Det er i dag Allehelgensdag – første søndag i november – og alle os, der har en eller flere grave at besøge, bruger ofte i dag som en anledning til det. Vi går ud på kirkegården og mærker kulden, der er ved at få overhånd og vi oplever det tiltagende mørke.

Hvis kristendommen var poesi, ønsketænkning og eventyr, så tror jeg, at Allehelgensdag var placeret i maj-måned… placeret på et tidspunkt, hvor alt begynder at spire og man virkelig kan se, at vinteren og kulden ikke har det sidste ord, men at foråret og lyset vinder til sidst. Det kunne man jo holde nogle smukke prædikener over – men nu er kristendommen jo hverken poesi, ønsketænkning eller eventyr – nej, kristendommen er realisme. Og derfor er Allehelgensdag placeret i begyndelsen af mørke og kolde november. Vi har allerede hilst på den første nattefrost, og vi ved, at vi går mere i møde. Novembers Allehelgen siger, at døden er døden – en mørk og kold død – helt uden formildende omstændigheder. Men midt i sorgen over at have mistet en af vore kære og midt i frygten for den mørke og kolde død, der venter os… der hører vi noget nyt og grænsesprængende. Vi hører det endda tydeligere, når vi har mest brug for dem – nemlig ordene om den store hvide flok på den nye jord og om døden og pinen, der ikke er mere – dér hører vi endnu tydeligere Jesu 9 saligprisninger. Ikke som en logisk konsekvens – ligesom årets gang, hvor vinteren følges efter af forår og sommer, men som en sprængning af al logik. Her hersker der noget nyt – her er nåden.

Der er ingen, der aner, hvorfor Gud skabte himlen og jorden – menneskene og dyrene. Der er ingen, der aner, hvorfor han sagde: ”Der blive lys” – dér på skabelsens første dag, men det gjorde han. Han skabte! Der blev lys. Himlen og jorden blev skabt, menneskene og dyrene blev til. Gud sagde et ord, og noget nyt blev til.

Og på samme måde kommer Jesu saligprisning med noget nyt – og disse ord skaber en helt anden tilværelse, et helt nyt liv for dem, som man ellers troede noget andet om, nemlig

                      De fattige i ånden

                      dem, som sørger

                      Dem, som er sagtmodige,

                      Dem, der hungrer efter retfærdigheden.

Jesus siger, at de og andre er salige… og de er salige, fordi Jesus siger det. Der er ingen jordisk logik, der kan finde frem til, hvorfor de er salige. Men når Jesus – universets konge, historiens midtpunkt, når han siger det, jamen så er det sådan, så bliver det sådan, også selv om kulden, sygdom og døden puster sig op for at sige noget andet.

Men hvem er de, der prises salige?

Jeg tror ikke, at der tales til 8-9 forskellige grupper, der hver for sig prises salige. Sådan, at vi har en gruppe, der sørger, der er salige. Der er en anden gruppe, der stifter fred, der er salige og der er en tredje gruppe, der forfølges, som er salig… osv osv… nej sådan er det ikke.

Nej, det er en og samme gruppe af mennesker, der belyses fra forskellige sider. Det er Jesu disciple – det er os kristne. Og det er også derfor, at de er salige – fordi det er kristne. De er ikke salige, fordi de lider nød, forfølgelse osv osv… mangel og afkald giver på ingen måde grund til saligprisning. Saligprisning er først og fremmest evangelium – og evangelium er frelse til dem, som allermest trænger til det, fordi de ikke er noget i dem selv.

De er salige… men

…. hvad betyder det at være salig?

Går vi hjem og tager fat i ordbogen, får vi to forskellige forslag til hvad ordet kan betyde.

En måde at bruge ordet ”salig” på er, at bruge det i stedet for at sige afdød – f.eks. som man kan høre f.eks. I Matador: ”som salige Vernando Møghe altid sagde”. Dem, der er salige, er dem, der er døde – hvorfor det sprogligt er blevet sådan, ved jeg ikke – men salig er ikke kun noget, man er efter døden, men noget mennesket kan blive allerede hernede på jorden, fordi Guds søn er hos os gennem sit ord. Fordi Guds søn kan bo i os. Og så er det evige liv egentlig ikke noget nyt, der sker, når døden melder sig, nej, så er det evige liv bare en fortsættelse af det salige liv, vi lever her og nu sammen med Gud. Også selv om vi sulter, er fattige i ånden, sørger eller hvor vi nu en gang kan se os selv i Jesu saligprisning.

En anden måde at bruge ordet salig på er i stedet for ”lykkelig”. At være salig er en tilstand, der fuldt ud tilfredsstiller ens dybeste trang eller højeste ønsker. Er man salig, så er man lykkelig. Men det er ikke den lykke, som nogle religioner, psykologer eller romantiske sangere priser i høje toner – nemlig sådan en lykke, der først kommer, når der er visse ting her og nu, der er på plads.

                      – F,eks. religionens lykke kommer ved at man lever op til visse regler eller ved at man lever i askese og nøjsomhed.

                      – Psykologiens lykke kommer ved at man finder balance i sig selv, og får helbredt indre psykiske sår.

                      – Den romantiske sangers lykke kommer ved, at man finder den eneste ene.

Men det er ikke sådan en lykke, Jesus taler om i dag – den lykke han taler om, eksisterer på trods af at man lider afsavn, og egentlig slet ikke burde være lykkelig – og måske heller ikke ser sådan ud, når folk kigger på en. Fordi alt går en imod.

I historiebøgerne kan man læse om en Abd-ar-Rahman III – ham har I sikkert ikke hørt om. Men han levede fra 890-961 – og han var en mægtig mand, der til sidst regerede over hele det nuværende Spanien, Portugal og så et godt stykke ind i Frankrig. Og han var en god regent, selv var han muslim, men der var religionsfrihed i hans rige. Handel og landbrug blomstrede – og han kunne snart betragte sig selv som en af verdens rigeste herskere. Hans rige blev et kulturelt og politisk kraftcenter, der tiltrak ikke alene mange videnskabsmænd, lærde og kunstnere, men også de største mægtigste riger, sendte ambassadører til hans hof. Man må sige, at han var en succes. Han var virkelig et menneske, som man måtte sige havde haft et liv i medgang. Han måtte være lykkelig – men da han sad og kiggede tilbage over sit liv skrev han de her linier: ”Jeg har nu regeret i over 50 år i krig og fred, elsket af mine borgere, frygtet af mine fjender og respekteret af mine allierede. Rigdom, ære, magt og fornøjelser har bare ventet på, at jeg kaldte på dem. Jeg har ikke savnet nogen som helst Ingen jordisk velsignelse. I denne situation har jeg regnet ud de dage ud, som jeg har haft med ren og sand lykke – deres antal blev 14 dage. Oh, menneske, sæt ikke din lid til den nuværende verden”. Den store regent havde i sine 50 år som enehersker ikke haft andet end 14 dage med sand og ren lykke. så ” ”Oh, menneske, sæt ikke din lid til den nuværende verden”.

Og egentlig er det lidt det samme budskab, saligprisningerne giver os i dag – for den lykke Jesus taler om, er ikke forankret i noget i denne verden, men den er forankret i det usynlige – i evigheden hos Jesus selv.

Det er vi nødt til – vi er nødt til at være forbundet med noget, der altid har ret og som altid har vist sig at virke. Vi er nødt til at være forbundet med noget, som vi kan stole på – noget, som vi kan tro på, selv om vi tvivler om vores egen omstændigheder lige nu. Og derfor er den lykke dybere end hvad vi kan finde i vores eget liv. Den lykke, som vi selv kan skabe os i vores liv, den forsvinder lige så hurtig som grunden til den lykke forsvinder. Den eneste ene kan finde en anden. Vores familie kan slå hånden af os. Helbredet som vi bygger vores økonomi og vores selvbillede på skranter. Vi mister de ting, som vi synes betød alt for os… og med de ting, forsvinder også lykken, hvis vi havde bundet lykken til de ting. Men sætter vi vores lykke til den evige Jesus, jamen så vil den holde os oppe selv om, alt forsvinder.

Det er det saligprisningerne siger – de siger:

Lykkelige er de, som sørger, for de skal trøstes af Jesus.

Lykkelige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes af Jesus.

Lykkelige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres givet til dem af Jesus.

Ja, vi er lykkelige, ikke fordi vi ejer, er og kan meget, men fordi vi har en stor frelser.

Det er ikke opium for folket, som socialismen sagde, og pegede på, at kirken gav folk himmelen i udsigt, så de kunne finde sig i at blive undertrykt her og nu. Nej, faktisk er nogle af de store omvæltninger som har ført til bedre forhold for befolkninger rundt omkring, sket med kristne som forgangsmænd.

Og var kristendommen opium for folket, så ville Allehelgensdag sikkert have være placeret i maj, hvor døden kan blive smykket til med billig poesi. Budskabet havde da været entydigt: Se over i himlen og glem verden.

Men budskabet er et helt andet i kirken: Se over i himmelen og lev i verden. Du har det hårdt nu, men kæmp videre, lev videre – du er forankret i noget, der ikke smuldre væk imellem dine fingre, men som  bliver til evig tid. Derfor kan vi være lykkelige selv om vores liv og vores livsomstændigheder råber det modsatte. Vi kan være lykkelig – fordi vi har en stor frelser.