Carsten Jensen: Den første sten

Denne side er set 981 gange!

Morgenmad – og læsning

Så blev min første Karsten Jensen-bog endelig læst. Jeg har egentlig aldrig brudt mig om ham – nok mest på grund af hans fremtoning i medierne, sådan en lidt bedrevidende og arrogant Rasmus-modsat-type.
Nå, men nu ville jeg gerne læse noget af ham – se hvad skrev og hvordan. Og da jeg havde hørt ham udtale sig om hvorledes krigen i Mellemøsten og urolighederne med terror havde spor langt tilbage i tiden – længere end vi normalt ser tilbage – så tænkte jeg, at det nok var det, denne roman handlede om. ”Den første sten”… men nej, det var det sådan set ikke.

Men historien, han fortæller er alligevel god. Den giver et fantastisk billede af Afghanistan og den håbløse krig, der foregår dér – viser et land og en befolkning for hvem krig er en del af livet og har været det i generationer så det bliver en del af folkesjælen. Hvor myter opstår lige for øjnene af en – og dannes væk fra det oprindelige i virkeligheden. Et land i en nærmest evig voldsspiral, hvor ingen ved hvem, der kastede den første sten og hvorfor – nu blev der bare kastet sten.
Et land med kvindeundertrykkelse – en mor, der sænker sin egen dreng halvt ned i kogende vand, bare for at straffe manden, der proppede barnet ind i hende:

”’ Jeg har ingen søn. Han blev proppet ind i mig Han er sin fars dreng, ikke min. Ved du, hvad en søn er? Din kommende tyran, hvis du er kvinde. Ikke andet. Først elsker du ham. Så lærer du at frygte ham. Han er ikke din. Du tilhører ham. Du til hører dem.´
´Dem?´
´Mændene!” (s. 424)

Vi får en masse småglimt af menneskeskæbner. Mest klart står nok de små drenge, hvis far bliver hevet ud af en bus og skudt ned af Taliban (364-368). Disse drenge, hvis liv bliver ødelagt lige i det øjeblik… det er så hjerteskærende at læse om, måske især at læse om som far.
”Børnene er helt stille. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke skriger. Jeg forstår ikke, hvorfor hele bussen ikke skriger. Hvorfor gør jeg det ikke selv? Hvorfor denne sammenbidte tavshed, denne lammende selvbeherskelse hos os alle sammen? Det er, som om den gør os til medskyldige” (s. 367).
De manges skyldighed ved at være passive. Sådan er det altid, når det onde regerer – så er det altid de manges passivitet, der giver det onde det største spillerum.
Jeg tillader mig at skrive Marin Niemøllers digt fra Hitler-tyskland:
Niemüllers kendte digt:

Først kom de for at tage kommunisterne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke kommunist.
Så kom de for at tage fagforeningsmedlemmerne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke fagforeningsmedlem.
Så kom de for at tage jøderne og sigøjnerne,
men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke jøde eller sigøjner.
Så kom de for at tage de homofile, men jeg protesterede ikke,
for jeg var ikke homofil.
Da de kom for at tage mig,
var der ingen tilbage til at protestere.

Fiktion og realisme
Historien er fiktion – baggrunden er rigtig nok, samfunds billedet er rigtig nok. Det er naturligvis altid farligt at placere en fiktiv historie i virkeligheden, for hvortil går virkeligheden og hvor tager fiktionen over? Hvad er realistisk og hvad er opstået i hovedet på en forfatter?
Det, der ar ved at få mig til at droppe bogen, var da jeg synes at det kippede over. At det her kunne bare ikke ske – det var for langt ude. Stop, hvis du ikke vil læse videre om historien i detaljer, for her kommer der altså en spoiler.
Det at en dansk soldat vender sine egne ryggen og laver et computerspil ud af virkeligheden… det er for langt ude. Det vil aldrig ske – og jeg tænkte mange gange: Nu holder du altså op. Men sluger man den urealistiske ”pille” og leger med, så er det en god historie.
En af mine facebook-venner skrev, at det er en historie, der ikke tegner et håbfuldt billede af Afghanistan. Jeg synes egentlig også at den tegner et billede af Danmark og danskerne, der ikke er særligt håbfuldt. Principperne falder en for en – der kæmpes ikke for andet end for spændingen i livet og for pengene. Man møder en feltpræst, som man i første omgang tænker, at her er da et flot portræt af en feltpræst… og så hører man at han prædiker om soldaterne som riddere mod det onde, dragerne… og så ved man nærmest allerede hvem der er tale om. Men selv feltpræsten må lade principperne falde – står og bekender den muslimske tro for at redde sine soldater og sig selv. Principperne falder – troen falder. Et interessant afsnit viser hans vej derhen (s. 397-402).

”Det er ham, der må ofre sig. Han må ofre sin tro. Han må ofre sit forhold til Gud for at frelse en håndfuld liv” (s. 400).

Min vurdering
Jeg blev spurgt den anden dag om bogen var værd at læse – nu har jeg været i gang med den siden slut-december (og vi skriver 1. maj i morgen). Jeg svarede: Nej! Det synes jeg ærligt talt ikke. Jeg er blevet imponeret over Carsten Jensens håndværk som forfatter – men bogen her er ikke en jeg vil anbefale andre at læse. Den er for lang, den er for over-dramatisk og urealistisk – og netop dér knækker det over og gør, at det, der vel er hans egentlige budskab, nemlig et opgør med den danske krigsdeltagelse i Afghanistan, knækker.
Og så dog alligevel er jeg glad for at have læst den – den har gjort mig klogere, den har printet nogle tanker og nogle historier i mig… og så er den måske alligevel værd at anbefale?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *