Denne side er set 9 gange!


Du kan også lytte til prædikenen her

      3.soneftertriittis2020 - 28th June 2020


Hvor må det have været fantastisk at være den yngste søn, der går hjemmefra med penge på lommen og friheden foran sig. Han var gået ind til sin far og fra det ene øjeblik til det andet kappede han forbindelsen: ”Jeg vil have mine penge, jeg vil have min del af arven. Du er godt nok ikke død endnu, men det er nu, jeg vil ud og leve livet. Giv mig mine penge nu” – og han forlod livet på gården med dens pligter og kedelige liv og rejser til storbyen i et fremmed land. Han finder hurtigt nogle nye venner – når man ringer nok gange med klokken på baren og giver en omgang, så får man hurtig sjove venner. Interessant venner. Han ville ud og leve det uafhængige liv uden tanke på konsekvenserne. Det gode liv, La Dolce Vita, det søde liv. Havde han levet sit liv i dag, ville han måske have holdt humørret højt ved hjælp af medicin, spil om penge, sætte et par tusind på ens favorithold i fodbold, købe løs i forretninger og på nettet.

Hvor må det være fantastisk at være den yngste søn – for en tid. For pludselige en dag løb han tør for penge og hans sjove og interessante venner droppede ham igen. ”Rigtige venner, kan ej købes for penge” sang Jodle Birge i min barndom.

Bibelen taler om at der er stor glæde i synd, det er skønt at leve i synd, men der er en sidste holdbarhedsdato på den glæde. Glæden varer en tid, kortere eller længere tid – men den har en slutning. Det er skønt lige til et vist punkt, så stopper det skønne og man opdager hulheden i det liv, man har levet. Det er en tomhed i det liv og man får aldrig nok og når der ikke er mere tilbage at fylde hullet op med, så er der et stort et stort sorte hul, der suger alt lys og al glæde ind i sig.

Og lige da man troede at nu kunne de tikke blive værre, så ramte hungersnøden landet ”og han begyndte at lide nød”. Han var alene – han fik lov til at passe gris på marken, og hans eneste løn var at spise af grisenes bønner. Ordet, Lukas bruger om bønner er ikke det, som vi spiser til Bacon og Eggs, eller i Chili-con-carne. Under en hungersnød holdt man svin i live med planteføde, som var umuligt for mennesker at fordøje. Det her er nogle stive røragtige planter. Han var desperat, lad mig dog i det mindste fylde min mave med et eller andet.
Sønnen kunne ikke komme længere ned set med en jødes øjne. Sidder i et fremmed land, passer svin, ja, han er blevet som et svin… Det var bunden af bunden – og det værste ved det hele var at det var hans egen skyld. Og imens han sidder dér på bunden, så er der kun et sted at kigge hen: Opad. Hjemad. Han vender sig om og vender hjem til sin far, der tager imod ham i kærlighed og tilgivelse.

Og vi møder en anden søn – den ældste søn. Ham, der blev hjemme. Ham der gjorde, hvad faderen sagde. Ham, der sang med på salmerne nede i synagogen. Ham, der lyttede, når faderen talte og som overholdt alle faderens bud – men det viser sig, at han også havde forladt sit hjem, selv om han var blevet hjemme. Han gjorde sig fantasier om hvad han ville have gjort, hvis han havde haft modet og krævet sine penge. Øl, piger og hornmusik. Man siger, at tyv tror hver mand stjæler – hans bebrejdelse af sin bror siger lige så meget om ham selv: ”din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger”. Det var i hvert fald, hvad han ville have gjort. ”Jeg har ikke brudt et eneste af dine bud” – siger den ældste søn, men i sit hjerte har han brudt hver eneste af sin fars bud.  Den ældste søn var også løbet hjemmefra oppe i hovedet.

Faderen rækker ud imod begge sønner den dag – begge var lige langt fra faderen. Begge havde vendt ham ryggen og begge var elsket af faderen – lige meget. Faderen rakte ud efter begge. Som jeg læste fra alteret: ”Dagen lang rakte jeg hænderne ud imod et genstridigt folk, som følger en vej, der ikke er god, efter deres egne planer”.
Nu tager jeg munden fuld med store ord: Men meningen med livet er at finde Gud, lade sig finde af Gud og leve sammen med ham, elske ham, tjene ham, tilbede ham. Ikke bare i ord og  gerninger, men fra hjertet af. ”At leve Gud nær er min lykke” – synger salmisten (Sal 73,28).
Vi er skabt til at høre til Gud – og har vi ikke det fællesskab, lever vi ikke med ham, så råber ånd, sjæl og legeme på at få fyldt den plads ud, som Gud skulle have fyldt ud. Det fællesskab, som Gud skulle have beriget os med. Lever vi ikke livet med Gud, så er det som om vi er løbet hjemmefra. Lignelsens to sønner viser to, der løb hjemmefra på hver deres måde og hver på deres måde fylder de det tomrum op, som er i deres liv, da det ægte fællesskab med deres far, ikke længere var en realitet.
Den yngste søn forsøgte at fylde hullet ud med tom underholdning. Underholdning er Djævelens erstatning for glæde. Jo mere glæde du har i Herren, desto mindre underholdning har du brug for (citat: Leonard Ravenhill). Eller som vi synger i en kendt salme ”Verden ejer ingen lyst, som kan fylde dette bryst”.

Den anden forsøgte at fylde hullet ud med tomme lovgerninger, ”jeg har ikke overtrådt et eneste af dine bud”. Han var en god dreng, og især, når vi sammenligner ham med den yngste dreng på svinemarken. Det er godt, at der altid er nogen, der er værre end os.
Bare se: Han var ved sin fars side. I Esajas kan vi læse verset: ”Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, og deres gudsfrygt er tillærte menneskebud” (Esajas 29,13).
Det er den anden ting, vi kan fylde hullet ud med, når vi ikke har Gud i vores hjerter: Tomme lovgerninger, tom kirkegang, tom salmesang, tom altergang, tomme gode gerninger. Vi kan være den mest trofaste kirkegænger i hele Sønderjylland, vi kan endda stå på prædikestolen og foran alteret. Vi forsøger med vores gerninger og kirkegang at få stillet den tvivl, der nager os: ”Er jeg virkelig en kristen? Er jeg virkelig frelst?” Og så strammer jeg mig an igen – læser mere i Bibelen, beder lidt længere, køber en ekstra ”Hus-forbi” oppe ved Føtex… prædiker lidt mere fromt, men det er bare tomme gerninger, der ikke i længden kan fylde tomrummet ud.

Hverken tom underholdning eller tom lovgerning kan redde os fra tomheden i vores liv.
Hverken tom underholdning eller tom lovgerning kan redde os fra den evige tomhed, som Bibelen kalder for fortabelsen.
Den eneste ting, der kan fjerne tomheden er at vende om og lade os favne af Guds kærlighed og tilgivelse.

”Verden ejer ingen lyst
som kan fylde dette bryst.
Men når du mig bliver nær
himlen alt jeg ejer her.” (DDS 680).

Kun en ting kan redde os fra tomheden i os og i vores fremtid: At leve nær ved Gud. At tro på ham, have vores glæde i ham, have vores kærlighed til ham og lade ham fylde os HELT ud. Stole på ham, at han er den far, der bliver ved med at tage imod os. Vi er Guds elskede børn – du er Guds elskede datter, du er Guds elskede søn.
Når jeg læser lignelsen til i dag, så tænker jeg: Nej, jeg vil ikke nøjes med noget mindre end Gud.  Spørgsmålet, der melder sig hver gang jeg læser teksten her er: Er det ikke tid til at komme hjem? Og jeg ved, at han vil tage imod os. ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed” ( 1 Johs 1,9) som Johannes skriver i sit første brev.
Sådan fungerer nåden! Sådan er frelsen, ikke på baggrund af mine gerninger, men på trods af mine gerninger – uden nogen prøveperiode, men øjeblikkelig, bare fordi jeg vender om, og så er Gud der allerede! Genindsætter mig som sit elskede barn med værdighed, autoritet og ære. Sådan er nåden. Den nåde, der frustrerer den menneskelige stolthed – som frustrerer det religiøse system, fordi det bringer kaos ind i en verden, hvor man skal yde for at nyde.
Lad os ikke ty til tom underholdning eller tom lovgerning – men lad os stille os frem til alteret, række vores hænder frem og han vil fylde os som tomme skåle. Lad os vende hjem – om vi så er langt hjemmefra eller tæt på. Vi hørte lige før:

”Jesus Kristus kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær. For gennem [Jesus] har både vi og I i én ånd adgang til Faderen. Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand.