1. søndag i fasten (2023)

Jeg kan modstå alt, undtagen fristelser – sådan sagde forfatteren Oscar Wilde. Og det er nok ikke bare Oscar Wilde, der med rette kan sige det. Jeg tænker, at vi alle sammen af erfaring ved at verdens sværeste ord er ordet ”Nej”. Nej til noget, vi gerne vil. Nej til noget, som ser spændende ud og som vi måske endda tro, vi vil have gavn af. Nej.
Men hvorfor er det så svært at sige nej? Der er sikkert flere grunde, en af dem er, at vi selv opsøger steder, hvor vi bliver fristet. Vi kigger lige en gang.
Jeg kan nemt gå forbi chokoladekagen i Den gamle Latinskole – men tredje gang, jeg går forbi, så har jeg kagerester i skægget, og jeg aner ikke hvor det kommer fra!
Vi har lige læst syndefaldsberetningen, hvor vi tydeligt ser fristelsens tre trin: At se, at fristes og at handle:

1) ”Kvinden ,” og hun ser fristelsen.
2) ”Kvinden så at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på og at det også var godt at få indsigt af”
Det er jo lige før, at det ikke var fordi, hun havde lyst til det… ligesom Fru Murmester Jessen i Matador, så trænger hun.

3) og hun tog af frugten og spiste”.

Havde Eva bare sagt nej!

Men i stedet for at sige nej, så kiggede hun. Så blev hun fristet. Så handlede hun. Syndens tre led: Se, fristes og handle.
Men fristelser er ikke altid noget vi selv opsøger – pludselig opsøges vi. Pludselig falder vi. Der kan være to grunde til at vi falder.
1) Vi var simpelthen ikke klar. Vi blev overrumplet. Vi var ikke forberedt. Den onde kender os – studerer os. Den onde ved, hvor vi er svage og hvornår vi er svag, hvornår vi skal angribes og hvor længe han skal sætte ind, for til sidst at få os i knæ. Han har flere tusind års træningslejr i fristelse og løgn.
2) Den anden grund til at falde er, at vi ikke så stærk, som vi regnede med. Vi regnede med at vi kunne håndtere mere end vi rent faktisk kunne håndtere. Jeg tør vædde med, at de fleste af os overvurdere vores evne til at modstå fristelser. Vi tænker, at vi er stærkere end vi i virkeligheden er. Og vi skal nok regne med, at den onde sætter ind, lige så snart selvkontrollens og viljestyrkens energi-niveau er lavest.

Verdens sværeste ord: Nej! I stedet for at sige nej, så troede Eva på fristerens løgn og I stedet for indsigt og kundskab, så fik Adam og Eva skam og frygt. I stedet for at blive som Gud, så blev de fordrevet fra Edens have. Fra Guds ansigt.
Det hele starter herinde med en lille løgn. ”Vist skal I ikke dø, men Gud ved, at så snart I spiser af frugten, så bliver I som Gud!”. Det er fordi Gud holder noget tilbage overfor dig… du får hele pakke, hvis du bare spiser.
Det er vel det, enhver fristelse er: Du kan opnå noget godt, uden Gud. Du kan faktisk kun opnå det fulde liv, hvis du ikke lader dig begrænse. Vi moderne mennesker skal da ikke indrette vores liv efter en gammel stamme-bibel om en beduingud fra fortiden.
Djævelen gør alt hvad han kan for at få listet en løgn ind i vores tanker. Kommer vi til at tro på det forkerte, så er det nemmere for ham at få os til at gøre noget forkert, for tanken er faderen til gerningen.

  • Du sår en tanke, du høster en gerning.
  • Du sår en gerning og høster en vane.
  • Du sår en vane, og høster en karakter.
  • Du sår en karakter og høster en destination.

Det hele begynder med en tanke, en løgn, der bliver plantet i dig. En løgn, som du lader vokse i dig.
”Fristelsen i ørkenen”, den tekst, jeg lige har læst, er faktisk en verdenssensation. Det, der skete her, er første gang i verdenshistorien, hvor Djævelen fristede et menneske, og det menneske ikke syndede. Hvert eneste menneske, der har betrådt vores jord, har syndet. Men så kom Jesus og han stod, hvor alle andre ville falde. Det her er den første gang nogensinde, at Djævelen blev besejret.
Men det var kun et slag ud af mange – Jesus havde ikke vundet krigen bare fordi, han vandt dette ene slag. Djævelen kom tilbage igen – selv på korset blev Jesus fristet:”… frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset”.
Indtil det sidste oplevede Jesus fristelser – og på samme måde vil vi også opleve fristelser, lige til det sidste. Ikke nødvendigvis den samme slags fristelser, ikke nødvendigvis hver dag, men fristeren vil aldrig lade os være alene. Du vil støde ind i Djævelen, med mindre du allerede går i samme retning som ham. Går du imod ham, så er han dér.

To af grundene til at vi falder er 1) vi blev overrumplet og 2) Vi var ikke stærke nok.

Tænk om vi kunne forberede os, have en overordnet plan, som trådte i kraft, når vi møder fristelser.
Tænk, hvis vi allerede har truffet et valg, før fristelsen rammer os, så vi kan træffe et valgt ud fra hvem, vi gerne vil være fremadrettet, hvad vi gerne vil udrette i livet, hvad vi gerne vil afsætte af aftryk overfor vore medmennesker… så vi ikke træffe et valg efter hvad vi lige i nuet har lyst til. Hvad der føles rart NU.

Der er ingen af os, der planlægger at falde i en fristelse.

Jeg har i hvert fald aldrig mødt nogen, som havde sat sig for at gøre noget dumt, noget syndigt, og så skjule det. Lyve om det og i sidste ende miste tilliden fra dem, som de elsker aller mest.

Ingen af os planlægger at falde, ingen planlægger at træffe dårlige beslutninger. Ingen af os planlægger at gøre noget syndigt, men det store problem er, at de fleste af os heller ikke planlægger IKKE at træffe dårlige beslutninger. Hvad om vi planlagde ikke at synde? Hvad om vi tænkte fremad og byggede et forsvar i os mod den ondes angreb?

Jesus havde sådan et forsvar… jamen han var jo også Guds søn… ja, men vi har de samme midler til rådighed, som han havde. Teksten til i dag viser, hvordan Jesus fejede alle tre fristelser af bordet med ordene ”Der står skrevet”. Jesus stod fast – og grunden Jesus stod fast på var Guds ord. Og samme sted kan vi stå fast. Vi har også Guds ord – og det er samtidig eneste middel til at kunne stå imod fristelser lige nu og i det lange seje træk med at gå forbi chokoladekagen. Uden Bibelen står vi forsvarsløse, nøgne og alene.

Tag din bibel, brug din bibel, find de ord i Bibelen, som kan være et skjold for dig, når du bliver fristet.

Du skal finde de ord, som appellerer til dig og det, som du møder i dit liv netop nu. Et godt tip er, at Djævelens fremgangsmåde altid er den samme: Han går efter dig lige nøjagtig, hvor du er svagest, hvor du er mest sårbar. Så vær ærlig overfor dig selv og find ud af, hvor du er mest sårbar – og find bibelvers, der passer netop til det.

  • Hvis du har et problem med vrede, så find vers, der handler om vrede.
  • Hvis du har et problem med noget umoralsk, så find vers, der handler om etik og moral.
  • Grådighed,
  • sladder,
  • løgn,
  • fordømmelse af andre,
  • kan du ikke tilgive….

Find et vers, der passer til dér, hvor du er svag…. Og vi har alle sammen steder, hvor vi er svage. Og det er dér, den onde sætter ind. Det var hvad Jesus gjorde… fandt det sted, Djævelen ville ramme ham, og han stod fast. ”Der står skrevet”. Måden at afværge fristelser på, er at bygge et forsvar af stærke sandheder. Kapitel og vers. ”Og hvad hvis jeg ikke kender Bibelen”, så er du på den. Det er ikke nok bare at kende Johannes 3,16 og Kærlighedens Højsang. Nej, vi skal kende vores Bibel.

Hvis du bygger Guds ord ind i dit liv, hvis Guds ord er en vital del af dine tanker, af din måde at træffe en beslutning på, en vital del af din livsstil, noget, du har brug for dagligt, et mønster i dit liv. Bygger du Guds ord ind i dit liv, så bygger du en barriere, som ikke gør, at du vil undgå fristelser, for de kommer. Men som gør, at du står fastere, når ”store stygge ulv” kommer og forsøger at blæse dit hus omkuld.
Denne bog er vores forsvar mod Djævelen. Han hader den, for det her er Guds stemme sat på tryk. Det er Guds liv sat på tryk. Det her er Guds budskab, Guds løfter, Guds kraft, Guds plan sat på tryk, sådan at du og jeg har et sted at gemme os bag. ”Der står skrevet”.

For Gud vil ikke tillade, at vi fristes over evne, men han vil sammen med fristelsen skabe udvej, så vi ikke bukker under (1. Kor 10,13).

Og netop det er hele pointen – det er ikke os, der kæmper mod fristelsen, det er Gud, der kæmper. Når vi inviterer Jesus ind i vores liv som vores personlige frelser, og han kommer ind i vores liv igennem Helligånden, så bygger han forsvaret. Så begynder han at virke i vores liv. Det er ikke os, det er Guds ånd i os, der svarer på fristelsen, når vi adlyder Herren.
Vil vi så aldrig vakle og aldrig falde i fristelser? Jo, det vil vi, for vi er stadigvæk mennesker, og vi lever stadigvæk i en korrupt, ond og modbydelig verden, men vi vil være succesfulde, hvis han får kontrol over vores liv. Og når vi igen falder, så vil han rejse os op og vi vil igen lande blødt i hans kærlighed.

 

Author: Kim Præst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *