Andagt

23 aug 2019

Joseph Scriven blev født i 1819 i Irland – fik sig en fin uddannelse på universitet i Dublin og han kom hjem til sin hjemby, hvor han blev forlovet med sin barndomskæreste – året efter skulle vielse stå. Dagen før deres bryllup aftalte de to at de skulle mødes ved floden, men uheldet skete: Hesten smed hende med hoved først ned i floden. Hun blev slået bevidstløs og druknede ganske få minutter inden Schriven ankom. Han fik hende op af vandet – og så ind i ansigtet på den kvinde, som han skulle giftes med dagen efter. Grunden under hans fødder forsvandt bare – som han sagde nogle år efter. I stedet for at vende sig fra Gud, så vendte han sig til Gud for vejledning og trøst. Men fra da af kunne han ikke være noget sted i hjembyen, for overalt hvor han så, blev han mindet om den dag, der aldrig kom. Så han rejste fra Irland til Canada, hvor han slog sig ned nær byen Port Hope.
Han viede sit liv til at hjælpe folk i nød – fattige, enker og syge. Det blev sagt om ham, at han aldrig nogensinde afviste, hvis der var brug for hjælp og at hans eneste ønske var at reflektere Guds kærlighed i sit liv. Han blev kendt som en ekcentriker, som alligevel gik under navnet ”Den barmhjertige samaritaner fra Port Hope”.
Det fortælles, at man så ham komme gående ude på vejen – og så var der en, der pegede på ham: ”Der kommer Joseph Schriven – han er en af de bedste skovarbejdere der findes”. ”Ham vil jeg gerne ansætte, for jeg skal have fældet en masse træ” ”Du kan ikke få ham til det – for han vil kun arbejde for dem, der ikke har råd til at ansætte ham og som ikke har resurser til at gengælde ham”. Han gav gladelig de penge, han måtte have, hvis han mødte nogen, der havde brug for dem.
Men kærlighed kom hans vej igen – i form af en ung pige et sted, hvor han kom og hjalp. Det var fantastisk – de skulle giftes – de blev forlovet, men den unge pige døde af lungebetændelse. Igen stod han og fik en elsket revet fra sig. Og igen vendte han sig til Gud… ikke i vrede, men for at finde trøste og vejledning.

Han fik besked fra Irland om at hans mor lå forfærdelig syg derhjemme. Han skrev et brev til hende – med et digt ”Bed uden ophør”. Den handler om det helt specielle venskab, han har med Jesus, og som har båret ham igennem alt det onde, han har oplevet. Han beskriver det centrale i forholdet til Jesus – at det skal være et dybtfølt venskab. At Gud ikke er en fjern kraft, som man skal frygte, men at han er en kærlig far, hvis største ønske er at bærer os igennem det onde, der rammer os, og lindre vores smerte.
Digtet blev først trykt anonymt i en avis – først mange år efter, afslørede han overfor en nabo, at det var ham og Herren, der sammen havde skrevet det digt. Der havde den fået en skøn melodi og gik ikke længere under navnet ”Bed uden ophør”, men under første linje i salmen: ”Hvilken ven, vi har i Jesus”.

Han døde som 66 årig i 1886 i en drukneulykke – han ligger begravet sammen med den canadiske forlovede.

Allan Jackson: What a friend we have in Jesus

6 apr 2019

Nu ved jeg, at du formår alt, intet, du har besluttet, er umuligt for dig.
Jobs Bog 42,2

Men officeren sagde: Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt.

Matthæusevangeliet 8,8

Officeren repræsenterede stormagten Romerriget, men han vidste, at Jesus var langt større end ham selv: ”Herre, jeg er for ringe”. Vi ved ikke om officeren havde erkendt, hvor stor Jesus egentlig var. For Jesus kunne mere end at helbrede en tjener med et ord. Dagens første ord gjaldt også Jesus: ”du formår alt”, for så stor og mægtig er Jesus, at intet er umuligt for ham.
Han er ikke bare en herre ud af mange herrer, men han er Herren. Han er heller ikke Jesus den Store. Vi siger Alexander den Store og Napoleon den Store. Jesus er ikke ”den Store”, men den eneste, for der er ikke nogen som ham. Han har ingen efterfølger, der har overtaget embedet efter ham, han har ingen rivaler, ingen ligemænd. Ja, der er ingen som Jesus Kristus.
Verdenshistoriens store mennesker havde indvirkning i deres levetid, men nu er de historie som er mere eller mindre glemt. Tidens udødelige navn kendes måske kun af historikere om 100 år og er du heldig kan du finde den grav, hvor de ligger. Du kan også besøge Jesu grav, men den er tom. Enhver kristen i dag vil vidne om at Jesus Kristus er levende. Han er vores levende frelser og derfor er han enestående, for han er den eneste frelser.
Napoleon den Store skulle i sine sidste år have sagt: ”Jeg har grundlagt et rige ved magt, og det er gået til grunde, men Jesus grundlagde et rige på kærlighed, derfor skal det bestå for altid”. Og han er vores konge og vi er borgere i hans kærligheds-rige.

Jesus – det eneste,
helligste, reneste
navn, som af menneskelæber er sagt.
Fylde af herlighed,
fylde af kærlighed,
fylde af nåde, af sandhed og magt (DDS 62,1)

20 feb 2019

– har du hørt den sætning før? Jeg synes jeg hører den for ofte – ikke til mig selv… endnu… men i fjernsynet og på nettet. En enkelt søgning på nette bringer massevis eksempler på sætningen. Indenfor sport, indenfor parforhold, indenfor kunstens verden og politik: Det er er det utilgiveligt.

Nu er jeg måske mere nærtagende end godt er, men jeg bliver faktisk lidt ked af, at der i den grad er gået inflation i det ord. Det er for mig en meget hård ytring, at stemple noget som utilgiveligt. Det er ikke bare fordi jeg ikke kan eller vil tilgive det. Nej, i sig selv, i sagens natur er det skete noget, der ikke kan tilgives. Hverken af mig eller af andre. Er der virkelig noget, der ikke kan tilgives?

Lad os prøve spole tiden tilbage til Tyskland i 1990 – muren var lige faldet og alt, der havde med det gamle politiske system og diktatur at gøre, var yderst betændt. Og det gjaldt ikke mindst den afsatte generalsekretær Erich Honecker. Hvad skal man lige stille op med en afsat diktator? Den østtyske præst Uwe Holmer fik derfor en spektakulær telefonopringning fra sin kirkeledelse: Du er leder af et hjem for hjemløse – har du mulighed for at finde et par værelser til ægteparret Honecker?
Lige som andre kristne familier havde familien Holmer mærket statens uvilje og modstand. Deres egne børn var blevet nægtet en uddannelse, fordi de ikke havde svoret ungdomsløftet til staten, men de var blevet konfirmeret i kirken i stedet. De havde klaget over beslutningen, men undervisningsministeren havde personligt afvist deres klage – hun var stenhård. Familien ville klage til menneskerettighedsdomstolen, hvor de ville have haft en god sag, men de gjorde det ikke, da de frygtede at kirken ville blive ramt som hævn for et sådant prestigetab for staten. Familien var blevet overvåget, blacklistet og truet af staten – og nu stod den tidligere generalsekretær og den tidligere undervisningsminister næsten bogstaveligt talt på deres dørtrin og bad om et sted at bo. Uwe Holmer afviste ønsket – der var ikke plads nogen steder. Ikke andet end i præstegården hos Holmer selv. Så på den måde flyttede diktatoren ind hos sognepræsten.
I de ti uger, hvor Honecker boede i præstegården, modtog Holmer ikke mindre end 3000 breve – mange var rasende: “Kirken skal ikke tage imod ateisten Honecker”. ”De har ingen ret til at tilgive Honecker”. I et interview sagde Holmer: ” jeg har ikke tilgivet Honecker for det, han har gjort mod andre, men jeg har tilgivet ham det, han har gjort imod mig. Hvad han har gjort mod andre, det skal de selv tilgive, men hvis de ikke tilgiver, så vil deres hjerte gå til grunde i bitterhed”.
Pastor Holmer viste et eksempel på, hvordan vi som kristne er kaldet både til at leve i tilgivelsen og leve af tilgivelsen. Har vi selv oplevet, at Gud har tilgivet os, så vil vi også kunne tilgive andre. Det begynder ikke med at vi tilgiver, men det begynder med at han har tilgivet os. Guds tilgivelse fjerner det, der stiller sig imellem os og ham – vores tilgivelse stiller sig imellem os og vores næste. Både offeret og gerningsmand har brug for tilgivelse. At tilgive er ikke at sige, at det, der er gjort, ikke er ondt og forkert – men det er at fjerne det, så det ikke skiller os og så dens byrde ikke maser os begge. Så lad os droppe det at kalde andres gerning for ”utilgiveligt” – for de har lige så meget brug for tilgivelse, som vi har.

6 nov 2018

Som studerende havde jeg en skøn læseplads, som vel var mit egentlig hjem i de 8 år, jeg læste til præst. Jeg havde indrettet mig med tre billeder på den lille opslagstavle på læsepladsen. Første billede var et fotografi af en mindetavle for en sognepræst Carl Edvard Picker fra Brylle på Fyn, hvor min kammerats far var præst. Det andet forestillede Kaj Munk i præstekjole. Og det sidste billede viste en ung mand med blød hat, sort jakke og en mørk stok: Bruno Gustav Eugen Toppf. I dag har han jubilæum – eller hans bedrift havde jubilæum. Hans historie har altid fascineret mig… her er lidt af den:

I disse dage fejrer vi 100 året for afslutningen af 1. verdenskrig – slutningen af krigen var præget af uro, oprør og mytteri. Det tyske kejserdømme var ved at falde fra hinanden – der var oprør, mytteri og kaos. Revolutionens vinde ramte også det tyske Als – soldaterne havde mest lyst til at tage hjem, og havde ikke lyst til at ofre sig for kejser og riget. I sådan en situation er der både radikale og moderate kræfter – hvem tager over og får opbakning? Til de moderate hørte nok Toppf. Han var overskræddergast ved den tyske Kaiserliche Marine.
På trods af at han var indlagt med tuberkulose satte han sig i spidsen for soldaterrådet i Sønderborg. Han rejste sig fra sygesengen og holdt en brandtale: ”Kammerater nu har I magten i jeres hånd… Tyranniet er slut. Vi er frie mænd og behøver ikke længere at lade os trække ved næsen af den slags folk… vi vil lade nåde gå for ret og lade dem løbe, så vi viser dem, at vi ikke er barbarer. ” Og efter talen blev Als løsrevet og udråbt som selvstændig republik med Toppf som præsident – det var den 7. november 1918. Præsidenten beslaglagde øens eneste bil, som han brugte til at køre rundt og holde styr på øen. Bankers kassebeholdning blev kontrolleret, og han sikrede sig at madvarerne forblev på Als. Han kom med mange forordninger i den tid, han var præsident for øen, og hvor han styrede øen uden om anarki og blodsudgydelser, som det ellers havde været tilfældet andre steder. Den 9. november 1918 indhentede tuberkulosen ham, og han trak sig og lod sig om morgenen indlægge på lazarettet igen – og med ham blev republikken Als vel nedlagt. Under en senere retssag mod ham blev han frikendt for forræderi med den begrundelse, at han havde forhindret mere radikale i at få overtaget i de kritiske dage efter krigens afslutning. Som han citeres for at sige i en senere artikel: Midt i anarki og kaos ”var jeg en af dem som havde mod til at lægge tømmer på løssluppenheden og til dels en tøjlesløs masse. Her i Sønderborg gjorde jeg det helt alene og det kun for at hindre blodsudgydelse, rov og plyndringer”. Toppf døde 2 år efter på grund af sin lungelidelse og ligger begravet i Berlin.

Nogle mener at ”Republikken Als” mest er myter og fantasi – andre at det er en glemt historisk perle. Uanset hvad, så er jeg fascineret af historien om Als og Toppf – om en mand, der så et problem og ikke vendte det blinde øje til. Der på trods af sygdom satte sig ud over eget helbred og tog initiativ. Og er det bare en myte, så er det da en fantastisk myte – der nok kunne inspirere en kommende præst i hans studietid.

9 okt 2018

Hans Christian var en elsket og respekteret viceinspektør på mine børns skole i Hobro. Ved en lejlighed skrev jeg en mail til ham, hvor jeg skrev, at han ikke lige behøvede at svare med det samme, for jeg havde god tid. Til det kom så svaret med et glimt i øjet: Du må aldrig sige, at du har god tid, for så ser folk bare ned på dig – sig hellere, at du har travlt. Fra det tidspunkt af, så hilste vi altid hinanden om morgenen, når jeg afleverede børn i skolen: ”Åh – jeg har så travlt” – og han svarede tilbage: ”Det har jeg også – jeg kan slet ikke nå det hele”. Og så luntede vi videre.
Jeg har sat mig for, at jeg ikke vil have travlt. Jeg vil give mig selv lov til at nyde mit livs og mit arbejdes små og store begivenheder uden hele tiden at tænke: Jeg burde være et andet sted. Og uden mentalt at være det andet sted. Og ja, som præst burde man måske virkelig have tid – jeg mener, at vi får vores løn for at have god tid. God tid til at læse, tænke tanker om livet og troen, som vi kan dele med vores menighed. God tid til at stoppe op og snakke. God tid til at tage imod på kontoret.

Men nej, sådan er det ikke. Jeg lavede en gang en simpel fodbold-video, hvor jeg hyldede Superligaens mest interessante hold (der lige havde tabt 6-0). Videoen nåede frem til Nordjyskes hjemmeside, hvor der kom en hånlig kommentar: ”Ja, præster har jo god tid”. Præster må heller ikke have god tid! Lige som alle jer andre, så skal vi præstere lidt mere i år end vi gjorde sidste år.

Har du god tid, så må det være fordi du har for lidt at lave – og har du for lidt at lave, så må det være fordi du er doven, uambitiøs eller svagelig. Har du for lidt at lave, så vi skal tage hensyn til dig og bære det mere oven i alt det andet, vi bærer. Så er du en belastning – og hvem vil have identiteten af at være en belastning? Eller en byrde – ældrebyrden? Ældre mennesker skal også have travlt – ”efter at jeg er gået på efterløn har jeg virkelig haft travlt. Hvordan havde jeg tid til at gå på arbejde før?” er en sætning, jeg har hørt rigtig mange gange. Alle skal have travlt og derfor pisker vi os selv og hinanden rundt i hverdagens trædemølle. Jo hurtigere vi løber jo hurtigere skal vi løbe, for ikke at snuble og blive til besvær.

Dybest set er det ikke sådan et samfund eller liv, vi vil have – men det er sådan et liv og samfund vi får, hvis vi bygger vores identitet på hvad vi kan. Hvis vi ikke kan så meget, så er vi ikke meget – måske en belastning. Men vi er mere end hvad vi kan. Meget mere. Men det har vi brug for at få at vide, især når vi har svært ved at følge med i trædemøllen. Træd for et øjeblik ud af trædemøllen og ind i kirken. Her står tiden stille – og her får du aldrig at vide at du er en belastning og du er hvad du kan. Her får du at vide, at du er Guds elskede barn, der er elsket uanset hvad du kan og hvor hurtigt du gør det. Og fra ham får du aldrig at vide: ”Åh, jeg har så travlt”, for han har altid tid og nærvær til dig.

31 aug 2018

Jeg har et ønske om at mine børn skal kende nogle af de helt store klassikere i verdenslitteraturen. Så vi æder os igennem den ene bog efter den anden som godnatlæsning efter aftenandagten. ”Skatteøen”, ”Robinson Crusoe”, Jules Verne ”Jorden rundt i 80 dage”, ”En verdensomsejling under havet”… endda Georg Orwells ”Kammerat Napoleon”. Lige for tiden har vi kastet os over Sherlock Holmes. I sommerferien gik jeg lidt bævende i gang med ”Onkel Toms hytte”. Bævende, for jeg vidste at den indeholdt grimme scener – men heldigvis viste det sig ikke at være så udpenslet. Det er mindst 30 år siden jeg har set den i fjernsynet, så jeg kan ikke huske noget af historien andet end at Tom dør efter at være blevet mishandlet af sin onde ejer. Men jeg blev faktisk overrasket over hvor stærkt kristendommen træder frem i historien. Selvfølgelig især i ordene fra Toms mund.
Harriet Stowe havde selv længe været engageret i rettighedskampen for slaver – havde hjulpet slaver til at flygte, men hun søgte en måde hvorpå hun kunne gøre mere. Under en nadver-fejring i sin kirke fik hun synet af Toms triumferende død – og ud fra det dannede hun resten af historien, der blev udgivet som føljeton i en anti-slave-avis.
Historien om Tom havde stor indflydelse på mange folks holdning til slaver, at slaver faktisk også var mennesker med sjæl- og åndsliv. At den – sammen med en masse andre faktorer – var med til at bygge op til den amerikanske borgerkrig, hvor netop slavespørgsmålet var en vigtig drivkraft. Det fortælles, at da præsident Lincoln mødte forfatteren Harriet Stowe, så sagde han til hende: ”So you’re the little woman who wrote the book that made this great war!”.

Det er måske ikke verdens bedste bog, hvis man ser den med litteratur-briller. Situationerne er konstruerede, dialogerne er urealistiske og slaverne overromantiseredes.
Og på trods af det, så træder evangeliets kræft stærkt frem.

Det er jo det rene galskab. Man forstår godt at filosoffen Nietzsche kalder kristendommen for en slavereligion – dens venden den anden kind til. At det er den mindste, der er den største – at den største er den, der tjener… og den allerstørste er ham, der har givet sit liv som løsesum for mange. Det er virkelig ”Umwertung aller Werte” – omvurdering af alle værdier, som Nietzsche kaldte det.

Ja, og jeg kan så tilføje, at det så også er sandheden. Og en sandhed som mange af vores kristne brødre og søstre, der lever under forfølgelse, at de har oplevet som sand i deres eget liv. Det er meget nemt at overromantisere de forfulgte kristnes liv og kamp – men det, der træder frem fra alle beretningerne er et vidnesbyrd som det her fra bogen, at ”slagene ramte ham kun udvendig og gjorde ikke hans sjæl fortræd”. Slagene udvendig kan naturligvis også være slemt nok – ødelæggende nok – men vi må bede til vores kristne brødre og søstre ikke må lade slagene nå ind til deres sjæl. At de forsat må erfare, at intet kan skille dem fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.
Og det er især på det punkt, at jeg henter inspiration til mit liv som kristen og mit virke som præst. At vi har en så stor Gud, der er større end vore omstændigheder – ja, at han kan ændre tingene, så det bliver til det gode, men er med os i det onde – og vil lede os igennem det onde. Lede os igennem dødsskyggens dal – som vores vogter og værner. Og uanset hvad der sker os i vores liv – uanset hvad der hiver i os, så kan det ikke hive os bort fra Guds kærlighed. Det kan godt være, at det føles sådan – men så er det godt at vide, at Gud er større end vore følelser. Det vi ved fra Guds ord er mere nøjagtigt end det vi føler.
En amerikansk marinesoldat blev sendt af sted af en meget bekymret mor – og til afsked sagde han: ”Mor, husk på, at selv det største ocean er ikke større end at det kan ligge i Guds hænder”.

”Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet:

På grund af dig dræbes vi dagen lang,vi regnes for slagtefår.

Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre”.

24 jul 2018

Vores gode frelser sagde en gang, at hvad hjertet er fyldt med, løber munden over med. Sådan er det både positivt og negativt. Hvad vi beskæftiger os med og hvad der fylder os, er både hvad vi først bringer på banen i en samtale. Men jeg tror også at det gælder hvad der kommer ind: Hvad hjertet er fyldt med, stirre øjnene sig blinde på. Skal vi have postet et brev – de sjældne gange, hvor det sker – så springer postkassen frem i bybilledet og vi ser dem overalt – hvor vi normalt ikke ville lægge mærke til dem. Ja, eller sådan var det i hvert fald, da der var postkasser spredt rundt i byen og vi rent faktisk brugte dem. Eller: Da jeg for godt et år siden gik og overvejede om jeg skulle være præst i Haderslev, så var der noget om Haderslev overalt – og ikke bare på grund af reformationsjubilæet sidste år! Eller da jeg gik og havde lyst til en tur til Rom, så var det som om alle på Facebook rejste til Rom – og det kun var mig, der skulle blive derhjemme med kedelige madpakker og ikke-italiensk aftensmad. Hvad hjertet er fyldt med, stirre øjnene sig blinde på.

Og er man lidt nørdet omkring en ting, så ser man også det overalt – ikke bare i perioder, men hele tiden. Som præst og især som kristen er jeg lidt nørdet omkring Jesus. Jeg hører referencer till ham overalt – til min kones store irritation stopper jeg ofte de film vi ser midt i det hele for at skrive en note med et citat fra filmen. For den kan godt bruges i en prædiken. ”That’s a good vending. Maybe vi can use that in another… prædiken” – I et lidt omskrevet citat fra The Julekalender.
På samme måde har jeg det sidste halve år glædet mig hver eneste gang jeg cyklede på arbejde og blev overhalet af en bybus. En lokal ejendomsmægler havde leget lidt med sin titel – og pludselig var han ikke en upersonlig ejendomsmægler, han var ”Din EGEN domsmægler”. Og så var det at præstens hoved gik i selvsving.

For i mit univers har jeg faktisk min egen domsmægler – i hvert fald i åndelig forstand – nemlig Jesus. I det bibelske univers findes tanken om en guddommelig domstol, hvor vi skal gøre rede for vores handlinger, hvor vi skal dømmes eller frikendes i forhold til hvordan vi har levet vores liv. Nu kender jeg mit eget liv på nærmeste hold – og jeg ved at i sådan en situation vil være mere ”på den” end ”med på den”. I Det gamle Testamente møder vi et menneske, der nærmer sig at være perfekt. Der er i hvert fald ikke meget, man kan anklage ham for, han hedder Job. Og alligevel siger Job: Hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud? … det kan ikke gendrive én ud af tusind anklager.
Det kunne jeg også have sagt – selv om jeg er præst og burde være bedre end jeg er, så vil jeg heller ikke kunne gendrive en ud af de mange anklager, der vil kunne rejses imod mig sådant et sted. Men så er det godt, at jeg har ”min egen domsmægler”, Jesus. Som kristne er vi ikke bedre end andre – vi har bare en bedre mægler. For vi har en domsmægler, der kan vende en klar tabersag til en klar vindersag, for han har simpelthen ødelagt bevismaterialet, taget skylden på sig og betalt hvad vi skylder. Så når den høje dommer kigger op og spørger hvad jeg har at sige til mit forsvar, så rejser min domsmægler sig op og siger: ”Kim han er uskyldig, jeg har betalt for ham”. Og dommeren giver ham ret.

Jesus er fantastisk! Jeg har godt nok aldrig set ham, ved ikke hvordan han ser ud, hvordan hans stemme lyder. Men i det halve år, hvor jeg cyklede bag efter bussen med reklamen for ejendomsmægleren, så var min Jesus pludselig sønderjyde, havde runde briller – og et behageligt smil. Jeg har endda talt med ham i telefonen, da vi skulle se på hus i Haderslev. For Jesus er min egen domsmægler…

6 jul 2018

Skulle han, som plantede øret, ikke høre, skulle han, som dannede øjet, ikke se? Salmernes Bog 94,9

For Herrens øjne hviler på de retfærdige, hans ører hører deres råb om hjælp. Første Petersbrev 3,12

De gamle broderier med bibelvers er en guldgrube for genbrugsbutikkerne, for de bliver revet væk selv om de ofte er ret dyre. Jeg har et stående, som de dog havde haft svært ved at sælge. Det bærer ordet: Gud ser alt.
Jeg plejer altid at spørge folk: Er det et løfte eller er det en trussel? Det bliver ofte anset for at være en trussel, for så ser han mig også, når jeg allerhelst ikke vil ses, nemlig når jeg gør noget, jeg godt ved er forkert. Så er ham Gud svær at få smidt ud, for han ser alt. Og Gud ser på os dømmende og hårdt som en skuffet far. Eller gør han?
Jesus har lært os, at Gud ser alt, men han ser på os som den kærlige far, ser på os. Han ser på os for at kunne velsigne os, og han lytter til os, for at kunne hjælpe os. Vi skal ikke frygte Guds blik, for han ser på os med fryd, både fordi vi er skabt af ham og på grund af Jesu død på korset for vore synder. Den troende kristne kan derfor leve sit liv og vide, at i Guds øjne er vi retfærdige. Derfor er vi under hans beskyttelse og velsignelse uanset hvad der så sker os. Og derfor er det ikke en trussel, men et løfte, at Gud ser alt.
En ung mand i marinen skulle af sted i krig. Hans mor var naturligvis bekymret, men i et brev skrev sønnen til hende: Selv det største ocean er ikke større end en vanddråbe i Guds hånd.
Gud ser alt. Det kan blive så mørkt i mit liv, at jeg ikke kan se Gud, men det kan aldrig blive så mørkt, at Gud ikke kan se mig. Gud ser alt! Han ser dig og glæder sig, for du er hans.

Ene råde
skal Guds nåde
for vor fromhed og vor dyd,
om Guds øje
fra det høje
hvile skal på os med fryd.
(DS 518,3)

9 apr 2018

Lyt til prædikenen

Optagelse af mindeprædiken - 9th April 2018

Læs Prædikenen
At Danmark er et lille land – er ingen vel i tvivl om. Det får vi tudet ørene fulde af hver eneste gang, at vi bevæger os ud på den internationale scene. Hvad kan vi bidrage med, vi er jo bare et lille land? Er det ikke omsonst? Nytter det noget?

Viggo Hørup

Ja, det sidder i os, stadigvæk, lektien fra 1864: Danmark er en småstat.
Dem, der ikke havde registreret det i tiden efter nederlaget, blev rusket godt og grundigt af den danske politiker Viggo Hørup. I 1883 holdte han en tale i Folketinget om forsvarsbevillingerne og her kæmpede han mod militarismen med ordene ”Hvad skal det nytte?”. Hans tanker bar først frugt længe efter sin død, men så gik de sandelig også deres sejrsgang. 1914 holdt den Danmark ude af første verdenskrig. Jeppe Aakjær spidder det præcist i digtet fra 1916:

Du pusling-land, som hygger dig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge.

Hvad skulle det nytte? Hvad skulle det nytte at opruste til modstand mod det nazistiske barbari i 1930’erne, når det eneste, vi kunne opnå var landets ødelæggelse? Vi stod derfor meget afrustet den 9. april 1940. Man havde lige sendt tre årgange værnepligtige hjem i tiden op til januar 1940 – måneden efter meldte England, at de umuligt kunne komme os til hjælp.

I København sad Peter Munch som dansk udenrigsminister – han var en troende elev af Viggo Hørup. Han var i den inderkreds, der i selskab med kongen og kronprinsen tidligt om morgenen den 9. april, traf beslutningen om at Danmark skulle kapitulere. ”Hvad skal det nytte?”

Det er mit indtryk, at det lige siden synes at være forsvarets hadespørgsmål nummer et: Hvad skal det nytte?

I 2010 udkom bogen ”Kvindernes krig” , der er skrevet af den danske sprogofficer Anne-Cathrine Riebnitzsky . Hun skriver om hvordan de fleste soldater hadede, når pressen kom på ture til Afghanistan, for skrev pressen kun om de negative ting. Og til det kommer, som hun skriver:

”Det konstante pres fra det store spørgsmål: ”Nytter det noget?”. Jeg ville ikke kunne holde ud at være her, hvis det ikke nyttede. Vi der er her, er tvunget til at finde mening. Men der sker også noget, når man trykker en beskidt næve og kigger ind i de gamle, kaffebrune øjne [selv om man] ikke altid forstår meningen af ordene, så kan man mærke varmen og taknemmeligheden” (s. 241-242).

En pjece fra Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet også om indsatsen i Afghanistan, der fandt man det nødvendigt at have et afsnit med hårde fakta for at svare på spørgsmålet: ”Nytter det noget?” Det er regnedrengene, der med deres regneprogrammer og EXCEL-ark skal have tal og målbare fakta – og så må vi opveje om det nytter.

Nyttede det noget, da de danske soldater, som vi hylder og mindes i dag, da de stod foran en overlegen fjende? Styrkeforholdet var de fleste steder mindst 4:1 og Operation Weserübung skulle vise sig at være en af de mest vellykkede tyske operationer i krigen. Havde det stået til en senere Mogens Glistrup, så var de hilst velkommen af en telefonsvar, der proklamerede ”wir übergeben uns” – for det nyttede jo ikke. Men alligevel stod styrkerne i Søgaardlejren klar til at rykke ud allerede få minutter efter at de første tyskere havde sat deres fod på dansk jord. De danske soldater dér og her i byen gik i kamp i første linje på trods af alle odds og viste de bedste soldateregenskaber, man kan forlange. Men hvad skal det nytte?

Soldaternes kamp var nok nyttesløst – set i det store perspektiv og da især, når regeringen sammen med kongen allerede 0600 havde kapituleret.

Den danske præst og digter Kaj Munk besøgte Sønderjylland ganske få dage efter besættelsen i anledningen af Dybbøldagen. Her hørte han fra Oberst Christensen de nærmere detaljer om besættelsen. Det gjorde et så uudsletteligt indtryk på Munk, at han straks begyndte på sit besættelsesskuespil Niels Ebbesen – om danskeren, der nøler, men først sent opvækkes til handling. Skuespillet var den direkte årsag til at Munk selv blev henrettet af tyskerne i 1944. Dette skuespil dedikerede Munk til ”vort unge Mandskab af 9. april” – ringene i vandet fra ”det nyttesløse forsvar” spredte sig.

Så for Munk var kampen ikke nyttesløs – ja, han ville slet ikke nedværdige sig til at besvare Viggo Hørups spørgsmål: Hvad skal det nytte? Det var for Munk et ganske forkert spørgsmål – i 1935 proklamerede han

”Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, bare, om det er sandt”.

Spørgsmålet om nytteværdien må vige – for det langt større: Er det vi kæmper for sandt?

Selvfølgelig skal man opveje om skattekronerne gør mest nytte i forsvarets budget eller i sygehusvæsenets. Men på den anden side, er der ikke som menneske – som dansker – som et kristent menneske en forpligtelse til at kaste sig frem til forsvar uden overvejelser af nogen art, når uskyldighed og svaghed trues, når løgn og mord skyller frem mod alt det, Gud har lært mig og givet mig at elske?! Også uden at skele til om det nytter noget? Vi skal kæmpe for sandheden, også selv om det er udsigtsløst, selv om vi står til at tabe. Selv om timingen måske ikke lige er den heldigste– så skal vi holde os til sandheden, sige sandheden, kæmpe for sandheden.

Kristentroen er så naive, at den påstår, at den vil løse verdens problemer med ordet ”tro”.

Troen på Kristus, der alene kan lukke sandheden op for os.

Vi kristne er så naive, at vi på Jesu ord ikke frygter dem, der kun kan slå legemet ihjel, men ikke vores sjæl.

Vi er så naive, at vi løfter vores blik væk fra EXCEL-ark og kolde kalkulering i cost-benefit, nytteeffekt og så ud i det usynlige.

Jesus lærte os midt i en verden af håndgribelighed at tro på det, der hedder ånd.

Ja, Jesus lærte os at sejren findes i nederlaget med ham.

Jesus lærte os at tro at korset, symbolet på hån, pine og død, i virkeligheden er sejrens og kærlighedens symbol.

Jesus plantede troen på det usynlige midt i den synlige verden.

9. april var en bitter dag. Men også en dag, hvor vores soldater kæmpede modigt mod alle odds. Det er ikke svært at kæmpe for noget, som man ved, er en vunden sag. Noget andet er at kæmpe for frihed og fred – uden at vide om man rent faktisk vil vinde.

Lad os ikke se efter om det vi kæmper for nytter – om det er en vindersag. Nej, lad os bare se til, at vi kæmper for det, som er sandt og godt. ”Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, bare om det er sandt”.

Prædiken holdt den 9. april 2018 ved mindeandagten i Hertug Hans Hospitalskirke i anledning af kransenedlæggelse og mindehøjtidelighed for veteranerne og de faldne.

Herunder lidt fra før gudstjenesten

Ved indvielsen af mindeobelisken

Ved en nyere mindehøjtidelighed

8 apr 2018

I de første år som præst, havde jeg den idé at jeg ville starte min sommerferie med at give mig en navneændring – det var nemt og endda også gratis på det tidspunkt. Jeg ville give mig sommernavnet ”John Winther” og prøve om det forandrede min måde at være på, at jeg ikke længere hed ”Kim Legarth”. Det synes jeg kunne være rigtig spændende – sådan på en lidt nørdet måde. Jeg fik det nu aldrig gjort – og da det så pludselig kostede 500 kroner for en navneændring, så fik jeg kolde fødder og har droppet det helt. Så det meste jeg har gjort i den retning er at få lavet en Facebook-profil med det navn – en overgang havde den endda flere venner end mig selv… det kan jeg så spekulere lidt over hvorfor det var tilfældet!

Jeg tror dog, at det betyder noget, hvad vi kalder os selv og ikke mindst hvad vi kalder hinanden. Også hvad vi kalder hinanden ud over vort ”borgerlige navn”. Jeg tænker lidt, at den, der altid bliver kaldt for ”dumme svin”, begynder han ikke også på et tidspunkt at opfører sig sådan? Den, der bliver kaldt for grim, begynder hun ikke i spejlet at se grim ud – også i egne øjne: ”Måske har de andre lidt ret?”. Jeg læste i avisen, at der i vores by var ”utilpassede unge”, der lavede ballade. Kaldes man ”utilpasset unge”, så kan man måske også lige så godt opfører sig som sådan?
Vi behøver ikke kalde hinanden navne med ord – det gøres også nemt med det tydeligste sprog, der findes: Kropssprog. Vi kan kigge væk, ignorere, sukke højlydt eller rulle med øjnene. Ja, der findes mange forfinede måder at nedgøre hinanden på. Og hvad vi kalder hinanden også med kropssprog, det skaber os.

En romersk digter fra 250 f. Kr. sagde det på den måde: ”Nomen est omen” – det betyder: Navnet er et forvarsel. Det, man hedder, viser også hvem man er. Jeg tror, at der er noget om det. Og derfor er jeg jublende glad for at komme i kirke – for der får jeg at vide, at jeg er ”underfuldt skabt” – jeg ikke bare et produkt af en tilfældig evolution og et kæmpe brag. Der får jeg at vide, at jeg er ”uendeligt elsket” – så ranker jeg ryggen igen. Der får jeg at vide, at jeg er ”Guds barn” – wau… tænk at min far har skabt universet!!
Så det bedste jeg kan gøre, når folk kalder mig ting, som bryder mig ned og ændre mit selvbillede, det er at gå derind, hvor jeg får min sand identitet at vide: Underfuldt skabt, uendeligt elsket og et Guds barn. Jeg er villet, ønsket og elsket af Gud. Så går jeg ud af kirken, så kan jeg lidt igen.