Denne side er set 1720 gange!

Natten mellem den 18. og 19. juli år 64 startede en stor brand i antikke Rom, der varede i fem dage og lagde store dele af Rom øde. Hvem stod bag?
Historikere peger i flere forskellige retninger – den mest sandsynlige var nok skødesløs omgang med ild – altså et uheld. Befolkningen pegede mod kejseren, der på tidspunkt hed Nero. Men Kejser Nero var naturligvis ikke tilfreds med den forklaring, men pegede på en gruppe mennesker, der i forvejen var hadet for deres vederstyggeligheder, nemlig den religiøse sekt, der på det tidspunkt blev kaldt ”kristne” (http://en.wikipedia.org/wiki/Tacitus_on_Christ). Kejser Nero forsøgte at aflede opmærksomheden fra sig selv ved at blæse til et religiøst had, der lå i befolkningen – så branden i Rom blev startskuddet til en af de første største kristendomsforfølgelser nogensinde. Kristne blev smidt for hundene, korsfæstet eller brændt, nogle som levende fakler ved Neros sammenkomster. Føj da!
Men midt ned i denne forfærdelige situation kom et nyt skrift i omløb blandt de kristne – skrevet af en læge, der hed Lukas. Den handlede om Jesus – hvad Jesus havde gjort og hvad Jesus havde sagt. Man kunne læse den historie fra Jesus, som jeg lige har læst. Historien, der handler om at de som kristne ”Altid skulle bede og ikke blive trætte” (Luk 18,1) – en historie om at Gud lytter til bøn. En historie om at Gud tager sig af dem, der bliver udplyndret og forfulgt, fordi ingen ellers tager dem i forsvar. En historie om en enke der har mistet alt og nu bliver udsat for uret – og får sin ret fra en uretfærdig dommer. Og så slutter historien med at stille spørgsmålet: Når en uretfærdig dommer er sådan, hvordan er så ikke den retfærdige Gud? Vil han ikke hjælpe?
Vi kan forestille os, at man har læst historien her under en gudstjeneste – måske nede i Roms underjordiske katakomber, hvor man har skjult sig, fordi forfølgelse og ondskab bare så ud til at blive værre og værre. Og så læser de: ”Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente?”

For de kristne under Romerrigets forfølgelse råbte til Gud dag og nat: Hjælp os. Mon ikke de ord har været til stor opmuntring for dem – til at blive ved med at være tålmodig og blive ved med at bede? Havde de ikke det, var kristendommen uddød allerede dér i Rom 30 år efter Jesu død og opstandelse. De holdt ud!
Ja, mon ikke, at de ikke bare har set en opfordring til at være tålmodig og udholdende, men at de i historien har set en platform for deres håb. Hvis en hensynsløs dommer til sidst og modstræbende reagerer på tålmodighed og vedholdenhed, hvor meget mere så ikke Gud?! Gud skal ikke lokkes, plages, trues, jages eller slides, før han vil høre skrigene fra sit folk.

Der er ikke blevet stille fra Guds udvalgte – fra Guds kirke – de fortsætter med at råbe til Gud dag og nat. Kristendomsforfølgelserne hørte ikke op, da Romerriget kastede håndklædet i ringen og opgav den voldelige kamp mod kristendommen. Det satte måske kun forfølgelsen på pause – for faktum er, at forfølgelsen blev taget op andre steder og er fortsat – helt op til i dag. Ja, vi har oplevet forfølgelser, som aldrig er set før i verdenshistorien. Faktum er, at der er blevet dræbt flere kristne i det 2000 århundrede end i hele kristendommens historie. Og i de 14 år, der er gået siden vi gik ind i det 2100 århundrede, ser det ikke ud til at blive mindre.
Guds udvalgte råber til ham nat og dag i Nord-Nigeria, hvor den islamiske terroristgruppe Boko Haram dræber kristne, brænder kirker og kristnes ejendele, bortfører unge piger og tvangskonverterer dem.
Guds udvalgte råber til ham nat og dag i Nordkorea under det socialistiske diktatur og nul-tolerance overfor al religion og især overfor vestens religion, kristendommen.
Guds udvalgte råber til ham nat og dag i det nordlige Irak, hvor mange kristne ellers var flygtet hen bort fra forfølgelsen i nærheden af Bagdad. Situationen i Irak er forfærdelig: Massakrer, voldtægter, ja, endda korsfæstelser følger i sporet på Islamisk Stat, by efter by bliver systematisk tømt for kristne – og der bliver sat en stopper for en 2000 års kristen historie.
Og det samme gør sig gældende i Somalia, Syrien, Afghanistan, Maldiverne og mange andre lande, hvor forfølgelsen af den kristne kirke blomstre op: Guds udvalgte råber til ham nat og dag. De er som den enke, Jesus fortæller om i lignelsen, hjælpeløs og alene. Der ikke kan andet end råbe og bede. Verdenssamfundet har længe vendt det blinde øje til – lige som den uretfærdige dommer, der først griber ind, når han ser, at det kan ramme ham selv. Verdenssamfundet, der først griber ind, når situationen bliver så voldsom, at den er løbet ud af kontrol og også truer os i vesten selv.
Er den kristne kirke i Irak den enke, der råber nat og dag til en uretfærdig dommer? Nej, den kristne kirke er en hjælpeløs enke, der råber til en stor og retfærdig Gud. Den kristne kirke er i en håbløs situation, men finder håb til Gud midt i håbløsheden. Beder tålmodigt til ham – råber til ham nat og dag midt i deres desperation – råber om hjælp for dem og deres kære at de ikke må tabe troen og benægte Jesus. Råber om tilgivelse – at Gud må tilgive dem, der forfølger dem – ”forlad dem, for de ved ikke hvad de gør” – bede for dem for at de kristne må kunne være et genskind af Guds herlighed. Råber om, at dem, der forfølger dem en dag må komme ud af det onde, der har grebet dem og finde frem til den eneste frelse, der gives os mennesker, nemlig Jesus Kristus. Den tyske teolog Karl Barth siger et sted: ”At folde hænderne er begyndelsen på en opstand mod det, der er gået galt her i verden”. De kristne under forfølgelse – eller vi kristne i det hele taget her kun et våben: De foldede hænder.
Vi har kun et sted at kigge hen til efter hjælp og retfærdighed: Gud. Og vi håber og beder til, at han vil skaffe os ret – selv om en irakisk præst i sin situation siger det på den måde: ”Hver dag, tror vi, at krisen her ikke kan blive værre, og hver dag sker det.” Men det stopper ikke deres bøn – tålmodigt og vedholdende beder de til en Gud, selv om han ser ud til enten at være ligeglad eller til ikke at eksistere. Men de beder og de tror. Og når man hører ønskesedlen fra de kristne, så er det første på listen ikke mad, drikke, hjælp, beskyttelse – det er ikke engang en Bibel – nej, det første er: Bed for os. Jeg har talt med en kristen i et af de lande, hvor der er forfølgelse: ”Hvad vil du have, jeg skal sige til min menighed hjemme i Danmark? Hvad er jeres ønske?” Bed for os – bed for dem, der forfølger os.
”Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente?”
Måske ser det ud til at Gud lader dem vente – ja, for nogle ser hans hjælp ud til slet ikke at komme, men de dør som kristne martyrer. Når vi beder, så vil Gud svarer med det samme – hurtigt. Han vil først og fremmest svare med sin Helligånd, at han er til stede. Svaret på vores inderlige bønner er ikke nødvendigvis at der sker det, som vi ønsker. Svaret er først og fremmest en dybere forbindelse til Gud – derfor har fjenden vundet i det øjeblik vi holder op med at bede. Om fjenden så hedder en muslimsk terroristgruppe, om fjenden hedder ”jeg har ikke rigtig tid”, ”jeg prioriterer det ikke”. Bøn er altafgørende for vores forhold til Gud. Det åbner op for nye muligheder – og giver os styrke til at klare de problemer og den lidelse, vi står i. Ser vi til Irak: Gud er med de kristne i lidelsen, han giver dem styrke til at holde fast på det væsentlige, nemlig troen på ham og kærlighed til dem, der forfølger dem, så de i et og alt kan være et genskin af Gud midt i ondskaben. Så de må være et eksempel for os på udholdenhed og tålmodighed i bønnen. At vi må se hen til de forfulgte kristne og se at kristendommen ikke bygger på noget i os, noget i verden, på vores kirkebygninger, liturgi og teologi, men at det bygger på den almægtige Gud. Gud, hvis vilje sker, selv om den onde forsøger at gøre sit for at lukke munden og tage håbet og troen fra de troende.
Der kommer et kor af bøn op til Gud hver eneste dag og hver eneste nat. Lad os bede med i koret for de forfulgte kristne, for dem, der forfølger dem og for os selv midt i det, vi står i. ”Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente?” Nej, han er der med det samme. Gud vil skaffe sine deres ret – men det sker gennem lidelse, kors og opstandelse. Og Jesus kommer snart!
”Er natten lang, er kampen fuld af kvaler
som morgenstjernen lyser løftet klart
det er Guds eget ord, du skal få trængsel
men kæmp frimodigt, se jeg kommer snart”.