at de ikke tror på Jesu navn. Vedkommende er allerede fordømt og Guds vrede bliver over ham (3,36).

Vi fortsætter i vers 19 og 20: Og dette er dommen, at lyset kommer til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres”.

Det, der altså afgør dommens udfald er menneskets tro eller vantro, men deres tro eller vantro har at gøre med deres gerninger. De tror ikke, fordi deres gerninger er onde. I stedet for at tiltrækkes af det lys fra Jesus, der er nådens og sandhedens lys, så foretrækker de at blive i syndens og løgnens mørke. Og grunden til det sørgelige valg var ikke af intellektuel art, men af moralsk art. Den lå i at deres gerninger var onde. Vantroen kommer af menneskets forkastelige virke.

Men ligesom vantroen kommer af gerningerne, sådan også med troen – den har at gøre med ens moralske retning: “Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbaret, at hans gerninger er gjort i Gud”. Den som udøver den moralske sandhed, så langt som vedkommende har erkendt den og derfor beviser, at han er af sandhed (18,37) eller af Gud (8,47) han kommer til lyset, han bliver en kristustroende. Hans oprigtige stræben efter retfærdighed gør at han drages hen mod lyset – han mod Jesus.  De onde gerninger gør man ud af sig selv, imens de gode gerninger er gjort i Gud – dvs. gjort ud fra hans nåde og hjælp. Gerningerne er gjort i Guds forberedende nåde og er et udtryk for Guds dragelse til sønnen (6,44). De gerninger, Jesus taler om, er altså helt anderledes end det, Nikodemus som farisæer kan  fortælle om, som er ens egne gerninger og altså ens egen-retfærdighed. Her er det Gud, der er er aktiv – cirklen er slut. På sin måde er vi her tilbage ved begyndelsen af Jesu tale om Guds gerning i genfødslen af mennesket. Farisæeren Nikodemus gå meget op i det moralske og i de gode gerninger og det er altså her samtalen slutter, men med den vigtige ændring i forhold til farisæernes lære: Gerningerne er ikke gjort i folk selv, men i Gud. Troen og genfødslen har altså fået en praktisk tilspidsning, så den har bud netop til en Nikodemus. Jesu samtale slutter af med en umiskendelig appel til Nikodemus om at vise sin sandhedskærlighed i gerninger og slutte sig til Jesus i afgjort tro.

Nikodemus forsvinder ud i natten og sikkert hen til dem, han er udsendt for. Han er en af de mange mennesker, der er stødt ind i Jesus og dette møde har sikkert haft betydning for dem lang tid efter. Mange af de mennesker, som vi læser om i NT og som møder Jesus, glider ud i mørket efter at de har snakket med Jesus. Vi sidder tilbage med vores spørgsmål om hvad der nu sker efter dette møde? Har dette møde haft betydning for personen eller er de sluppet upåvirket fra mødet?

7, 45-53: NIKODEMUS I RÅDET

Med Nikodemus er det anderledes, for vi møder Nikodemus to gange efter det her. Som sagt så markerede samtalen mellem Jesus og Nikodemus et brud med farisæismen i Johannes evangeliet. Næste gang vi høre om farisæerne nærmest flygter Jesus fra dem – det er i begyndelsen af kapitel 4. Næste gang igen er i kapitel 7, hvor snakken hos folk er ved at tage til i styrke: Er Jesus ikke Kristus? ”Når Kristus kommer, vil han så gøre flere tegn end Jesus har gjort” og så står der i 7,32 (s. 967): ”Farisæerne hørte, at snakken gik sådan om ham blandt folk; og ypperstepræsterne og farisæerne sendte nu tempelvagterne ud for at gribe ham”. Først sendte de Nikodemus ud for at høre om Jesus nu var den lovede Kristus og da de så hører svaret fra folk og Jesu mange tegn og prædikener, så sender de soldater af sted for at gribe ham, fordi de var blevet irettesat. 

Men soldaterne vender tomhændede hjem og hvis vi læser i vers 45 s. 967: ”Da tempelvagterne kom tilbage, spurgte ypperstepræsterne og farisæerne dem: ”Hvorfor har I ham ikke med?”. Tempelvagterne svarede: ”Aldrig har noget menneske talt sådan”. Farisæerne spurgte dem så: ”Er I nu også blevet vildført? Er der da nogen af rådets medlemmer eller af farisæerne, der tror på ham? Nej, denne folkeskare, som ikke kender loven er forbandet”.

Bølgerne går altså virkelig højt – jeg tror at der er blevet råbt til soldaterne ”Er I nu også blevet vildført”. Og så midt i dette rejser Nikodemus sig op i det øjeblik, hvor der bliver sagt, at der ikke er nogen vigtige folk, der tror på Jesus: ”Nikodemus – det var ham, der tidligere var kommet til Jesus, og som selv var en af dem – siger til dem ”Vores lov dømmer da ikke et menneske, uden at man først har hørt på ham og fået rede på, hvad han har gjort?”. 

Der skulle virkelig mod til at våge bare en lille forsigtig protest som Nikodemus bringer på banen her. Farisæerne havde netop sagt, at den forbandede folkemængde ikke kendte loven – det var kun farisæerne, der kendte den – og så rejser Nikodemus spørgsmålet. ”Men I kender åbenbart heller ikke loven, eftersom I nu selv er ved at dømme et menneske uden at  høre ham først. I respekterer ikke selv loven”.

Det er en forsigtig protest – han udtaler sig ikke om Jesus og kommer ikke med en bekendelse, som andre før ham har gjort, men var han ikke modig alligevel, når vi tænker situationen igennem?

Med blind fanatisme falder de andre farisæer over Nikodemus – et bevis på at de føler sig truffet. ”Er du måske også fra Galilæa? Se efter i Skriften, så vil du se, at der fremstår ingen profet i Galilæa”.

I stedet for at argumenterer mod Nikodemus, så overfuser de ham… du holder måske med ham, fordi du selv kommer fra et lavsstatus sted – det gjorde han ikke.

Men Nikodemus´ spørgsmål får i hvert fald hele mødet til at falde til jorden uden noget resultat: ”Så gik de hvert til sidst”.

Før vi overfuser Nikodemus for hans forsigtighed, så kan vi jo prøve at spørge os selv om vi er lige så ”forsigtige” som ham i den sammenhæng, hvor vi er. Nikodemus var kristen i hans sammenhæng ved at løfte sin stemme imod uretfærdigheden – hvordan er du kristen der hvor du er?

19, 38-42: NIKODEMUS VED JESU KORS

Videre med Nikodemus. Vi hører ham ikke sige noget under retssagen mod Jesus. Måske er han slet ikke blevet inviteret med til domsfældelsen, fordi de øvrige vidste, at Nikodemus bare ville stille sig i vejen ligesom han gjorde sidst… og så ville det hele måske flyde ud i sandet. Næste gang vi hører om Nikodemus er på det tidspunkt, hvor Jesu legeme bliver taget ned fra korset. Det læser vi om i 19,38 og frem (s. 983). ”Josef fra Arimatæa, som var discipel af Jesus, men hemmeligt, af frygt for jøderne, bad derefter Pilatus om at måtte tage Jesu legeme ned; og det tillod Pilatus. Josef kom så og tog Jesu legeme ned. Også Nikodemus kom; det var ham, som tidligere var kommet til Jesus om natten; han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede pund. Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse”. Og så hører vi om hvordan de lægger Jesus i den nye grav.

At sørge for en afdøds begravelse er en måde at vise den sidste kærlighedserklæring på. Vi hører altså her om Josef fra Arimataæ, der pludselig viser sig offentligt som Jesu discipel også selv om han havde holdt det skjult af frygt for sine meningsfæller. Men det var ikke bare overfor Josef, at Jesu død havde denne forløsende effekt. Nikodemus træder nu frem og hjælper til med begravelsen og kommer med kostbare olier. Ja, ikke bare er de kostbare de ting, han kommer med, men der er så store mængder, at det simpelthen er en konge værdigt. I husker sikkert Gamaliel – det var ham, som underviste Paulus før han blev en kristen. Han var en af de største jødiske skriftkloge – og da han døde blev der brugt 80 pund krydderier. Altså noget mindre end Nikodemus bruger for at ære Jesus ved hans død.

Hvad der skete med Nikodemus på hans vej

Og her slipper vi så Nikodemus – han forsvinder ud i mørket… selv om det ikke er den nat, som første gang dannede rammerne om hans besøg hos Jesus. Jeg tror, at vi har fulgt Nikodemus på et vigtigt tidspunkt i hans liv. Nikodemus kommer til Jesus om natten – og jeg tror, at vi har kunne følge ham på hans vej ud i lyset, i dagen  – det sker her til sidst, hvor alle kan se sammenhængen mellem ham og Jesus. Hvor disciplene, der havde fulgt ham åbent hele vejen, til sidst lader Jesus alene, så træder disse to hemmelige disciple frem – effekten var anderledes for dem. Nu, da de ikke havde noget at vinde ved at vise deres forbindelse til Jesus, så kommer de frem. Om Nikodemus var et  frygtsomt menneske, ved jeg ikke, men i slutningen af Johannes Evangeliet træder han frem for Jesus på to tidspunkter: Det ene er da bølgerne gik højt mod alle, der ikke viste samme iver mod Jesus, som andre. Og det andet var på et tidspunkt, hvor hans disciple ellers havde svigtet og forladt ham. Nikodemus havde ikke noget at vinde her – tværtimod, så kunne han blive smidt ud af synagogen, hvis det blev opdaget, at han viste sympati med Jesus. Han vidste, at han ville miste alt: Retten til at lovprise i tempelet, retten til at være i jødernes råd. Og hadet ville være større mod ham, fordi man havde ventet noget helt andet fra hans side. Ligesom vi kan læse, at jødernes had mod Paulus var stort – sikkert også fordi her havde man ventet noget andet. Alligevel trådte frem… og det er nok til at få mig til at sige, at han var kommet til tro.

Nikodemus havde forstået Jesu appel til ham. Det begyndte med at Nikodemus ikke kunne forstå hvem Jesus var. Men Jesus ledte lige så langsomt samtalen fra ham selv og over på Nikodemus selv. ”Du kan ikke finde ud af hvem jeg er – og du har ellers brug for mig. Du har religion, ære og magt, men du har brug for mere – du har brug for at blive født på ny”. Jesus genkendte Nikodemus´ rigtige behov og han måtte have givet ham noget, som fik ham til at svømme mod den rasende strøm. Jesus betroede sig ellers ikke til andre, der var kommet til tro ved hans tegn, men han åbnede sig overfor Nikodemus. Var det for hans sandhedskærlighed? Var det fordi Nikodemus ved hans gerninger gjorde sandheden? At Gud havde forberedt mødet med Jesus og at Nikodemus i samtalen oplevede, at her blev det åbenbaret, at Nikodemus´ gerninger var gjort i Gud?

 

Jeg tror, at Jesus så, at Nikodemus havde gemt et hjerte under hans lange robe, der sultede efter mere end han havde i øjeblikket. Jesus måtte have mærket, at Nikodemus hverken var tilfreds med hans magt, position eller hellighed. Jesus vidste, at Nikodemus ikke kunne finde ro eller fred med Gud i riterne, det strikte liv eller farisæernes ceremonier.

Jesus gennemskuede Nikodemus og alle de andre personer, vi kan læse om i de følgende kapitler, og han så deres sande behov og han kender også dit sande behov. Det kan være, at du har rigdom og position, religion og agtelse, fornøjelse, glæde og håb ligesom Nikodemus gjorde, men du har brug for noget mere end det. Du har brug for Gud i dit hjerte og liv – du har brug for at blive et nyt menneske. Du skal fødes igen. Det er nødvendigt at din sjæl bliver helt omskabt af Helligånden. Problemet er indeni – vi skal skabes om, vi skal fødes på ny. Nikodemus var et godt menneske… et fortræffeligt menneske, der kunne mere end sine ti bud. Han kunne langt hen af vejen overholde dem og var anerkendt for det. Men det var ikke noget, der imponerede Jesus: ”Du skal fødes igen – du skal lægge alle dine anstrengelser over til Gud og så skal du lade dig frelse”.

Det er den vej, Nikodemus blev ledt ind på den nat: Omvendelse, nåde og frelsen – at vi bliver helt nye mennesker. Og det er også den eneste vej, vi kan slå ind på. Jeg kender godt det at jeg gerne vil gøre mit bedste og gerne nogle gange også øve vold mod mig selv, nu skal det bare lykkes. Men vejen går ikke gennem mine anstrengelser og kampe – ligesom det heller ikke gik igennem Nikodemus´ anstrengelser og kampe. Det sker i det sted, hvor vi mennesker er allermindst aktive: Ved vores egen fødsel. Vi skal igen være passive og lægge vores liv i Jesu hænder. Lægge vores fortid, vores nutid og vores fremtid i hans hænder. Vi skal bede Jesus om at komme ind i vore liv.

Min bibeltime hedder: ”På vej med Nikodemus” – følger vi det spor, som Nikodemus fulgte før han mødte Jesus, jamen så går vi fortabt. For vel er det en smuk vej, men hvis det kun er kalkede grave uden ægte gudgivent liv, så vil vi gå fortabt. Det kan vi lære af Nikodemus, at selv det mest brændende menneske om det så er en brændende kristen – ja, så kan han eller hun kun finde vejen til frelsen på den vej, som Gud har forberedt. Nikodemus´ livsvej fik et ordentligt knæk i en helt anden retning den nat. Og skal vi se Guds rige – skal vi frelses, så er vi også nødt til at følges med Nikodemus… også selv om det ikke ser særligt rart ud. Først omvendelse, så mod til at vidne både i ord selv om det er upopulært og er øretævernes holdeplads, men også vidne i handlinger selv om det er dyrt og kræver ofre. For Nikodemus´ vej er nemlig Guds vej – hjem.

[1] Mange af GT-forfatterene ser frem til den tid, hvor Guds ånd vil blive udgydt over alle mennesker (Joel 3,1). Alene det at ånden udgydes leder jo tankerne hen på en væske, der hældes ud over os. Resultatet af denne udgydelse er velsignelse og retfærdighed (Esajas 32,15-20; 44,3; Ezek 39,29).