Klumme

Fra tid til anden er jeg en tur over på den anden side af Den indre Dam for at have en bisættelse i Gammel Haderslev Kirke. Ude i omklædningsværelset står der forskellige praktiske ting klæbet op på skabet – blandt andet en advarsel til eventuelle indbrudstyve. Og de hører jo også til i kirken – dog vil jeg mene: Kun i kirkens åbningstider. I Hobro havde vi på et tidspunkt indbrud, hvor den lokale indbrudstyv brød ind og stjal de ansattes kaffekasse og dens beholdning på 45 kroner. Det er til at overkomme – historien bagefter var lidt træls, for derefter bød forsikringsselskabet kirken om at have tyverialarm, og det kostede noget mere end de 45 kroner, skal jeg hilse og sige.

Men de har også sikret sig i Gammel Haderslev Kirke – det er det smarte, der hedder DNA-mærkning af tingene. Som der står: ”Alle værdifulde ejendele på denne adresse er beskyttet med DNA mærkning”. Jeg synes faktisk at det er vældig smart fundet på – jeg har selv overvejet det derhjemme.
Men jeg gad godt vider hvad der så er så værdifuldt, at det kirketjeneren har været rundt med DNA-penslen og mærket dem af. Hvad er de værdifulde ejendele i Gammel Haderslev Kirke? Mit præstehoved gik hurtigt fra lysestager og altersølv til det, jeg kirkens dyrebareste ejendom, der sjældent er der om natten (undtagen, når der er indbrudstyve), nemlig menigheden.
Det minder mig om en af kirkehistoriens mest populære helgene, martyren Laurentius (225-258). Har du en i din omgangskreds, der hedder Lars, så er det navn en afledning af hans navn. Han var diakon i Rom – det vil sige en, der tog sig af de fattige, men han havde også specielt ansvar for kirkens værdier og arkiver. Kristendommen var på det tidspunkt en forbudt religion – og fra tid til anden blussede forfølgelser op. Den romerske øverstbefalende fik fat i Laurentius og ville henrette ham – men ikke hvis han kom med alle kirkens skatte. Laurentius indvilligede og fik tre dage til at samle skattene sammen. De tre dage brugte han på at forærer alle kirkens penge og værdifulde ejendele til de fattige i byen. Da dagen kom – samlede han en stor skare af de fattige fra kirken og gik op til præfekten – her er kirkens sande ejendom.” Kirken er sandelig rig, langt rigere end din kejser”.
Bagsiden af denne happening var, at han blev dømt til døden for sin frækhed. Ifølge legenden blev han henrettet ved at blive grillet levende på en rist. Da han havde ligget over ilden et stykke tid, fortæller legenden, at han skulle have råbt: ”Denne side er mør; vend mig om og tag en bid. Denne historie er årsag til at Laurentius blev skytshelgen for både kokke og komikere.
Nå – men det var bemærkningen: Her er kirkens sande ejendom, sande rigdom. Der er sikkert en masse ting, man kan sætte DNA-mærke også i vores domkirke – og andre. Men dybest set er alt det ikke kirkens mest værdifulde ejendom, men den har vi i hinanden. Kirkens rigdom er menigheden – om den så er rig eller fattig. Og meget længe før at forsikringsselskaber fandt på at man kunne DNA-mærke rigdommene, så indførte man det i kirken. Det sker hver eneste gang at der bliver døbt et menneske, hvor præsten tegner et kors over hovedet og brystkasse med ordene: ”Modtag det hellige korses tegn, både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”.  Det tegn er stærkere end DNA-mærker, det kan aldrig vaskes af, slides væk, det vil stå dér også selv om man melder sig ud af kirken og vender alt med kristendommen ryggen. Mærket vil blive stående som en usynlig påmindelse om at vi er døbt til at tilhøre Kristus og en usynlig påmindelse om at vi altid vil være mere end velkomne til at komme tilbage. At vi er savnet. Og han vil tage imod os som hans mest værdifulde skat, som først da er fuldtallig, når du er med.

Jeg har fået nyt ur til sublement for mit ”Hobro Boldklub”-ur. Det er et smart idrætsur, der klæber sig rundt om mit håndled og fortæller mig, hvor mange skridt jeg har taget, hvad min pulse er, hvordan min søvn har været og hvad mit stressniveau er lige nu. Og jeg kan på min mobil se en masse grafer og aflæse mit fysiske helbred ud fra nogle videnskabelige tal hentet direkte fra min venstre arm. Fantastisk – hvordan havde jeg kunne klare mig uden det i så lang tid?

MEN uret har en funktion, som faktisk mere og mere irriterer mig. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få den slået fra! Med (måske) bestemte intervaller vibrerer den – og melder mig: ”Bevæg dig”. Jeg synes de fleste gange, at det sker lige netop, når jeg har bevæget mig, og bare har sat mig lidt for at slappe af. ”Bevæg dig”. Og så sker det også at den kommer med meldingen på et tidspunkt, hvor jeg sidder og skriver en prædiken. ”Bevæg dig”. Så ryster jeg lidt på håndledet – og regner med, at så må den da være tilfreds.

For leden sad jeg og læste en bog om en kvindes svære sygdomsperiode og tanker om liv og død. Måske var den dårligt skrevet – måske var jeg bare ikke lige helt klar eller for fokuseret på at jeg skulle bruge nogle citater til en artikel om håb og håbløsehed. Faktum er: Jeg var ikke fanget af historien, den berørte mig egentlig ikke – det var bare en tekst.
Men midt under læsningen, så krævede sportsuret opmærksomhed – jeg kiggede på håndleddet: ”Bevæg dig”. Jeg skulle lige til at ryste på håndleddet igen – og så komme videre i læsningen, MEN… Jeg må have været i mit dybe hjørne alligevel, for pludselig så jeg mere end urets krav om at jeg løbe 100 meter. ”Bevæg dig” – blev til at blive bevæget, være berørt, bevæget fra en sindsstemning til en anden, fra en indsigt til en anden. Jeg sad og læste om en kvindes svære kamp og jeg var overhovedet ikke bevæget… tværtimod! I effektivitetens navn var jeg så målrettet efter at finde citater, at jeg slet ikke læste bogen med hjertet, men alene med hjernen. Det forsøgte jeg så at lave om på – og resten af bogen var faktisk meget bedre netop på grund af den ændring hos mig.

Vi har en dejlig salme i kirken, hvor vi spørger Jesus:
”Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
og hvad elsked du hos støvet,
at du ville alt opgive
for at holde os i live?
Jesus kom til jorden – ikke ud fra kolde beregninger af for og imod, men fordi han lod sig bevæge, følte med os, led med os. Og han bevægede sig ned til os og var sammen med os. Ikke som en blåøjet næsen i sky – ”jeg er Gud og derfor styr på det hele”. Også her lod han sig bevæge i mødet med menneskers sorg og elendighed. Det korteste vers i hele Bibelen rammet det lige på med ordene: Jesus græd (Johannesevangeliet 11,35).
Selv om Jesus kunne gribe ud og gribe ind i menneskers elendighed med en snuptag, så blev han bevæget – og græd. Og greb så ind.
Jeg tror jeg vil lære af Jesus. Måske skulle vi alle sammen have sådan et ur – ikke så meget på grund af det med sundhed og kondital, men på grund af den påmindelse, der ligger i ”Bevæg dig”. Vi kan hurtigt møde mennesker uden rigtigt at møde dem – især de folk vi har fordomme overfor. Dem vi møder i avisen, fjernsynet eller på nettet. Deres historier, deres skæbne, deres liv rør os ikke rigtig.  ”Ræk mig lige kaffen”.
Lad os få sportsuret på – og lad dens ”bevæg dig” ikke bare være for at vi skal op af lænestolen, men fordi vi skal lad os bevæge. Inderst inde. Det får vi også selv et rigere liv af.

En taxachauffør blev midt om natten kaldt til en adresse i Minneapolis i den amerikanske stat Minnesota. Taxachaufføren steg ud og gik hen og bankede på døren. Efter et stykke tid blev døren åbnet af en ældre dame. Indenfor var møblerne tildækket med hvide lagner og der var intet på væggene og der stod papkasser stillet op med vaser, malerier og fotografier. Ingen tvivl: Hun var ved at forlade sit hjem.
”Vil De bære min kuffert ud til bilen?” Chaufføren tog kufferten og bragte den ud i bilen, og vendte derefter tilbage for at følge hende ned til bilen. Hele vejen ned takkede hun ham for hans venlighed. Hun gav chaufføren en seddel med adressen og spurgte så: “Ville det være muligt at køre gennem den indre by?”
“Det er ikke den korteste vej,” svarede chaufføren. 
“Åh, det betyder ikke noget,” sagde hun. “Jeg har ikke travlt. Jeg er på vej til et hospice. Lægerne siger, at jeg ikke har langt igen”. Chaufføren bøjede sig lydløst frem og slog taxameteret fra. “Hvilken rute vil De gerne have, at jeg kører?” 
I de næste to timer kørte de igennem byen. Hun viste bygningen, hvor hun engang havde arbejdet, kørte gennem kvarteret, hvor hun og hendes mand havde boet som nygifte og forbi det hus, hvor hun som ganske ung gik til dans. Nogle huse sad hun bare og kiggede på uden at sige noget. Til sidst nåede de frem til og hun sad i en kørestol på vej væk. “Hvor meget skylder jeg Dem?” spurgte hun og fandt sin pung frem.
“Intet, ” sagde svarede chaufføren.
“Men De skal jo leve,” sagde hun.
“Der er andre passagerer” – chaufføren bøjede sig ned og gav hende et kram og gik derefter ind i det blege morgenlys. Bag ham smækkede døren i. Det var som lyden af et livs afslutning.
Jeg bruger spalteplads på denne historie, for det er en af de historier, jeg bruger, for at råbe mig selv op: Så åben dog øjnene op for de andre omkring dig!!! Når jeg står og besvare et par mails i køen i Rema1000 i stedet for at ”slå en thø-hø” med hende foran mig i køen. Når jeg har så travlt, at jeg ikke får hilst på ”manden på bænken”, der sidder og nyder morgensolen.
Lad os lukke os op overfor vore medmennesker omkring os. Som præst vil jeg sige: Lad os bede Gud om at lukke vore øjne op for vore medmennesker, så vi ser dem. Ikke bare registrere at de er her, men virkelig ser dem.
Jeg vil nemlig gerne løfte historien til et højere niveau: At vi må se folk som de virkelig er – elskede mennesker, der er værd at stoppe op og bruge tid på. Lad os ikke bare se mennesket som et resultat af Big Bang og tilfældig udvikling, men se dem som vi virkelig er, nemlig skabt i Guds billede, skabt ikke tilfældigt, men fordi vi er villet, ønsket og elsket af Gud. Hver eneste af os er udvalgt i kærlighed – mister vi det, så må det betyde noget for den måde, vi ser på andre mennesker på. Uanset om det menneske er en gammel kone med kufferten, der er på vej til hospice, manden på bænken, det lille ufødt barn, en savlende umælende beboer på en døgninstitution eller en indsat i arresthuset.

Jeg synes der er meget ligegyldighed mange steder i vores samfund, så vi ikke ser den gamle kone med kufferten og behandle hende som et elsket menneske. Der er en kynisme, der gør at vi ikke behandler dem, der ikke ligner os på samme måde som vi selv vil behandles. Eller en hævntørst, der ser et udyr og ikke et menneske i forbryderen. Vi skal lære at åbne op og se et menneske selv i den største forbryder – og derfor behandle ham som det elskede menneske, som Gud ser.

I de første år som præst, havde jeg den idé at jeg ville starte min sommerferie med at give mig en navneændring – det var nemt og endda også gratis på det tidspunkt. Jeg ville give mig sommernavnet ”John Winther” og prøve om det forandrede min måde at være på, at jeg ikke længere hed ”Kim Legarth”. Det synes jeg kunne være rigtig spændende – sådan på en lidt nørdet måde. Jeg fik det nu aldrig gjort – og da det så pludselig kostede 500 kroner for en navneændring, så fik jeg kolde fødder og har droppet det helt. Så det meste jeg har gjort i den retning er at få lavet en Facebook-profil med det navn – en overgang havde den endda flere venner end mig selv… det kan jeg så spekulere lidt over hvorfor det var tilfældet!

Jeg tror dog, at det betyder noget, hvad vi kalder os selv og ikke mindst hvad vi kalder hinanden. Også hvad vi kalder hinanden ud over vort ”borgerlige navn”. Jeg tænker lidt, at den, der altid bliver kaldt for ”dumme svin”, begynder han ikke også på et tidspunkt at opfører sig sådan? Den, der bliver kaldt for grim, begynder hun ikke i spejlet at se grim ud – også i egne øjne: ”Måske har de andre lidt ret?”. Jeg læste i avisen, at der i vores by var ”utilpassede unge”, der lavede ballade. Kaldes man ”utilpasset unge”, så kan man måske også lige så godt opfører sig som sådan?
Vi behøver ikke kalde hinanden navne med ord – det gøres også nemt med det tydeligste sprog, der findes: Kropssprog. Vi kan kigge væk, ignorere, sukke højlydt eller rulle med øjnene. Ja, der findes mange forfinede måder at nedgøre hinanden på. Og hvad vi kalder hinanden også med kropssprog, det skaber os.

En romersk digter fra 250 f. Kr. sagde det på den måde: ”Nomen est omen” – det betyder: Navnet er et forvarsel. Det, man hedder, viser også hvem man er. Jeg tror, at der er noget om det. Og derfor er jeg jublende glad for at komme i kirke – for der får jeg at vide, at jeg er ”underfuldt skabt” – jeg ikke bare et produkt af en tilfældig evolution og et kæmpe brag. Der får jeg at vide, at jeg er ”uendeligt elsket” – så ranker jeg ryggen igen. Der får jeg at vide, at jeg er ”Guds barn” – wau… tænk at min far har skabt universet!!
Så det bedste jeg kan gøre, når folk kalder mig ting, som bryder mig ned og ændre mit selvbillede, det er at gå derind, hvor jeg får min sand identitet at vide: Underfuldt skabt, uendeligt elsket og et Guds barn. Jeg er villet, ønsket og elsket af Gud. Så går jeg ud af kirken, så kan jeg lidt igen.