Bjerningdagen 2020

Denne side er set 22 gange!

Endnu en Sang i dette Aar,
Snart har det selv udsjunget,
Men det har sjunget: Dansken slaaer,
Saa det i Verden runged’.

I Slægter lyde skal det Qvad,
Hvad Landsoldaten kunde
Ved Idsted og ved Frederiksstad
Foruden ved Midsunde.

Tak gamle Aar, flyv fri og let!
Hvad vil din Broder bringe?
— Det Øie lee, som før har grædt,
Og Fredens Harper klinge!
Sådan skrev en synligt nationalbegejstret H.C. Andersen nytårsaften 1850.

”Det Øie lee, som før har grædt,
 Og Fredens Harper klinge!”

Der blev uden tvivl grædt, da beskeden om den 31 årige Mads Christian Olsens død blev bekendtgjort for hans hustru og tre børn. Der skulle nok gå mere end 2 år før disse øjne igen kunne le oprigtigt. Det samme med familien til Anders Jespersen, der også faldt den dag, men hvis nødtørftige grav man ikke kunne efterfølgende kunne finde – sådan som er tilfældet med Mads Christian Olsen. Eller de 8 faldne dansksindede, som vi også mindes i dag.  
Der findes mange krigergrave ikke bare her i Sønderjylland, hvor der er mindesten over de faldne – men overalt i verden – nogle krigergrave er markeret som Mads Christian Olesens, imens de fleste er som Anders Jespersens grav, ukendt og umarkeret. Men uanset nationalitet, så bringer krig sorg og tab med sig, der ikke bare lader sig vifte væk af en nationalpoets højstemte ord.

I en krig er der altid kun tabere – krigens sejrherre er blot den, der har tabt mindst. På begge sider af en front er der fædre og mødre, der mister deres sønner, familier, der mister deres fædre, hustruer der mister deres elskede ægtemænd. Teologer, filosoffer og jurister har begreber, der hedder ”retfærdig krig”. Jeg tror at set fra oven, set fra vores skabers side, så er der kun begrebet ”forfærdelig krig”. Gud må have det ligesom en far, der ser ned på sine børn, der slås med hinanden. Gud ønsker ikke krig mellem sine børn.

På vej mod Jerusalem og mod sit kors sagde Jesus: ”Jerusalem, Jerusalem! […] Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Matthæus 23,37). Mon ikke også Gud ser sådan på os, menneskers, krige og uenigheder? ”Hvor ofte ville jeg ikke samle jer, men I ville ikke”. Bibelen er historien om at vi ikke ville – ja, verdenshistorien er historien om at vi ikke ville. Igen og igen er uenighed blevet til krig og konflikt. Det er som om vi aldrig lærer det – som om vi ikke vil. Ikke vil samles under Guds varetægt og fred. Men derfor er det alligevel det vil alle sammen stræber efter – som vi sang hver for sig i sidste uge: ”Vi vil fred her til lands, Sankte Hans, Sankte Hans”.

Troen på Gud er også troen på at hans fred en dag vil sætte sig igennem. At Fredens Harper, der skal klinge, bliver slået af englene, der ved tidens ende bringer den fred, som vi alle sammen higer efter. Når vores hårde viljer bøjes ind under hans kærlighed. ”De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk” som der står i en ældgammel profeti.
Når Jesus, fredsfyrsten, kalder alle døde også døde soldater op af deres grave – også dem, der faldt på den anden side af fronten på fjendens side, bliver kaldt op. For i det lys er der ikke forskel på mennesker – da er vi alle skabt og da hedder det som der står ved de faldne fra 1. verdenskrig: ”Min måde er dig nok”. Og sammen skal de gå arm i arm ind i herligheden.
Vi er ikke nået dertil endnu. Og indtil da vil vi samles og ”mindes de tapre døde, hvis navne lever i Danmarks navn”. Dem, der ikke bare sang ”kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder”, men som gjorde det. Og dem, der blev sendt i krig for en sag, der ikke var deres og som ikke vendte hjem eller vendte hjem som ødelagte mennesker.
I dag er det en mindedag: Og jeg er nok ikke den eneste, der i dag tænker: Må vi snart have gravet den sidste krigergrav.

Det Øie lee, som før har grædt,
Og Fredens Harper klinge!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *