Denne side er set 450 gange!

Lyt til prædikenen:

      Default_20181028-102040


Læs prædikenen:

I begyndelsen var kirken en fantastisk og sikkert også rodet bevægelse, men med et meget fokuseret og klart budskab og en verdensomspændende mission. De første kristne ledere var ikke bare kristne ud fra en trosmæssig eller filosofisk tilgang – de var ren og skær øjenvidner: Vi har selv set – det de havde set forandrede dem og sætte dem i bevægelse. Der skete noget nyt i Jerusalem påskedag – og det sammen med pinsedag satte dem i bevægelse ud mod verden.
Den gennemgående bevægelse i kirkehistorien kan beskrives som en siksak-bevægelse mellem det, man kan kalde bevægelse med liv og så over til organisation og institution, hvor livet og begejstringen ofte dør. Og ud fra det vokser en ny bevægelse. Sådan er kirkehistorien et siksak mellem bevægelse og institution og organisation.

  • Jesusbevægelsen blev til Konstantin den Stores statsreligion,
  • der blev producerede bevægelsen ørkenfædrene, der søgte ud i ørkenen, fordi de ikke kunne finde Gud i den etablerede kirke.
  • Ørkenfædrene blev organiseret i klostervæsenet – en grundsten i den katolske kirke.
  • Den katolske kirke blev et verdensimperium bygget på verdslig magt –
  • og Luther trådte ind med en reformation en ny bevægelse –
  • der med tiden igen blev stiv og kaldt den Lutherske ortodoksi,
  • som igen blev afløst af bevægelsen, pietismen….

et zigzag fra bevægelse til institution og tilbage til bevægelse. I 1600-tallet opstod ordet: ”Kirken (er) reformeret og bør altid lade sig reformere i overensstemmelse med Guds ord”. Vi skal aldrig stivne i plejer og institution – hvis livet så drænes. Kirken skal altid være i udvikling – kirken skal være en samling af mennesker, der er forbundet af en fælles identitet og et fælles formål.

Og hvor er vi så henne i denne siksak mellem bevægelse og intuition? Ja, vi kan jo prøve spørge os selv om hvor mange mennesker, der vil tænke ordet ”bevægelse”, når de tænker ordet ”kirke”. Næppe mange.

Og hvad betyder det for forkyndelsen?
Og hvad betyder alle disse ting for det væsentlige i kirken: Forkyndelsen? For selv om jeg jo selv er sovset godt og grundigt ind i det med en kandidat uddannelse fra universitetet og løbende uddannelse indenfor kommunikation, sjælesorg og organisation, så kan jeg også se faren i at det hele bliver så professionelt og elitært. Faren ved det professionelle og elitære er, at fokus bliver formen og ikke indholdet. Det er ikke hvordan det lyder, hvilken stilart og hvor godt gennemarbejdet det er, der er vigtigt – det er hvad der bliver sunget og sagt og motivationen for det, der er vigtigt. Det er ikke at det skal være høje tanker og filosofi – men det skal være så enkelt at selv det mest enfoldige menneske kan gribe budskabet og leve af det. Samtidig med at evangeliet i sig selv er så dybt at selv det mest lærde menneske aldrig nogensinde kommer til bunds i det, for det er Guds visdom.

Men vi er så hurtige til at gøre tingene kompliceret både rent intellektuelt og rent fysisk, ting vi skal gøre, ting hvor vi skal tjene, hvor vi skal gøre vort bedste og stramme os an. Og i virkeligheden gælder det bare om at være som et lille barn. Ja, for en kristen er det ikke bare en mulighed at være et barn, der er en nødvendighed, det er adgangskravet. I dagens tekst kalder Jesus et lille barn til sig: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”.

Den kristne er kaldt mange ting i Bibelen, men det vi kaldes flest gange er: Børn. Over alt andet er vi Guds børn, Herrens børn, løfternes børn, dagens børn, lysets børn, elskede børn, kære børn. Arving til løfterne. Dette er en skøn betegnelse, for den kæder os direkte sammen med Gud – ham vi tilhører.

Men det betyder også, at vi er uperfekte som børn, vi er svage som børn, vi er afhængige som børn, vi er simple som børn, vi er ulærte som børn, vi er uvidende som børn og altid meget sårbare og så er vi stædige som børn – vi er som det 3 årige barn, der vækker sine forældre om natten, for ”jeg er tørstig”..

Hvis vi tager hjem og læser hele den prædiken, som kapitel 18 i Matthæusevangeliet er, så viser den os, at vi som Guds børn ikke er de høje, de mægtige, de noble, de ophøjede, vi er ikke de modne, voksne og dybtegående – vi er børn med alt det, der kendetegner det lille bitte barn.

Tryghed
Når jeg tænker tilbage på min barndom, så er ordet ”tryghed” det, der melder sig først. Jeg havde en tryg barndom. Jeg vidste, at hvad der end skete, så havde mine forældre styr på det. Det kan godt være de ikke havde det, men det vidste jeg ikke. I mine øjne kunne de klare alt! Og det samme mærker jeg, når jeg ser på mine drenge. Mine børn har den største tillid til mig – ofte føler jeg at det da bestemt ikke er berettiget, men sådan er det. Børn har som udgangspunkt tillid til deres far – det er ikke bekymret for noget som helst i verden, så længe far er der; han skal nok klare det. Og som kristne står vi under hans beskyttelse – den, der får os til at falde, vil være bedre tjent med at få en møllesten om halsen, står der i teksten til i dag. Vi står under den almægtiges beskyttelse – vores far. Han vil som hyrden sætte himmel og jord i bevægelse for at finde os, hvis vi bevæger os væk fra ham.
Gud er meget bedre end nogen jordisk far – men hvor kan det være svær at tro på ham ligesom et barn – vi vokser os væk fra den enfoldige tillid til Gud og ind i religionens ”du skal gøre sådan, du skal være sådan, du skal” og væk er troens spontane og tillidsfulde bevægelse sammen med Gud ud i verden.

Afhængighed
Vi skal lære af barnets afhængighed af sin far. Lære af, at de heller ikke skammer sig over deres afhængighed. Hvor mange af os har ikke hørt vores børn råbe ude fra toilettet, når vi er på besøg et sted: ”Jeg er fæææærdig”. Eller set en rende rundt storgrinende med måsen bar – ”jeg kan ikke selv tage mine bukser på”. Ikke alene er børn fuldstændig afhængige af deres forældre, men de skammer sig ikke over det! Sådan skal vi også være i forhold til Gud.

Radikale metoder til svære problemer
Vi skal lære af barnets tillid til far – at de forbud, de påbud og de retningslinjer, far giver, det er givet for at hjælpe barnet og beskytte barnet. På samme måde med os kristne i forhold til vores guddommelige far – det kan godt være at det lyder så skørt som det, der står her, at man skal hugge sit ben, sit øje eller fod af. Hvad Jesus mener er, at har vi noget ondt, en synd, i vores liv, som vi kæmper med, så skal vi ikke anvende udramatiske og langsomme løsninger, men radikale og voldsomme. Har du problemer med alkohol, jamen så gå hjem og hæld skidtet ud i toilettet! Har du problemer med et overforbrug af penge, så klip dit dankort i stykker. Har du problemer med at du kører for stærkt, jamen så sælg din bil og køb en cykel i stedet. Dybe problemer kræver desperate metoder – og dem, der følger efter Jesus skal være skånselsløse, når han eller hun luer ud i sit liv. Men det kræver tillid – tillid til Guds ord, at det virkelig er værd at følge – at denne gamle bog ikke er antikvarisk, men evig gyldig på alle livets områder. Også på de områder, hvor vi måske mener noget andet, fordi det ikke passer ind i den moderne måde at være menneske  på.

Som børn, skal vi acceptere Jesus, lytte til hans ord og tage dem ind til os som vores med glæde. Vi skal acceptere Jesus, tro Jesus og adlyde Jesus – så kan vi lægge alle vore bekymringer over til ham. Stol på Gud og overlad konsekvenserne til ham.

Vi skal være som børn – leve som børn, Guds børn
Og sådan skal vi også være kirke på – vores kirke skal være præget af at vi har en fælles identitet, hans børn, og et fælles formål: verdensomspændende mission. Vi skal være som en bevægelse, som liv, der ikke bare er begrænset til når vi er forsamlet søndag, men som rækker ud i vores hverdag. Vi skal leve som Guds børn – for det er hvad vi er. Han har sådan set ikke brug for det, vi kan producere og gøre, han har ikke brug for vores elitære kunnen, han har ikke brug for os som tjenere i religionens navn. Han har ikke brug for os som tjenere, men som børn er vi uerstattelige. Og som hans børn kan vi i tillid, tryghed og afhængighed af ham leve livet i den verden, han har skabt. Og med Gud kan vi se verden med barnets undren, barnets forbavselse. Vi kan leve livet fuldt ud, for der er ingen ting, der kan ske os, som han ikke er herre over. Vi kan række vore hænder frem som tomme skåle og forvente, at Gud lægger gode ting ned til os, når vi beder om det. ”Stol på Gud – og overlad konsekvenserne til ham”. Gud ønsker, at vi skal have barnets afhængighed af ham og tillid til ham. Stol på mig! Og med Gud har vi altid det bedste foran os! Med Gud lever vi altid under hans velsignelse