Denne side er set 517 gange!

Hans Christian Jørgensen var en elsket og respekteret viceinspektør på mine børns skole, Bymarkskolen i Hobro. Ved en lejlighed skrev jeg en mail til ham, hvor jeg skrev, at han ikke lige behøvede at svare med det samme, for jeg havde god tid. Til det kom så svaret med et glimt i øjet: Du må aldrig sige, at du har god tid, for så ser folk bare ned på dig – sig hellere, at du har travlt. Fra det tidspunkt af, så hilste vi altid hinanden om morgenen, når jeg afleverede børn i skolen: ”Åh – jeg har så travlt” – og han svarede tilbage: ”Det har jeg også – jeg kan slet ikke nå det hele”. Og så luntede vi videre.
Jeg har sat mig for, at jeg ikke vil have travlt. Jeg vil give mig selv lov til at nyde mit livs og mit arbejdes små og store begivenheder uden hele tiden at tænke: Jeg burde være et andet sted. Og uden mentalt at være det andet sted. Og ja, som præst burde man måske virkelig have tid – jeg mener, at vi får vores løn for at have god tid. God tid til at læse, tænke tanker om livet og troen, som vi kan dele med vores menighed. God tid til at stoppe op og snakke. God tid til at tage imod på kontoret.

Men nej, sådan er det ikke. Jeg lavede en gang en simpel fodbold-video, hvor jeg hyldede Superligaens mest interessante hold (der lige havde tabt 6-0). Videoen nåede frem til Nordjyskes hjemmeside, hvor der kom en hånlig kommentar: ”Ja, præster har jo god tid”. Præster må heller ikke have god tid! Lige som alle jer andre, så skal vi præstere lidt mere i år end vi gjorde sidste år.

Har du god tid, så må det være fordi du har for lidt at lave – og har du for lidt at lave, så må det være fordi du er doven, uambitiøs eller svagelig. Har du for lidt at lave, så vi skal tage hensyn til dig og bære det mere oven i alt det andet, vi bærer. Så er du en belastning – og hvem vil have identiteten af at være en belastning? Eller en byrde – ældrebyrden? Ældre mennesker skal også have travlt – ”efter at jeg er gået på efterløn har jeg virkelig haft travlt. Hvordan havde jeg tid til at gå på arbejde før?” er en sætning, jeg har hørt rigtig mange gange. Alle skal have travlt og derfor pisker vi os selv og hinanden rundt i hverdagens trædemølle. Jo hurtigere vi løber jo hurtigere skal vi løbe, for ikke at snuble og blive til besvær.

Dybest set er det ikke sådan et samfund eller liv, vi vil have – men det er sådan et liv og samfund vi får, hvis vi bygger vores identitet på hvad vi kan. Hvis vi ikke kan så meget, så er vi ikke meget – måske en belastning. Men vi er mere end hvad vi kan. Meget mere. Men det har vi brug for at få at vide, især når vi har svært ved at følge med i trædemøllen. Træd for et øjeblik ud af trædemøllen og ind i kirken. Her står tiden stille – og her får du aldrig at vide at du er en belastning og du er hvad du kan. Her får du at vide, at du er Guds elskede barn, der er elsket uanset hvad du kan og hvor hurtigt du gør det. Og fra ham får du aldrig at vide: ”Åh, jeg har så travlt”, for han har altid tid og nærvær til dig.