Denne side er set 973 gange!

Lyt til prædikenen her:

      2paskedag2017


Læs prædikenen her:

Kom, hjerte, med hvad dødt du har,
hvad du med sorg til graven bar,
gak med det alt til ham, som døde,
men levende dig nu vil møde!

De fleste af os har nok gået vejen fra kirken til graven med en af vore kære – gået fyldt med sorg, måske endda gået i retningen af en ukendt og uhyggelig fremtid, fordi livet nu skal til at leves uden ham – eller hende, som vi skulle have levet sammen med ”til døden os skiller”. Nu skilte døden.

Turen til graven er ikke lige som andre ture og begivenheder i livet, at jo flere gange man prøver det, desto lettere bliver det. Nej, jeg tror det er omvendt: At jo flere gange man prøver det, desto hårdere bliver det, desto ensommere bliver man, desto tættere på kommer døden. Ikke bare at døden kommer tættere på en selv, at man selv skal dø, men endnu værre: Jo tættere kommer døden på dem, man elsker og som man dog har tilbage… endnu. Døden!
Døden er slutningen på den menneskelige formåen – ja, døden er den menneskelige races fuldstændige fallit. Selv det bedste, vi kan præstere, kan ikke stille noget op.

Selv de største filosofiske tænkere, kan ikke bringe de døde tilbage, men kan måske bringe lidt optimisme, at der er lys et eller andet sted forud. Og vi kan lære noget ud af tragedien.

Selv den dygtigste videnskabsmand med sin viden om celler, gener, kromosomer og DNA står på et tidspunkt og siger: ”Desværre, nu er der ikke mere at gøre”. Men den kan frembringe lidt optimisme: ”Måske på et eller andet tidspunkt kan vi finde en kur mod sygdommen” – eller måske mod døden.

Ind kommer den grædende far, der kunne sige lige som Kong David over sin søn Absalom: ”Min søn, Absalom, min søn, min søn. Absalom. Gid det var mig, og ikke dig, der var død! Absalom, min søn, min søn” (2 Sam 18,33). Så træder vennerne frem, resten af familien: ”Se lyst på det – lev for din familie – find optimismen frem – du har så meget mere at leve for”.

Der har vi det igen: Optimisme. Optimismen, som siger: ”Der er altid blomster for dem, der vil se dem”. Og man kan få lidt kristen glasur over optimismen, så lyder det: Eller: ”Når Gud lukker en dør, så åbner han et vindue”. Når jeg er ramt af sorg og hører sådan noget, så har jeg meget lyst til at finde det åbne vindue og skubbe vedkommende, der sagde det, ud af det. Optimisme rækker ikke langt overfor døden.

Døden er som et stort sort hul, der sluger alt liv og lys til sig – og det eneste vi mennesker kan bygge op som værn mod overmagten, det er optimismen. Det er letkøbte Peter Plysord som ”Det sner stadig og det fryser, men vi har ikke haft et jordskælv for nylig”. Men selv den største optimist kan ikke forvandle mørke til lys – kan ikke bortforklare dødens realitet. Selv den største optimist bliver en dag slugt af dødens sorte hul.

Vores kæres grav kan være sådan et sort hul – hvor meget så ikke Jesu grav? I dagens tekst møder vi to slukørede og desillusionerede disciple. De er på vej hjem til deres hverdag. De havde forladt deres landsby Emmaus for at følge efter Jesus – de havde sagt farvel til slægt og venner, for vi har fundet Israels frelse. Nu kommer de tilbage igen med tomme hænder og en død ”Israels frelse”– og de kommer sikkert tilbage til hån og latterliggørelse – ”hvad sagde vi?!” – eller ”I troede nok I var noget specielt”.
Langfredag var det ikke bare Jesus, der døde, men han hev en masse menneskers drømme og forhåbninger med sig i faldet. ”… vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel”. Det er lige før de små hår rejser sig på mine arme, når jeg læser den sætning, for det må virkelig være Bibelens mest hjerteskærende sætninger. Vi havde håbet – og så viste virkeligheden noget andet.
De er på vej tilbage til hverdagen – og så sker det overraskende: Jesus slår følge med dem. Jesus åbner Bibelen for dem, som der står: ”Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne”.
Jesus slår følge med dem, Jesus åbner Bibelen for dem, Jesus fejre nadver med dem – kort sagt: Jesus giver dem håbet tilbage.
Mennesket kan etablere optimisme og forsøge at ændre, hvordan vi ser på virkeligheden. ”Glæde er at se livet gennem en solstråle” – er der nogen, der siger. Gud ændrer virkeligheden ved at bryde naturloven og gøre en død levende. Kristendommen giver ikke optimisme, men håb. Den store forskel mellem evangeliet, mellem kristendommen og alt muligt andet menneskeskabt er ordet ”Håb”. Håb og optimisme er ikke det samme – optimisme er noget, der foregår her inde, det er noget, der er båret af følelser og omstændigheder. Noget, der er båret af os og vore egne evner til at se lyst på tingene. Den forhenværende pave, Benedikt 16 siger det de på den måde: ”Optimisme er en ny guds og en ny religions dyd. Og der findes ikke nogen værre synd imod tidsånden end manglende optimisme, nemlig pessimisme. Men det eneste optimismen kan love, det er hvad vi mennesker selv kan frembringe. Det vi forventer, må vi selv lave, og vi får ikke noget, som overstiger vores egne evner og kræfter. Verdens optimisme er en flot facade for en verden uden håb. Optimismens mål er drømmen om en fri verden, en lykkelig verden, hvor alle bare har det godt med hinanden og er gode mod hinanden”.

Målet for det kristne håb er Guds rige. Det kristne håb er en gave, kærlighedens gave, som vi får givet os udefra. Da du blev døbt lød det – ”Lovet være Gud, vor Herre Jesus Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb” – og det er nøjagtig det samme, jeg som præst siger, når jeg står i den anden ende af livet, ved begravelsen og skal til at smide jord på kisten. Livet er indrammet med en tak til Gud, som har genfødt os – det vil sige helt udenfor vores egne evner og indflydelse – Gud har genfødt os til et levende håb. Når vi ligger og spider næsen op i kisten – så må man sige, at der er vist ikke plads til meget optimisme. Men der går præsten frem og jeg taler ikke om optimisme, jeg taler om håb, om et levende håb.

Dér som lille baby på mors arm – eller som død mand i kisten, kan man virkelig se, at håbet ikke er noget, der bygger på noget i os – på følelser – nej, som der står i Hebræerbrevet: ”Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget” (Hebr 6,19).
Kristendommen er ikke optimisme, men et levende håb, der kommer til os udefra. Kristendommen er ikke optimisme, men realisme. Kirken har ikke aktier i en Kleenex-fabrik, fordi vi ikke tør se nogen græde, fordi vi ikke tør se nogens håbløshed. Kristendommen er ikke: ”Så mand dig dog op – tror du da ikke på opstandelsen? Snyd næsen, tør øjnene, glem sorgen, for du er vel kristen med et håb”.
Nej, den kristne vil lægge sine arm omkring enhver bror eller søster, der sørger og græder og sige: Brøl af sorg, du har mistet dit barn. Græd, du har mistet din hustru. Sørg, du har mistet dine forældre. Men du ved, hvad der sker med den døde kristne – du skal græde og du skal sørge, men du skal ikke græde og sørge som dem, der ikke har noget håb, for du har et håb – du har et levende håb” (1 Thess 4,13-14).
Vi har et levende håb. Vi har et levende håb, der igen og igen bliver ved med at forbavse os, fordi det er et håb, der klamrer sig til en levende Gud. Et levende håb, fordi det gør levende – det gør selv den døde levende.
Det kristne levende håb er det, der er tilbage, når alt andet er taget fra os. Når vi har rendt hovedet mod muren og alt er mislykket. Når vi er blevet skuffet på os selv – måske endda også på Gud og vores forestillinger af hvad Jesus kan og er. Når vi føler at vi er lige som disciplene, der gik påskedag fra Jerusalem til Emmaus ”Vi havde håbet”. Når vi går bag ved rustvognen med vores et og alt liggende i kisten, hvor man lige så godt kunne have et skilt på rustvognen, hvor der stod ”Her lades alt håb ude”. Når vi er dér, når sorgen tynger– så er det, at håbet pludselig slår følge med os som disciplene oplevede det. Ikke som en letkøbt løsning, men som en dyrekøbt gave – båret til os af den opstandne Gud med naglemærkerne.
Når vi er dér, så kan Bibelens ord pludselig forandre sig, så det ikke bare er bogstaver, men levende ord, der taler om et levende håb, så vores hjerter brænder i os. Da Jesus trådte ud af sin grav havde vi pludselig et sted at gå med vores sorg. Ikke at vi skal valfarte til en tom grav i Jerusalem, men vi skal valfarte til en levende frelser.

Kom, hjerte, med hvad dødt du har,
hvad du med sorg til graven bar,
gak med det alt til ham, som døde,
men levende dig nu vil møde!

Glædelig opstandelsesdag –

som han opstod skal vi opstå, og fare til ham i det blå. Halleluja